Min kærlighed til jorden vil blive min evige glæde

Fortalt af Dorothy Connelly

Da jeg var en lille pige, fik jeg at vide at jeg ville komme i helvede fordi jeg var uraustralier, såkaldt aboriginer. Flere år senere, i 1936, hørte jeg en indspilning af et bibelsk foredrag der vendte brandslangen mod helvede og tændte et lys i mit hjerte. Dette lys skinner nu klarere end nogen sinde. Inden jeg forklarer hvorfor, vil jeg fortælle lidt om mig selv.

JEG blev født omkring 1911. Jeg siger „omkring“ fordi aboriginere dengang ikke gik op i datoer og fødselsattester. Mine forældre var flittige og gudfrygtige. Vi boede i den lille by Springsure i nærheden af den forrevne og smukke bjergkæde Carnarvon Range i den centrale del af Queensland i Australien.

Min far var opdraget som katolik af en hvid familie. Men mine aboriginske forældre indpodede mig de indfødtes skikke og gav mig kærlighed til jorden. Vi jagede kænguruer, emuer, skildpadder og slanger og fangede fisk og store spiselige larver. Som den eneste i familien måtte jeg dog ikke spise emukød, for emuen var mit personlige totemdyr. Ifølge urbefolkningens overlevering, den såkaldte „drømmetid“, har hvert enkelt medlem af stammen sit eget totem, og det er familien og stammen der håndhæver forbudet mod at spise det.

Totemismen har dybe rødder i overtro, men dette tabu var en påmindelse om livets hellighed. Aboriginere slog ikke ihjel for sjov. Jeg husker hvordan jeg krympede mig under min fars vrede da han engang mens jeg var en lille pige, tog mig i at pille levende græshopper i stykker. „Det er grusomt!“ udbrød han. „Ved du ikke at Gud hader grusomhed? Kunne du tænke dig at nogen gjorde det samme mod dig?“

Vi havde mange overtroiske forestillinger. Hvis der for eksempel var en vipstjært som holdt til i vores lejr, varslede det dårligt nyt; og hvis en ugle sad på en træstub ved dag, troede vi at det betød at nogen ville dø. Visse drømme blev også betragtet som varsler. For eksempel betød snavset vand i en drøm at en i familien var syg. Men hvis vandet var fyldt med mudder, var der formentlig en som var død. Vi var ganske vist katolikker, men det fordrev ikke den overtro som var knyttet til vores stamme.

Min familie blev også ved med at tale det aboriginske sprog, der er et af de mange sprog som nu er ved at uddø. Indimellem har jeg stadig væk mulighed for at bruge det når jeg taler med andre om Bibelen, men for det meste taler jeg enten engelsk eller det lokale pidgin-sprog.

Værdifuld oplæring fra barnsben

Da jeg var omkring ti år, levede vores familie på en kvægfarm cirka 30 kilometer fra Springsure. Hver dag gik jeg et par kilometer hen til farmerhuset for at passe mine huslige pligter. Min dagløn var en lille spand mælk og et brød. Vores familie boede i barkhytter, der er aboriginernes traditionelle boliger. Når det regnede om natten, sov vi i nogle nærliggende grotter. Led jeg afsavn ved denne enkle livsform? Nej. Aboriginerne havde levet på denne måde i århundreder, og vi var tilfredse med det.

Faktisk er jeg glad for at jeg ikke er født med en sølvske i munden, som man siger, og jeg er taknemmelig for at jeg havde kærlige forældre som gav mig en god opdragelse, lærte mig at være flittig og at leve af jordens afgrøder. I 1934, kort efter at vi var flyttet til et reservat i nærheden af Woorabinda i Queensland, rejste jeg hjemmefra for første gang og drog vestpå for at arbejde på kvæg- og fårefarme som pige i huset og med forefaldende arbejde. På grund af mit arbejde flyttede jeg med tiden østpå, til et sted lige uden for kystbyen Rockhampton. Her mødte jeg min nu afdøde mand, Martin Connelly, der var søn af en irer. Vi blev gift i 1939.

Jeg lærer Bibelens budskab at kende

Jeg har altid haft stor respekt for Bibelen. Da jeg var mindre, samlede madmoderen på kvægfarmen alle os børn — både aboriginere og hvide — og fortalte os beretninger om Jesus. Engang forklarede hun betydningen af Jesu ord: ’Hold op med at hindre de små børn i at komme hen til mig.’ (Mattæus 19:14) For første gang siden jeg havde fået at vide at jeg var dømt til at komme i helvede, så jeg et glimt af håb.

