Sådan holder nøjsomme planter på vandet
IKKE alle planter i nationalparken Saguaro National Monument i Arizona er nøjeregnende med deres vand. I nåleskovene i de majestætiske Rincon Mountains passerer det meste af vandet blot igennem planterne — ind gennem rødderne og ud gennem bladene. Disse skove findes imidlertid i nationalparkens mere afsidesliggende egne. De områder der tiltrækker flest besøgende er de varme, tørre ørkensletter hvor der normalt falder mindre end 30 centimeter regn om året. Og det er her man finder de planter der oplagrer deres vand.
Der findes cirka 50 kaktusarter i denne park, men den kaktus der oplagrer mest vand er den der har lagt navn til nationalparken, nemlig den kæmpemæssige saguaro (på engelsk udtalt „sawaro“) Carnegiea gigantea. Kæmpekaktussens frø er uanselige, men udvikler sig til planter af imponerende størrelse. Det tager dog sin tid. Frøet er ikke større end punktummet efter denne sætning. Efter et år måler spiren kun godt en halv centimeter. Efter 15 år, 30 centimeter, efter 50 år, 2 meter. Planten får sin første gren i en alder af 75 år. Først på dette tidspunkt begynder den at blomstre og producere frø. Når den er fuldt udviklet frembringer en kæmpekaktus i titusindvis af frø om året, cirka 40 millioner i hele dens levetid, og heraf er det måske kun ét frø der bliver til en plante som opnår en høj alder. Saguaroen eller kæmpekaktussen kan blive op til 200 år gammel, og stammen kan måle 80 centimeter i diameter, blive 15 meter høj og veje ti tons, hvoraf fire femtedele er vand. Den er dog meget nøjsom med vandet.
Saguaroen er også begærlig efter at få fat i vandet. Dens rødder ligger nær jordoverfladen og breder sig i en omkreds af 30 meter. Efter et regnskyl kan de opsuge 750 liter vand, hvilket er nok til et helt år. Op gennem midten af stammen og grenene løber nogle rør som består af mindst 12 vedagtige ribber der afstiver kaktussen. På grund af plantens harmonikalignende folder kan den udvide sig og trække sig sammen, alt efter om den optager eller afgiver vand. Fotosyntesen foregår i dens grønne, voksagtige hud, som også holder på fugtigheden, og dens spidse pigge afholder dyr fra at stjæle vandet.
Men kaktussernes mest forbløffende vandbesparende mekanisme er deres evne til at skaffe sig næring uden et stort vandtab. Fotosyntesen — den proces hvorved planter skaffer sig næring — kræver vand fra rødderne, kuldioxid fra luften samt sollys. Om dagen forsvinder en stor del af planternes vandforsyning ved transpiration gennem bladenes porer eller spalteåbninger, samtidig med at de optager den kuldioxid og det sollys der skal til for at udføre fotosyntesen.
Kaktusser kan imidlertid ikke tåle et sådant vandtab i dagtimerne i de varme og tørre omgivelser. De lukker derfor stammens spalteåbninger for at modvirke enhver transpiration. Men dette hindrer også optagelsen af den kuldioxid der er nødvendig for fotosyntesen, som kun kan finde sted når der er sollys til at give den fornødne energi. Hvordan løser kaktussen dette problem? Ved hjælp af en højst usædvanlig biologisk mekanisme.
Problemets løsning
I ørkenen er nætterne kølige, ja endog kolde. Da åbner kaktusserne deres spalteåbninger for at optage kuldioxid, men mister på grund af de lave temperaturer kun lidt væde ved transpiration. Om natten kan der imidlertid ikke foregå nogen fotosyntese. Men kuldioxiden bliver oplagret ved hjælp af en række helt specielle og særdeles effektive kemiske reaktioner, kaldet PEP-systemet. Senere frigives kuldioxiden og sendes til det sted hvor fotosyntesen foregår i dagtimerne.
