Hval eller delfin?

Af Vågn op!-​korrespondent på Hawaii

DET er altid spændende når et dyr som normalt er vildtlevende fødes i fangenskab. Men den 15. maj 1985 var en helt usædvanlig dag i Hawaiis Sea Life Park.

Den vordende moder var en delfin, et såkaldt øresvin, med det hawaiianske navn Punahele, der betyder „kær ven“. Punahele havde i den sidste del af drægtighedsperioden været større end normalt. Personalet i parken havde derfor på fornemmelsen at der var en usædvanlig begivenhed i vente. Deres mistanke blev bekræftet da Punahele fødte sin unge, som de kaldte Kekaimalu. Ungen var ikke alene mørkere end et øresvin, dens snude var også væsentligt kortere.

Så åbnede Kekaimalu gabet.

Et øresvin har almindeligvis 88 tænder. Men Kekaimalus brede smil afslørede kun 66 tænder, som desuden var påfaldende store. Hvad var der sket?

Den nyfødtes moder havde daglig optrådt sammen med flere andre delfiner i Sea Life Park. Blandt de optrædende havde der imidlertid også været en 18-årig halvspækhugger på ikke mindre end 900 kilo.a Når dagens program var overstået fik alle de optrædende dyr lov at bevæge sig frit omkring mellem hinanden i et bassin.

Det uventede resultat af dette blev Kekaimalu — som altså var en krydsning mellem et øresvin og en halvspækhugger. Parkens personale kaldte denne sjældne krydsning for en „wholphin“ (sammenskrivning af „whale“ og „dolphin“). Dens 66 tænder svarer i antal nøjagtigt til gennemsnittet af moderens 88 tænder og faderens 44 tænder. Den er mørkere i farven og væsentligt større end en almindelig delfin, og parkens informationsmedarbejdere beskriver den som „en enestående blanding af begge forældre“. Dens spidse snude eller næb ligner delfinernes, men er noget kortere.

Den eneste ’hvalfin’ man ellers har kendt til, blev født i 1981 i et akvarium i Japan. Denne bastard levede imidlertid kun få måneder. Mon Kekaimalu ville klare sig bedre?

Den lille hvalfin vejede 16 kilo, var tilsyneladende sund og rask, og begyndte at die normalt. Med et citat fra en af parkens informationsmedarbejdere skrev avisen Honolulu Star Bulletin and Advertiser kort efter Kekaimalus fødsel: „Denne unge har ikke så store chancer for at overleve til den bliver voksen som de af dens fætre og kusiner der ikke er krydsninger . . . Hybrider er almindeligvis enten dødfødte eller udvikler sygdomme og dør i en ung alder. Heldigvis . . . er Punahele en erfaren og omsorgsfuld moder der tidligere har opfostret to delfinunger [i Sea Life Park]. Hun har meget let ved at tilpasse sig og er en virkelig god moder.“ Punaheles ry som moder viste sig at være velbegrundet.

Det er nu over otte år siden Kekaimalu kom til verden. Med en vægt på 300 kilo får den sin delfinmoder til at syne lille i sammenligning. Men allerede i juni 1990 skrev den på det tidspunkt femårige hvalfin atter historie, efter blot at have optrådt få år i delfinariet. Skønt mange havde formodet at den var steril, skulle den nu være moder. „Almindeligvis antager man at krydsninger er sterile,“ siger Marlee Breese, der er leder af pattedyrafdelingen i Makapuu. „Men Kekaimalu var langtfra steril.“ Desværre blev dens førstefødte — der var kvart halvspækhugger og trekvart delfin — kun en uge gammel.

Kekaimalu kunne tilsyneladende ikke finde ud af at give sin unge die. „Jeg tror ikke det har nogen betydning at hun er en krydsning,“ siger Marlee Breese. Hun mener at den mest sandsynlige årsag til at Kekaimalu ikke gav sin unge die, var at hun som moder var for ung og endnu ikke vidste hvordan hun skulle bære sig ad. „Disse dyr bliver almindeligvis først kønsmodne i en alder af mellem 8 og 10 år,“ siger Marlee Breese. Da Kekaimalu fik sin første unge var den som nævnt kun fem år.

Den 8. november 1991 fødte Kekaimalu igen. Denne gang var personalet imidlertid forberedt. Efter at have ventet et døgn, for at se om hvalfin-moderen ville tage initiativ til at give sin unge die, greb de ind. Kekaimalu blev løftet op af vandet i en slynge, hvorefter man ved hjælp af en brystpumpe til kvinder tappede hende for mælk. ’Det var især vigtigt at få fat i den første mælk,’ forklarer Marlee Breese, ’eftersom ungen derigennem får overført antistoffer.’ I flere uger malkede man omkring én liter mælk fra moderen hver dag.

Hvalfinens mælk blev derefter blandet med en mælkeerstatning man har udviklet i Florida under forsøg på at hjælpe en strandet delfin. Med to og en halv times mellemrum, fra klokken seks om morgenen til midnat, blev hvalfin-ungen madet gennem et rør der blev ført ned i dens mave. Ungen tog omkring et halvt kilo på om dagen. Imellem fodringstiderne legede bedstemoderen, moderen og ungen sammen i et stort bassin.

Mens dette skrives tegner fremtiden sig lys for det eneste barnebarn af en halvspækhugger og en delfin man kender til. Måske vil også den en dag følge familietraditionen og begynde at optræde i delfinariet. Under alle omstændigheder har vi hermed fået endnu et fascinerende indblik i hvor store variationsmuligheder Gud har indbygget i sit skaberværk.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

En hvalfin i selskab med almindelige delfiner

[Kildeangivelse]

Monte Costa, Sea Life Park, Hawaii