AFSLUTNING
Jehova er min hjælper – jeg vil ikke være bange
1. Er der mere vi kan lære om mod?
NU HVOR vi har gennemgået en hel bog om mod, er der så mere at sige om det? Ja. Bibelen siger så meget om det vigtige emne at man kunne skrive adskillige bøger om det. Desuden er der noget der danner fundamentet for vores mod og styrke, som vi ikke rigtig har behandlet endnu.
2. Hvem har ellers vist mod og styrke?
2 Ud over dem vi allerede har været inde på, kan du så komme i tanke om andre fra Bibelen der var modige og stærke? Det kan være du kommer til at tænke på nogle af de profeter der er omtalt i De Hebraiske Skrifter, som for eksempel Esajas, Jeremias, Ezekiel, Jonas og Malakias. Paulus’ inspirerede ord i Hebræerbrevet passer godt på dem. Han skrev at nogle blev “prøvet ved at blive udsat for hån og piskeslag”, og at de endda blev “lagt i lænker og sat i fængsel”. Om andre skrev han at “de led nød, var hårdt trængt og blev mishandlet”. Der var endda nogle der blev henrettet. (Hebr. 11:36, 37) Men fælles for dem alle var at de modigt havde stillet sig på Jehovas side.
3-4. Hvordan hjalp to unavngivne kvinder med at redde kong David?
3 Der er mange modige mennesker i Bibelen som vi ikke kender navnene på. For eksempel fortæller den om to modige kvinder der levede på kong Davids tid. De var en stor hjælp for ham da hans egen søn Absalom, en udspekuleret og selvoptaget mand, prøvede at overtage tronen. David havde været nødt til at flygte fra Jerusalem og havde bedt Sadok, en modig præst, om at tage tilbage til byen og blive der for at samle information om Absaloms næste træk. Sadok havde nu et vigtigt budskab til David. En unavngiven tjenestepige satte livet på spil for at overbringe hans vigtige budskab til to af Davids trofaste mænd. De tog afsted for at fortælle David om Absaloms plan, men en ung mand så dem og fortalte Absalom om dem. Derfor gemte de sig i en brønd. En anden unavngiven kvinde, der var gift med brøndens ejer, skyndte sig at lægge et tæppe ud over brønden og dækkede det med gryn. Da Absaloms mænd kom og ledte efter de to budbringere, sendte hun dem i en forkert retning. Tænk engang: Det de to modige kvinder gjorde, var med til at beskytte Jehovas udvalgte konge! – 2. Sam. 15:23-37; 17:8-22.
To unavngivne kvinder viste stort mod for at hjælpe nogle af Jehovas tjenere.
4 Bibelen er fyldt med den slags beretninger om mænd og kvinder fra alle samfundslag – navngivne og unavngivne, rige og fattige – der modigt stillede sig på Jehovas side. Deres eksempel er til stor inspiration for os i dag.
Bøn er altafgørende
5-7. Hvordan blev Paulus modig og stærk nok til at udholde svær forfølgelse?
5 Hvordan kan vi blive modige og stærke ligesom de mænd og kvinder vi har læst om? Vi må huske at deres mod og styrke ikke kom fra dem selv, og at det ikke var fordi de havde nogle særlige evner at de kunne holde ud i tjenesten for Jehova. Men hvad var det så der hjalp dem til at klare det?
6 Tænk på hvad der hjalp Paulus. Da han og Silas var i Filippi, blev de overfaldet af en vred folkemængde, fik flået tøjet af, blev slået med stokke og til sidst smidt i et mørkt fangehul hvor de fik fødderne fastgjort i en gabestok. (Ap.G. 16:12, 19-24) Det ville have været helt naturligt hvis Paulus efter sin løsladelse kæmpede med frygt, men han havde jo en opgave han skulle udføre for Jehova. Han skulle til Thessalonika og forkynde. Hvordan fik han det mod og den styrke han havde brug for?
7 Var det noget der kom fra ham selv, en egenskab han gravede frem dybt i sit indre? Nej, læg mærke til hvad han selv skrev på et senere tidspunkt: “Efter at vi, som I ved, først var blevet mishandlet og udsat for ydmygende behandling i Filippi, tog vi med Guds hjælp mod til os og forkyndte Guds gode nyhed for jer til trods for stor modstand.” (1. Thess. 2:2) Han bad altså ydmygt Jehova om at give ham mod og styrke, og Jehova besvarede hans bøn.
