Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g98 22/7 s. 18-20
  • Hvorfor kan jeg ikke koncentrere mig?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvorfor kan jeg ikke koncentrere mig?
  • Vågn op! – 1998
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Et ændret tankemønster
  • Følelser og hormoner
  • Dine sovevaner
  • Kostvaner og koncentrationsevne
  • Tv- og computergenerationen
  • Hvordan kan jeg lære at koncentrere mig?
    Vågn op! – 1998
  • Hvorfor er det så svært at lade være med at tænke på det andet køn?
    Vågn op! – 1994
  • Ungdomsårene — En forberedelse til voksenlivet
    Vågn op! – 2011
  • Hvad sker der med min krop?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
Se mere
Vågn op! – 1998
g98 22/7 s. 18-20

Unge spørger:

Hvorfor kan jeg ikke koncentrere mig?

„Det er ikke altid noget jeg gør bevidst. Jeg kan sidde og lytte til et menighedsmøde, og pludselig begynder mine tanker at drage på langfart. Ti minutter senere er jeg tilbage igen.“ — Jesse.

„HØRER du efter?“ Er dét et spørgsmål dine lærere eller dine forældre ofte stiller dig? Hvis det er tilfældet, er det måske fordi du har svært ved at koncentrere dig. Som følge heraf får du måske lave karakterer. Det kan også være at andre har et negativt syn på dig og undgår dig fordi du virker uklar, fraværende eller måske endog uforskammet.

Det er imidlertid endnu værre at manglende koncentrationsevne kan få en negativ indvirkning på din åndelighed. Bibelen giver dette råd: „Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter.“ (Lukas 8:18) Faktisk har kristne fået befaling til at vise åndelige anliggender „mere end almindelig opmærksomhed“. (Hebræerne 2:1) Hvis du har vanskeligt ved at koncentrere dig, er det måske også vanskeligt for dig at følge dette påbud.

Hvad kan være problemet? I nogle tilfælde kan koncentrationsbesvær skyldes et fysisk problem. Nogle forskere mener for eksempel at koncentrationsforstyrrelser (på engelsk: Attention Deficit Disorder) kan skyldes en funktionsfejl i hjernens transmittersystem.a Nogle unge har måske nedsat hørelse eller et svækket syn uden de selv er klar over det. Sådanne skavanker kan også hæmme deres evne til at koncentrere sig. Forskere har opdaget at børn generelt har sværere ved at koncentrere sig end voksne. Koncentrationsbesvær er derfor almindeligt blandt unge og skyldes sjældent en sygdom.

Et ændret tankemønster

Hvis du har svært ved at koncentrere dig, kan det også skyldes at du med alderen begynder at tænke anderledes. Apostelen Paulus skrev: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ (1 Korinther 13:11) Ifølge bogen Adolescent Development „opstår der en ny begrebsforståelse i de tidlige teenageår“. Du udvikler evnen til at forstå og analysere abstrakte tanker og begreber. Du begynder at få en dybere forståelse af moral, etik og andre omfattende spørgsmål. Du begynder at tænke på din fremtid som voksen.

Hvilke problemer kan det give? Det kan være meget forvirrende at have alle disse nye tanker, idéer og begreber svirrende rundt i hovedet. Du tænker ikke længere som et barn. Din hjerne får dig nu til at analysere og sætte spørgsmålstegn ved det du ser og hører. En bemærkning fra en lærer eller en foredragsholder kan føre dig ud på en spændende mental rejse. Men du må lære at kontrollere dine flyvske tanker, for ellers risikerer du at gå glip af værdifulde oplysninger. Det er interessant at Bibelen siger at den retfærdige Isak tog sig tid til stille og roligt at tænke over tingene. (1 Mosebog 24:63) Hvis du hver dag bruger lidt tid på at slappe af, tænke over tingene og klare hjernen, vil du måske blive bedre til at koncentrere dig i andre situationer.

Følelser og hormoner

Dine følelser kan også gøre dig distræt. Du forsøger at koncentrere dig om det du læser eller lytter til, men opdager at du tænker på andre ting. I det ene øjeblik keder du dig og er nedtrykt, i det næste er du begejstret og opstemt. Men bare rolig, du er ikke ved at blive skør. Efter al sandsynlighed er det bare dine hormoner der spiller dig et puds. Du gennemlever de forandringer der sker i puberteten.

