Havet — livgiver eller losseplads?

Fra Childe Harold’s Pilgrimage af lord Byron.

DER var engang da disse ord ikke var blot og bar poesi men udtrykte en sandhed. Den tid er forbi. I dag har digterens malende ord om havets umådelige storhed og tilsyneladende usårlighed over for små menneskers forsøg på at ødelægge det, lige så hul en klang som påstanden om at mennesket aldrig ville komme til at flyve. Menneskets indflydelse standser ikke længere ved havets bred. Det har sat sit præg på havet — et uhyggeligt præg.

Vi har sikkert alle sammen dejlige minder fra ture til havet. Solens stråler der spiller i vandet; lyden af bølgernes brusen når de skyller mod land; en forfriskende dukkert; leg i bølgerne. Blot det at genkalde sig sådanne minder fylder én med forventning om den næste tur til stranden. Men nu er det ikke længere sikkert at vi altid vil kunne bade i havet. Selv om dette i sig selv giver grund til bekymring, er der dog noget der burde bekymre os meget mere. Havet tjener nemlig også andre formål end at behage vore sanser.

At vi overhovedet kan trække vejret skyldes for en stor del havet. Ifølge The New Encyclopædia Britannica frembringer jordens vand, og især de alger der findes deri, omkring 90 procent af den ilt vi indånder. Andre anslår at havenes mikroskopiske fytoplankton frembringer op mod en tredjedel af klodens ilt. Havene regulerer også jordens temperaturforhold, skaffer føde til utallige livsformer og spiller en vigtig rolle i forbindelse med jordens klima og regncyklus. Kort sagt: Havene er en betingelse for livet på jorden.

Klodens kloak

Desværre betragter mennesket også havene som en losseplads. Kloakslam, fabrikkers kemiske affald og giftige sprøjtemidler fra landbruget finder alt sammen vej ud i havet via floder og åer, ved direkte udledning eller ved dumpning fra skibe. Gennem lang tid har mennesker behandlet havet som var det én stor kloak. Men nu er kloakken begyndt at ’protestere’. Mange af jordens populære badestrande har i de senere år måttet lukkes fordi der er skyllet store mængder ækelt affald i land.

Det udløste en heftig polemik i aviserne da narkotikarekvisitter og medicinske efterladenskaber, såsom brugte forbindinger, kanyler og blodprøveglas — hvoraf nogle var befængt med HIV-virus (AIDS) — skyllede op på strandene langs De Forenede Staters østkyst. Man fandt klumper af ubehandlet kloakaffald, døde forsøgsrotter og en mavesæk fra et menneske foruden andre endnu værre uhumskheder.

I Europa er strandene omkring Nordsøen og Østersøen også blevet ramt af forurening. Det samme gælder strandene langs Adriaterhavet, Middelhavet og Sortehavet, samt strandene langs Stillehavskysterne. Flere strande er blevet lukket fordi de badende risikerer at pådrage sig en lang række sygdomme. Den verdenskendte havforsker Jacques Cousteau skrev for nylig at badegæsterne ved visse strande langs Middelhavet risikerede at pådrage sig 30 forskellige sygdomme, lige fra bylder til koldbrand. Han forudser at den tid vil komme hvor man ikke engang vover at soppe i vandet. Også i Danmark udstedes der hvert år badeforbud ved adskillige strande.

Men affaldet er ikke blot årsag til at strandene lukkes og de badende bliver syge. Skaderne har også bredt sig til havdybderne.

For flere år siden begyndte New York at dumpe slam 198 kilometer ud for USA’s kyst. I dag har fiskere der fisker 130 kilometer fra land, fået fisk med sår og rådne finner i nettet, og de fanger krabber og hummere med huller i skjoldet der ser ud som var de lavet med en blæselampe. Myndighederne afviser at der skulle være nogen forbindelse mellem dumpningerne og de syge fisk, men fiskerne er af en anden mening. En dokmester har til bladet Time sagt at beboerne i New York „vil få deres affald retur i de fisk de spiser“.

Eksperterne mener at havforureningen truer med at blive en global epidemi der ikke kun hjemsøger industrilandene. Den berører også ulandene, og dét af to årsager. For det første er verdenshavene i virkeligheden ét stort hav der ikke kender til grænser. For det andet har visse industrilande udnyttet fattige lande ved at bruge dem som losseplads for deres affald. I løbet af de sidste to år har De Forenede Stater og Europa sendt omkring tre millioner tons giftaffald til lande i Østeuropa og Afrika. Hertil kommer at udenlandske firmaer har bygget fabrikker i Asien og Afrika uden at installere anlæg der kan skaffe affaldet af vejen.

