Guds tjenere er anderledes
DET ER ingen hemmelighed. Fra menneskets tidligste historie, fra Adams søn, Abels dage og ned gennem tiderne har de, der har tilbedt og tjent den sande og levende Gud, hvis navn alene er Jehova, været et adskilt, ualmindeligt og ejendommeligt folk, forskelligt fra alle andre på jordens flade. Historien beviser det. Velkendte kendsgerninger i vor tid bekræfter det. Alle velunderrettede mennesker indrømmer det.
Abel står først på den lange liste over Guds trofaste tjenere. „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig.“ (Hebr. 11:4) Fordi Abel var retfærdig og ren i sin tilbedelse, blev han martyr. Martyr betyder „vidne“, og derfor var Abel det første Jehovas vidne. Enok, Metusalems fader, var anderledes end sine samtidige, og han var ikke bange for at forkynde og vidne om Jehovas domme over de ugudelige syndere, som udgjorde det store flertal af jordens beboere på hans tid. — 1 Mos. 5:22-24; Hebr. 11:5, 6; Jud. 14, 15.
Noa var en anden mand i verden før Vandfloden, som på iøjnefaldende måde adskilte sig fra de øvrige derved, at han „vandrede med Gud“. Han havde ikke alene en enestående tro på Jehova; han viste også sin tro ved gerninger. Lydigt arbejdede han, sådan som det var befalet ham, på, hvad der for spotterne på hans tid kun var en forrykt mands fantastiske og latterlige påfund. Der stod han, højt oppe på land, flere kilometer fra havet, og byggede et kolossalt skib, i hvilket han ville søge tilflugt for noget, som endnu ingen nogen sinde havde set — regn! Mens Noa byggede, prædikede han også omvendelse, og han opfordrede sine medmennesker til at søge Guds gunst, mens der endnu var lejlighed. Tænk engang, kun syv andre af hele menneskeheden troede på ham! Men al den latter og spot, hån og foragt og uden tvivl også voldelige forfølgelser, som Noa var genstand for fra voldsmænds og kæmpernes side (Nephilim og mægtige mænd, 1 Mos. 6:4, AS), kunne ikke få ham til at holde op med det gudgivne arbejde. Vi er også meget taknemmelige for, at Noa var anderledes end de naragtige, enfoldige og uvidende mennesker på hans tid, for havde han været ligesom dem, havde vi ikke været i live i dag. — 1 Mos. 6:5-22; Matt. 24:37-39; Hebr. 11:7; 2 Pet. 2:5.
Jehovas vidner i vor tid har samme tro som Abel, og i lighed med ham frembærer de Gud et antageligt offer, „en frugt af læber“, og det skønt de bliver gjort til martyrer af dem, der udgiver sig for at være deres brødre. (Hebr. 13:15) I lighed med Enok advarer disse nutidens vidner uden frygt denne formastelige generation om Jehovas glødende vrede imod dem. Jesus sagde, at forholdene i vore dage ville være nøjagtig, som de var på Noas tid, men før den absolutte ende på denne nuværende onde verden kom, skulle der først forkyndes et lignende advarselsbudskab på hele den beboede jord som et vidnesbyrd. Der er derfor ikke noget overraskende i, at Jehovas vidner ligesom Noa er travlt optaget af at prædike og bygge, og det skønt de bliver udleet, hånet og ondskabsfuldt forfulgt af jordens store, mægtige og tyranniske herskere. — Matt. 24:3, 4, 14, 37-39; 2 Pet. 3:3-13.
Også anderledes end den nuværende verden
I lighed med dem af den højeste Guds tjenere, der levede før Vandfloden, har også de, der har levet senere — mænd og kvinder — været anderledes end andre i tro, retskaffenhed og hengivenhed til retfærdighed. Det må have set mærkeligt ud for de samfundsbyggende kaldæere, at mænd som Abraham og Lot ville forlade den tryghed og velstand, som deres by Ur gav dem, og rejse til et vildt og ukendt land i lydighed mod Guds befaling. (1 Mos. 12:1-5) Men de „ventede på staden [den teokratiske regering] med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“. De så disse dyrebare løfter „i det fjerne og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden“. (Hebr. 11:8-14) Hvor forskellig var ikke Lot fra de kønsgale, nydelsessyge sodomitter! Denne retfærdige mand „led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv“. — 2 Pet. 2:6-8.
Som en parallel til dette bestræber Jehovas tjenere i vor tid sig altid for at være rene, ærlige og sømmelige i deres opførsel, og de føler afsky for de vederstyggeligheder, de ser omkring sig i kristenheden. De sætter deres tillid og håb til Jehovas lovede rige, for de ser, at tiden, da dets regering vil udstrække sig til jorden, er meget nærmere, end den var i Abrahams dage. Derfor slutter disse Guds folk sig ikke til denne nydelsessyge, seksualdyrkende gamle verden, støtter dens planer og ideer eller arbejder for eller opbygger dens babelstårn, de Forenede Nationers forvirrede organisation, men de holder sig adskilt fra verden som „fremmede og udlændinge“, der lever som midlertidige indbyggere ligesom rekabitterne. Jonadab var en af disse. (Hebr. 11:13; Jer. 35:5-19) Derfor støtter de ikke denne verdens politik, handel og organiserede religion. — Es. 52:11; 2 Kor. 6:14-18; Jak. 4:4; Åb. 18:2-5.