Kathy McCoy og Charles Wibbelsman skriver: „Det vrimler med følelser i teenageårene . . . Humørsvingningerne følger i nogen grad med det at være teenager. Det kan til dels skyldes alle de stressende forandringer du i øjeblikket oplever.“ Desuden nærmer du dig „ungdommens vår“ — en tid hvor det seksuelle har et stærkt tag i én. (1 Korinther 7:36) Forfatteren Ruth Bell skriver: „De forandringer der sker med ens krop i puberteten, forstærker ofte de seksuelle følelser. Man opdager måske at man tænker mere på sex, hurtigere bliver stimuleret seksuelt og til tider føler at alt kun drejer sig om sex.“b

Jesse, som blev citeret i indledningen, har ligesom mange andre teenagere svært ved at fastholde sine tanker: „Nogle gange tænker jeg på piger, andre gange på de problemer jeg har, eller hvad jeg nu skal lave.“ På et tidspunkt vil denne storm af følelser lægge sig. I mellemtiden må du arbejde på at opdyrke større selvdisciplin. Apostelen Paulus skrev: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl.“ (1 Korinther 9:27) Jo bedre du bliver til at beherske dine følelser, jo bedre bliver du til at koncentrere dig.

Dine sovevaner

Et legeme i vækst har brug for tilstrækkelig søvn for at det kan udvikle sig fysisk, og for at hjernen kan håndtere de mange nye begreber og følelser man hver dag konfronteres med. Mange teenagere lever imidlertid et liv hvor der ikke er plads til særlig meget søvn. En neurolog siger: „Organismen glemmer ikke de søvntimer man skylder den. Tværtimod vil den altid huske og pludselig præsentere en regning i form af erindringsforskydninger, koncentrationsproblemer og nedsat tænkeevne.“

Nogle forskere mener at man ved at forlænge sin nattesøvn med en time eller mere kan forbedre sin koncentrationsevne betydeligt. Det er rigtigt at Bibelen taler negativt om dem der er dovne, og som elsker søvn. (Ordsprogene 20:13) Men det vil være klogt at få tilstrækkelig hvile så man kan fungere på en god måde. — Prædikeren 4:6.

Kostvaner og koncentrationsevne

Ens kostvaner kan være et andet problem. Mange teenagere spiser fødevarer med et højt fedt- og sukkerindhold. Forskere siger at junkfood muligvis smager godt, men at det forringer ens opfattelsesevne. Undersøgelser viser også at den intellektuelle formåen aftager efter et kulhydratholdigt måltid der består af for eksempel brød, gryn, ris eller pasta. Det kan skyldes at kulhydrater øger mængden af det kemiske stof serotonin i hjernen, som gør at man bliver døsig. Nogle ernæringsfysiologer foreslår derfor at man spiser en proteinrig kost inden man skal foretage sig noget der kræver ens fulde koncentration.

Tv- og computergenerationen

I årevis har lærere sagt at fjernsynet med dets hurtige billedskift hæmmer unges koncentrationsevne, og nu er der nogle som mener at det også gælder computere. Der er megen debat blandt eksperterne om hvordan den moderne teknologi helt præcist påvirker de unge, men det kan næppe være sundt at bruge overdrevent mange timer på at se tv eller spille computerspil. En dreng indrømmer: „Med videospil, computere og Internet er vi blevet vant til at det går hurtigt når der er noget vi gerne vil.“

Problemet er at mange ting i livet kun opnås ved at man yder en indsats og er udholdende og tålmodig. (Jævnfør Hebræerbrevet 6:12; Jakob 5:7.) Lad være med at tro at det kun er det der går hurtigt, og som er underholdende, der er noget ved. Det kan være sjovt at se tv og spille computerspil, men hvorfor ikke lære at male, tegne eller spille et instrument? Sådanne færdigheder kan forbedre ens koncentrationsevne.

Er der andre måder hvorpå man kan udvikle sin koncentrationsevne? Ja, det er der, og en kommende artikel vil behandle nogle af dem.

[Fodnoter]

a Se Vågn op! for 22. november 1994, siderne 3-12; 22. juni 1996, siderne 11-13; og 22. februar 1997, siderne 5-10.

b Se artiklen „Unge spørger: Hvordan kan jeg få tankerne væk fra det andet køn?“ i Vågn op! for 8. august 1994.

[Tekstcitat på side 20]

Forskere siger at junkfood forringer ens opfattelsesevne

[Tekstcitat på side 20]

„Nogle gange tænker jeg på piger, andre gange på de problemer jeg har“

[Illustration på side 19]

Har du tit svært ved at koncentrere dig i skolen?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del