Skylden lægges på den ansvarlige

1. Hvilket stridsspørgsmål har den menneskelige familie været konfronteret med lige siden Adam og frem til vor tid?

DET stridsspørgsmål, der opstod i begyndelsen, da mennesket blev skabt, var dette: Hvem har ret, Jehova eller oprøreren Satan? Hvem er den højeste? Hvem skylder vi troskab? Dette stridsspørgsmål har den menneskelige familie været konfronteret med lige fra den dag og til nu. Adams egen familie var uenig om stridsspørgsmålet, for hans søn Abel stillede sig på Guds side, men Kain valgte Satans, Djævelens, side i en sådan grad, at han endog myrdede sin broder. Enok holdt sig til Guds side. Noa og hans familie valgte også Jehovas side. Men det store flertal satte sig op imod Gud og stillede sig på Djævelens side.

2, 3. a) Hvem foruden menneskeslægten fik Satan impliceret i dette stridsspørgsmål? b) Hvilken virkning fik det på menneskeheden?

² 1 Mosebog, det sjette kapitel, fortæller os, at nogle af englene tog stilling til stridsspørgsmålet ved at forlade deres himmelske bolig og materialisere sig som mennesker på jorden og valgte sig hustruer blandt menneskenes døtre. Deres afkom var bastarder, der blev tyranner og fyldte jorden med vold. De stillede sig også på Satans side i stridsspørgsmålet. På det tidspunkt, henved 1500 år efter oprøret og Adams fald, opsummerede Jehova forholdene med disse ord: „Men Jehova så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. . . . Og Jehova sagde: Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, . . . Men Noa fandt nåde for Jehovas øjne.“ — 1 Mos. 6:5-8.

³ Jehova håndhævede sit dekret imod al ondskab ved den store vandflod, som tilintetgjorde alle mennesker, undtagen Noa og hans familie, der fandt nåde for hans øjne, fordi de opretholdt den sande tilbedelse af Jehova og adlød hans befalinger. (1 Mos. 6:9-18) Vandfloden slog en streg over fordærv og løsagtighed.

4. Hvem gjorde dommen på Noas tid ansvarlig for nøden i verden dengang?

⁴ Vi standser op et øjeblik og spørger: Hvem var ansvarlig for verdensforholdene på Noas tid? Så vist ikke Jehova. Ved håndhævelsen af sit retfærdige dekret udslettede han al fordærv og uretfærdighed. Nej, kendsgerninger slår tydelig fast, at Satan, Djævelen, der begyndte oprøret og holdt det ved lige, var den ansvarlige. Jehova lagde, da han udførte sine hensigter til sin fastsatte tid, sin majestæt, overhøjhed og magt til at møde enhver nødssituation for dagen. Disse samme begivenheder afslørede Satan som en løgner, en svækling, ude af stand til at hjælpe eller bevare dem, som sætter deres lid til ham. Salme 145:20 siger: „Jehova vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse, sletter han ud.“

5. Afgjorde Vandfloden på Noas tid for bestandig stridsspørgsmålet: Hvem er den højeste?

⁵ Efter Vandfloden fortsatte stridsspørgsmålet: Hvem er den højeste? Den lektie, Vandfloden lærte menneskene, gik efterhånden ad glemme. Menneskeslægten sank med hver generation dybere og dybere fra den fuldkomne standard, Jehova skabte i Adam. De blev lettere bytte for Djævelen. Kort efter Vandfloden begyndte de atter at sætte børn i verden, og mens de bredte sig mod øst, fik Satan, Djævelen, dem igen til at trodse Gud. Atter kom Djævelens falske religion i anvendelse, at frelse kun opnås ved at trodse Gud. Han forledte dem til at bygge en by med et tårn, der skulle nå helt op i himmelen. Måske har de ræsonneret som så, at tårnet skulle være så højt, at de ikke kunne tilintetgøres af en vandflod. De troede ikke Jehova Gud, da han sagde til dem, som det er berettet i 1 Mosebog 9:11: „Jeg opretter min pagt med jer og lover, at aldrig mere skal alt kød udryddes af flodens vande, og aldrig mere skal der komme en vandflod for at ødelægge jorden!“

