Hvad siger Bibelen?

Har vi egentlig brug for præster?

„SIG Gud tak for den gave præsteskabet er,“ sagde Johannes Paul II i sit årlige brev til præsterne på „Den Hellige Torsdag“ i 1992. Ikke blot katolikker men også andre er blevet sig smerteligt bevidst at de begår fejl. De har følt at der var behov for at en der var godkendt af Gud fortalte dem Guds vilje, bragte ham ofre på deres vegne og gik i forbøn for dem. En sådan person kaldes en præst. Men har vi virkelig brug for en præst for at opnå Guds tilgivelse?

Idéen med præster og ofre stammer ikke fra mennesker men fra Gud. Hvis ikke der blev begået synder mod Gud, ville der ikke være brug for præster. I Eden havde det fuldkomne menneske Adam ikke behov for en præst. Han blev skabt syndfri. — 1 Mosebog 2:7, 8; Prædikeren 7:29.

Hvem var de første præster?

Alle i dag har arvet synden fordi Adam syndede med fuldt overlæg og gav synden videre til os, hans efterkommere. (Romerne 3:23) Abel, der var søn af det første menneske, Adam, erkendte dette. Bibelen siger om ham: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud.“ (Hebræerne 11:4) Selv om Abel og andre af troens mænd fra fortiden — for eksempel Noa, Abraham og Job — ikke blev kaldt præster, bragte de ofre til Gud på deres egne og deres familiers vegne. Bibelen siger for eksempel om Job og hans sønner: „[Job] ofrede brændofre i et antal som svarede til dem alle. ’For,’ sagde Job, ’måske har mine sønner syndet.’“ (Job 1:5) Hvordan gik det til at det i så mange kulturer blev almindeligt at have præster og at bringe ofre?

Lad os betragte det der skete for patriarken Noa i fortiden. Noa og hans familie var de eneste mennesker der overlevede den verdensomspændende vandflod. Da de trådte ud på en renset jord byggede Noa et alter og bragte ofre for at vise sin værdsættelse af Jehovas barmhjertighed og beskyttende hånd. Eftersom alle nationer er efterkommere af Noa, har de uden tvivl fulgt hans eksempel og med tiden udviklet en mangfoldighed af traditioner vedrørende præster og syndofre. — 1 Mosebog 10:32.

Over hundrede år senere rejste der sig et oprør mod Gud i byen Babel. Gud forvirrede derfor menneskenes sprog så de blev spredt over hele jordens flade. (1 Mosebog 11:1-9) Nogle præster blev nu ophavsmænd til fordrejede og fornedrende trossætninger og udviklede afskyelige riter i de lande de blev spredt til. Gud så imidlertid behovet for at undervise sine tilbedere i nødvendigheden af at oprette et præsteskab med en ypperstepræst, underpræster og ofre han kunne acceptere.

Hvorfor Gud indsatte præster

Med tiden gav Jehova nationen Israel præster der tjente to grundlæggende funktioner. For det første repræsenterede de Gud over for folket som dommere og ved at undervise i Guds lov. (5 Mosebog 17:8, 9; Malakias 2:7) For det andet repræsenterede de folket over for Gud idet de bragte ofre til ham på folkets vegne. Paulus’ brev til de kristne hebræere forklarer: „For enhver ypperstepræst som er udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker over det der hører Gud til, for at han skal frembære offergaver og slagtofre for synder. . . . Et menneske tiltager sig ikke selv denne ære, men kaldes af Gud.“ — Hebræerne 5:1, 4.

Paulus forklarer dernæst at Israels præsteskab ikke var det middel hvormed Gud ville bringe en forsoning i stand mellem sig selv og mennesker. Præsternes opgaver pegede symbolsk frem til noget bedre, „det himmelske“. (Hebræerne 8:5) Når „det himmelske“ blev en realitet ville der ikke længere være behov for symbolerne. Det kan illustreres på følgende måde: Man gemmer måske en annonce for et produkt man står og mangler, men når man har anskaffet sig produktet smider man annoncen ud.

Længe før nationen Israel blev til, var det Guds hensigt at danne et præsteskab der ville være til velsignelse ikke blot for Israel men for hele menneskeheden. I begyndelsen blev Israel privilegeret med muligheden for at tilvejebringe dette præsteskab. Da nationen blev dannet sagde Jehova til Israel: „Hvis I nøje vil adlyde min røst . . . [skal I] blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6; jævnfør Første Mosebog 22:18.) Det var desværre sjældent at nationen adlød Guds røst. Derfor sagde Jesus til præsterne og farisæerne: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ Hvem i dag skal tjene som præster til velsignelse for menneskeheden? — Mattæus 21:43.

Hvilket præsteskab har kristne brug for?

Eftersom vi har arvet synden fra Adam, er det kun muligt at opnå frelse i kraft af Jesu fuldkomne offer. (1 Johannes 2:2) Jesus selv går i sin egenskab af ypperstepræst i forbøn for os, hvilket blev forudskildret i Israels præsteskab. I Hebræerbrevet 9:24 hedder det: „Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ Kristi tjeneste som ypperstepræst er af en sådan beskaffenhed at der ikke er brug for præster til at gå i forbøn for mennesker. Men der er stadig brug for underpræster. Hvorfor?

Præster „skal bringe åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus“. (1 Peter 2:5) Paulus beskriver hvilken slags ofre der her er tale om: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber.“ (Hebræerne 13:15) De der skal udgøre det kongelige præsteskab vil derfor, mens de stadig er på jorden, repræsentere Gud over for mennesker som hans vidner, ikke som nogle der går i forbøn for os. Senere, når de befinder sig i himmelen sammen med Jesus Kristus, vil de repræsentere menneskene over for Gud idet de vil forvalte goderne af Kristi offer og udvirke helbredelse for alle sygdomme. — Jævnfør Markus 2:9-12.

Alle troende bør være forkyndere, men det er kun forholdsvis få der skal i himmelen, hvor de vil udgøre et „kongerige af præster“. Jesus sagde: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Lukas 12:32; Åbenbaringen 14:1) Disse vil blive oprejst til himmelen, og „de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år“. — Åbenbaringen 20:6.

Gud har sørget for at disse himmelske præster vil kunne gøre ting af både åndelig og fysisk art som intet præsteskab hidtil har kunnet gøre. De skal snart være med til at bringe hele den troende menneskehed tilbage til fuldkommenhed idet de anvender goderne af Jesu genløsningsoffer. Til den tid vil Esajas 33:24 få en enestående opfyldelse. Her står: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’ Folket som bor i landet har fået sin brøde tilgivet.“

[Kildeangivelse på side 26]

„Kornet velsignes“, 1857 af Jules Breton: Frankrig/Giraudon/ Art Resource, N.Y.