Du kan standse sladder!

„Nordenvind fremkalder regn, bagtalende tunge vrede miner.“ — Ordsp. 25:23.

1. Hvilke billeder brugte Jakob for at vise tungens magt og det inkonsekvente i at bruge samme tunge til både at velsigne og forbande?

DISCIPELEN Jakob gik strengt i rette med den menneskelige tunge. Han giver træffende billeder af, hvor vanskeligt det er at holde styr på dette lille lem. Man kan styre heste ved at lægge bidsel i deres mund. Med et lille ror kan man navigere et stort skib. På samme måde kan den lille tunge tale store ord. Som en lillebitte gnist kan tænde en skov i brand, således kan den lille tunge være en brand, der besmitter hele legemet og forurener det. Mennesker kan tæmme jordens vilde dyr, „men tungen kan intet menneske tæmme“. „Hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand.“ En kilde kan ikke både give sødt vand og bittert vand. Et figentræ bærer ikke oliven eller et vintræ figener. Heller ikke kommer der ferskvand af saltvand. Af samme tunge udgår der dog både velsignelse og forbandelse. Det er usømmeligt. Intet menneske er fuldkomment, og ingen kan holde tungen fuldstændig i tømme, men det giver os ingen undskyldning for at sladre eller bagtale. Vi kan holde den skade, der forvoldes af tungen, nede på et minimum. Vi kan sørge for, at den ikke er fuld af gift og galde, der sætter det ene menneske op mod det andet. Vi kan være på vagt, så den ikke bliver et hvast sværd eller en dybtstikkende pil, og vi må ikke ved vor sladder bruge den som et mordvåben, der ødelægger andres gode navn og rygte. Hvis den er travlt beskæftiget med sandhedens vand, kan den ikke tændes i brand af sladder. Jakob viste ved sine ord, at den i hvert fald i noget mål må bringes under kontrol. Han sagde: „Mine brødre! således bør det ikke være.“ — Jak. 3:2-12.

2. Hvorved forklares det delvis, at mennesker er hurtigere til at kritisere end til at rose?

² Hvis vi kan finde ud af, hvorfor vi sladrer, kan det måske hjælpe os til at holde op, inden vi begynder. Det er et faktum, at menneskene er hurtigere til at kritisere end til at rose. Hvorfor er vi tilbøjelige til at fortælle noget dårligt og tie med det gode? Tager vi det gode for givet og anerkender det uden nogen som helst bemærkning? Beskæftiger vi os mere med det dårlige, fordi det irriterer os eller måske endog opfylder os med retfærdig vrede? Det er måske sandt i nogle tilfælde. Er det yderlighederne, der fanger vor opmærksomhed? Vi taler om det gode, når det er bemærkelsesværdigt, og om det onde, når det går til yderligheder. Sladder drejer sig imidlertid som oftest om mere almindelige ting, og tilsyneladende er det ikke blot de yderliggående tilfælde, som fanger vor opmærksomhed, det er ikke blot de overtrædelser, som med rette kunne få os til at blive vrede og indignerede.

3. Hvilket faktum giver en naturlig forklaring på tilbøjeligheden til at sladre, og hvilken konflikt kan blive resultatet?

³ Mennesker kan lide at være sammen med andre, og det er naturligt for dem at søge sammen. De kan lide at tale med hinanden, og der råder blandt dem en stærk tilbøjelighed til at fortælle hinanden, hvad de lige har hørt eller oplevet. Det at vide, hvad en anden ikke ved, og fortælle det videre, får os til at føle os kloge. Men hvorfor er sladder en særlig lækkerbisken for tungen? Jo, „hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med“. Og om det faldne menneskes hjerte læser vi: „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ Eller: „Svigefuldt er hjertet fremfor alt, farlig genstridigt — hvem kan kende det?“ (Ro) Videre siges der, at Jehova kender hjertet, og at vi må bede til ham om lægedom. Det faldne menneske med dets nedarvede synd er tilbøjeligt til at handle forkert, og dets hjerte, motivernes og kærlighedens sæde, er svigefuldt og genstridigt og sygt, og hvad dette, det faldne menneskes syge organ, er fuldt af, løber munden over med. En af vore syndige tilbøjeligheder er at tale syndigt, men et sind, der er oplært i Jehovas ord, stræber efter at følge Jehovas lov. Dette afstedkommer en strid mellem Guds lov i sindet og syndens lov i kødet, hvilket ofte får følgende resultat: „Jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.“ Når vi har sladret, angrer vi og ønsker, at vi havde holdt tand for tunge. Vi fortryder, at vi har ladet sladder gå ind ad det ene øre og ud af munden. Vi må styrke vort sind i Jehovas lov og bede om, at han vil læge det, så vi kan standse syndens lov i vort kød og sejre over den. Et sygt og genstridigt hjerte er slemt til at se dårlighed og genstridighed hos andre, og af denne overflod taler munden. Denne tilbøjelighed får kraftig næring gennem avisernes sladderrubrikker og de fede overskrifter, hvormed de opslår de værste forbrydelser. — Matt. 12:34; Jer. 17:9, 10, 14; Rom. 7:15.