6. Hvilket skridt foretog Jehova, der hindrede menneskeheden i at bringe sig selv endnu længere ned i fordærv?

⁶ Da Jehova indså, at de, forenede som følge af et fælles sprog, kun ville fordærve sig selv og arbejde på deres egen undergang, forvirrede han deres sprog og spredte dem ud over hele jorden. Denne sprogforvirring gjorde det vanskeligt for dem at udføre deres onde forehavende, og de blev nødt til at opgive det.

7. a) Hvad gjorde Gud for bevarelsen af Ægypten? b) Hvorledes viste Ægypten senere sin mangel på værdsættelse?

⁷ I tidens løb udvalgte Jehova Abraham som sin ven og Abrahams sæd som den slægtslinie, hvorigennem alle jordens slægter skulle velsignes. 1 Mosebog 12:1-3 lyder: „Jehova sagde til Abram: Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, . . . i dig skal alle jordens slægter velsignes!“ (2 Krøn. 20:7) Gennem Abrahams sønnesøns søn, Josef, bevarede Jehova Ægyptens folk under en stor hungersnød (1 Mos. 41), hvilket stillede Ægypten i stor gæld til Jehova og til israelitten Josef, Jehovas tjener. Den farao, der dengang herskede i Ægypten, anerkendte dette forhold, men da tiden gik, kom en anden farao på tronen, som ikke kendte Josef. (2 Mos. 1:8) Denne farao var også en Djævelens tjener og tilhænger af falsk religion, der har Djævelen til ophav. Han valgte at trodse Jehova og at modstå hans vilje. I 2 Mosebog, kapitlerne 1 til 14, beskrives denne modstand i enkeltheder. 2Mo Kapitel 5, vers 1 og 2, lyder: „Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: Så siger Jehova, Israels Gud: Lad mit folk rejse, for at de kan holde højtid for mig i ørkenen! Men Farao sagde: Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse?“

8. Hvordan lagde Jehova sin majestæt og overhøjhed for dagen over for det oprørske Ægypten?

⁸ Herren Gud lod Farao og Ægypten ramme af ni plager, hvorigennem han lagde sin overhøjhed, magt og majestæt for dagen. Ved hver plage bad Farao om at slippe for den og bedyrede over for Moses og Aron, at han ville gøre således, som Herren Gud sagde, men så snart plagen var ophørt, skiftede han i trods sind og indstilling. Så lod Jehova den tiende plage ramme Farao og ægypterne og ihjelslog de førstefødte i hele Ægypten, lige fra den førstefødte hos kongen til den førstefødte hos den ringeste træl på hans jorder, ja, selv det førstefødte blandt kvæget. Det fik Farao til at vågne op fra sit hykleri og sin selvtilfredshed. Nu lod han israelitterne drage ud, ja, han skyndede på dem. Men efter at Djævelen indvirkede på ham og gav næring til hans hævnfølelser og selviskhed, besluttede han at bringe dem tilbage og beholde dem til fremme af sit udvidelsesprogram. Hans gerrighed overvandt hans frygt, og han satte efter dem for at føre dem tilbage. Jehova kom dog sit folk til undsætning og udfriede sit folk ved at lade det gå igennem det Røde Hav. Uden anger og med forhærdet hjerte blev Farao og hans ægyptiske hær tilintetgjort i havet. Farao forsøgte i sin dyrkelse af djævlereligion at vinde sig ære berømmelse og frelse i modstrid og trods mod Jehova. Det mislykkedes ham totalt.