Plasticplagen

Med opfindelsen af plastic har mennesket fået endnu et ustyrligt problem på halsen. Det lader til at teknologien slet ikke kan eksistere uden plastic. Det synes måske uundværligt; men det er også praktisk taget uopløseligt. Efter brug er det vanskeligt at slippe af med. Det stykke plastic der holder seks dåseøl sammen, har en holdbarhed på mellem 450 og 1000 år.

Det er meget udbredt at skaffe sig af med affald ved at smide det i havet. En nylig udkommet rapport anslår at der hvert år smides omkring 23.000 tons emballage i havet og mistes omkring 136.000 tons fiskeudstyr. Ifølge U.S.News & World Report „kaster handels- og flådefartøjer hver dag 690.000 plasticbeholdere over bord“. En ekspert har udregnet at der selv midt ude i Stillehavet findes omkring 50.000 plasticgenstande for hver kvadratkilometer.

Havene kan ikke absorbere alt dette plastic. Det flyder bare rundt indtil det bliver skyllet op på en tilfældig strand, hvor det fortsætter med at skæmme den smukke jord. Men det resulterer også i noget langt mere alvorligt.

For høj en pris

Problemet med plastic er, som med andre forureningskilder, at det truer livet i havene. Havskildpadder kan for eksempel forveksle plasticaffaldsposer med vandmænd, der er deres foretrukne føde. Hvad enten skildpadderne får plasticposerne galt i halsen eller sluger dem hele, koster det dem livet.

Alle former for liv i havene, lige fra hvaler til delfiner og sæler, kan blive viklet ind i forladt garn og fiskesnøre. Sæler kan for eksempel i leg stikke snuden igennem kasserede plasticringe, og når ringene så sidder fast kan sælerne ikke åbne munden men sulter langsomt ihjel. Søfugle kan blive viklet ind i fiskesnøre, og i deres rasende forsøg på at komme fri basker de sig til døde. Der er ikke her tale om enkeltstående tilfælde. Hvert år bliver omkring en million søfugle og i hundredtusindvis af havpattedyr kvalt i affald.

Den kemiske forurening har også medvirket til at sprede død. Sidste sommer skyllede døde sæler i land på Nordsøens strande. I løbet af nogle måneder omkom cirka 12.000 af Nordsøens 18.000 spættede sæler. Hvad døde de af? Et virus. Men det er ikke hele forklaringen. De milliarder af liter spildevand der hele tiden strømmer ud i Nordsøen og Østersøen bærer også deres del af skylden, for forureningen har svækket sælernes immunforsvar og derved medvirket til sygdommens spredning.

Ganske vist er Nordsøen og Østersøen særlig forurenet, men havdyr vil have svært ved at finde et farvand som ikke er berørt af forureningen. Både i de arktiske og de antarktiske egne har pingvinerne, narhvalerne, isbjørnene, fiskene og sælerne rester af menneskets kemikalier og sprøjtegifte i deres kropsvæv. Døde hvidhvaler i den canadiske Saint Lawrencebugt indeholder så store mængder giftstoffer at de betragtes som farligt affald. På godt et år er omkring 40 procent af delfinerne langs De Forenede Staters Atlanterhavskyst døde. De ilandskyllede delfiner havde blærer og sår, og store hudflager var faldet af.

Balancen forstyrres

Havforureningen skaber også andre problemer idet den griber forstyrrende ind i de komplekse økosystemer, med frygtelige resultater til følge. Havene er nemlig udstyret med deres eget forsvar mod forurening. Marskområderne ved flodmundingerne er effektive filtre som fjerner skadelige bestanddele fra vandet før det strømmer ud i havet. Havene har desuden en kolossal evne til at forny sig selv og rense urenhederne fra. Men mennesket inddrager marskområderne til anlægsarbejder, overbelaster flodmundingerne og smider samtidig affald i havene i et sådant tempo at naturen ikke kan følge med.

