KAPITEL 15
Det er gavnligt at underordne sig Gud
JEHOVA er universets suveræne Hersker, og hvis vi skal kunne være organiseret til at gøre hans vilje, må vi underordne os ham. Vi anerkender hans Søn som den kristne menigheds hoved og respekterer ledelsens princip på andre af livets områder. Det er til gavn for alle at underordne sig den teokratiske ledelse.
2 Princippet om at underordne sig en myndighed blev introduceret for menneskene allerede i Edens Have. Det kommer til udtryk i Guds bud i Første Mosebog 1:28 og 2:16, 17. Dyrene var underlagt menneskene, og Adam og Eva skulle underordne sig Guds vilje og myndighed. Lydighed mod Guds myndighed ville føre til fred og ordnede forhold. Senere blev ledelsens princip fremhævet i Første Korinther 11:3. Apostlen Paulus skrev: “Jeg ønsker at I skal vide at enhver mands hoved er Kristus, og at en kvindes hoved er manden. Og Kristus’ hoved er Gud.” Det viser at alle undtagen Jehova skal underordne sig en myndighed.
3 I dag er det de færreste der vil anerkende eller følge ledelsens princip. Hvordan kan det være? Problemet begyndte i Edens Have da de to første mennesker med overlæg valgte at de ikke længere ville underordne sig Guds suveræne myndighed. (1. Mos. 3:4, 5) Det gav dem dog ikke større frihed. I stedet blev de underlagt en ond åndeskabning, Satan Djævelen. Med dette første oprør fjernede menneskeheden sig fra Gud. (Kol. 1:21) Derfor er langt de fleste mennesker i dag stadig i den ondes magt. – 1. Joh. 5:19.
4 Ved at lære sandheden i Guds ord at kende og leve efter det er vi kommet fri af Satans greb. Som indviede og døbte Jehovas Vidner anerkender vi Jehova som den suveræne Hersker i vores liv. Vi er enige med kong David, der betragtede Jehova som “overhoved over alle”. (1. Krøn. 29:11) Ja, vi erkender ydmygt: “Jehova er Gud. Det er ham der har skabt os, og vi tilhører ham. Vi er hans folk, fårene på hans græsgang.” (Sl. 100:3) Vi anerkender hvor stor Jehova er, og at han er værdig til at vi underordner os ham på alle områder, eftersom han har skabt alt. (Åb. 4:11) Som tjenere for den sande Gud følger vi Jesus Kristus, der var et fuldkomment eksempel i at underordne sig Gud.
5 Hvad lærte Jesus af de lidelser han gennemgik mens han var på jorden? Vi får svaret i Hebræerne 5:8: “Selvom han var søn, lærte han lydighed af de lidelser han gennemgik.” Ja, Jesus underordnede sig loyalt sin himmelske Far, selv under vanskelige forhold. Desuden gjorde Jesus ikke tingene på eget initiativ. Han talte ikke ud fra sine egne idéer og søgte ikke sin egen ære. (Joh. 5:19, 30; 6:38; 7:16-18) Under sin tjeneste var det en glæde for ham at gøre sin Fars vilje, selvom det førte til modstand og forfølgelse. (Joh. 15:20) Trods alt det Jesus kom ud for, underordnede han sig Gud. Ja, han ‘ydmygede sig og var lydig lige til døden på en torturpæl’. Det at han fuldstændigt underordnede sig Jehova, førte til store velsignelser. Menneskeheden fik mulighed for evig frelse, Jesus blev ophøjet, og hans Far blev æret. – Flp. 2:5-11; Hebr. 5:9.
FØLG JEHOVAS LEDELSE I DIT LIV
6 Når vi underordner os Gud ved at gøre hans vilje, undgår vi mange af de frustrationer og bekymringer som rammer dem der nægter at anerkende Jehovas suverænitet. Vores modstander, Djævelen, forsøger hele tiden at få magten over os. Men vi vil blive befriet fra den onde hvis vi står ham imod og ydmygt og villigt underordner os Jehova. – Matt. 6:10, 13; 1. Pet. 5:6-9.
7 Inden for den kristne menighed anerkender vi Kristus’ ledelse og den myndighed han har givet “den trofaste og kloge træl”. Det kommer til udtryk i vores indstilling til hinanden og i vores opførsel. Respekt for teokratisk ledelse vil få os til at adlyde Guds ord på alle områder af vores tilbedelse. Denne lydighed kommer til udtryk i vores forkyndelse, vores forhold til de ældste, vores samarbejde med organisationen og ved at vi overværer møderne og deltager i dem. – Matt. 24:45-47; 28:19, 20; Hebr. 10:24, 25; 13:7, 17.
8 Jehovas trofaste undersåtter afspejler hans egenskaber, og når vi underordner os ham, bidrager vi til den fred, tryghed og gode orden der er i den kristne menighed. (1. Kor. 14:33, 40) De oplevelser vi selv har haft med Jehovas organisation, har fået os til at give udtryk for de samme følelser som kong David. Efter at have set den store forskel mellem Jehovas tjenere og de onde udbrød han glad: “Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!” – Sl. 144:15.
9 I ægteskabet og familien er “en kvindes hoved ... manden”. Manden skal underordne sig Kristus, og Kristus’ hoved er Gud. (1. Kor. 11:3) Hustruen skal underordne sig sin mand, og børnene deres forældre. (Ef. 5:22-24; 6:1) Når alle i familien følger ledelsens princip, fører det til fred.
10 Manden skal være et kærligt overhoved, på samme måde som Kristus er det. (Ef. 5:25-29) Når manden hverken misbruger sin myndighed eller giver afkald på den, vil hustruen og børnene med glæde underordne sig ham. Hustruens rolle er at være mandens hjælper, en der supplerer ham. (1. Mos. 2:18) Når hun tålmodigt støtter og respekterer sin mand, vil han værdsætte hende, og hun vil ære Gud. (1. Pet. 3:1-4) Ved at følge Bibelens vejledning på dette område viser manden og hustruen desuden deres børn hvordan man underordner sig Gud.
Vi underordner os Jehova på alle områder af vores liv
11 At vi underordner os Gud, påvirker også vores syn på “de højere myndigheder”, der er “anbragt i deres relative stillinger af Gud”. (Rom. 13:1-7) Som lovlydige borgere betaler kristne skat – de tilbagebetaler “kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds”. (Matt. 22:21) Desuden overholder vi den gældende databeskyttelseslov i vores forkyndelse. Når vi underordner os og adlyder myndighederne i alt hvad der ikke strider mod Jehovas retfærdige lov, vil vi kunne bruge vores kræfter og energi på forkyndelsen. – Mark. 13:10; Ap.G. 5:29.
12 Vi underordner os Jehova på alle områder af vores liv. Og vi ser frem til den dag hvor alle vil følge Jehova Guds ledelse. (1. Kor. 15:27, 28) De der med glæde anerkender Jehovas suverænitet, vil opleve store velsignelser når de i al evighed underordner sig ham!