Vælger du livet eller døden?

„Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Jehova din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv.“ — 5 Mos. 30:19, 20.

1. Hvad beviser, at ethvert normalt menneske vælger at leve?

JEHOVA GUD skabte mennesket med et ønske om at leve. Hvorfor trækker du vejret? Fordi du vælger at leve. Du vil drikke noget vand i dag, fordi du vælger at leve. Du vil spise noget i dag, fordi du vælger at leve. Af samme grund vil du lægge dig til hvile i aften og sove. Med nye og friske kræfter vågner du til mere liv. Og når du vågner om morgenen, vil du gå til dit arbejde. Måske bryder du dig ikke om dit arbejde, men du vil udføre det alligevel for at kunne leve. Liv betyder hårdt arbejde. At være død er let. Når du er død, bestiller du ikke noget, og der er intet lettere end ikke at bestille noget. (Præd. 9:5, 10) Og dog gør selv dovne mennesker, hvad der er nødvendigt for at leve. Ethvert normalt menneske vælger at leve.

2. Hvilke store ting gør det nuværende liv ulykkeligt?

² Men hvad er det for et liv, vi vælger, når vi trækker vejret, drikker, spiser, sover og arbejder? Lad os se lidt nærmere på det. Lad os se på en ting som raceadskillelse, der gør, at nogle føler sig overlegne og undertrykker dem, som de mener er underlegne. Eller på de uretfærdigheder, forulempelser, ja, krige, dette forårsager, blot fordi der findes forskellig hudfarve. Det er omtrent så dåragtigt, som hvis alle hvide blomster viste fordom mod alle farvede blomster; lige så latterligt, som hvis alle hvide fugle og dyr søgte at udrydde alle de røde eller gule eller brune. Se på storpolitikken, der opdeler verden i mange grupper, der mundhugges og bekriger hverandre, politiske grupper, der alle er almindelig kendt for deres korruption og uærlighed. Se på storhandelen, der undertrykker de fattige blandt alle nationer, så nogle få kan tilvende sig al rigdommen, og sender ungdommen ud at dø på slagmarken for at samle sig endnu mere. Se på militærvæsenet, der giver sig af med massenedslagtning og lemlæstelse af menneskeheden. Og overse ikke de falske religioner, der også adskiller menneskeheden i uenige partier, der ikke alene strides indbyrdes og iværksætter forfølgelse, men også ophidser til krig.

3. Hvilke forhold i storbyer og andre steder trækker dette liv ned i elendighed?

³ Men nøjes ikke med at betragte disse store ting i verdens søgelys. Se på slumkvartererne i enhver storby, med deres fattigdom, snavs og modbydelige sygdomme, hvor beboerne, præget af håbløshed, er stuvet sammen i mørke huller. Underernærede og dårligt klædt. Men stands ikke her. Tænk også på forbryderverdenen og forhandlerne af narkotika, der lurer på samfundet, og på dem, som er i fængsler, der opretholdes af samfundet. Læg også mærke til bordellerne, hvor fordærvede kvinder holder til, og fordærvede mænd, slaver af begær, har deres gang. Her hærger også sygdommes rædsler. Lad tanken gå til hospitalerne, hvor sengene er et smertensleje for utallige syge, og til sindssygehospitalerne, der er overfyldt med folk, der har mistet deres sunde fornuft. Læg mærke til forholdene i verden, umoralen, forbrydertendensen hos unge og gamle, familievanskelighederne, skilsmisser, den almindelige upålidelighed, mangel på retskaffenhed i forretnings- og samfundsanliggender. Du ser forvirringens og frygtens skyer, der hænger over det urolige menneskehav, og håbløsheden og fortvivlelsen malet i millioner af ansigter.