8. Hvordan kan vi efterligne Paulus når vi står i en svær situation?
8 Hvis du ikke føler dig særligt modig af natur, skal du ikke være ked af det eller bekymret. Vores mod afhænger ikke af os selv. Gør som Paulus. Bed Jehova om at give dig det mod og den styrke du har brug for. – Ap.G. 4:29.
9. Hvad er det også vigtigt at bede Jehova om, og hvorfor?
9 Du kan også bede Jehova om en anden vigtig egenskab: tro! Tro er en del af åndens frugt. (Gal. 5:22, 23) Det er også en uadskillelig del af vores åndelige rustning. (Ef. 6:16) Egenskaben tro er så stærk at Bibelen siger at den har “sejret over verden”. (1. Joh. 5:4) Faktisk er tro og tillid selve fundamentet for ægte mod. Når du har fuld tillid til at Jehova altid vil hjælpe dig, vil du kunne være modig og stærk i enhver situation. Derfor vil det være klogt af os alle at bede ligesom Jesus’ apostle: “Giv os mere tro.” – Luk. 17:5.
“Vær modige!”
10-11. Hvad skrev Paulus i brevet til hebræerne som var meget relevant for dem?
10 Da Paulus skrev til sine trosfæller i og omkring Jerusalem, vidste han at det snart ville blive meget svære tider for dem. Jesus havde forudsagt at Jerusalem ville blive ødelagt, og den tid nærmede sig nu hastigt. (Luk. 19:41-44; 21:20-24) Hvad gjorde Paulus for at styrke dem? Han mindede dem om Jehovas kærlige løfte, som vi også var inde på i introduktionen til den her bog: “Jeg vil aldrig svigte dig, og jeg vil aldrig forlade dig.” Hvordan ville det løfte påvirke dem? Paulus tilføjede: “Vi kan være ved godt mod og sige: ‘Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’” – Hebr. 13:5, 6.
11 Bibelen fortæller ikke præcis hvordan det hele gik til da Jerusalem blev ødelagt i år 70. Men vi kan være helt sikre på at de trofaste kristne i byen var blevet opmuntret af det Paulus skrev. De var modige og stærke og adlød Jesus’ anvisning om at “flygte til bjergene” på det helt rigtige tidspunkt. – Luk. 21:20, 21.
12. (a) Hvilke løfter kan hjælpe dig til at være modig og stærk? (b) Hvordan har nogle vist stort mod her i de sidste dage, og hvordan motiverer deres eksempel dig? (Se boksen “Efterlign deres mod og styrke”).
12 Jehova kan også gøre dig modig og stærk så du kan klare de svære ting du kommer ud for nu og i fremtiden. (Ezek. 38:1, 2, 10-12; Matt. 24:21) Husk at Jehova har lovet at beskytte os. (Ezek. 38:19-23; 2. Thess. 3:3) Han vil aldrig svigte dem der elsker ham og har tillid til ham. Med Jehovas hjælp blev Josva “modig og meget stærk”, og det kan du også blive! (Jos. 1:7, 9, 18) Husk også at Jesus ikke bare giver os opfordringen: “Vær modige!” Han vil også hjælpe os til at blive det. Han har nemlig lovet at sende os Jehovas hellige ånd, som kan give os den styrke vi har brug for så vi kan klare en hvilken som helst udfordring. (Joh. 14:26; 15:26, 27; 16:33) Ja, med Jehova som vores hjælper behøver vi aldrig at være bange.
Jehova har lovet at han ved hjælp af sin hellige ånd vil give os mod og styrke så vi kan klare en hvilken som helst svær situation.
13. Hvad motiverer dig til at blive ved med at være modig og stærk?
13 Forestil dig hvordan det vil være her på jorden når der er fred overalt og vi vil tage imod dem vi har mistet, men som Jehova har gemt i sin hukommelse. Tænk på hvordan det vil være at møde de troshelte vi har lært om i bogen her – og mange, mange flere. Tror du at nogen af dem vil fortryde at de valgte at tjene Jehova i Satans gamle verden, selv hvis det kostede dem livet at de modigt stillede sig på Jehovas side? Helt sikkert ikke! Og hvordan tror du at du selv vil have det til den tid? Når du samarbejder med de trofaste mænd og kvinder om at gøre jorden til et paradis, vil du så fortryde den kærlighed du viste Jehova i de sidste dage, og at du kæmpede for at være modig og stærk? Selvfølgelig ikke! Så vær besluttet på at blive ved med at tjene Jehova uanset hvad der sker. Det vil du aldrig fortryde!