„Enestående præcision — som i en symfoni!“
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
MENNESKETS tale er et under. Dens talrige lyde fremkommer ved et samarbejde mellem 100 muskler i brystkassen, struben, kæben, tungen og læberne. Hver muskel er i sig selv et bundt af hundreder eller tusinder af fibre, og der skal flere hjerneceller til at styre disse fibre end til at styre musklerne i en sportsudøvers ben. I en lægmuskel kan alle de 2000 fibre dirigeres af en enkelt nervecelle, men i struben kræves der en nervecelle for hver to eller tre muskelfibre.
Hver lyd eller lydforbindelse fremkommer ved en helt speciel kombination af muskelbevægelser. De data der skal til for at sige „Dav, hvordan har du det?“ er lagret i hjernens sprogcenter. Vil det sige at hjernen har et fast program der skridt for skridt styrer musklerne for hver eneste sætning der kan siges? Nej, taleevnen er faktisk endnu mere fantastisk. Hvis man for eksempel har et sår på tungen som gør at man ikke kan udtale et ord sådan som man plejer, vil hjernen af sig selv finde alternative muskelbevægelser sådan at udtalen bliver så tæt på det sædvanlige som muligt. Det peger på endnu en forbavsende omstændighed.
Et simpelt enstavelsesord som „Hej“ kan rumme mange betydninger. Tonefaldet kan fortælle om den talende er glad, begejstret, irriteret, nedtrykt, angst, keder sig eller har travlt — og afsløre forskellige grader af disse stemninger. Ja, betydningen af en enkelt stavelse ændres ved en minimal variation i brugen af én af mange muskler.
„Vi kan mageligt udtale 14 lyde i sekundet,“ oplyser dr. William H. Perkins i sin bog Stuttering Prevented (Hvordan stammen forhindres). „Hvis vi vil bevæge tungen, læberne eller kæberne separat, kan vi kun gøre det halvt så hurtigt. Men når det hele sættes sammen, fungerer det lynhurtigt ligesom fingrene hos en dygtig maskinskriver eller koncertpianist. Bevægelserne samvirker indbyrdes med enestående præcision — som i en symfoni!“
Visse fugle kan i begrænset omfang efterligne menneskets tale. Men ingen dyr har en hjerne der er programmeret til selv at frembringe noget lignende. Man forstår hvorfor forskere ikke har kunnet få aber til at udtale klare sproglyde. Ifølge neurobiologen Ronald Netsell kan talefærdigheden sammenlignes med de usædvanlige evner hos „en person der bliver en dygtig pianist udelukkende ved at spille efter gehør“. Sprogforskeren Ludwig Koehler har konkluderet: „Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“