Fotosyntesen, der i sig selv er en meget indviklet proces hvori der indgår cirka 70 forskellige kemiske reaktioner, er blevet betegnet som „et sandt mirakel“. Den særlige måde hvorpå kaktusser påbegynder fotosyntesen om natten for at holde på vandet, gør den ikke mindre mirakuløs. Evolutionister mener naturligvis at det hele har udviklet sig ved et tilfælde. Men eftersom denne metode anvendes af forskellige plantearter der ikke er indbyrdes beslægtede, må „tilfældet“ altså ikke blot have udført miraklet én gang, men mange gange. Vidnesbyrdene og den sunde fornuft peger på at denne proces må være blevet udtænkt og sat i gang af en intelligent Skaber.
Til gavn for sine omgivelser
Kæmpekaktussen er til gavn for sine omgivelser. Fra slutningen af april til begyndelsen af juni er stammens og grenenes spidser dækkede af store klaser hvide blomster. Blomsterne springer ud om natten og visner dagen efter. Men dette gentager sig nat efter nat i omkring fire uger, og en enkelt kæmpekaktus kan få op til hundrede blomster. På grund af denne storslåede opvisning er den blevet kåret til Arizonas nationalblomst. Fugle, flagermus, bier og møl gør sig til gode med blomsternes nektar og bestøver dem.
Frugterne modnes i løbet af juni og juli og tjener sammen med frøene til føde for navlesvin, prærieulve, ræve, egern, høstmyrer og fugle. Guldspætter og andre spætter udhakker flere redehuller i stammen og grenene end de skal bruge, men kaktussen heler sårene med et beskyttende væv for at forhindre fordampning, og disse huller bliver senere benyttet af mange andre fugle, deriblandt alfeugler, slørugler og små dagrovfugle. Konkurrencen er hård.
Førhen brugte indianerne disse græskarlignende hulrum til vandkrukker. Det vedagtige skelet der afstiver de vandfyldte kæmpekaktusser blev brugt når de lavede bivuakker og hegn. Disse grønne kæmper frembringer også mængder af saftige frugter der minder om figner. De indfødte papago-indianere slog ved hjælp af lange kæppe frugterne af spidserne på stammer og grene, og brugte dem til fremstilling af syltetøj, sirup og alkoholiske drikke. Indianerne brugte desuden kaktussens frø til føde og som hønsefoder. Frugten fra kæmpekaktussen var så vigtig for papago-indianerne at høsten af den markerede det nye år.
Ørkenplanter skaffer sig vand på mange forskellige måder. Meszquiten får alt det vand den behøver. Den sender en pælerod 10 til 30 meter ned i jorden for at finde vand. Men hvordan overlever den spæde plante den lange, tørre periode inden pæleroden når ned til vandet? Det er blot én af ørkenens uløste gåder. Nattens dronning danner en løgknold der udgør dens eget underjordiske reservoir. Kresotbusken skyder lange rødder for at samle vand. Disse rødder udskiller samtidig giftstoffer der dræber de planter som spirer i nærheden af den.
De smukke etårige planter der blomstrer om foråret og i et strålende farveflor dækker ørkenen som et tæppe, besidder ingen af disse geniale mekanismer. Hvordan klarer de sig? De undgår helt vandmangelen. Deres frø indeholder kemiske inhibitorer, stoffer der hindrer dem i at spire. Først efter et kraftigt regnskyl bliver disse inhibitorer vasket bort så frøene kan spire, gro og sætte frø der bliver til nye planter. Der skal mindst 13 millimeter regn til at bortvaske inhibitorerne; et let regnskyl er altså ikke tilstrækkeligt. Disse frø kan så at sige måle regnmængden, og så længe jorden ikke er tilstrækkelig gennemblødt til at de kan gennemleve deres livscyklus, hviler de blot. De påbegynder ikke noget de ikke kan fuldføre.
Ja, det er nogle interessante naboer kæmpekaktusserne har.
[Illustrationer på side 24]
Kæmpekaktussens frugter og blomster
[Illustration på side 25]
En god udkigspost for små rovfugle
[Kildeangivelse]
Frank Zullo