Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g99 22/4 s. 28-29
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1999
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Får nikotinen en ny rolle?
  • En synkende by
  • Barske unger
  • Den dødbringende orkan Mitch
  • Hvordan man overvinder generthed
  • Virkningerne af de lave fødselstal
  • Er det mod Guds vilje at bruge sikkerhedssele?
  • Fed kost
  • Voksende søvnunderskud
  • Uheld — ikke skæbnen
  • Hvorfor du har brug for søvn
    Vågn op! – 1995
  • Søvngæld — et voksende problem?
    Vågn op! – 2004
  • Redningsaktion efter dræber-orkan
    Vågn op! – 1999
  • ’Spærreballoner’ fra tobakkens forsvarere
    Vågn op! – 1995
Se mere
Vågn op! – 1999
g99 22/4 s. 28-29

Vi betragter verden

Får nikotinen en ny rolle?

Som en kortvarig hjælp til at holde op med at ryge markedsfører medicinalvarefirmaer tyggegummi der er tilsat nikotin, og plastre der frigør nikotin gennem huden. Selv om disse produkter ikke er beregnet til indtagelse over mere end 6 til 12 uger, fortsætter mange rygere med at bruge dem i årevis, skriver The Wall Street Journal. Nu arbejder medicinalvarefirmaerne på at få gennemført lovændringer så det bliver tilladt at markedsføre nikotintilførselssystemer til langvarig brug. Ikke alle firmaer bekymrer sig om at mange brugere fortsat vil være forfaldne til nikotin selv om medicinalvarefirmaerne dog ikke ønsker at vinde samme ry som tobaksindustrien, nemlig som nogle der slår mønt af afhængigheden. Ikke desto mindre siger David Sachs, direktør for det californiske Palo Alto Center til Forebyggelse af Lungesygdomme: „Praktisk talt alle medicinalvarefirmaer ser her et kolossalt marked.“

En synkende by

„Mexico City synker,“ fastslår avisen The New York Times. „Der er blevet pumpet så meget vand fra det vandførende lag under byen for at forsyne hovedstadsområdets 18 millioner beboere at jorden under deres fødder synker sammen med forbløffende hastighed.“ Noget der vanskeliggør problemet yderligere, er at „Mexico City har et af verdens mest utætte vandledningsnet. Omkring en tredjedel af hver liter ferskvand der pumpes ind i rørene, siver ud.“ Dette resulterer i at man er nødt til at pumpe endnu mere vand ud, og at byen synker endnu længere ned. Reparationshold ordner 40.000 brud om året, men mange utætheder bliver ikke anmeldt. Mexico City er selvfølgelig ikke den eneste by der synker; således er for eksempel Venedig sunket 23 centimeter i løbet af det 20. århundrede. Men Mexico City er sunket 9 meter!

Barske unger

En statistisk undersøgelse blandt 16.262 amerikanske teenagere har påvist at rundt regnet hver femte bærer et våben, og hver tiende har forsøgt at begå selvmord, skriver The New York Times. Elever fra 151 skoler i hele landet var inddraget i denne undersøgelse. Fortrolige spørgeskemaer blev anvendt for at få oplysninger vedrørende elevernes fysiske og seksuelle aktiviteter såvel som deres forbrug af stoffer, alkohol og tobak. Laura Kann fra Det Nationale Center til Forebyggelse af Kroniske Sygdomme og Helbredets Fremme siger: „Den konklusion man kan drage af dette, er at alt for mange unge fortsætter med at leve på en måde der udsætter dem for diverse risici — for kronisk sygdom eller for kvæstelse eller død.“

Den dødbringende orkan Mitch

Den 27. oktober 1998 ramte orkanen Mitch Centralamerika og dræbte mere end 11.000 mennesker. Yderligere tusinder blev meldt savnet og formodes at være omkommet, og ifølge meldinger stod cirka 2,3 millioner tilbage uden hjem. Hårdest ramt var Honduras og Nicaragua. I nogle landbrugsområder faldt der over én meter nedbør, og man betegnede det som den værste naturkatastrofe i de sidste to hundrede år. Adskillige landsbyer blev bogstavelig talt opslugt af mudderskred og skyllet bort af det stadig stigende højvande. Honduras’ præsident, Carlos Flores Facusse, sagde: „I løbet af 72 timer mistede vi hvad vi gradvis havde bygget op igennem 50 år.“ Ud over døden og ødelæggelsen var der isolationen. På sin vej havde stormen kappet el- og telefonledningerne til de fleste småbyer. Hundreder af veje og broer var blevet skyllet bort så de overlevende i flere dage hverken havde mad, rent vand eller medicin. Nødhjælpsorganisationer havde mad nok, men ingen mulighed for at dele den ud. Folk havde ikke kun lidt materielle tab; de fleste havde også mistet deres arbejde. Op mod 70 procent af hovedafgrøderne, bananer, meloner, kaffebønner og ris, blev ødelagt. „Orkanen Fifi i 1974 var ingenting i forhold til det her,“ udtalte den honduranske vicepræsident, William Handal. „Det krævede 12 til 14 års anstrengelser at få udbedret de skader Fifi havde forvoldt. Denne gang vil det nok tage os 30 eller 40 år.“

