Hvordan er de mange livsformer blevet til?
AF DE mere end 1,5 millioner dyrearter som forskere indtil nu har navngivet, er cirka én million insekter. Det ville kræve 6000 sider i et leksikon at opføre navnene på alle kendte insekter! Hvordan er alle disse arter blevet til? Hvorfor findes der så umådelig stor en artsvariation? Er det et resultat af blindt held hvor naturen bare har „vundet“ millioner af gange? Eller er de opstået som følge af en bevidst hensigt?
Lad os først ganske kort betragte den store variation af liv der findes på vor klode.
Forbløffende fugle
Tag for eksempel de mere end 9000 forskellige fuglearter med deres imponerende karakteristika. Nogle kolibrier er ikke meget større end en stor humlebi. Ikke desto mindre flyver de med større lethed og ynde end selv den mest avancerede helikopter. Andre fugle gennemfører hvert år et træk på flere tusind kilometer. Det gælder for eksempel havternen, der i alt flyver over 35.000 kilometer på et træk. Den har hverken computer eller navigationsudstyr, men ankommer alligevel med usvigelig sikkerhed til sit bestemmelsessted. Er denne medfødte navigeringsevne et resultat af tilfældighedernes spil, eller skyldes den en hensigt?
Den fascinerende variation af planter
Dertil kommer den utrolige variation og skønhed der findes i planteverdenen. Der findes over 350.000 plantearter, hvoraf cirka 250.000 sætter blomst. Den største levende organisme på jorden — den californiske kæmpefyr — tilhører planteverdenen.
Hvor mange forskellige blomster vokser der i din have eller i det område hvor du bor? Blomsternes skønhed og symmetri, for ikke at tale om deres duft, hensætter os i forundring. Det gælder både bellis, smørblomster, de mindste ørkenblomster og de mange fascinerende orkidéer. Også her må man uvilkårligt spørge: Hvordan er de blevet til? Skyldes det blind tilfældighed, eller har nogen udtænkt dem?
Havene myldrer af liv
Tænk desuden på de mange livsformer der findes i verdens floder, søer og have. Forskerne siger at der findes omkring 8400 kendte arter af ferskvandsfisk og omkring 13.300 arter af saltvandsfisk. Den mindste er kutlingen, der findes i Det Indiske Ocean. Den måler kun omkring én centimeter, hvorimod hvalhajen kan blive op til 18 meter lang. I disse tal er ikke medregnet de hvirvelløse dyr (dyr uden rygrad). Desuden findes der sikkert mange arter som man endnu ikke har opdaget.
Den utrolige hjerne
Noget af det mest utrolige vi kender til, er den menneskelige hjerne, der indeholder mindst ti milliarder neuroner. Hvert eneste af disse neuroner har sandsynligvis over 1000 synapser, eller kontaktpunkter til andre nerveceller. Neurologen dr. Richard Restak siger: „Det samlede antal forbindelser i hjernens enorme netværk af neuroner er ligefrem astronomisk.“ (The Brain) Han tilføjer: „Der kan være fra ti billioner til et hundrede billioner synapser i hjernen.“ Dernæst stiller han et meget relevant spørgsmål: „Hvordan kan et organ som hjernen, der indeholder mellem ti og hundrede milliarder celler, udvikle sig fra en enkelt celle, det befrugtede æg?“ Er hjernen et resultat af naturens luner og lykketræf? Eller har nogen udtænkt og udformet den?
Ja, hvordan er denne tilsyneladende uendelige mangfoldighed af liv og former blevet til? Har du lært at det hele blot skyldes et tilfælde, et lykketræf i evolutionens lotteri? Så læs videre, og se hvilke spørgsmål nogle forskere i al oprigtighed stiller vedrørende evolutionsteorien, der er blevet kaldt grundlaget for al biologisk forskning.
[Diagram på side 4]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Et fotoapparat har en konstruktør — hvad da med vort langt mere komplicerede øje?
Linse (forstørret)
Kammervand
Pupil
Hornhinde
Linse
Iris
Strålelegeme
Hele øjet
Synsnerve
Glaslegeme
Nethinde
Årehinde
Senehinde