Videnskabsmænd driver gæk med offentligheden

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

TOMÁS SERRANO, en ældre, vejrbidt, andalusisk bonde, havde længe vidst at hans jorder skjulte noget helt enestående. Hans plov havde ofte afdækket nogle mærkværdige knogler og tænder som i hvert fald ikke stammede fra nogen af de dyr man kendte dér på egnen. Men når han omtalte sine fund i byen var der ingen som tog notits af det — i det mindste ikke før 1980.

Det år dukkede der et hold antropologer op for at undersøge området. Inden længe fandt de et veritabelt skatkammer af fossiler: knogler fra bjørne, elefanter, flodheste og andre dyr, samlet inden for et lille område der tilsyneladende var en udtørret mose. Det var imidlertid først i 1983 at dette rige findested blev gjort kendt i de internationale nyhedsmedier.

Et lille men enestående fragment af et kranium var blevet afdækket. Det blev udråbt til „den ældste menneskelige rest der nogen sinde er fundet i Europa og Asien“. Eftersom det blev anslået til at være mellem 900.000 og 1.600.000 år gammelt, mente nogle videnskabsmænd at det ville betyde „en revolution i studiet af menneskeracen“.

Fossilet der var årsag til al denne begejstring fik navnet „Orce-manden“ — efter den landsby i provinsen Granada i Spanien hvor det blev fundet.

„Orce-manden“ møder pressen

Den 11. juni 1983 blev fossilet præsenteret for offentligheden i Spanien. Fremtrædende spanske, franske og britiske forskere havde allerede bekræftet fundets ægthed, og den politiske opbakning fulgte snart efter. Et spansk månedsmagasin kom med denne begejstrede melding: „Spanien, og især Granada, er nu i front når det gælder menneskets oldtidshistorie på makrokontinentet Eurasien.“

Hvordan var „Orce-manden“? Videnskabsmændene beskrev ham som en tidlig emigrant fra Afrika. Dette enestående fossil, hævdedes det, tilhørte en ung mand som var cirka 17 år gammel og 150 centimeter høj. Han var muligvis jæger og samler men havde måske endnu ikke lært at udnytte ilden. Sandsynligvis havde han allerede udviklet et sprog og en religion, om end på et meget simpelt plan. Han spiste frugt, korn, bær og insekter samt de dyrerester som hyæner måtte have efterladt.

Betænkeligheder ved identifikationen

Den 12. maj 1984, blot to uger før afholdelsen af et internationalt videnskabeligt seminar om emnet, opstod der alvorlig tvivl om fragmentets oprindelse. Efter omhyggeligt at have fjernet kalkresterne på kraniets inderside fandt palæontologerne en „rand“, som forvirrede dem. Menneskekranier har ikke en sådan rand. Seminaret blev udskudt.

Dagbladet El País i Madrid bar overskriften: „Vægtige vidnesbyrd om at ’Orce-mandens’ kranium stammer fra et æsel.“ I 1987 afslørede en videnskabelig meddelelse, skrevet af palæontologerne Jordi Agustí og Salvador Moyà, som begge havde medvirket ved de oprindelige undersøgelser, at røntgenanalyser havde bekræftet at fossilet stammede fra en slags hest.

Hvorfor disse gætterier?

Skuffelsen var stor af flere grunde, hvoraf ingen havde noget at gøre med den videnskabelige metode. Opsigtsvækkende fund af fortidsmennesker bliver hurtigt kendt af andre end forskerne. Politikere hopper straks med på vognen, og de videnskabelige metoder træder i skyggen af nationalismen.

En kulturrådgiver i Andalusien udtalte at det var et stort øjeblik for Andalusien at „være midtpunkt for en så vigtig opdagelse“. Da man i nogle kredse begyndte at tvivle på fundets ægthed, fastholdt Andalusiens regionale styre stædigt at „fundet var ægte“.

Når så ubetydeligt et fossil (cirka 8 centimeter i diameter) tillægges så enorm betydning, skyldes det til dels at man mangler vidnesbyrd der støtter evolutionslæren. Til trods for fossilets beskedne størrelse blev „Orce-manden“ hyldet som „det største palæontologiske fund i nyere tid, samt det manglende led mellem det typiske afrikanske menneske (Homo habilis) og fortidsmennesket på det eurasiske kontinent (Homo erectus)“. En frodig fantasi og et ikke særlig videnskabeligt gætteri var nok til at udfylde detaljerne om „Orce-mandens“ udseende og levevis.

Cirka et år før fundet af „Orce-manden“ havde lederen af forskningsholdet, Josep Gibert, spekuleret over hvilke overraskelser området ville byde på. „Dette er en af de vigtigste koncentrationer fra den nedre kvartærtid i Europa,“ hævdede han. Og selv efter at fossilets virkelige identitet var blevet fastslået, sagde dr. Gibert: „Hele den internationale videnskabelige verden tror fuldt og fast på at man i Guadix-Baza-området [hvor fragmentet blev fundet] på et eller andet tidspunkt vil finde et menneskefossil der er mere end en million år gammelt, og det vil blive et fantastisk fund.“ Kan man ikke kalde det for ønsketænkning?

’Videnskaben søger efter fakta’

Dr. Salvador Moyà, en af de forskere der var med til at finde „Orce-manden“, indrømmede ærligt over for Vågn op!: „Dr. Jordi Agustí og jeg fandt det meget vanskeligt at acceptere at det ikke var et menneskefossil. Men videnskaben søger jo efter fakta uanset om de falder i vor smag eller ej.“

Den blæst der har stået om „Orce-manden“ viser hvor vanskelig en opgave det er for palæontologerne at afdække sandheden om menneskets såkaldte evolution. Trods årtiers gravearbejde har man ikke fundet ægte rester af menneskets formodede, abelignende forfader. Kunne det være, selv om tanken ikke huer forskerne, at de manglende beviser peger i retning af at mennesket alligevel ikke er et resultat af en udvikling?

En upartisk iagttager kan måske spørge sig selv om andre berømte „abemennesker“ er mere virkelige end „Orce-manden“ viste sig at være.a Historien har understreget for os at videnskaben kan føre mennesket til visse sandheder, men at den på ingen måde er ufejlbarlig. Og det gælder især når politiske, filosofiske eller personlige opfattelser lægger et røgslør over undersøgelserne — og når man forsøger at forklare så meget med så lidt.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 24, 25]

Herover: En kopi af det fragment som man antog for at være „Orce-manden“ (7,5 centimeter i diameter)

Til højre: En tegning af et „primitivt menneske“, sådan som evolutionisterne forestiller sig det