4. Hvorledes skildrede Job på træffende måde livet, og hvad vælger mennesker alligevel alt dette til trods?

⁴ Til trods for dette sørgelige billede, som livet i dag frembyder, så vælger mennesker dog at leve videre. De lider, men de ønsker at leve. De kan være krøblinge, dog ønsker de at leve; blinde, dog frygter de døden. De døvstumme vælger livet, de gamle og svage søger at undgå døden så længe som muligt, skønt de vakler på gravens rand. Livet, som det nu udfolder sig, blev malende beskrevet af Job: „Mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro; han spirer som blomsten og visner, flyr som skyggen, står ikke fast.“ (Job 14:1, 2) Har du nogen sinde stået på en åben mark, når en flyvemaskine er fløjet hen over den, og set skyggen af den fare hen over landskabet? Hvor nytteløst at søge at fange dens skygge eller standse dens flugt! Lige så nytteløst er det for et menneske at søge at fastholde tilværelsen, når livet er ved at ebbe ud. Han og alle hans læger med deres medicin og behandlinger kan lige så godt søge at gribe om flyvemaskinens skygge, mens den haster hen over jorden. Det nuværende liv er som et græsstrå, der spirer frem kun for at visne og dø efter en flygtig stund.

5. Hvilket liv har vi nu mulighed for at vælge?

⁵ Men der er et andet liv, som vi nu kan vælge. Det er et liv, der ikke visner som blomsten, når foråret er forbi, eller som græsset, når sommeren er ovre. Det tynges ikke af smerte og skuffelser eller plages af forbrydelse, krig, af sult og pest eller død. Dets tid er ikke stakket, men uden ende. Dets dage er ikke fyldt med møje og trængsler, men med usigelig glæde. Det er det liv, Jehova Gud oprindelig tiltænkte mennesket. Og hvad er det? Salighed i himmelen, henslængt på en luftig sky, klimprende på en harpe, mens du svæver af sted i tid og evighed? Nej, det er ikke en nytteløs tilværelse, som den dovne i sin fantasi har udmalet sig som et himmelsk liv. For klart at kunne se, hvori dette liv består, som vi nu har mulighed for at vælge, bør vi vende os til Guds ord og der finde frem til hans hensigt med at skabe mennesket.

Jehovas hensigt med mennesket

6. Hvad slags liv tiltænkte Jehova oprindelig mennesket?

⁶ I 1 Mosebog 2:15 står der: „Derpå tog Gud Jehova Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.“ Mennesket blev ikke skabt til at drive, men fik et arbejde at udføre selv i det fuldkomne Eden. Han fik en kvindelig medhjælper, og der blev givet dette påbud: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:28) Efterhånden som den menneskelige familie voksede, og Eden blev for trang, ville den tiltagende befolkning flytte udenfor og medbringe frø fra de fuldkomne planter i Eden og så dem der, hvor de kom hen, og således opdyrke disse nye områder, ligesom familien havde gjort det i selve Edens have. På denne måde ville menneskeheden, efterhånden som den blev talrigere og bredte sig ud over jorden, underkaste sig jorden ved at forvandle den til et paradis, til forholdene i Eden til sidst bredte sig overalt, og Guds have kom til at omfatte hele jordkloden. Menneskets herredømme over dyrene skulle udøves under kærlig omsorg og gensidig tillid og ikke ved hjælp af en dyretæmmers hvinende pisk, en moderne Nimrods gjaldende bøsse eller zoologiske havers tremmebure.

7. Hvad blev der givet som føde til opretholdelse af livet i Eden?

⁷ Til opretholdelse af livet var det ikke nødvendigt, at disse levende skabninger under menneskets herredømme skulle gå på rov og fortære hinanden, for i 1 Mosebog 1:29, 30 siges der: „Jeg giver jer alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være jer til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde [sjæl, Ro], giver jeg alle grønne urter til føde.“ I Eden var alle skabninger forud for menneskets fald vegetarianere, og der er ingen grund til at tro, at det var Jehovas oprindelige hensigt, at de nogen sinde skulle være andet.

