Fra vore læsere

Apartheid

Jeg kan ikke finde nogen direkte fejl i [artiklen om apartheid] (22. juni 1988), men jeg føler at I antyder at Jehovas Vidners kirke er den eneste der fremmer denne raceblanding. Et billede havde denne tekst „Jehovas Vidners racemæssige enhed i Sydafrika drager mange til budskabet om Riget“. Jeg ønsker ikke at drage denne udtalelse i tvivl; det eneste jeg vil påpege er at den samme enhed eksisterer i metodistkirken, der forsøger at komme de sorte i møde og få dem til at føle sig velkomne.

D. H. K., England

Vi er helt enige i at der er nogle enkelte lokale kirker som muligvis har forbedret forholdene mellem racerne. Imidlertid er dette tilsyneladende ikke generelt for de forhold der råder, sådan som det også fremgik af både den metodistiske og den kongregationalistiske præsts udtalelser, citeret på side 6 i artiklen. Igennem årene har Jehovas Vidner i Sydafrika og i hele verden vedvarende og i stilhed opretholdt gode forhold racerne imellem, og dét uden en uforsonlig politisk debat eller ulovlige konfrontationer med regeringer. — RED.

Hjertesorg

En 16-årig pige, hvis moder jeg arbejder sammen med, var helt ude af det efter at hun var holdt op med at komme sammen med sin kæreste gennem halvandet år. Hun ville ikke tale med sine veninder, og i to uger kunne hun ikke engang gå i skole. Jeg tog Vågn op! for 22. januar 1988 med til hendes moder og viste hende artiklen „Hvordan kommer jeg over en hjertesorg?“ Næste dag kunne min kollega glædestrålende fortælle at hendes datter, så snart hun havde læst artiklen, havde taget makeup på, ringet til sine to veninder og inviteret dem hjem til sig. De havde alle tre sat sig omkring køkkenbordet og drøftet artiklen; og næste dag gik hun i skole igen.

C. G., De Forenede Stater

Jeg vil gerne rose jer for den strålende artikel. Den har hjulpet mig til at overveje de fornuftgrunde der kan være til at slå op, og til at analysere situationen og se at det var den bedste løsning for os begge. Desuden har jeg lært hvad jeg må gøre for at det ikke skal ske igen.

S. B., Brasilien

Sundhedsråd

Vi måtte to gange daglig give min kræftsyge, døende moder indsprøjtninger. Hver gang gjorde det meget ondt på hende, lige til vi i Vågn op! (22. august 1987) læste at man ved hjælp af is kunne gøre stikstedet følelsesløst og indsprøjtningen lettere og mindre smertefuld. Hvis vi glemte det, bad hun selv om denne behandling. Hun mistede også megen væske, men med den „livreddende saltdrik“ ORT (beskrevet i Vågn op! for 8. februar 1986) kunne vi hjælpe hende til at føle sig bedre tilpas så længe hun var derhjemme. Det var det eneste hun ville drikke.

D. A., USA