Flyvende sten

HAR du nogen sinde set et stjerneskud fare hen over en klar nattehimmel? Hvis ikke, vil du måske snart få et at se. Nogle forskere mener at dette naturens fyrværkeri hver dag afsætter cirka 200 millioner spor på himmelen!

Hvori består disse stjerneskud? Faktisk er det bare sten- eller metalstykker, også kaldet meteorider, der bliver hvidglødende efterhånden som de trænger ind i Jordens atmosfære. Den klare lysstribe man kan se på himmelen, kaldes en meteor.

De fleste meteorider brænder op, men nogle overlever den kraftige varme og når Jordens overflade. De betegnes meteoritter. Nogle forskere anslår at der hver dag falder omkring 900 tons af disse flyvende sten ned på Jorden.a

Disse flyvende sten er forholdsvis små. Faktisk er langt de fleste meteoritter der forårsager meteorer ikke større end et sandskorn. (Se rammen „Sten fra det ydre rum“.) Det er derfor sjældent at disse nedfald udgør nogen fare for mennesker. Men hvad med de tusinder af meget større sten der bevæger sig i rummet? Som et eksempel kan nævnes en sten man kalder Ceres — den har en diameter på omkring 1000 kilometer! Og man kender til cirka 30 andre sten, som alle er over 190 kilometer i diameter. Disse store sten er faktisk små planeter. Forskere kalder dem asteroider.

Hvad nu hvis en sådan asteroide kolliderede med Jorden? Denne tilsyneladende trussel er en af grundene til at forskere studerer asteroider. De fleste asteroider bevæger sig i et bælte mellem Mars og Jupiter, men astronomer har observeret andre asteroider som krydser Jordens bane. Barringerkrateret, et såkaldt meteorkrater som ligger i Arizona nær Flagstaff i De Forenede Stater, og andre kratere, vidner om at et sådant sammenstød ikke kun er fri fantasi. Og en af teorierne om hvorfor dinosaurerne uddøde går netop ud på at et stort sammenstød engang forandrede Jordens atmosfære i en sådan grad at dinosaurerne ikke kunne overleve den lange, kolde periode der fulgte efter.

I dag ville en sådan katastrofal kollision sandsynligvis udslette menneskeheden. Men en sådan udslettelse vil ikke finde sted. Bibelen siger: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.

[Fodnote]

[Ramme på side 23]

En ildkugle på video

De usædvanlig store og lysstærke meteorer kaldes ildkugler. Den 9. oktober 1992 kunne man flere steder i De Forenede Stater se lysstriberne fra en sådan ildkugle aftegne sig på himmelen. (Se ovenstående foto.) Det første sted man observerede ildkuglen var i West Virginia, hvorefter den kunne ses fra jorden på en strækning af mere end 700 kilometer. Et brudstykke på 12 kilo ramte en parkeret bil i Peekskill i staten New York.

Det var meteoridens indfaldsvinkel i atmosfæren der var skyld i denne særlige begivenhed. En ildkugle blev dannet, og himmelfænomenet varede i mere end 40 sekunder. Det resulterede i videooptagelser af ildkuglen fra mindst 14 forskellige vinkler, hvilket aldrig tidligere har været muligt. Ifølge bladet Nature er disse „de eneste film man har af en ildkugle fra hvilken man har fundet en meteorit“.

Ildkuglen splintredes i mindst 70 stykker, og de forekommer på nogle af optagelserne som enkelte glødende projektiler. Skønt man kun har fundet en enkelt meteorit fra denne begivenhed, mener forskere at flere brudstykker kan være trængt gennem atmosfæren og have ramt Jorden. Det er måske alt hvad der er blevet tilbage af den store meteoride som ellers vejede omkring 20 tons.

[Ramme på side 24]

Sten fra det ydre rum

Asteroide: Kendes også under navnet planetoide eller småplanet. Disse meget små planeter kredser om Solen. De fleste asteroider har en uregelmæssig form, så noget kunne tyde på at de er brudstykker af store, fortidige himmellegemer.

Meteoride: Et forholdsvis lille sten- eller metalstykke der bevæger sig i rummet eller styrter ned gennem atmosfæren. Nogle forskere mener at de fleste meteorider er blevet slået løs fra asteroider ved sammenstød eller er rester af uddøde kometer.

Meteor: Når en meteoride trænger ind i Jordens atmosfære, dannes der på grund af luftmodstanden en voldsom varme og et klart skær. De varme, glødende gasser som meteoriden trækker efter sig og som man i et øjeblik kan observere på himmelen som en lysstribe, kaldes en meteor. Mange kalder den også et stjerneskud. Størstedelen af meteorerne er først synlige når de befinder sig cirka 100 kilometer over Jordens overflade.

Meteorit: De meteorider der er så store at de ikke når at brænde helt op i atmosfæren, og som derfor rammer Jordens overflade, betegnes meteoritter. Nogle kan være meget store og veje godt til. En meteorit i Namibia i Afrika vejer omkring 55 tons, og man har fundet andre store meteoritter i Grønland, Mexico og De Forenede Stater som vejer 13 tons eller derover. Den største meteorit i Danmark vejede 40 kilo da den blev fundet.

[Ramme/illustration på side 24]

Ida med månebarn

Rumsonden Galileo gjorde en overraskende opdagelse da den på sin vej mod Jupiter tog nogle billeder af en asteroide ved navn Ida — for første gang har man nu et dokumenteret eksempel på en måne i kredsløb om en asteroide. I bladet Sky and Telescope kunne man læse at den ægformede måne, der er blevet navngivet Dactyl, af forskere anslås at være 1,6 gange 1,2 kilometer, samt at afstanden fra midtpunktet af asteroiden Ida til dens måne er cirka 100 kilometer. Selve asteroiden måler 56 gange 21 kilometer. Den infrarøde stråling fra både Ida og dens måne indikerer at de er en del af asteroidefamilien Koronis, en samling brudstykker som menes at stamme fra en kæmpesten der blev knust ved et kosmisk sammenstød.

[Kildeangivelse]

Foto: NASA/JPL

[Illustration på side 25]

Et såkaldt meteorkrater i Arizona nær Flagstaff, USA. Krateret er 1200 meter i diameter og 170 meter dybt

[Kildeangivelse]

Foto af D. J. Roddy og K. Zeller, Geologisk Institut, USA

[Kildeangivelse på side 23]

Sara Eichmiller Ruck