Staten har modstået tjenerne
Jeremias blev ordineret som Jehovas profet og udsendt for at forkynde et upopulært budskab for et oprørsk folk. Hvad skulle han gøre? Nægte at tale, fordi nogle tog det ilde op? Gøre det forsigtigt, gå på kompromis eller helt holde op og slutte sig til de andre som et „normalt menneske“? At gøre det ville have betydet hans egen tilintetgørelse sammen med de andre. Jeremias var Guds trofaste tjener. Han havde et betydningsfuldt advarselsbudskab fra Gud, og enhver, som gav agt på det, ville undgå tilintetgørelse. Det var til folkets eget bedste, og det skulle forkyndes, selv om konger, fyrster, præster og folk i almindelighed afviste det, og det gjorde Jeremias. — Jer. 1:4-19.
Som følge af dette kom Jeremias ud for den værste form for religiøs intolerance, fanatisme og forfølgelse. Præsteskabet og politikerne følte sig truffet af Guds svidende fordømmelse, og derfor ophidsede de pøbelen til at samle sig i flok med det formål at dræbe Guds profet. Han blev arresteret og slæbt for retten, falskeligt anklaget for at have svækket moralen, modstået deres krigsbestræbelser og være en oprører og derfor hjemfalden til dødsstraf. Imidlertid var denne Herrens profet ikke nogen oprører eller anarkist, og derfor vedblev han med at lade advarslen lyde, selv om han blev sat i fængsel og kastet ned i et snavset fangehul. (Jer. 23; 25:34-36; 26:1-24; 32:2-6, 26-44; 38:1-6) Når man læser denne beretning, bliver man gang på gang forundret over den lighed, der er mellem det arbejde, Jeremias udførte, og den behandling, han fik, og det arbejde, Jehovas vidner udfører i dag under lignende forhold.
Endnu flere grunde til, at Jehovas vidner fortsætter med at advare kristenheden, skønt den nægter at give agt på det, findes i Herrens befalinger til Ezekiel, Jeremias’ samtidige, som vidnede for fangerne i Babylon. Ezekiel havde en flok listige, stivnakkede, hårdhjertede oprørere imod sig, men Herren sagde til ham, at dersom han ikke fortsatte med at advare dem, ville deres blod komme over ham. Ezekiel adlød Herrens befaling. Det samme gør Jehovas vidner nu og altid. — Ez. 2:3-7; 3:4-11, 16-21; 33:1-20.
Så har vi tilfældet med Daniel. Fordi han var ærlig og loyal i den ham betroede stilling som statsminister i det vældige medo-persiske rige, søgte Daniels fjender at skaffe ham af vejen ved at skade ham i lovens navn. Da Daniel fortsatte med at tilbede Jehova på trods af den onde lov, blev han grebet og på falsk grundlag anklaget for oprør, og han blev kastet i en kule som føde for løverne. Det var imidlertid en lykke for ham, at han tilbad den eneste sande og levende Gud, for han alene er i stand til at befri sine tjenere fra en løvekule. (Dan. 6) Ved en anden lejlighed, da Jehovas trofaste tjenere Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego nægtede at bøje sig for og hylde Nebukadnezars forgyldte billedstøtte i modstrid med Jehovas suveræne lov, blev de kastet i en gloende ildovn, blot for at blive udfriet levende og uskadte af Herrens engel. For resten blev de, der kastede Guds tjenere i ilden, selv fortæret af den. (Dan. 3) Måtte vor tids superpatrioter, der slår hælene sammen og går parademarch, og som forsager at tvinge Guds trofaste tjenere til at deltage i deres afguderiske flagdyrkelse, lade sig advare af dette!
Det samme resultat viste sig igen under Ahasverus’ regering, da en ond mand ved navn Haman prøvede på at udslette alle dem, der tjente og tilbad Jehova. Imidlertid sørgede Gud for, at sagen tog en anden vending, og Hamans livløse legeme kom til at dingle i den halvtredsindstyve alen høje galge, han havde rejst for Guds tjener Mordokaj.
Kristus Jesus, den største lærer og forkynder, der nogen sinde har gået her på jorden, kastede farisæernes og de skriftkloges ortodokse metoder til side og gik til fods fra hus til hus, fra landsby til landsby, gennemarbejdede distriktet den ene gang efter den anden og forkyndte, at Jehovas rige er verdens eneste håb. Han brød med datidens skik og brug, traditionsbundne vaner, fremgangsmåder, teorier og forbud. „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ (Joh. 7:46) Et åbent torv, en bjergskrænt eller en strandbred var for ham lige så passende steder at forkynde som templet, forudsat at der var mennesker, der ville lytte. Undertiden gav han undervisning i Skriften ved måltider i et privat hjem.
At forkynde sandheden var Jesu opgave, selv om den afslørede traditionens løgne. Han tog ikke del i politik, for hans rige er ikke af denne verden, men dog betalte han sine skatter og opfordrede andre til også at tilbagebetale kejseren, hvad der tilhørte staten, og naturligvis ikke glemme at give Jehova det, som med rette tilkommer ham. Og fordi han fulgte en sådan retfærdig fremgangsmåde, blev Jesus jaget og forfulgt og til sidst dræbt på en marterpæl for at tilfredsstille blodtørsten hos det præsteskab, som han havde fordømt som en flok hyklere. — Joh. 18:27; Matt. 17:24-27; 22:15-21; 15:1-9; kap. 23; Joh. 19:6, 15.
I alt dette efterlod Kristus et strålende eksempel, som Jehovas kristne vidner efter den tid må følge, og takket være Gud har de også gjort det! Og endskønt de bliver forfulgt for retfærdighedens skyld, udholder de alt af kærlighed til Gud og deres medmennesker.