9. Hvilken virkning havde djævlereligionen på Assyrien?

⁹ Den næste verdensmagt, Assyrien, fulgte i Ægyptens fodspor. Dens konge, Sankerib, valgte efter at have underkuet mange af verdens nationer, undtagen Juda, at bestride Jehovas overhøjhed og også at undertvinge sig Juda. Først fik judæerne en lejlighed til at bevise deres tro ved ikke at give efter for den hedenske monarks praleriske og bespottelige påstande, hvorpå Jehova udsendte sin engel om natten og ihjelslog 185.000 assyriske soldater og sendte deres konge hjem med skændsel, hvor han blev dræbt af sine egne sønner, mens han tilbad foran sin hedenske gud. (2 Kong., kap. 18 og 19; 2 Krøn., kap. 32) Således søgte en anden hovmodig monark og hans nation at opnå ære og anseelse ved hjælp af djævlereligion for kun at se alle deres bestræbelser strande.

10, 11. Hvorledes reagerede Babylon over for Jehovas barmhjertighed imod det?

¹⁰ Den tredje verdensmagt, Babylon, og dens konge led samme skæbne og af samme grund. Jehova ophøjede Babylon ved at bruge det på Nebukadnezars tid som sit redskab til at straffe Israel for dets synder. Nebukadnezar blev imidlertid opblæst og mente, at han havde gjort Babylon til den mægtige nation, det var. Men Herren bragte ham til fornuft igen efter at have ladet ham bo blandt markens dyr og æde græs som dem i syv år, indtil han lærte, at den Højeste, Jehova, er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil. — Daniel, kapitel 4.

¹¹ Det blev imidlertid Nekukadnezars søn, Belsazzar, der efter at være blevet konge fyldte bespottelsens bæger mod Jehova til randen. Ved en bestemt lejlighed, da han holdt et stort gæstebud for sine fyrster, sine hustruer og medhustruer under megen drik og svir, lod han de hellige kar fra Jehovas tempel (disse kar havde hans fader fået lov til at tage med sig fra Jerusalem) bære ind som et led i festen. For at han rigtig kunne vise sin foragt for Jehova, bød han dem alle drikke skåler til deres guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten. Men midt under den løsslupne festlighed viste der sig en hånd, der skrev MENE, MENE, TEKEL, UFARSIN på væggen. Hvad skulle dette betyde? Daniel tydede ordene og kundgjorde, at de betød, at Jehova Gud havde talt Belsazzars dage, og at han og hans rige snart skulle udslettes. Han var blevet vejet på vægten og fundet for let; hans rige skulle deles og gives til mederne og perserne. I den samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt, og mederen Darius overtog riget. (Daniel, kapitel 5) Djævelens religion kom atter til kort.

Gud ikke ansvarlig

12. Kan ansvaret for den nød, der ramte disse verdensmagter, lægges over på Jehova?

¹² Alle disse verdensrystende begivenheder påførte folket megen nød og sorg. Men Jehova kunne ikke gøres ansvarlig for dem eller anklages som ophavet til denne verdensnød. I hvert eneste tilfælde straffede han angriberne og udfriede de uskyldige og retfærdige, og under hver eneste afstraffelse lagde Jehova sin majestæt, magt og retfærdighed for dagen såvel som sand kærlighed for hele folkets bedste velfærd. Mens Djævelen og hans religion led det ene skændige nederlag efter det andet.

13. Hvorledes lagde Jehova stor tillid for dagen til sin egen ordning på Jesu tid?

¹³ På Jesu tid sank Djævelen og djævlereligionen til den foragteligste lavhed. I de foregående fire tusinde år var det tydeligt blevet tilkendegivet, at Djævelen fuldstændig var ude af stand til at godtgøre nogen af de trodsige påstande, han havde udslynget. På den anden side havde Jehova imødegået hver eneste situation med held og det uden at ofre sine principper eller sætte sin ære til. Nu stod Jehova i begreb med at vise sin urokkelige tro på sin egen ordning ved at give sin mest værdifulde skat, den, som stod hans hjerte allernærmest og var ham mest dyrebar af alt, til hævdelse og forsvar for sin fremgangsmåde og på menneskehedens vegne, der var under fordømmelse og hans fjender som følge af deres onde gerninger. Lukas 2:8-14 (NW) lyder: „I samme egn var der hyrder, der levede udendørs og holdt nattevagt over deres hjorde. Og pludselig stod Jehovas engel hos dem . . . og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: Frygt ikke, thi se, jeg forkynder for jer gode nyheder om en stor glæde, som hele folket skal have, fordi der i dag er født jer en frelser, der er den Herre Kristus, i Davids by. Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt i linnedstykker og liggende i en krybbe. Og med eet var der sammen med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred blandt velvillige mennesker.“ Jehova erklærede offentligt og på forhånd sin fulde tillid til Jesus og den gerning, han skulle udføre. — Es. 42:5-7; 53:11.

