Fra vore læsere
Hjælp til døende Tak for artiklen „Hjælp til døende“. (22. oktober 1991) Min søster havde en hjernesvulst, og lægen fortalte os at de enten kunne forlænge hendes liv [ved ekstraordinære foranstaltninger] eller lade sygdommen gå sin gang. Det var et svært valg, men vi besluttede os for det sidste. Efter hendes død begyndte jeg imidlertid at føle at vi havde begået en synd. Da jeg havde læst artiklen var jeg derfor meget lettet. I skal have mange tak fordi I gav os trøst og hjælp i rette tid.
A. L. M. A., Brasilien
Familiesammenhold Vi vil blot udtrykke vor taknemmelighed for de smukt skrevne artikler „Familier! Lær at holde sammen før det er for sent.“ (22. september 1991) Vi er lige blevet forældre til en velskabt dreng, og vi nød at læse de personlige betragtninger forældre fra hele verden havde gjort sig angående børneopdragelse. Vi håber og beder til at vi også kan opdrage vores søn „i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.
R. S. og J. L. S., De Forenede Stater
Jeg har i nogen tid gerne villet fortælle jer hvor meget jeg værdsætter jeres artikler. Men efter at have læst det blad der handlede om at styrke familiebåndene måtte jeg skrive og sige tak. For nogle måneder siden blev jeg mor, og min mand og jeg vil anstrenge os for at følge disse forslag.
S. D., Italien
Læsning Jeg er en ung mand der holder meget af at læse. Men jeg forstår ikke altid det jeg læser, og jeg er tilbøjelig til at springe svære ord over. Artiklen „Udvid din horisont ved at læse“ (22. juli 1991) hjalp mig til at forbedre min læsefærdighed.
A. R. B., Brasilien
Skønt jeg i årevis har forsøgt at læse alle numrene af Vagttårnet og Vågn op! er det ikke lykkedes, til trods for at jeg har haft en plan der indbefatter læsning af bladene. Jeres artikel fik mig til at indse at mit egentlige problem var dårlige læsevaner. Jeg er glad for forslagene til hvordan jeg kan forbedre min læsefærdighed.
A. K. F. M., Brasilien
Hospitaler Tillad mig at kommentere artiklerne „På hospital — Hvordan skal man bære sig ad?“ (8. marts 1991) Sidste år var jeg indlagt fire gange. Jeg følte mig fuldstændig forsvarsløs. Hvis jeg stillede spørgsmål angående min helbredstilstand, den aktuelle behandling og de medicinske bivirkninger, opfattede lægerne det som en mistillidserklæring. De sagde endda: ’Du behøver da ikke at være her. Du kan bare tage hjem.’
R. A., Tjekkoslovakiet
Princippet om patientens autonomi (selvbestemmelsesret) finder ikke tilslutning overalt, men det vinder hastigt frem. De Kontaktudvalg til Hospitaler som Jehovas Vidner har oprettet, har allerede opnået gode resultater med at etablere et samarbejde med lægerne. Men de steder hvor patientens autonomi endnu ikke bliver respekteret, kan den enkelte måske forbedre sin situation ved at oparbejde en atmosfære af samarbejde og forståelse i forholdet til sin læge, inden en eventuel indlæggelse bliver nødvendig. En kristen gør altid klogt i at optræde venligt og respektfuldt over for det lægelige personale. — RED.
Undgå chikane Jeg var glad for artiklen „Unge spørger: Hvordan bliver jeg fri for hans tilnærmelser?“ (22. maj 1991) Selv om artiklen hovedsagelig var henvendt til piger, kan vi drenge også lære noget af den. For nylig havde jeg et lignende problem, idet en pige forsøgte at friste mig til at sætte mit venskab med Jehova over styr. Jeres artikel kom lige i rette tid og hjalp mig med at klare situationen.
E. K. O., Ghana
Se også „Vågn op!“ for 8. oktober 1991, hvor der er givet specifikke forslag henvendt til drenge der kommer ud for sådanne situationer. — RED.