Hvordan man overvinder generthed

Ifølge den canadiske avis The Toronto Star „lider omkring 13 procent af alle voksne af generthed i udstrakt grad“. Avisen oplyser at dette „hindrer dem i at leve et rigt liv“. Eksperter har givet gode råd om hvordan man overvinder generthed: „Tænk på hvordan du kan indlede en samtale med udgangspunkt i aktuelle begivenheder, artikler fra tidsskrifter, bøger, hobbyer og film.“ „Øv dig i verbal og nonverbal kommunikation, herunder det at få øjenkontakt og at være en aktiv lytter.“ „Tving dig selv til at gøre ting du frygter.“ „Hvis du har et barn der er genert, er det vigtigt at du giver det masser af lejligheder til at pleje selskabelighed.“ Man tilskyndede til endelig ikke at holde sig tilbage, for erfaringen viser at jo mere man prøver på at overvinde generthed, des lettere bliver det.

Virkningerne af de lave fødselstal

„De lave fødselstal er nu blevet årsag til bekymring i den industrialiserede verden,“ meddeler pariseravisen International Herald Tribune. Hvorfor? Fordi de i sidste ende vil resultere i at der ikke vil være tilstrækkeligt med unge til at forsørge den aldrende befolkning. For eksempel har adskillige europæiske lande nu en befolkningssammensætning hvor der er flere over 60 år end under 20. Af mulige grunde til den stigende alder i befolkningen har man nævnt tendensen til at få børn senere for at man kan komme ud at rejse, fordybe sig i karrieren eller bygge videre på sin uddannelse. Andre grunde der er blevet anført, er det økonomiske pres der gør børn til „en byrde“ eller „en klods om benet“, og det faktum at folk lever længere end de gjorde før.

Er det mod Guds vilje at bruge sikkerhedssele?

En 65-årig hollænder har søgt om dispensation fra Hollands lov vedrørende brug af sikkerhedssele på grund af sin religiøse overbevisning. Ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung er manden medlem af den hollandsk-reformerte kirke. Denne kirke lærer at man ikke må beskytte sig mod ulykker, men må acceptere dem som kommende fra Gud. Andre af kirkens medlemmer tegner ingen bilforsikring og nægter at lade sig vaccinere af den grund at de derved blander sig i „Guds plan“. Efter at have prøvet spørgsmålet på ny afgjorde Hollands højesteret at påbudet om at spænde sikkerhedsselen ikke er en indskrænkning af religionsfriheden.

Fed kost

I marts 1978 forliste olietankeren Amoco Cadiz ud for Bretagnes kyst, hvilket medførte et udslip på 230.000 tons råolie der forurenede omtrent 350 kilometer kystlinje. Hvor meget mærker man til ulykken i dag? Siden 1992 er sporene af denne forurening fuldstændig forsvundet, endda helt nede på bunden af sandet på strandene, oplyser professor Gilbert Mille fra det naturvidenskabelige fakultet i Marseilles. Det er naturligt forekommende bakterier der fordøjer kulbrinter, som har æren for denne bemærkelsesværdige bedrift. Mikroberne arbejder nært sammen med bløddyr og orm der konstant vender sandet og således flytter eventuel olie op til overfladen, hvor den fordøjes af de sultne bakterier.

Voksende søvnunderskud

Amerikanere sover „hen imod halvanden time mindre hver nat end de gjorde ved århundredskiftet,“ skriver tidsskriftet Newsweek, „og problemet bliver sandsynligvis større.“ Hvorfor? „Folk har anset søvnen for en luksus de kunne skære ned på,“ forklarer Terry Young, professor i forebyggende medicin ved universitetet i Wisconsin. „Det er blevet betragtet som et tegn på stor arbejdsomhed og social stræben at sove meget lidt.“ Men hvis man berøver sin krop søvn, kan det give bagslag i form af alle mulige onder lige fra depression til hjerteproblemer. Rotter som ikke fik søvn nok, døde efter to og en halv uge. „Vi falder højst sandsynligt ikke døde om på samme måde,“ skriver Newsweek, „men søvnmangel kan indirekte koste os livet når en udmattet læge ordinerer en forkert dosis medicin eller en søvnig bilist slingrer ind i vores kørebane.“ Søvnforsker James Walsh siger: „Folk må lære at den mest effektive måde hvorpå man kan fremme opmærksomheden bag rattet og på arbejdet, er ved at unde sig selv tid nok til at sove og ved eventuelt at tage en tiltrængt lur.“

Uheld — ikke skæbnen

Hvert år dør mindst 22.000 børn og unge i Brasilien som følge af uheld, oplyser det brasilianske sundhedsministerium. Det er trafikulykker der kræver flest liv. Men formanden for Den Brasilianske Forening af Børnelæger, Lincoln Freire, har sagt: „Ulykker kan undgås og bør ikke længere betragtes som skæbnebestemte.“ Tereza Costa, som er koordinator for en landsomfattende kampagne for ulykkesforebyggelse, påpeger desuden at eftersom ’regeringsindgreb i de sidste 15 år har reduceret dødelighedskvotienten for diarré, luftvejsinfektioner og infektionssygdomme’, vil ulykkesforebyggelse måske også kunne redde liv.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del