Hvor kommer stjerneskuddene fra?
„SE, DÉR var ét til!“ „Hvor, hvor?“ Måske har du selv oplevet en ordveksling som denne mens du har stået og spejdet efter stjerneskud på nattehimmelen. Første gang man får øje på en lysende streg der pludselig tegner sig tværs over himmelen, kan det godt se ud som om en stjerne blev ’skudt af sted’. Men udtrykket „stjerneskud“ er egentlig misvisende. Hvis man i det hele taget kan tale om skud, har det i hvert fald ikke meget med stjerner at gøre.
Astronomerne kalder dem meteorer. Mens en stjerne af gennemsnitsstørrelse vil kunne opsluge en million kloder på størrelse med Jorden, er der her tale om at Jorden ’opsluger’ i millionvis af meteorer. Men hvad er meteorer og hvor stammer de fra?
De har meget nær tilknytning til kometerne. Halleys komet, der er et berømt eksempel på den slags himmellegemer, passerede i 1986 hastigt forbi Jorden på sin 76 år lange rejse i en elliptisk bane omkring Solen. Det ser ud til at kometer hovedsagelig består af is og støv. Derfor bliver de somme tider omtalt som snavsede snebolde. Når en komet nærmer sig Solen bliver dens overflade varmet op så den frigiver støv og gas. Trykket fra solstrålingen presser det faste stof bagud så der opstår en glødende støvhale. Kometen efterlader derved en mængde støvpartikler langs sin bane — disse partikler kaldes meteoritter. Hovedparten af de støvpartikler kometerne efterlader er dog så små at de aldrig vil vise sig som meteorer. Et lille antal er på størrelse med sandskorn, mens nogle få er på størrelse med små sten.
I nogle få tilfælde krydser kometernes baner og Jordens bane hinanden. Det betyder at Jorden bevæger sig gennem det samme støvspor hver gang den krydser en bestemt kometbane. Når det sker trænger de små meteoritter ind i jordatmosfæren med stor hastighed — op til 71 kilometer i sekundet. Under deres fald gennem atmosfæren bliver de største eksemplarer opvarmet og begynder at brænde. De hvidglødende streger de derved trækker over himmelen kaldes meteorer.
Når Jorden krydser en kometbane synes meteorerne at blive skudt ud i alle retninger fra ét bestemt punkt på himmelen. Dette punkt kaldes radianten. I løbet af året falder der jævnlig byger af meteorer fra sådanne radianter. En af de kendte meteorsværme der kaldes Perseiderne eller Sankt Laurentius’ tårer, synes at stråle ud fra stjernebilledet Perseus. Når Perseiderne er på deres højeste hvert år omkring 12./13. august, er det en strålende opvisning med over 60 meteorer i timen.
Omkring den 21. oktober kan man se Orioniderne der, ligesom Aquariiderne i begyndelsen af maj og slutningen af juli, efter sigende skyldes meteoritter fra Halleys komet. Ifølge tidsskriftet Astronomy har forskere anslået at Halleys komet „kan gennemføre 100.000 kredsløb før den går til grunde“. Hvis denne hypotese er rigtig, vil Halleys komet komme på regelmæssige besøg de næste 7.600.000 år! Og selv når den er ophørt med at eksistere vil dens hale af støv sandsynligvis fortsat, i årtier, berige Jordens beboere med stjerneskud. Mange af de meteorer vi ser nu, stammer tilsyneladende fra kometer der for længst er forsvundet.
Forskerne regner med at der hver dag viser sig omkring 200 millioner meteorer i Jordens atmosfære. Og de mere iøjnefaldende meteorbyger vil vi kunne opleve igen og igen, det ene år efter det andet, med yderligere millioner af stjerneskud.