4. Hvilke bevæggrunde kan sladder have?

⁴ Undertiden sladrer man med fuldt overlæg og i ondskab udelukkende i den hensigt at drage et menneske ned i smudset og hæve sig selv til skyerne. En bagtaler kan underminere en andens omdømme for selv at få hans stilling eller for at stjæle hans venner eller få hans stilling i en menighed. Han kan søge at vække modvilje mod et menneske, fordi han ikke kan lide vedkommende. Ikke sjældent er det misundelse og jalousi, der ligger til grund for bagtalelsen. Rygtesmeden er måske misundelig på offerets fremtrædende stilling eller ry eller gode indsats, mens han selv sammenligningsvis ikke viser sig til sin fordel. Hvorfor slog Kain Abel ihjel? „Fordi hans egne gerninger var onde, men hans broders retfærdige.“ På lignende vis forsøger bagtaleren at hæve sig selv op på bekostning af andre. Enhver, der søger at ophøje sig selv, vil sandelig blive ydmyget og bragt ned på jorden, og dem, som fremmer bagtalernes planer ved at sprede deres misundelige sladder, vil det gå på samme måde. For selv at opnå fordel og for at indynde sig hos en eller anden kan den udspekulerede tale nedsættende om et menneske, som han ved, denne person ikke kan lide. Det kan udarte til smiger, der stiller den, der lytter, i en flatterende kontrast til den, der rakkes ned. Om noget sådant siges der med rette: „For fordels skyld smigrer [de] folk, fører overmodige ord i munden.“ De kristne efterligner Paulus, der sagde: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge — Gud er vort vidne.“ Jehova hader „et hjerte, der udtænker onde råd“. — 1 Joh. 3:12; Jud. 16; 1 Tess. 2:5; Ordsp. 6:18.

5. Hvorledes kan sladder bruges til at aflede opmærksomheden fra en selv?

⁵ Et menneske kan også bagtale andre for at aflede opmærksomheden fra sig selv. Hvis man retter kritikkens søgelys mod andre, rammes man ikke selv af det. Således kan man dække over sin egen urenhed ved at kaste snavs på andre. Eller en bagtaler kan kritisere andre for synder, han selv begår. Han vil gerne have andre til at gøre sig selskab, for så vil misbilligelsen ikke samle sig udelukkende om hans person, men brede sig over en hel gruppe. Hvis han bliver anklaget, kan han pege på, at andre har gjort det samme, og han tror derved, han kan retfærdiggøre eller undskylde sig selv. I øvrigt er bagtalere hyppigt de første til at beskylde andre for at sladre. I bevidstheden om deres egen skyld dømmer de andre ud fra sig selv, men hårdere end de ville dømme sig selv. Det er altid en anden, der begynder. Det kommer til at gå, som Bibelen siger: „Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis.“ — Rom. 2:1.

