Jeg drømte om at blive dansestjerne

JEG var lige fyldt 12 år da jeg debuterede som danser i min hjemby Rom i Italien. Det var i 1945, lige efter den anden verdenskrig.

Forestil dig hvordan det var for mig, et barn der havde set og mærket følgerne af dette frygtelige blodbad, at komme ud på dansegulvet og gøre det jeg havde allermest lyst til — at danse! Jeg var henrykt!

Efter at have danset sammen med andre blev jeg solodanser. Jeg specialiserede mig i afro-cubansk, orientalsk og hawaiiansk dans, men dansede også rumba, cha-cha-cha, tango, boogie-woogie og andre danse der var fremme i tiden.

Dansen åbnede dørene til en ny og spændende verden for mig. I 1950’erne medvirkede jeg for eksempel i kendte spillefilm som Krig og Fred og Quo Vadis. Det var betagende at arbejde sammen med berømtheder som Elizabeth Taylor, May Britt, Eleanora Rossi Drago, Robert Taylor, Valentina Cortese og Gabriele Ferzetti.

Jeg får „succes“

I min stræben efter succes rejste jeg fra den ene ende af jorden til den anden. Jeg besøgte Aden i Yemen, Cape Town i Sydafrika, London i England, Bangkok i Thailand, Teheran i Iran og forskellige byer i Australien. Omsider slog jeg igennem. Selv om jeg kun var 19 år, var jeg allerede et navn og nød at opleve verden.

Jeg måtte træne hårdt for at holde mig i form og for at bevare mit flotte udseende. Men når jeg tænkte på den succes jeg allerede havde opnået, og på min beslutning om at blive endnu mere berømt, tog jeg villigt det sure med det søde.

I de kredse jeg færdedes i, stod velhavende og respekterede mennesker i ledtog med tyve, pushere og mafiafolk. Det var en ufattelig umoralsk verden, en verden gennemsyret af narkotika, alkohol, umoralitet og vold. Men det betød ikke så meget for mig på det tidspunkt. Mit liv drejede sig om dans, og om at leve en luksuriøs tilværelse med dyre biler, ædle smykker, smart tøj og berømte hoteller.

Skønt jeg tjente masser af penge havnede de fleste af dem i lommerne på mine managere. For at opretholde min levestandard tog jeg arbejde som bankkasserer i dagtimerne. Og desværre gik jeg på akkord med mine egne principper og begyndte at leve umoralsk.

Jeg vender hjem

I 1965 besluttede jeg, efter at have haft stor succes i udlandet, at vende hjem til Italien for at hellige mig det mål at blive en af tidens største dansere. Jeg troede at min erfaring og berømmelse fra udlandet ville åbne alle døre for mig i mit hjemland. Men jeg blev skuffet. Vejen til succes syntes pludselig blokeret.

Med tiden begyndte jeg at optræde i simple natklubber og på diskoteker. Jeg følte mig ensom, fanget i korrupte omgivelser og tvunget til at give efter for trusler og vold. Jeg havde fået to aborter som næsten havde kostet mig livet. Det var en høj pris at betale for mit tåbelige succesræs! Men så, netop som jeg var allerlængst nede, fandt jeg noget der skulle vise sig at give mit liv sand succes.

En vigtig dag i mit liv

Det var en sommeraften i 1980. Jeg var på vej til swimmingpoolen nær min lejlighed i provinsen Alessandria, da jeg mødte en veninde som kom med et ejendommeligt tilbud. „Har du lyst til at tage med til et bibelstudium der bliver ledet af et af Jehovas vidner?“ spurgte hun.

„Jehova? Og hvem er Jehova?“ ville jeg gerne have at vide.

„Jehova er Guds navn,“ svarede hun.

Der fulgte en livlig samtale som fik mig til at glemme alt om at svømme. Jeg kørte min veninde hen til forkynderen, og spurgte om jeg måtte være med. Jeg troede at det foregik i en mystisk atmosfære, måske hos en guru eller en hellig person som udførte underlige og makabre ritualer i kraftig belysning. I stedet stod jeg ved et ganske normalt hus, foran en helt almindelig kvinde som meget venligt bød os indenfor. Studiet foregik ud fra bogen Sandheden der fører til evigt liv. De var kommet til kapitel tre, der hedder: „Hvem er Gud?“

Det var forbløffende for mig at opdage at Gud har et personligt navn og at hans navn er Jehova. (Salme 83:18) Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvis kirkerne har skjult selv Guds navn, hvad mon de så ellers har skjult!’ Jeg spurgte forkynderen hvor meget hun tog for sin undervisning og blev temmelig overrasket over at høre at den var gratis. I den verden jeg levede i, gav man ikke noget væk for intet. Jeg blev tilskyndet til at begynde at studere Bibelen.

