Bibelens frigørende sandhed

HVORDAN kan man påstå, at Bibelens sandhed frigør, når nogle af Bibelens frommeste læsere, forkyndere og bevarere vansmægtede i fængsler eller blev forvist til hedenske lande som slaver?

Israels folk er et typisk eksempel herpå. Som folk betragtet var israelitterne de første til at kæmpe for Bibelen, og dog blev de gjort til livegne for de assyriske og babyloniske horder, der ikke brød sig det mindste om Bibelen. Var Bibelens sandhed en frigørende faktor i dette tilfælde? Hvis så er, på hvilken måde? Apostelen Johannes fuldendte de Hellige Skrifters kanon, da han afsluttede nedskrivningen af sit evangelium, sine breve og Åbenbaringen, som fortæller om Guds folks frigørelse for synd og død under Kristi regering. Dog skrev Johannes denne inspirerede bog, mens han var fange på øen Patmos i sin høje alderdom. David, som ofte omtales som manden efter Guds hjerte, skrev mange af salmerne, der lovsynger Gud som den store hyrde og befrier. Alligevel tilbragte David mange at sine år med at lege „skjul“ på liv og død med sine fjender. Jeremias, en trofast profet og bibelskribent, fortæller om sine oplevelser i en cisterne med dynd. Daniel, en profet, der samvittighedsfuldt og beredvilligt overholdt Bibelens lovbud, blev kastet som en lækkerbidsken for sultne løver. Apostlene Peter og Paulus skrev en stor del af Bibelens Græske Skrifter. De talte om frihed, mens de selv var i lænker og bag fængselsmure. Jesus forkyndte frihed for fangerne og udgang af fængslerne for de bundne. Han blev selv fængslet og til sidst pælfæstet. Hvordan kan vi påstå, at Bibelen og dens sandhed frigør, når vi tænker på alle disse kendsgerninger?

Det er indlysende efter det, der her er sagt, at Bibelen ikke frigør for bogstavelige fængsler og torturkamre, ligesom den heller ikke befrier os for påvirkninger og fristelser. Jesus fortalte rent ud, at „Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på prøve, og I skal have trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans“. (Åb. 2:10) „Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:12) Det er således klart, at Bibelen ikke frigør os i fysisk betydning. Hvordan gør den det så? Den frigør os mentalt — for verdslige bekymringer, frygt, ængstelse, traditioner, overtro og håbløshed. Den gør det imidlertid ikke på mirakuløs vis.

Bibelen er ikke en „fortryllet“ bog eller en amulet, som man blot behøver at have i eje for at blive beskyttet mod ulykker og opnå lykke. Bibelen er ganske simpelt Guds ord. Og som sådan er den en sikker vejleder. Der er ikke noget mytisk eller mystisk ved den. Selv om den er en fuldkommen vejleder for menneskene, kan den ikke lede os, med mindre vi lader os lede. Det vil sige, med mindre vi lader dens principper indvirke på vort liv. Hvis vi ikke tror på den og underkaster os dens principper, er bogen i sig selv lige så lidt i stand til at give os livet som alle andre bøger. Hvis vi gør den til en del af selve vort liv, vil den frigøre os og kraftigt tilskynde os til det gode. Dens sandheder oplyser vor sti og viser os de farlige områder og hjælper os til at træffe de rigtige valg på vor vej til livet. Det er denne sandhed, der frigør. Jesus understregede det, da han sagde: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32) Friheden beror altså på to faktorer: At kende Guds ord, og at blive i det. Israels opførsel er en malende illustration heraf.

Israels folk havde Guds sandhedsord. Det var godt kendt med dets principper. Dets konger og præster var forpligtede til at holde det. Så længe de forblev i harmoni med Bibelens principper, var jøderne frie som folk betragtet, men når de ignorerede disse principper til fordel for deres egne måder at gøre tingene på, satte de deres frihed over styr og blev deres fjenders slaver. Imidlertid var der enkeltpersoner i nationen, som for eksempel Jeremias, Daniel, de tre unge hebræere og andre, som vedblev at være frie mennesker, selv om Israels folk var kommet i slaveri. De bevarede deres frihed ved at nægte at gå på kompromis med hensyn til Bibelens principper. Deres frihed var en sindets frihed. De havde fred i sindet og glæde i hjertet, et tegn på, at Gud godkendte deres retskaffenhed. Apostelen Paulus bevidner dette ved at sige: „Så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ (Fil. 4:7) Det var på grund af denne beroligende, forvissende, dyrebare gave, freden, som „overgår al forstand“, at Bibelens nedskrivere, bevarere og forkyndere kunne sige, at de var frie, selv om de vansmægtede i et eller andet snavset fængsel eller var forvist til en ø, fordi de forkyndte sandheden. Det er den samme fred, der sætter dem i stand til at stå frygtløse for herskere og konger og gå i døden uden vaklen. Denne fred kommer af kendskab til sandhederne i Guds ord, Bibelen.

