Bjergbestigning efter den lette metode

MENS vi hang dér må vores kabine have lignet en lille edderkop der kravlede langsomt hen ad en tynd silketråd. Vi var faktisk i færd med at bestige et bjerg — men efter den lette metode: med en svævebane, en af verdens længste.

Den 4,3 kilometer lange svævebane fører op til toppen af Sandia-massivet, som rejser sig majestætisk over ørkenbyen Albuquerque i New Mexico, USA. Ved svævebanens udgangspunkt, der ligger i 1980 meters højde, gik vi om bord i den spinkle kabine som kan rumme op til 60 personer. Mens kabinen bevægede sig opad, var det som om vi blev mindre og mindre i forhold til den storslåede baggrund med forrevne klippesider. Nogle steder hang vi 460 meter over bunden af slugten nedenunder.

Knap 20 minutter senere ankom vi til udsigtsplatformen i en højde af 3163 meter. Og hvilken svimlende udsigt! Derfra kunne vi overskue et område på over 28.000 kvadratkilometer. Om det var højden eller den fantastiske udsigt der fik vore hjerter til at banke hurtigere, er svært at sige.

Vi fandt senere ud af at denne svævebane var en stor ingeniørbedrift. Terrænet i dette bjergområde er mange steder nærmest umuligt at forcere. Under konstruktionen måtte man derfor bruge helikoptere som pakæsler. Alt, lige fra ståldragere til beton, blev transporteret ad luftvejen. Der blev rejst to kabeltårne. Det ene 71 meter højt, det andet 24 meter. Det krævede pinlig præcision at bygge sikre fundamenter til disse tårne og placere dem rigtigt. Endelig blev der i sikkerhedsøjemed installeret nogle sindrige bremsesystemer. Byggeprojektet, som tog 24 måneder, blev fuldført i foråret 1966.

Da vi kom ned igen så vi op på det knejsende bjerg hvor vi netop havde været og tænkte over hvor ærefrygtindgydende sådanne bjerge er. Man må uvægerlig fyldes med ydmyghed når man tænker på Skaberen af alt dette, ham der ’vejer bjergene med en vægt’. (Esajas 40:12) — Indsendt.