14. Var Satan villig til efter fire tusinde års mislykkede bestræbelser at lade menneskeheden tage imod Jehovas velsignelse?

¹⁴ Det er sikkert, at da Djævelen indså det nytteløse i sine bestræbelser, ville han ikke tillade, at de, som det var lykkedes ham at bedrage, skulle blive oplyste og vinde livet. Nej, ikke Djævelen. Så snart han kunne, organiserede han sine styrker til at foretage et modtræk mod den godhed og barmhjertighed, Jehova lagde for dagen. Med sin falske ledestjerne fik han stjernetyderne til at opsøge den nyfødte konge. Herodes sendte bud efter dem med det for øje gennem dem at få hjælp til at få luft for sit had og ram på barnet. Jehova krydsede hans planer, så de strandede for ham, og dette gjorde Herodes så harmfuld, at han i sine bestræbelser for at tilintetgøre Jesus lod alle drengebørn i Betlehem, der var to år og derunder, myrde. Der var ingen grænser for, hvad han ville gøre for at skaffe menneskehedens frelser af vejen.

15, 16. Hvad fremskyndede den store forfølgelse ved Jesu dåb og i tiden derefter?

¹⁵ Fra tidspunktet for Jesu dåb begyndte kampen for alvor. Jesus kom og fremstillede sig for Johannes Døber, som forudsagt hos salmisten (Sl. 40:8, 9): „Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ Der var skrevet i Jehovas hellige bog, Bibelen, at denne befrier skulle knuse slangens hoved; at han skulle velsigne alle jordens slægter, og at han skulle være folkets profet og leder. — 1 Mos. 3:15; 22:18; 5 Mos. 18:18, 19.

¹⁶ Jesus erklærede nu offentligt, at han var kommet i den hensigt at opfylde alle disse store profetier. Gennemførelsen heraf ville betyde Satans, Djævelens, endeligt og kuldkastelse af hans planer, og dette vidste Djævelen. Lige fra det øjeblik, begyndende med de fyrretyve dage i ørkenen, indtil Jesus blev pælfæstet på Golgata, blev han forfulgt, modstået, bagtalt og stillet i et urigtigt lys af Djævelen og hans bedragne tilhængere. Djævelen gjorde fortvivlet forsøg på at krydse Jehovas gode hensigter og at tilintetgøre hans tjener. Men ligesom i fortiden mislykkedes hans bestræbelser fuldstændig. Skønt Jesus døde en vanærende død for Satans redskabers hånd, oprejste Jehova ham på den tredje dag og ophøjede ham til stillingen ved sin højre hånd, mens Djævelens redskaber, der forfulgte Jesus, ligefra Judas og til ypperstepræsten, alle var udslettet af tilværelsen, da året 70 e. Kr. var til ende. Alt dette bragte ikke alene stor nød over Jehovas trofaste tjener og hans tilhængere, men også over tusinder af andre, der gik glip af Guds nåderige foranstaltninger for dem. Hvem var ansvarlig for, at verden var i nød på det tidspunkt?