Jeg gør forandringer

På grund af min stramme arbejdsplan havde jeg ikke megen fritid — jeg var stadig med i danseopvisninger i forskellige byer. Men jeg kunne næsten ikke vente på at damen skulle komme og fortælle mig mere om den sande Gud, Jehova. Ud over at lære Guds navn at kende fandt jeg også ud af at Jesus og Gud ikke er den samme person. De er ikke en del af en treenighed. Jeg blev også klar over hvor tåbeligt det var at tro at Gud er død, sådan som jeg havde ment indtil da. I stedet begyndte jeg nu at lære ham at kende som en virkelig person, en levende Gud der udretter noget!

Jeg fik fornyet livsmod. Hvor er jeg taknemmelig mod Jehova! Jeg begyndte at overvære alle Jehovas Vidners møder. Dér fik jeg et klarere indtryk af de vidunderlige egenskaber som denne kærlige og barmhjertige Gud besidder. Det var til megen trøst for mig, især i betragtning af det liv jeg havde ført. Da jeg så den afklarede ro der afspejledes i ansigterne på dem der kom til møderne i rigssalen, erkendte jeg at jeg havde fundet en smuk ny verden, og jeg var besluttet på aldrig at forlade den. — Salme 133:1.

Jeg begyndte at indse at hvis jeg ønskede at leve i den verden måtte jeg imidlertid gøre store forandringer i mit liv. Efter at have overværet et af Jehovas Vidners stævner og hørt de bibelske principper tydeligt forklaret, besluttede jeg at lægge mit liv om. Jeg holdt op med at danse, selv om det indtil da havde været mit livs store glæde. Jeg forlod den mand jeg havde boet sammen med de foregående seks år og brød alle bånd til mit hidtidige liv og den fordærvede showverden. Jeg tilintetgjorde adresser og gaver fra impresarier og såkaldte venner.

Et nyt liv

Jeg mistede hjem og arbejde, men lærte at sætte al min lid til Jehova. Eftersom jeg var i økonomisk knibe solgte jeg alt hvad jeg ejede af værdi — bilen, pelsene, smykkerne — de ting jeg hidtil havde opfattet som symboler på succes i livet. For at tjene til dagen og vejen begyndte jeg at vaske trapper i boligkomplekser og at gøre rent for folk. Jeg opdagede at virkelig succes i livet ikke måles i ejendele eller position, men i om man har Jehovas velsignelse.

Den 23. april 1983 blev jeg døbt som et af Jehovas vidner. Den dag var jeg ikke omgivet af fotografer, men af trosfæller som var lykkelige over at byde en ny lovpriser af Jehova velkommen i deres midte. Kort efter rejste jeg til Australien for at fortælle min bror om det storslåede jeg havde lært. Selv om han og hans børn ikke delte min begejstring for Bibelens sandhed, viste mit ophold i Australien sig at blive meget udbytterigt.

Jeg blev snart i stand til at gå ud i heltidstjenesten som pioner og fandt mange italienere i Australien som viste interesse for Bibelen. Jeg kom til at lede mange fremadskridende bibelstudier. I 1985 flyttede jeg hjem til Italien. Først var det svært for mig at finde noget at bo i, men nu har jeg en lille lejlighed og lever af min pension, hvilket giver mig mulighed for at tjene som heltidstjener og overvære alle menighedens møder.

I mange år håbede jeg på at få succes som danser. Jeg troede at det hele drejede sig om at blive berømt. Jeg forsøgte at imitere verdslige idoler. Men nu er alting anderledes! Selvfølgelig er det dejligt at danse, men jeg har opdaget at det der giver virkelig succes i livet er at hjælpe andre til at lære Jehova Guds storslåede løfter at kende, ikke ved at stræbe efter ære og berømmelse.

Jeg ser tillidsfuldt frem til at dette enestående løfte går i opfyldelse: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse. Når de ugudelige udryddes, ser du det.“ (Salme 37:34; 2 Peter 3:13) — Fortalt af Edvige Sordelli.

[Tekstcitat på side 13]

Jeg medvirkede i kendte film som Krig og Fred og Quo Vadis