8. Hvorved valgte Adam og Eva ulykke og død?

⁸ Det var det liv, som Jehova havde tiltænkt menneskene på jorden. Forblev de lydige, skulle mennesker aldrig dø. Jorden var ikke kun et prøvested, der blev brugt som et springbræt til en himmelsk tilværelse for mennesket. Det var Satan, Djævelen, der gennem slangen fremholdt et håb om forfremmelse, ophøjelse og opnåelse af lighed med Gud og udødelighed, hvilket han sagde, de alt sammen ville opnå gennem ulydighed imod Gud. Beretningen om hans listige anslag og om Adam og Evas fald findes i 1 Mosebog 3:1-6. Men resultatet blev ikke det, som Satan havde lovet. Til den mest ansvarlige, manden, sagde Jehova: „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens [vilde, AT] urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 3:17-19.

9. Hvad førte Adams handlemåde til for ham selv og for jorden?

⁹ I stedet for at mennesket overhovedet ikke skulle dø, som Satan lovede, skulle han nu vende tilbage til det, han var, før han blev skabt. Læg vel mærke til, at det var til støv og ikke til at være en udødelig sjæl. Adam ejede ikke nogen udødelig sjæl før sin skabelse, mens han levede eller efter sin død. Den falske religiøse lære, at mennesket har en udødelig sjæl, bygger på Satans løgn til Eva, at hun ikke skulle dø, og den er i modstrid med Guds ord. (Ez. 18:4) Fremfor at blive forvandlet til et paradis blev jorden forbandet og frembragte torne og tidsler, og kun med megen møje og i sit ansigts sved kunne mennesket skaffe sig sine livsfornødenheder. Nu måtte han nøjes med vilde planter i stedet for den fuldkomne føde i Guds have.

En forbandelse hæves, en anden forbliver

10. Hvilke forandringer indtraf der ved Vandflodens ophør?

¹⁰ Seksten århundreder senere besluttede Jehova Gud at tilintetgøre hele menneskeheden ved en vandflod med undtagelse af Noa og hans familie. Hvorfor? På grund af dens store ondskab og genstridige tendens til at handle uret. Efter at Noa og hans familie kom ud af arken, da Vandfloden var forsvundet, blev påbudet om at være frugtbare og opfylde jorden gentaget, men det blev kun efterfulgt i billedlig forstand. Herredømmet over dyrene opretholdtes ved frygt og rædsel, ikke ved kærlig omsorg og gensidig tillid. Det forhold i Eden, at alle spiste vegetarisk føde, ophørte, og kødet føjedes til menneskets kost. Imidlertid sagde Jehova Gud efter Vandfloden: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ — 1 Mos. 8:21; 9:1-7.

11, 12. Hvordan kan vi vide, at forbandelsen af jorden blev ophævet efter Vandfloden?

¹¹ Hvordan kan vi vide, at forbandelsen af jorden blev hævet efter Vandfloden? Fordi det århundreder senere blev berettet i 1 Mosebog 13:10: „Da så Lot sig omkring, og . . . han så, at hele Jordanegnen (det var, før Jehova ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som Jehovas have.“ Der kunne ikke hvile nogen forbandelse over hele egnen omkring Jordan, når den kunne sammenlignes med Jehovas have i Eden. 4 Mosebog 13:23 fortæller om dette land, der var blevet lovet israelitterne, og hvad spejderne fandt der: „Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en ranke med en drueklase, som der måtte to mand til at bære på en bærestang, og plukkede nogle granatæbler og figener.“ Da spejderne fortalte om forholdene der, kunne de med sandhed sige: „Det er virkelig et land, der flyder med mælk og honning.“ (4 Mos. 13:27) Det lyder ikke som et land, der var forbandet og kun kunne frembringe torne og tidsler og vilde planter til menneskets opretholdelse.

