Vil den yndefulde kimono overleve?

Af Vågn op!-​korrespondent i Japan

DET er en særlig dag for unge Kyoko. For første gang skal hun have sin nye silkekimono på. Den har en pink nuance med blomstermotiver i en stærk rød farve.

Hvert ærme, det såkaldte furisode, bølger næsten helt ned til sømkanten. Pigens hår er sat op og bundet sammen af røde bånd som står godt til kimonoen. Når hun så samtidig tripper af sted i sine fine brokade-zorier, eller sandaler, er hun yndigheden selv.

„Når jeg har en kimono på føler jeg mig som en rigtig dame,“ siger Kyoko. Og den får hende også til at se virkelig elegant ud.

Nationaldragt

Kimonoen er den japanske nationaldragt der anvendes af både mænd og kvinder. Navnet betyder ganske enkelt „tage-på-ting“.

Men for japanerne er kimonoen ikke blot et smukt klædningsstykke. Den står for en livsstil og er en del af deres kulturarv. Man siger at kimonoen, sammen med japanernes traditionelle blomsterarrangementer og deres højtidelige tedrikning, er et udtryk for skønhed, kærlighed, høflighed og et harmonisk hverdagsliv.

Kimonoen sidder tæt til kroppen. Den er bundet stramt sammen i livet af en obi, et bredt, stift skærf. Ærmerne er derimod løse og vide. Selve klædningsstykket er snævert og langt, og det har ikke slidser. Det er derfor ikke så mærkeligt at pigerne i deres kimonoer har en meget trippende gang.

Kimonoens farve og motiver bestemmes traditionelt af kvindens alder. Den livsglade unge pige bruger stærke farver, fantasifulde motiver og bølgende, lange ærmer. Efterhånden som hun bliver ældre kan hun affarve og derefter genfarve dragten så den hele tiden passer til hendes alder. Kvinder i 20- til 40-års alderen går som regel i kimonoer med bløde pastelfarver og med små fine mønstre. Ældre gifte kvinder bruger traditionelt sorte kimonoer med en kontrastfarve på obien og med farverige motiver på dragtens nederste del.

Det er de færreste der har en kimono på til hverdag, men nogle bruger den ved forskellige lejligheder i årets løb. Blandt andet den 15. januar, bedre kendt som Seijin no Hi eller De Voksnes Dag, hvor man fejrer dem som i løbet af året bliver 20 år. Andre tager kimonoen på når de fejrer sidste skoledag og Shogatsu, nytårsdag. Ja, overalt i verden er kvinder glade for lejligheder til at klæde sig lidt ekstra fint på!

Ved højtidelige begivenheder, som for eksempel bryllupper og begravelser, tager nogle også en passende kimono på. Ja, selv mænd går somme tider i kimono med en trekvartlang jakke, en såkaldt haori. Mændenes kimonoer er som regel i diskrete, mørke farver som grå, blå eller brun. Ved formelle lejligheder bæres desuden et bukseskørt, en hakama, sammen med haorien.

Første gang børn bærer en kimono er ved shichi-go-san-festen (syv-fem-tre-festen) i november. På denne dag kan man se drenge og piger på syv, fem og tre år iført deres første kimonoer. Den dominerende farve er rød på en baggrund af for eksempel blå eller violet og med typiske japanske motiver som blomster, fugle, sammenfoldede vifter eller trommer. Man kan næsten forestille sig en lille dreng der tripper af sted på sine zorier, og som føler sig elegant klædt i sin marineblå, hvidstribede hakama og dertil hørende haori. Dagen før var han helt sikkert mere behageligt påklædt i sine cowboybukser, T-shirt og tennissko! Men når han senere ser billederne fra shichi-go-san-festen er han nu alligevel glad for at have haft kimonoen på.

Fordi nogle vælger at bære kimono ved begivenheder som efter deres opfattelse er noget særligt, vil det ikke dermed sige at det er obligatorisk. Andre vælger måske at undlade at højtideligholde sådanne særlige begivenheder på grund af deres overbevisning eller samvittighed og tager derfor tøj på som de synes er passende.

Hvordan tager man en kimono på?

Kunne du tænke dig at prøve en? Det er slet ikke så let at få en kimono på som nogle tror. Lad os begynde med den lange underklædning, kaldet nagajuban. Hvis den sidder forkert kan man ikke få selve kimonoen til at passe. Underklædningens overkrydsede krave er stiv og holder den øverste del af kimonoen på plads. Man må sikre sig at kraven er helt fri bag på halsen.

