En stor drøm er gået i opfyldelse!

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

DEN 9. februar 1994 var mere end 500 Jehovas vidner samlet til middagsmåltidet på Betel i Nigeria, og da tjenerne bragte desserten ind viste det sig at være is. „Hvad er anledningen?“ spurgte nogle i højlydt undren. „Og det er ikke bare almindelig is; se hvor mange forskellige slags der er — vanilje, chokolade, jordbær og pistacie!“

„Firfarvet is! Der er en ganske speciel mening med det,“ annoncerede ordstyreren. „Det er for at fejre at vi nu er gået over til firfarvetryk!“

Det tordnende bifald der fulgte gjaldt ikke blot isen. Det var et udtryk for værdsættelse af de nye trykkemaskiner der allerede var begyndt at producere Vagttårnet og Vågn op! i fire farver. Og dermed var firfarvetryk en realitet i alle dele af verden. Nigeria var det sidste af de store afdelingskontorer der gik over til firfarvetryk — en proces der var begyndt i midten af 1980’erne. Med Vagttårnets udgave for 15. marts 1994 var tryk med kun to farver blevet fortid i Nigeria.

De to nye trykkemaskiner af mærket Koenig und Bauer Rapida 104 var kommet fra det hollandske afdelingskontor. Sammen med disse maskiner var der kommet andet trykkeriudstyr: en pladeskanner, en falsemaskine, en hæftemaskine, en skæremaskine og en arkskærer. Alt i alt 130 tons udstyr.

Trykkemaskiner der bæres af luft!

I forbindelse med flytningen af trykkemaskinerne opstod spørgsmålet om hvordan man skulle forsende dem. En trykkemaskine på 35 tons kan ikke være i en kuffert! Bernd Sauerbier, som organiserede forsendelsen fra Holland, fortæller: „Vi måtte overveje hvordan vi kunne transportere maskinerne på den mest forsvarlige måde.“

Normalt forsendes sådanne maskiner i store trækasser. Brødrene frygtede imidlertid at trækasser ikke ville kunne holde til sørejsen samt lastning og losning. En billigere og sikrere måde ville være at sende dem i nogle cirka 12 meter lange jerncontainere. Men hvordan flytter man så store maskiner ind og ud af containere? Broder Sauerbier fortæller: „Dette var en udfordring, for vi havde ingen erfaring i at pakke trykkemaskiner i containere. End ikke fra fabrikantens side havde man nogen idé om hvordan man skulle bære sig ad med at sende dem på denne måde.“

Løsningen lå i brugen af luftpuder. Disse luftpuder syner ikke af meget, men de er særdeles effektive. De er flade og lavet af aluminium og gummi, og de er lidt større og tungere end en dokumentmappe. Puderne fyldes med trykluft som hele tiden ledes nedad. Derved hæver de sig ganske lidt over jorden sammen med deres last.

Selv et modul af en trykkemaskine der vejer mange tons kan på denne måde transporteres ’svævende’ på et tyndt lag luft. Når modulet først har sluppet jorden kan det med lethed skubbes hvorhen man vil.

Brødrene lagde en hård fiberplade i bunden af hver container for at sikre at den var jævn nok til at anvende luftpuderne på. De måtte også sikre sig at containeren stod i vater. Da maskinerne var kommet ind i containerne, satte brødrene som en yderligere sikkerhed stålstænger mellem maskinerne og containerens sider og loft. Det tog to uger at pakke alle modulerne i containerne, hvilket skete i august 1993.

Den 29. december 1993 klokken 18.00 ankom de første fem containere til Betel i Nigeria. Brødrene ventede og var ivrige efter at påbegynde det krævende aflæsningsarbejde. De arbejdede til den lyse morgen. Maskinerne stod stadig på luftpuderne, og efter at have pumpet luft i dem igen gled modulerne et efter et ud af containerne. Derefter løftede en kran hvert modul op på en til lejligheden bygget rampe ved indgangen til trykkeribygningen. Igen blev luftpuderne sat i arbejde, og mens en begejstret skare så til blev maskinerne skubbet ind på plads.

Glæde over firfarvede blade

Klokken 7.45 den 3. februar 1994 kom de første firfarvede udgaver af Vagttårnet på engelsk ud af trykkemaskinerne i Nigeria. Snart blev bladene også trykt på yoruba, igbo, efik og fransk.

Da de første eksemplarer kom betelbrødrene i hænde, var reaktionen meget positiv. „Jeg blev helt opstemt,“ udbrød én. „De er langt mere tiltalende end nogen anden publikation der fremstilles her i landet.“

En anden sagde: „Lige så snart vi kunne få dem, bestilte jeg 20 eksemplarer som jeg sendte til familie og venner. Jeg kan næsten ikke vente med at bruge dem i forkyndelsen.“

En tredje der blev spurgt hvad hun syntes om de nye firfarvede blade, svarede: „De er fantastiske! De er endnu et bevis på at Jehova sørger for os alle ud over hele jorden.“

Mens medarbejderne på Betel nød deres firfarvede is, tænkte de på firfarvede blade. Det var, som én udtrykte det, „en stor drøm der gik i opfyldelse“.

[Illustration på side 21]

Trykkemaskinens tonstunge moduler fragtes på en tynd luftpude