¹² Dette forjættede land beskrives atter i 5 Mosebog 8:7-9; 11:10-15: „Thi Jehova din Gud vil føre dig ind i et herligt land, et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land, hvor du ikke skal tære fattigmands brød, hvor du intet skal mangle, et land, hvis sten giver jern, og i hvis bjerge du kan hugge kobber.“ „Thi det land, du skal ind og tage i besiddelse, er ikke som Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din sæd, måtte du vande landet med din fod som en urtehave; nej, det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale, der drikker vand, når regnen falder fra himmelen, et land, som Jehova din Gud har omhu for, og som Jehova din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse til dets slutning. Og hvis I nu lyder mine bud, som jeg i dag pålægger jer, så I elsker Jehova jeres Gud og tjener ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl, så vil jeg give jeres land dets regn i rette tid, både tidligregn og sildigregn, så du kan høste dit korn, din most og din olie; og jeg vil give græs på din mark til dit kvæg; og du skal spise dig mæt.“

13. Hvorfor er jorden da ikke blevet underlagt mennesket?

¹³ Men hvis nu forbandelsen over jorden er blevet hævet, hvorfor er den så ikke kommet under menneskets kontrol? 5 Mosebog 11:16, 17, 26-28 forklarer hvorfor: „Men vogt jer, at ikke jeres hjerte dåres, så I falder fra og dyrker andre guder og tilbeder dem; thi da vil Jehovas vrede blusse op imod jer, og han vil lukke himmelen, så der ikke falder regn, og jorden ikke giver grøde, og I skal hurtigt udryddes af det herlige land, Jehova vil give jer. Se, jeg forelægger jer i dag velsignelse og forbandelse, velsignelsen, hvis I lyder Jehova jeres Guds bud, som jeg i dag pålægger jer, og forbandelsen, hvis I ikke lyder Jehova jeres Guds bud, men viger bort fra den vej, jeg i dag foreskriver jer, for at holde jer til andre guder, I ikke før kendte til.“ 5 Mosebog 30:19, 20 beretter om et lignende valg mellem liv og død: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Jehova din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv.“ Også 3 Mosebog 26:14-43 og andre skriftsteder advarer mod ulydighedens forbandelser.

14. Hvad kunne mennesket gøre for jorden, men hvad gør han først og fremmest?

¹⁴ Hvad der derfor nu afskar menneskeheden fra at underkaste sig jorden i harmoni med Jehovas oprindelige hensigt var forbandelserne over dem som følge af deres ulydighed. Det var disse forbandelser, der nu plagede dem, fremfor nogen forbandelse af muldjorden, fremsat dengang mennesket blev udvist af Eden. Menneskene kunne gøre meget for at forskønne jorden, hvis de ikke i så stor ulydighed misrøgtede deres jordiske hjem. De har anlagt smukke parker og fredet store naturområder med bemærkelsesværdig skønhed, der vidner om Skaberens majestæt. På sådanne steder er der opnået et mål af fred mellem mennesker og dyr. Men menneskene har ikke fortsat denne linie i den grad, det er muligt, for at forskønne jorden og genoprette fred med dyreriget. I stedet har de udnyttet jordens naturlige ressourcer og nedslagtet dyr for både kommerciel vinding og for sportens skyld. I deres begær har de mejet skovene ned fra bjergskråningerne og gravet metallerne op af jorden for at fremstille skibe og flyvemaskiner, de siden torpederer eller skyder ned fra himmelen.

15. Hvad bliver højdepunktet på forbandelserne for ulydighed?

¹⁵ Fremfor at underlægge sig jorden har mennesket ødelagt jorden, og i Åbenbaringen 11:18 (NW) siges der, at Jehova Gud vil „ødelægge dem, som lægger jorden øde“. I betragtning af menneskenes stadig tiltagende ulydighed bliver de mere og mere at dadle i Jehovas øjne, og snart vil forbandelserne for ulydighed nå højdepunktet i Jehovas slag ved Harmagedon. Om denne fortærende forbandelse, der vil ramme jorden, siger Guds ord: „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes. Gru og grav og garn over dig, som bor på jorden! Den, der flygter for gru, skal falde i grav, og den, der når op af grav, skal fanges i garn. Thi sluserne oventil åbnes, og jordens grundvolde vakler. Jorden smuldrer og smuldrer, jorden gynger og gynger, jorden skælver og skælver; jorden raver og raver som drukken og svajer som vogterens hytte [som en hængekøje, AT]; tungt ligger dens brøde på den, den segner og rejser sig ikke.“ — Es. 24:5, 6, 17-20.