Frihed i vor tid

Den samme fred findes i deres hjerter, som kender Guds ords sandhed nu, da menneskers hjerter er fulde af frygt, og alle tings ende synes at være for hånden. Freden, der „overgår al forstand“, strømmer stadig fra samme kilde, Bibelen. Den frigør stadig.

I vor tid er der stort behov for bibelsk sandhed, fordi sandheden som sådan ikke længere accepteres. Videnskabelige teorier, politisk filosofi og falske religiøse traditioner er de anerkendte autoriteter for menneskenes viden. Bibelens sandhed er blevet lagt på hylden som noget uvirkeligt. Men menneskenes egne veje har ikke ført til oplysning; tværtimod breder mørket sig over hele jorden. Det er gået, som der siges hos Job: „I mørke raver de, selv om dagen, famler ved middag, som var det nat.“ (Job 5:14) Og som Esajas siger: „Mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene.“ (Es. 60:2) At menneskeheden således famler omkring i mentalt mørke, er årsag til stor uro og frygt. Den eneste udvej er den, Gud anviser, Bibelen. De må anerkende, at den er Guds ord, studere det for at forvisse sig om hans ledelse og fortsætte med at vandre under hans ledelse, til friheden er opnået helt og fuldt. Der er ingen genveje. Der er ingen anden vej ud af denne menneskehedens blindgade.

Men hvordan frigør Bibelen en, som er født som både mental og fysisk slave af denne verden? Ved at den gennem sit sandfærdige budskab optænder et håb i en sådan. „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) Dette håb er håbet om den kommende nye retfærdsverden, hvor retfærdighed skal bo. Det er et håb om Guds riges regering, der skal fjerne al sygdom, krig og død. En, der studerer Guds ord, finder stor trøst, når han læser sådanne løfter som: „Og han [Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“; (Åb. 21:4) og „da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer“. Andre løfter fortæller om, at menneskene da ikke skal arbejde forgæves eller føde børn, der dør; jorden skal gøres til Guds herlige fodskammel; mennesker skal leve evigt på jorden og aldrig dø, men opnå fuldkommen sundhed under en fuldkommen regering. Sådanne bibelske sandheder opildner de retfærdiges hjerter, indgyder dem håb for fremtiden og frier dem fra denne gamle verdens mørke og dens uhyggelige fremtidsperspektiver til et nyt syn på alt, præget af håbet om den kommende nye verden med dens velsignelser. (Es. 2:4; 33:24; 2 Pet. 3:13) Denne sandhed har en sund virkning. Bibelens sandhed frigør også på anden måde.

Frigørelse for falskhed

Der er uden tvivl millioner af oprigtige mennesker inden for de religiøse organisationer, som tror, at deres døde slægtninge eller venner pines i skærsilden eller helvede ved fuld bevidsthed, og at deres nød kan lindres af bønner opsendt af mennesker på jorden. Sådanne læresætninger har været årsag til stor sorg for mennesker. Hvordan kan Bibelen frigøre sådanne oprigtige mennesker? Ved at åbenbare de dødes tilstand for dem. Gud, som ved, hvordan de døde har det, og hvor de er, forklarer i Bibelens jævne sprog, hvordan deres tilstand virkelig er. Når man lærer sandheden om de dødes tilstand at kende, virker denne sandhed frigørende.

For eksempel siger Bibelen: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ Tænk dig om et øjeblik. For at de døde kan lide, må de vide, at de gør det. De måtte være ved bevidsthed og kende deres stilling. Men Bibelen fortæller os, at „de døde ved ingenting“. Det er umuligt, at de kan lide pine, for de kender intet til deres tilstand. De er ikke ved bevidsthed. De er døde. Bibelen fortsætter med at sige, at „der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen“. (Præd. 9:5, 10) Hvordan skulle de kunne pines, når der hverken er gerning, kundskab eller visdom? Det er umuligt. Som Jesus sagde, ligger de døde i graven og venter på opstandelsen. (Joh. 5:28; Sl. 146:4; 115:17) De døde pines ikke i en skærsild, for et sådant sted eksisterer ikke. De lever heller ikke i et brændende helvede og pines ved fuld bevidsthed. Bibelen siger meget tydeligt, at de døde virkelig er døde, at de er uden bevidsthed og ligger i deres grave og venter på opstandelsens dag. Når man lærer sådanne sandheder ud fra Guds ord, bliver mørkets fængsel åbnet, og man bliver befriet for overtro, hedenske, mytologiske læresætninger, traditioner og falskhed. Bibelen kan virkelig frigøre.

Det er nu nødvendigt for alle at vende sig til Bibelen for at studere dens sandheder og sige: „Det er, hvad Bibelen lærer om nøden i verden, dødens årsag, fremtiden, menneskets skæbne og vort eneste håb“; man bør ikke sige: „Det er, hvad min kirke lærer, eller hvad min lærer tror, eller hvad jeg tror er rigtigt.“ Menneskenes egne tanker har ført denne verden ud i de nuværende frygtelige og farlige forhold.