17. Hvad har alle de erfaret, som har taget standpunkt på Guds side i de forløbne nitten århundreder?

¹⁷ Fra Jesu tid frem til vore dage (en periode på over 1900 år) har historiens sider været mærket af trofaste Guds tjeneres blod, der ligesom Jesus tog standpunkt på Jehovas side i stridsspørgsmålet om overhøjheden og forkyndte Jehovas foranstaltning for frelse gennem Kristus. De blev brutalt myrdet og forfulgt i den romerske arena, i katakomberne, under korstogene, af den djævelske inkvisition, i Hitlers Tysklands afskyelige koncentrationslejre og nu i de russiske saltminer. Alle disse bedragne redskaber lod sig påvirke af den samme djævel, som optændte deres lidenskaber ved hjælp af propaganda og dæmoners indflydelse til at modstå Gud og at myrde Jesus og jage hans efterfølgere til døden. Under alt dette har trofaste mænd ned igennem tiden bevist, at Djævelen er en løgner, og tilkendegivet, at Jehova Gud kan sætte mennesker på jorden, som vil forblive trofaste imod ham.

18. Hvorfor er det ikke vanskeligt at forstå, hvordan verdensherskerne i vor tid er blevet optændt af begær efter at erobre verden?

¹⁸ Set fra denne synsvinkel er det ikke vanskeligt at forstå, hvorledes mænd som kejser Wilhelm, Hitler, Mussolini og Stalin kan lade sig opflamme til at tro, at de er overmennesker, der ved at antage djævlereligion og trodse Gud kan regere verden. Det er denne type på afsindige verdensherskere, der i vor tid har gennemvædet jorden med menneskeblod. Hver enkelt arbejder for Djævelens ene mål: „Jeg . . . rejser min trone deroppe over Guds stjerner, . . . stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.“ — Es. 14:13, 14.

19. Hvad vil deres skæbne som forudsagt blive?

¹⁹ Men de næste vers vil få deres opfyldelse på jordens nationers gud og usynlige hersker, nøjagtig som de fik det på Belsazzar, Babylons konge: „Ja, ned i dødsriget [sheol, AS] styrtes du, nederst i hulen! . . . men du er slængt hen uden grav som et usseligt foster, dækket af faldne, slagne med sværd og kastet i stenbruddets hul som et nedtrådt ådsel. I graven samles du ikke med dine fædre, fordi du ødte dit land og dræbte dit folk.“

20, 21. Hvad viser Åbenbaringen 16:13-16 med hensyn til, hvem der er kilderne til de dæmonlærdomme, der tilintetgør det gamle tingenes system?

²⁰ Nationer, der enkeltvis eller blokvis følger Djævelen og djævlereligion, er dømt til undergang. Der findes ingen udvej for dem. Lad os, for at der ikke skal herske nogen tvivl om denne sag, betragte Jesu Kristi vidnesbyrd ved hans tjener Johannes, som det findes i Åbenbaringen 16:13-16 (NW): „Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser, der lignede frøer, komme ud af munden på dragen og ud af munden på vilddyret og ud af munden på den falske profet. De er nemlig udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem til det sted, der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“

²¹ Kilden til disse dæmoninspirerede udtalelser er dragen, vilddyret og den falske profet. Dragen identificeres af Jesus i Åbenbaringen 20:2 som Djævelen og Satan. I Åbenbaringen, det trettende og fjortende kapitel, identificerer han vilddyret som organisationen af krigslystne, gudløse og vilde nationer på jorden, som påtvinger folket deres djævlereligion. Den falske profet identificerer sig selv som den dobbelte verdensmagt, Storbritannien og Amerika, der lærer og hævder, at sammenslutningen af nationerne på denne jord i Folkeforbundet eller de Forenede Nationer, der slår til lyd for og dyrker djævlereligion i en eller anden form, er det eneste frelsesmiddel. Denne lære er falsk og stempler dem som falske profeter. Det er fra disse forenede kilder, denne djævelske propaganda udgår, der bringer så stor nød over folket. Fremfor at se hen til Gud efter hjælp og vejledning ophøjer de mennesker og deres ideer. Læg mærke til, hvorledes deres fremgangsmåder og lærdomme modsiger Guds ord. Jesus siger i Mattæus 23:12 (NW): „Hver den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og hver den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ Og i 1 Peter 5:6 (NW) står der: „Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til rette tid kan ophøje jer.“