Jehovas hensigt med jorden opfyldes

16. Hvilket arbejde vil da gå for sig på jorden?

¹⁶ Hvad skal så ske? Efter denne katastrofale omvæltning af Satans verden ved Jehovas fortærende dommes håndhævelse, hvorfra hverken den himmelske eller jordiske del nogen sinde vil rejse sig, vil de, som står på Jehovas side og overlever rystelsen, glæde sig over at opleve de nye himle og den nye jord, som Jehova har lovet i sit ord. Under denne nye teokratiske tingenes ordning på denne urokkelige jordklode vil der ikke være nogen forbandelser for ulydighed, for de ulydige vil være blevet fejet bort under Harmagedons fortærende harme. (Præd. 1:4; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1; 22:3) Så vil jordkloden, hvis jord ikke lider under nogen forbandelse, ligesom der heller ikke råder nogen forbandelse som følge af dens beboeres ulydighed, blive opdyrket i harmoni med det guddommelige påbud, der først lød i Eden. Nu taler man om „blå mandag“, fordi arbejdsugens første dag ofte er ubehagelig. Men i den nye verden vil de blå mandage være forsvundet og glemt, for arbejdet med at forvandle denne jordklode til et paradis vil afstedkomme en glæde og tilfredshed over al beskrivelse. Da vil mennesker nyde deres hænders arbejde. I stedet for torne og tidsler vil jorden i rigt mål afgive sin grøde under menneskets omsorgsfulde pasning, efterhånden som landet bærer sin frugt. (Sl. 67:7; Es. 55:13) Selv ørkenområderne vil blomstre som en rose under menneskets opdyrkning og Jehovas velsignelse. — Es. 35:1, 2.

17. Hvilket forhold vil der råde mellem mennesker og dyr?

¹⁷ Dyrene vil være under kontrol og fred genoprettet mellem dem og mennesker. Nu morer det os at have katte og hunde som kæledyr, og i nogle parker er det en ekstra fornøjelse for os at lade et egern eller en due spise af vor hånd. I zoologiske haver kan vi føle os fristet til at lade hånden løbe igennem løvens buskede manke eller klappe tigerens stribede pels. Men vi gør klogt i at undertrykke denne naturlige trang, for vi ved, at mens vi borer vor hånd ned i dens manke, så kunne den finde på at bore sine tænder i os. De vilde dyr mistror os, lige så stærkt som vi mistror dem. I den nye verden vil mennesket udøve herredømme over dyrene ikke ved frygt og rædsel eller ved hjælp af jægere, dyrepassere eller dyretæmmere, men ved fuldkommen gensidig tillid, så selv et lille barn kan føre de største vilddyr. Endogså løven vil blive vegetarianer. — Es. 11:6-9; Hos. 2:18.

18. Hvilke ord vil da få deres fuldstændige opfyldelse, og hvem indestår herfor?

¹⁸ Da vil det guddommelige påbud om at befolke jorden med en retfærdig slægt nå sin fuldstændige opfyldelse. Hvilken glæde bliver ikke denne paradisiske jord med alle dyrene som kæledyr og med børn, der er opdraget i „Jehovas tugt og myndige formaning“! (Ef. 6:4, NW) Der vil ikke blive begået forbrydelser af unge eller gamle, der vil ikke findes nogen familievanskeligheder, ingen hjem, der er opløst som følge af skilsmisse eller død. I den nye verden vil Guds hensigt, som først kom til udtryk i Eden, blive opfyldt, nemlig hans ønske om, at den skal bebos. (Es. 45:18) Hans ord om, at jorden skal opfyldes og dyrkes, og mennesket have herredømme over dens øvrige skabninger — ingen af disse ord skal vende tomme tilbage eller forblive uopfyldte, som var de blot mundsvejr. „Mit råd [min hensigt, AT] står fast,“ siger Jehova, „jeg fuldbyrder al min vilje . . . jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ Og igen erklærer han: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 46:10, 11; 55:11.

19. Hvad vælger menneskene nu?