Kvinder fra vestlandene vil sandsynligvis lukke underklædningen sammen ved at lægge højre del over venstre, sådan som de er vant til at gøre med en jakke eller en frakke. „Men den går ikke!“ siger vor japanske ven. „Her er det kun ligklæder der lukkes fra højre mod venstre!“ Man skal altså lægge venstre del over højre (som man i vesten gør ved herretøj) og holde det på plads med et smalt skærf eller bælte.

Så er man klar til selve kimonoen. Hvis den ved første øjekast ser alt for lang ud, skal man ikke fortvivle men blot gå i gang. Kimonoen trækkes rundt om en — og husk, venstre over højre — og bindes med et skærf. Nu kan længden tilpasses ved at man trækker stoffet op inde under skærfet indtil sømkanten er akkurat fri af gulvet. Kraven rettes til, og der glattes ud omkring livet. Sørg for at det resterende stof hænger pænt, og bind det til med endnu et skærf.

Nu er vi kommet til det mest komplicerede, nemlig obien. Stoffet er stift, cirka 30 centimeter bredt og 4 meter langt, og sløjfen på ryggen kan bogstavelig talt bindes på flere hundrede forskellige måder. Det er lidt af en udfordring at tage den på uden nogen form for hjælp. For at kunne holde obien på plads må man trin for trin bruge bindesnor eller skærf, og for at sløjfen kan blive siddende på ryggen må den til sidst holdes på plads af et bånd eller et skærf der bindes pænt sammen foran.

Hvordan føles det at have en kimono på for første gang? ’Dejligt, men man er noget bevægelseshæmmet,’ siger mange vesterlændinge.

Stoffet og vævningen

Det mest eftertragtede stof til en kimono har altid været ren silke, der er enestående hvad blødhed, glans og holdbarhed angår. Forskellige områder i Japan er blevet kendt for deres særlige vævning og for deres fremgangsmåde ved farvning.

Den enestående farvningsproces der for eksempel foregår på øen Amami-Ō-Shima, syd for Kyushu, hvor man udnytter barken fra techi-træet og øens jernholdige jord, er af regeringen blevet betegnet som et „nationalt, immaterielt kulturaktiv“.

En model, kaldet Bingata, har sin oprindelse på øen Okinawa. Bin betyder rød, men der indgår andre glansfarver i de fine motiver af blomster, fugle, floder og træer. Den tidligere hovedstad, Kyoto, er også blevet berømt for sine kimonostoffer.

I dag foretages vævningen for det meste på maskine, men motiverne laves stadig i hånden. Når der er lavet en skabelon af motivet på stoffet, lægger kunstneren yderst forsigtigt og meget fint farverne på med hånden. Pyntetråde af guld og sølv kan tilføjes, og de dele af mønsteret der kræver det, broderes i hånden. Slutresultatet bliver et helt kunstværk.

Tiderne skifter

Interessen for kimonoer er i de senere år dalet. En undersøgelse foretaget af avisen Yomiuri viser at 64 procent af de adspurgte var klædt i en kimono nytårsdag, hvorimod kun 3 procent brugte den jævnligt. Som betegnende for salgsnedgangen bragte en avis et billede af arbejdere der „smadrede det maskineri man havde anvendt til at væve de flotte silkestoffer, fordi efterspørgselen efter kimonoer var faldet så katastrofalt“.

Hvorfor daler salget? Det skyldes dels den populære og behagelige tøjstil fra Vesten, dels de meget høje priser på gode kvalitets-silkekimonoer. Almindeligvis ligger prisen på en halv million yen, eller cirka 20.000 kroner, og den tilhørende obi koster omkring det halve. Dertil kommer prisen for et par zori’er, et par tabi’er (sokker med separat storetå), pung og hårsmykker. Ja, det er tydeligvis en stor luksus at gå i en silkekimono.

Nogle familier opretter en opsparingskonto når en pige fødes, så hun som ung kvinde kan få en rigtig flot kimono. Og en sådan kimono går ofte i arv fra generation til generation.

Men folk har som regel meget andet at tænke på. Norio Yamanaka, der er formand for Sodos Kimonoakademi, siger: „Vores dag er fuldt besat. . . . Japanere, og især mænd, havde i efterkrigstiden så travlt med at tjene bare til dagen og vejen at de slet ikke havde råd til kimonoer.“ I et moderne, fortravlet samfund er der kun lidt tid tilovers til sådanne traditioner, som er en arv fra en fjern fortid.

Kun tiden vil afsløre hvorvidt den yndefulde kimono kan overleve kampen mod vor tids samfund. Men denne farverige japanske nationaldragt har sat sit eget fascinerende præg på den mangfoldighed af klædedragter der findes rundt omkring i verden.