Oldtidsgravenes hemmeligheder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I HOLLAND

EN OLDTIDSGRAV er et fortidsminde som kan bestå af to eller flere tunge bæresten og en dæksten. Den danner ofte et kammer der blev anvendt som begravelsesplads. Oldtidsgrave som stendysser og jættestuer findes hovedsagelig i det sydlige, vestlige og nordlige Europa.

I den hollandske provins Drenthe ligger jættestuerne i naturskønne omgivelser. Den berømte maler Vincent van Gogh skrev i et af sine breve: ’Drenthe er så smuk at jeg helst havde været synet foruden om ikke jeg havde kunnet blive her for evigt.’ Både naturelskere og arkæologiinteresserede får indfriet deres forventninger til fulde når de besøger jættestuerne i Drenthe.

Men hvorfor skulle man interessere sig for gamle stensætninger? Ét svar kunne være: Af ren og skær nysgerrighed. Hvorfor gjorde gamle folkeslag sig mon umage med at flytte, tilhugge og rejse disse meget tunge sten, der for nogles vedkommende vejer flere tons. Og dengang havde de ikke avancerede kraner til at løfte med. Hvad ved man om disse oldtidsgrave?

Megalitmonumenter

Stendysser og jættestuer betegnes som megalitmonumenter. (Ordet „megalit“ er hentet fra græsk og betyder „stor sten“). Måske har du hørt om Frankrigs bautasten, de såkaldte menhirs, som er et bretonsk ord der betyder „lang sten“. Megalitterne på den baleariske ø Menorca kaldes taulas (plader) og består hver især af en tung stenplade der er anbragt vandret på en opretstående sten så de danner et stort T.

Stonehenge i England, der fortsat virker dragende på mange, er en kreds af meget store sten, hvoraf nogle vejer næsten 50 tons. Cirka 80 blokke af de såkaldte blå sten er blevet transporteret fra Prescellybjergene i Wales, som ligger mere end 380 kilometer derfra. Ifølge bogen Mysteries of Mankind — Earth’s Unexplained Landmarks, som er udgivet af National Geographic Society, „mener forskere at monumentet [Stonehenge] . . . slet og ret var et tempel som måske afspejlede solens, månens og stjernernes evige cyklus og bevægelser over himmelen“.

I dag er jættestuerne i Holland blotlagte. Oprindelig lå de enorme sten nemlig skjult under en jordhøj. Fund har afsløret at jættestuerne var kollektivgrave; noget tyder på at mere end hundrede personer er blevet gravlagt i én jættestue.

Af de 53 jættestuer der er blevet bevaret i Holland, ligger de 52 i provinsen Drenthe.a Disse oldtidsgrave er bemærkelsesværdigt nok ikke opført tilfældigt. De fleste ligger i øst-vestlig retning med en sydvendt indgang, hvilket kan have noget med solens årstidsbestemte positioner at gøre. Megalitbyggerne i fortiden brugte bæresten og store dæksten. Hullerne imellem stenene lukkede de til med mindre brudstykker, og gulvet blev belagt med sten. I nærheden af landsbyen Borger ligger Hollands største jættestue. Den er 22 meter lang og har stadig 47 sten. En af dækstenene er omkring 3 meter lang og vejer 20 tons! Dette giver anledning til en del spørgsmål.

Hvornår blev de bygget? Hvordan, hvorfor og af hvem?

Svarene på disse spørgsmål står hen i det uvisse, for der findes ikke i Europa nogen nedskreven historisk beretning fra den tid. Oldtidsgravene er derfor omgærdet med mystik. Men hvad ved man om dem? Hvilke teorier hælder man til?

I 1660 drog Picardt, en gejstlig fra den lille by Coevorden i Drenthe, den slutning at de var bygget af kæmper. De lokale myndigheder begyndte så småt at interessere sig for megalitgravene. Og eftersom stenene blev brugt til at forstærke diger og opføre kirker og boliger med, besluttede „Landskabsforvaltningen“ for Drenthe den 21. juli 1734 at frede jættestuerne.

Først i 1912 blev flere jættestuer grundigt undersøgt af eksperter. Man fandt potteskår, redskaber (øksehoveder af flint, pilespidser) og smykker som for eksempel ravperler, men ikke ret mange skeletrester. Én forklaring kan være at den sandede jord i området har forringet mulighederne for bevaring. Nogle gange fandt man potteskår af helt op til 600 lerkar. Og da man antager at de døde hver fik to eller tre kar med sig i graven som indeholdt mad, må man konkludere at ganske mange er blevet gravlagt i samme jættestue.

Nogle forskere hævder at jættestuerne er blevet opført af vandreblokke fra Skandinavien som gletschere har ført med sig under en fortidig istid. Man mener at megalitbyggerne var bønder der tilhørte den såkaldte „tragtbægerkultur“, et navn der stammer fra de karakteristiske bægre med tragtformet hals man har fundet.

Med hensyn til byggemetoder lyder én teori: „De tunge stenblokke blev sandsynligvis anbragt på rullestokke og trukket frem ved hjælp af lædertove. Og det er muligt at man byggede en rampe af sand og ler så man kunne skubbe dækstenene på plads.“ Men ingen ved med sikkerhed hvordan det blev gjort. Hvorfor blev de døde ikke bare begravet på traditionel vis? Hvilke forestillinger om et liv efter døden havde megalitbyggerne? Og hvorfor lagde de gravgods ind i oldtidsgravene? Det kan forskerne kun gisne om. Oldtidsgravene blev bygget for så lang tid siden at svarene på disse og andre beslægtede spørgsmål fortaber sig i fortidens tåger.

Når Guds tid er inde, vil de døde blive oprejst. Og da vil de der vender tilbage, kunne besvare nogle af disse spørgsmål. (Johannes 5:28; Apostelgerninger 24:15) Til den tid vil megalitbyggerne selv kunne fortælle hvornår de levede, hvem de var, hvorfor de rejste sådanne imponerende monumenter, og hvordan de bar sig ad — de vil kort sagt løfte sløret for oldtidsgravenes hemmeligheder.

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

En taula på øen Menorca i Spanien

[Illustration på side 25]

Jættestue ved Havelte i Holland

[Illustrationer på side 26, 27]

Stonehenge i England

Herunder: Den store jættestue ved Borger i Holland

[Illustration på side 26]

Rekonstruktion af en jættestue ved landsbyen Schoonoord i Holland som viser jordhøjen og de blotlagte sten

[Illustration på side 27]

Jættestue i Emmen (Schimmeres) i Holland