22. Hvilken slutning kommer vi til efter at have betragtet alle beviserne?

²² Efter at have betragtet beviserne og overvejet kendsgerningerne er det derfor ganske tydeligt, at Jehova Gud på ingen måde er ansvarlig for nøden i verden. Tværtimod er Djævelen, hans dæmoner, det vilddyragtige verdensstyre og det falske profetsystem, som Djævelen bruger til at påtvinge alle jordens folk sin djævlereligion, skyldig for Gud og mennesker i den nød, der hersker i verden. Åbenbaringen 12:12 (NW) har talt sandt om tiden siden 1918: „Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, hans tidsperiode er kort.“

Hvad er der at gøre?

23. Er det tilstrækkeligt at tilegne sig kundskab til opnåelse af frelse?

²³ Skønt tilegnelsen af denne kundskab er af største betydning, så er den i sig selv ikke tilstrækkelig til at vinde os frelse. Vi må hver især gøre noget. Hvad da? Hvad gjorde Noa og hans familie forud for Vandfloden? (1 Mos., kap. 6-9) Hvad gjorde Moses, Aron og israelitterne i Ægypten? (2 Mos., kap. 5-14) Hvad gjorde Ezekias, Esajas og Judas folk, da de truedes af Sankerib? (2 Kong., kap. 18, 19) Hvad gjorde Daniel, da han blev kaldt til Belsazzar? (Dan., kap. 5) Hvad gjorde Jesus og disciplene? Læs beretningen og find selv ud af det. I korte og rammende ord opsummeres deres indstilling i 1 Mosebog 15:6, Romerne 4:3 og Jakob 2:23. De troede Gud, og det blev regnet dem til retfærdighed. De handlede efter denne tro og gjorde, hvad Gud vejledede dem til at gøre. Det er, hvad du bør gøre nu. Find ud af, hvad der er Herrens vilje med dig, som den er fremholdt i hans ord, Bibelen, og gør den.

24. a) Er det let at bevare sin retskaffenhed i dag? b) Hvilken stilling må vi indtage over for stridsspørgsmålet?

²⁴ Dette vil kræve mod, tro og en stærk overbevisning, bygget på kundskab om Gud og hans hensigter. Studiet af hans ord, Bibelen, og de bibelhåndbøger, som Herren nu tilvejebringer gennem Vagttaarnets Selskab, er nødvendigt. Kun disse publikationer viser hen til Guds rige som det eneste frelseshåb. Det bliver ikke noget let arbejde. Guds tjenere i fortiden måtte støtte sig til deres overbevisnings mod og i mange tilfælde lægge det for dagen lige til døden. Sådan er det også med dig nu. Overbevis dig selv om, at Gud har ret, og hold så fast ved det. Hvad gør det, om det skal koste dig det nuværende liv? Spørgsmålet er dette: Ønsker du at dø på Guds side, forvisset om en opstandelse og evigt liv i fuldkommenhed i Jehovas rige, eller at dø, fordømt og udslettet af Gud, som en oprører på Djævelens side uden noget håb om liv i fremtiden? Jehova skænker nu alle den forret at vælge livet eller døden.

25-27. Hvad er Jehovas budskab i dag til herskerne? til de sagtmodige? til alle?

²⁵ Til verdens konger og herskere siger Jehova nu, som det er berettet i Salme 2:10-12: „Og nu, I konger, vær kloge, lad jer råde, I jordens dommere, tjener Jehova i frygt, fryd jer med bæven! Kysser sønnen, at ikke han vredes, og I forgår! Snart blusser hans vrede op. Salig hver den, der lider på ham!“

²⁶ Til de sagtmodige og ydmyge blandt jordens folk, som elsker retfærd, siger han: „Saml jer, saml jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før Jehovas glødende harme kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer. Søg Jehova, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Jehovas vredes dag.“ — Zef. 2:1-3.