Som nævnt i indledningen hørte jeg senere det bibelske foredrag om at der ikke findes noget brændende helvede. Dette foredrag satte tankerne i gang, men jeg havde ikke yderligere kontakt med Jehovas Vidner før 1949. Vi boede på det tidspunkt i Emerald, omkring 250 kilometer vest for Rockhampton, og det var R. Bennett Brickella som kom og fortalte os om Bibelen. Senere boede Ben altid hos os når han var på besøg i området. Både Martin, vore fire børn og jeg selv havde dyb respekt for ham. Martin blev aldrig interesseret i Bibelen, men han var altid venlig og gæstfri over for forkynderne og især over for Ben.

Ben gav mig mange bibelstudiehjælpemidler, men jeg havde et stort problem — jeg kunne ikke læse. Ben læste derfor tålmodigt op fra Bibelen og de bibelske publikationer for børnene og mig samtidig med at han forklarede hvad han læste. Hvor var dette dog velgørende i sammenligning med præsterne, som — efter at have ordnet de religiøse formaliteter — ikke engang kunne afse fem minutter til at lære os at læse. Ben viste os ud fra Bibelen at det er Satan og hans dæmoner som står bag mange af de overtroiske opfattelser der har trælbundet menneskene, deriblandt mit eget folk. Jeg kom til at værdsætte Jesu ord: „Sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

Jeg var glad for at lære at det er Guds hensigt at omdanne jorden til et paradis for dem der adlyder ham. Men de dødes opstandelse var det jeg mest af alt kom til at se frem til; mor var død i 1939, og far i 1951. Jeg tænker tit på den dag hvor jeg kan omfavne dem og byde dem velkommen tilbage til den jord de elskede så højt. Og hvor bliver det skønt at kunne fortælle dem om Jehova Gud og hans rige.

Forkynder og analfabet

Efterhånden som jeg lærte mere om Bibelen, fik jeg lyst til at fortælle andre om det. Jeg talte med slægtninge og venner, men jeg ville gerne forkynde for endnu flere. Da Ben næste gang kom til Emerald, samlede jeg derfor børnene, og så tog vi alle med ham ud at forkynde. Han viste mig nogle enkle præsentationer og lærte mig at stole på Jehova gennem bøn. Min præsentation var ganske vist ikke særlig formfuldendt, men det jeg sagde, kom fra hjertet.

Først sagde jeg til den besøgte at jeg ikke kunne læse; dernæst spurgte jeg om de ville læse de passager fra Bibelen som jeg udpegede for dem. Jeg havde lært disse passager udenad. Det skete at jeg indkasserede nogle forbavsede blikke i denne by, hvor der overvejende boede hvide, men det var sjældent at folk var uforskammede. Med tiden lærte jeg at læse, og det gav mig større selvtillid og styrkede min åndelighed.

Mit første stævne

I marts 1951, efter at jeg havde indviet mit liv til Jehova, stod jeg over for de to næste milepæle i mit liv: vanddåben og mit første stævne sammen med Jehovas Vidner. Det betød at jeg skulle rejse til storbyen Sydney — en afskrækkende tanke for en pige fra landet. Desuden havde jeg ikke penge til togbilletten. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg besluttede at spille hasard for at få penge til billetten. ’Jeg gør det for Jehova,’ ræsonnerede jeg, ’så han vil helt sikkert sørge for at jeg vinder.’ Efter nogle få runder i kortspillet følte jeg at han havde hjulpet mig, for jeg havde vundet nok til at købe en returbillet.

Ben vidste at jeg ville tage til Sydney, så næste gang han kom på besøg, spurgte han mig om jeg havde penge nok. „Ok ja!“ svarede jeg. „Jeg tjente til togbilletten ved at spille hasard.“ Han blev tomatrød i hovedet, og jeg vidste straks at jeg havde sagt noget forkert. Hurtigt forsvarede jeg mig ved at tilføje: „Hvad er der i vejen med dig? Jeg har da ikke stjålet dem.“

Da Ben havde genvundet fatningen, forklarede han venligt hvorfor kristne ikke deltager i hasardspil, og beroligede mig med ordene: „Men det er ikke din fejl. Jeg burde have fortalt dig det.“

Jeg følte mig velkommen

Dette firedages stævne, fra den 22. til den 25. marts 1951, var den første mulighed jeg havde for at være sammen med så mange Jehovas vidner. Jeg kendte kun Ben og nogle få andre Jehovas vidner, og derfor følte jeg mig lidt usikker på hvordan jeg ville blive modtaget. I kan nok forestille jer hvor glad jeg blev da jeg fik en varm velkomst af mine fremtidige åndelige brødre og søstre, som overhovedet ikke var fordomsfulde. Jeg følte mig hjemme og godt tilpas.