Når spildevand strømmer direkte ud i havene får algerne fortrinlige vækstbetingelser, hvilket udmønter sig i at havet farves rødt eller brunt. Algerne bruger al ilten i vandet, og alt levende i store områder af havene dør. Dette er et stigende problem i hele verden.

Der forurenes endda på en måde man ikke hidtil har kendt til. Som eksempel kan nævnes den termiske forurening. Udledningen af varmt spildevand, der i visse områder hæver vandets temperatur nogle få grader, kan medføre en vækst i antallet af visse organismer hvorved økosystemet forstyrres.

Til sidst skal støjforureningen nævnes. Ifølge The New York Times har mennesket brudt den undersøiske verdens stilhed ved at foretage sprængninger i forbindelse med seismologiske undersøgelser, ved at bore efter olie og ved at besejle havene med store skibe. Støjen beskadiger fiskenes, hvalernes og sælernes følsomme høreorganer og forstyrrer måske deres evne til at kommunikere med hinanden. I bogen Cosmos hævder Carl Sagan at hvaler måske engang har været i stand til at høre hinandens lavfrekvente lydsignaler over en afstand på flere tusind kilometer, som for eksempel fra Alaska til Antarktis. Carl Sagan anslår at den menneskeskabte støj i havene har reduceret denne afstand til nogle få hundrede kilometer. „Vi har afskåret hvalerne fra hinanden,“ skriver han bekymret.

Udviklingen i havene viser hvor meget de forskellige former for forurening griber ind i hinanden. På grund af den skade mennesket har forvoldt på ozonlaget i jordens atmosfære, trænger der mere ultraviolet lys igennem som dræber det plankton der flyder i nærheden af havoverfladen. Eftersom plankton optager kuldioxid, vil denne ødelæggelse bidrage til den globale opvarmning der kaldes drivhuseffekten. Også den sure nedbør spiller en rolle, for den spreder kvælstof ud over havene, og medvirker måske til at skabe gunstige vækstbetingelser for de dødbringende alger. Mennesket har afgjort vævet et dødsensfarligt spind!

Men er der slet ingen lyspunkter? Hvad vil der ske med vore have? Vil de til sidst blive livløse kloakker fyldt op med kemikalier og affald?

[Ramme på side 5]

ET GLOBALT PROBLEM

■ I 1987 måtte 33 procent af de amerikanske skaldyrsbanker opgives på grund af forurening.

■ Forrige sommer dækkede en bræmme af skummende alger strandkanten ved den jyske vestkyst. For at skjule algeangrebet for turisterne valgte mange kommuner at pløje skumlaget ned.

■ Nogle naturforskere så frem til at besøge den ubeboede stillehavsø Laysan, der ligger 1600 kilometer fra Hawaii. Da de ankom fandt de strandene dækket med plasticaffald og andet skrald.

■ På verdensplan tømmes der årligt seks millioner tons olie ud i havene — som regel med vilje.

■ Ifølge miljøorganisationen Greenpeace indeholder Det Irske Hav mere radioaktivt affald end alle havene tilsammen. Forureningen kan have bidraget til at antallet af leukæmitilfælde langs kysten er steget med 50 procent.

■ På strandene i alle lande langs Det Indiske Ocean ligger der tjæreklumper som stammer fra den olie tankskibene skyller ud.

■ Hvert år mister cirka 30.000 nordlige pelssæler livet fordi de vikles ind i kasserede eller tabte drivgarn. Man anslår at alene de asiatiske fiskefartøjer hver nat mister 16 kilometer garn.

■ Skønt den italienske regering hævder at 86 procent af Italiens strande er rene, sætter miljøforkæmpere tallet til kun 34 procent. Omkring 70 procent af byerne langs Middelhavskysten leder ubehandlet kloakslam direkte ud i havet.

■ Sydøstasiens 20.000 øer er forurenet på grund af tinminedrift til havs, sprængninger, og udkastning af affald fra land og fra skibe. Som følge heraf er visse dyrearter i fare for at uddø, koralrevene har lidt skade og strandene er blevet forurenet af fedt og olie.

■ Det brasilianske blad Veja har bragt en artikel med titlen „Et råb om hjælp“, der omhandlede forureningen af Brasiliens strande og vandet langs kysterne. Problemet skyldes dels at der industrialiseres uden at der træffes de nødvendige forholdsregler, dels manglende rensning af kloakslam.

[Illustration på side 7]

Olieudslip koster tusinder af levende skabninger livet

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts