Her er hesten stadig trækdyr

AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

I DENNE højteknologiske tidsalder har nogle måske svært ved at tro at der stadig findes landmænd der benytter heste som trækkraft. Men visse steder benyttes sværlemmede trækheste i stedet for traktorer.

Arbejdsheste er efterhånden et særsyn i landbruget. Men der er noget som taler til de naturlige hestekræfters fordel.

Landbrugets arbejdsdyr

Fra tidlig tid er heste blevet anvendt som arbejdsdyr. De omtales i sumeriske, hittitiske, ægyptiske og kinesiske annaler. Men i mange hundrede år blev de sjældent benyttet i landbruget, da okser mentes at være billigere i drift og kunne spises når de var udslidt. Okser er imidlertid langsommere end heste.

I mange vestlige lande var hesten i det 19. århundrede blevet udbredt som trækdyr når jorden skulle bearbejdes. En skribent tilskriver delvis dette „opfindelsen af bedre landbrugsredskaber [der var] bedre tilpasset hestens hurtige, jævne bevægelsesmønster end de langsommere oksers“.

Med tiden vandt racer som den skotske clydesdale, de engelske suffolk punch og shire samt i Frankrig hovedsagelig percheron indpas i landbruget. Disse langsomme, men stærke heste blev krydset med lettere racer for at fremavle en hest der til gengæld for lidt færre kræfter var hurtigere. Disse specialopdrættede racer fik den meget passende betegnelse trækheste fordi de formåede at trække tunge læs.

Heste sammenlignet med traktorer

Naturligvis findes der ingen hest der kan måle sig med en moderne traktor i trækkraft. Men det vil måske overraske dig at høre hvor stærke heste egentlig er. I 1890 trak to clydesdaleheste en fuldt læsset vogn med bremsede hjul. Og i 1924 stod et tospand af engelske shireheste for en lige så imponerende bedrift ved at præstere et træk på 45 tons!

Trækheste er desuden intelligente og initiativrige. For eksempel behøver et spand plovheste næsten ingen anvisninger hvis den ene hest er god til at gå i furen. Det kan den gøre dagen lang. Nogle mener at hesteforspand er særlig gode til at pløje lige fordi hestene har skyklapper på og derfor ikke kan se bagud, noget en traktorfører let kan finde på.

Derudover kan heste være mere alsidige end traktorer når der skal høstes. De kan både dreje i en ret vinkel og gøre helt omkring, og det betyder at man får bearbejdet marken helt ud til kanterne.

Hestespand i arbejde

Et spand heste der lystrer den der kører, er et imponerende syn. Spandet lærer at udføre bestemte manøvrer på bestemte kommandoer, som kan være forskellige fra den ene landmand til den anden, og hestene vænner sig til den enkeltes sprogbrug og stemmeføring. Et karakteristisk fløjt fulgt af nogle opmuntrende tilråb får hestene til at sætte i gang.

I et tospand kaldes højre hest den fjermer og venstre hest den nærmer. Ordene er beslægtede med henholdsvis fjernere og nærmere og betegner hestenes placering i forhold til kusken, der sad til venstre på bukken eller gik på spandets venstre side.

Det er interessant at iagttage ti sammenspændte heste udføre et vinkelret drej på kommando. Ved venstredrejning skal hesten på venstre fløj dreje på stedet med små skridt mens resten af spandet går i en bue, stadig på linje. Ved højresving er det hesten på højre fløj der skal skridte omkring. I tørre egne er det noget af et syn at se spandet forsvinde i en støvsky og dukke frem igen efter drejet som en massiv mur af gungrende hestehove!

Hver enkelt hest lyder sit navn og reagerer på tonefaldet. Hvis en hest slækker på trækket, er det normalt tilstrækkeligt at tiltale den med navn i et myndigt, irettesættende tonefald. Hos utilkørte heste kan det fremme indlæringen hvis tilråbet ledsages af et let rap med en kæp eller en pisk. Når hesten én gang har lært lektien, rækker det som oftest med en mundtlig tilrettevisning.

En typisk arbejdsdag

Landmanden skal måske op ved femtiden om morgenen for at fodre hestene. Mens de æder, spiser han selv morgenmad. Hestene lærer at drikke rigeligt før dagens arbejde, eftersom de ikke får noget at drikke igen før frokost. Inden arbejdet bliver hver hest striglet. Det forebygger gnavesår og får hesten til at føle sig veltilpas. Hestene står gerne omkring landmanden og venter på at turen kommer til dem. Derefter får de seletøj på og bliver spændt for. Hele proceduren kan tage en times tid eller mere, afhængigt af spandets størrelse. Desuden skal muleposerne gøres klar til hestenes frokost. Landmanden er jo ikke den eneste der fortjener sin middagspause!

Spandet lægger sig uden at mukke i selen i otte-ti timer, og hvis seletøjet sidder godt, skånes hestene for ømme bove med gnavesår. Ved skumringen sætter både manden og dyrene med glæde kursen hjemad mod et roligt aftensmåltid, en forsvarlig slurk vand at slukke tørsten med, og et velfortjent hvil.

De der stadig bearbejder jorden med heste, vil måske med det samme sige at det er betydelig mere behageligt end at høre på støjende landbrugsmaskiner dagen lang. Stilheden får landmanden til at føle sig som ét med naturen. Han oplever skaberværket på nærmere hold — lyden fra fuglene der roder i de nypløjede furer, duften af dugslået græs, lyden af sprød jord på kolde morgener. Det er alt sammen små oplevelser som man går glip af når man kører med en støjende og osende traktor.

Ganske vist kan en traktor arbejde i døgndrift, noget som heste ikke kan hamle op med. Det er også sandt at en traktor kan overkomme et større areal på en dag, og at den kræver mindre vedligeholdelse. Men ingen traktor er nedkommet med et indtagende føl, hvilket blot er én af de glæder som gør det til noget uforligneligt at arbejde med heste. Nogle landmænd kan også se at hestene reagerer på alt hvad de siger under arbejdet. Dyrenes ører viser at de søger at opfange hvert ord der kommer fra ham.

At være ved landbruget er en krævende, til tider slidsom, bestilling. Men de der holder fast ved at pløje på den gammeldags facon, kan høste mange glæder ved at arbejde så nært sammen med disse senede, arbejdsomme repræsentanter for Guds skaberværk.

[Illustration på side 26]

Heste kan være mere alsidige end traktorer