Jeg husker stadig dette stævne meget tydeligt, især fordi jeg var en af de 160 som blev døbt i Botany Bay. Åbenbart var jeg en af de første australske aboriginere som blev et af Jehovas vidner. Der blev vist et billede af mig i søndagsavisen og i et indslag i biografernes ugerevy.

Den eneste forkynder i byen

En måned efter at jeg var kommet hjem fra Sydney, flyttede vores familie til Mount Isa, en mineby i den nordvestlige del af Queensland. I seks år boede vi i en hytte mens vi passede et stort stykke jord uden for byen. Væggene i hytten lavede vi af tømmer som vi hentede i den nærliggende urskov. Vi lavede taget af nogle gamle asfalttønder som vi skar op i siden og hamrede flade. Martin fik arbejde ved jernbanen, men hans alkoholproblem ødelagde til sidst hans helbred, og jeg blev familiens eneforsørger. Han døde i 1971.

Til at begynde med var jeg den eneste forkynder i Mount Isa. Ben kom på besøg hvert halve år, eftersom Mount Isa var en del af det enorme distrikt han forkyndte i. Hvis hans besøg faldt sammen med højtiden til minde om Jesu død — en ganske særlig begivenhed for Ben, da han havde håb om et himmelsk liv — fejrede han den sammen med min familie, nogle gange udendørs under et træ.

Ben blev som regel ikke ret længe hos os, så børnene og jeg måtte stort set klare forkyndelsen på egen hånd. Vi var godt nok alene, men Jehovas ånd styrkede os, og det samme gjorde hans kærlige organisation. Trofaste rejsende tilsynsmænd og deres koner trodsede kvælende hede, fluer, støv og meget ujævne veje for at komme til Mount Isa og opmuntre os selv om vores gruppe i årevis var meget lille. Forkyndere fra den nyligt oprettede nabomenighed i Darwin, der lå over 1200 kilometer væk, kom også en gang imellem på besøg.

En menighed oprettes

I december 1953 blev der oprettet en menighed i Mount Isa. Ben blev udnævnt til tilsynsmand, og min datter Ann og jeg var de eneste der tog del i forkyndelsen sammen med ham. Men inden længe flyttede der flere forkyndere til byen. Vi begyndte også at finde disciple i distriktet, deriblandt flere aboriginere.

Menigheden fortsatte med at vokse, og inden længe var det tydeligt at vi havde brug for en rigssal hvor vi kunne holde møderne. I maj 1960 blev vi efter meget hårdt arbejde færdige med at bygge vores nye rigssal. I løbet af de næste 15 år blev den udvidet to gange. Men i midten af 70’erne var antallet af forkyndere steget til 120, og salen var igen blevet for lille. Der blev nu bygget en flot rigssal med plads til 250, og den blev indviet i 1981. Da der er rigeligt med plads i salen, er den også blevet benyttet til større sammenkomster, de såkaldte kredsstævner.

Vækst blandt aboriginere

Det var en stor glæde for mig da der i 1996 blev oprettet en gruppe bestående af aboriginere og øboere. Denne gruppe er tilknyttet menigheden i Mount Isa. Øboerne er aboriginere som kommer fra øer der ligger tæt på det australske fastland. Gruppens overordnede mål er at aflægge et grundigere vidnesbyrd for aboriginere, da nogle af dem ikke altid føler sig godt tilpas blandt hvide.

Rundt om i Australien er der oprettet cirka 20 grupper med aboriginere. Derudover er der blevet oprettet menigheder af aboriginere i Adelaide, Cairns, Ipswich, Perth og Townsville. Der kommer cirka 500 — deriblandt nogle fra min egen familie — i disse grupper og menigheder. Omkring 10 procent af de aboriginske forkyndere er pionerer, eller heltidsforkyndere.

I 1975 fik jeg sukkersyge, og i årenes løb har denne sygdom, der rammer mange aboriginere, givet mig en del at slås med. Det er blevet mere og mere svært for mig at læse. Men Jehova holder mig fortsat oppe og skænker mig glæde.

Jeg er taknemmelig for de modige tilsynsmænd der har hjulpet mig og min familie. Deres ukuelige iver, deres kærlighed og de åndelige skatte de har medbragt når de er kommet cyklende til os ad de støvede, afsides veje og stier i det indre Queensland, har gjort det muligt for os at lære Bibelens budskab at kende. Nu ser jeg fortrøstningsfuldt frem til den tid hvor min kærlighed til jorden vil blive min evige glæde.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Perth

Darwin

Cairns

Townsville

Mount Isa

Rockhampton

Emerald

Springsure

Woorabinda

Ipswich

Adelaide

Sydney

[Illustration]

Dorothy i dag

[Illustration på side 13]

Dorothy forbereder sig med Ben til forkyndelsen i midten af 1950’erne