Kalksten — almindelig men værdifuld
Af Vågn op!-korrespondent i Belgien
ÆDLE STEN! Dette udtryk vil få de fleste til at tænke på skinnende, farverige juveler som diamanter, smaragder, rubiner og safirer. Men også den beskedne kalksten er på sin vis et ædelt materiale. Kalksten? Ja, det er en smuk, anvendelig og værdifuld stenart.
Her i Belgien og i mange andre lande i verden findes der kalksten næsten overalt. Af kalksten har man bygget både beskedne boliger og enorme monumenter. Desuden er en del af det grus man træder på, kalksten. Men hvad er kalksten egentlig?
Kalksten defineres som en bjergart der indeholder mere end 50 procent kalciumkarbonat. Der er mange arter af kalksten, alle dannet for længe siden ved forskellige geologiske processer. Havdyr som krabber, snegle og koraller opbygger deres skjolde og knogler af kalciumkarbonat som de udvinder af vandet. Når dyrene dør bliver skeletresterne tilbage. Som opslagsværket The World Book Encyclopedia forklarer: „De fleste kalkstenslag overalt i verden har engang været slam af skaller eller koraller.“
Der er også dannet kalksten ved at kalciumkarbonat er udfældet ved fordampning af vand hvori det var opløst. Nogle kalkstensforekomster er udfældet direkte i vandet og findes omkring visse kilder og i søer og have. Bevægelser i jordens kappe har bevirket at områder der før lå under vand nu er oven vande. (Jævnfør Salme 104:8.) Kalkstenslagene er derfor nu tilgængelige mange steder. Ifølge en beregning udgør kalksten faktisk 20 procent af alle sedimentære klippeformationer — hvilket er praktisk, for kalksten er et særdeles anvendeligt materiale.
Kridt, for eksempel skrivekridt, som består af mikroskopiske skeletdele af små havdyr, er kalksten. Men også marmor er en art kalksten; det dannes når kalkstensaflejringer gennem lang tid bliver udsat for varme og tryk. I mange berømte huler, for eksempel Carlsbad-hulerne i De Forenede Stater, er der smukke stalagtitter og stalagmitter af kalksten. Disse stendannelser opstår ved dryp af vand der indeholder kalciumkarbonat.
Ikke så let at få fat i
Det at bryde kalksten er imidlertid forbundet med en del vanskeligheder. I åbne stenbrud brydes kalksten ved at man simpelt hen fjerner jorden over en kalkstensforekomst. Før i tiden gravede man møjsommeligt og med ufattelig udholdenhed nogle smalle render for at kunne løfte aflange stykker af stenen op. Derefter kom det vanskelige arbejde med at opdele disse blokke med forhamre.
I dag har man maskiner til at gøre dette anstrengende arbejde. Og det er stadig farligt at arbejde i et stenbrud — men behovet for sten er så stort at man har måttet lære at leve med risikoen ved brydningsarbejdet. Kalksten af god kvalitet bliver ofte brudt ved hjælp af lavenergi-sprængstoffer. Et bedre resultat opnår man selvfølgelig hvis man simpelt hen kan save stykkerne ud af klippen.
Kalksten som byggemateriale
Kalksten er ideelt til visse byggeopgaver. Materialet giver først og fremmest god isolation i en bygning. En 30 centimeter tyk væg af kalksten kan holde den indendørs temperatur konstant, selv om udendørstemperaturen svinger op til 20 grader. Stenmurens tykkelse gør at man kan holde en fast temperatur i rummet.
Det er også ideelt til lydisolering. Desuden kan det blive vandtæt hvis det anvendes rigtigt. Den kuldioxyd der findes i regnvand går i forbindelse med stenen, og gradvis dannes et vandtæt, beskyttende lag på overfladen.
Desuden må det siges at kalksten er smukt som byggemateriale. Den berømte triumfbue i Paris er en imponerende konstruktion af kalksten — ét af mange eksempler. Andre bemærkelsesværdige eksempler er de store ægyptiske pyramider, der er opbygget af kalkstensblokke på hver 16 tons. Marmor er en krystallinsk kalksten. Den kan som bekendt glatpoleres, og billedhuggere som Michelangelo elskede dette materiale for dets langtidsholdbare glans og skønhed.
Kalksten — og kalk
Der er selvfølgelig også kalksten der benyttes til mindre fremtrædende formål. Meget bringes til fabrikker hvor det knuses, hvilket er det første skridt i en proces der skal gøre det brugbart til forskellige vigtige produkter. Lige fra Bibelens tid har man vidst hvordan man kunne udvinde kalk (kalciumoxyd). Dengang skete det ved at kalksten blev brændt i koniske eller cylindriske kalkovne. I gammel tid var kalk en hovedbestanddel af mørtel og blev brugt til pudsning af mure og kalkning af vægge og gravsteder. — 5 Mosebog 27:4; Ezekiel 13:10; Mattæus 23:27; Apostelgerninger 23:3.
Kalk indtager stadig en vigtig plads. I nogle lande kan vandet kun drikkes fordi det er tilsat kalk der renser det. Kalkvand, en opløsning af kalciumkarbonat eller kalciumsulfat, beskytter mod diarré. Kalk bruges også til at neutralisere syreindholdet i jorden. Det øger jordens luft- og vandgennemtrængelighed, og medvirker derved til frembringelsen af nærende fødevarer. Kalk bruges endda til fremstilling af sukker.
Listen over de ting som kalkstenen og dens produkter bruges til er omfattende. Det må dog indrømmes at brydningen af kalksten skaber problemer. Byerne omkring et stenbrud dækkes af det karakteristiske hvide støv, og beboerne i omegnen generes af støjen og rystelserne fra sprængningerne. Tømte kalkbrud får nogle steder lov til at ligge øde hen og skæmme omgivelserne.
Når man tænker på alt det som kalksten kan bruges til, forstår man at det er en sten af stor værdi. Det er ganske vist ikke en diamant. Men der kan jo heller ikke bygges huse af diamanter!