6. På hvilken måde ophøjer nogle underfundigt sig selv, og hvad bliver resultatet?

⁶ Bagvaskelse skyldes i mange tilfælde, at et menneske ønsker at ophøje sig selv. Det kan godt være, at den pågældende ikke selv er klar over det, men det er i virkeligheden det lumske motiv, der ligger bag. Når man kritiserer andre, søger man egentlig derved at ophøje sig selv. Det, man antyder, er nemlig, at man ikke selv ville begå en fejl, man misbilliger hos andre. Den slags bagvaskelse kan være en form for selvros. Man løfter den anklagende pegefinger mod andre og føler sig selv meget bedre. Man mener sig at være noget af et dydsmønster. Det grænser nær op til det, farisæeren gjorde, da han bad til Gud og bagvaskede andre og takkede for, at han ikke var som de, „røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder“. Men da tolderen bad, „slog [han] sig for sit bryst og sagde: Gud! vær mig synder nådig!“ Han var ikke selvtilfreds og følte sig ikke hævet over andre, men beskæmmedes ydmygt over, hvor uværdig han var. Derpå blev denne regel slået fast: „Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ At ville ophøje sig selv på så underfundig en måde som at bagvaske andre vil føre til ydmygelse. For at blive ophøjet af Jehova må man ydmygt erkende sine egne fejl, ikke de andres. — Luk. 18:9-14.

7. Hvilke andre faktorer kan være medvirkende til sladder, og hvad viser sladder sig dog at være, når den ribbes for al camouflage?

⁷ Mange andre ting er medvirkende til sladder. Hvis man er for dvask til at gøre visse ting eller af en eller anden grund ikke evner at gøre dem, kan man kritisere andre, som får dem gjort, få deres handlemåde til at tage sig forkert ud. Man kan føle sig usikker og genvinde sin selvsikkerhed ved at finde fejl hos andre. Er man meget dygtig og sikker på et bestemt område, vil man stille sig kritisk over for dem, der står svagere i samme henseende, være ubarmhjertig mod dem og egoistisk mene, at ingen kan stå mål med en selv. Ved at kritisere de andres svaghed på dette punkt har man således henledt opmærksomheden på ens egen overlegenhed. Mange gange vil mennesker bagtale andre blot for at henlede opmærksomheden på sig selv og vinde et hørende øre. Det smigrer dem, at de ved noget, andre gerne vil høre, og de føler sig kloge. Faktisk er sådanne mennesker alt for hule og alt for dovne til at tænke dybt og vinde andres opmærksomhed ved intelligent samtale. Men det er lettere at bagvaske og kritisere, at forklejne og overdrive, og så gør de det for at kildre ørerne hos dem, som gerne vil høre delikate historier. Bagvaskeren får to og to til at blive fem, og ved gentagelse bliver det efterhånden til seks eller syv. Der er uden tvivl mange grunde og sammenstødende årsager til, at folk sladrer, men når sladderen ribbes for pynt, og man ser dens sande væsen — uvenlig, uretfærdig, skadelig, hadefuld, tom og hul, bagvaskende, ondskabsfuld, morderisk, som den er — forstår vi, hvorfor Jehova afskyr sladder, og hvorfor kristne bør gå langt uden om den.

Lyt ikke til sladder og bring den ikke videre!

8. Hvad gør sladder fejg, og hvilken tænkemåde vil hjælpe os til at holde tungen i ave?

⁸ Når vi forstår, hvad sladder egentlig er, hjælper det os til at standse den, inden den går ud af vor mund. Sladder er kujoners tale, og en god del af den er også løgnetale. Hvem bryder sig om en kujon og en løgner? Ikke Jehova. Hans ord siger: „De fejge . . . og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ Det er fejgt at sige noget om andre bag deres ryg, hvis man ikke vil sige det samme til dem selv. Vi må ikke falde nogen i ryggen med vore ord. Hvad kan du have imod, at den anklagede hører, hvad han anklages for? Er du ikke villig til at give ham lejlighed til at forsvare sig, at fremholde sin side af sagen, at forklare, at aflive et rygte eller gendrive en falsk beskyldning? Hvordan kan han det, hvis du nægter at tale med ham? Spiller du ærligt spil over for din broder? Når du begynder at tale om nogen, så spørg dig selv: Ville jeg sige dette til vedkommende selv? Dersom det er sladder, vil du sandsynligvis svare nej. Men hvis du er sladderagtig, vil du rimeligvis alligevel lade det gå videre til andre. Du kan få den, du betror dig til, til at sværge på, at det skal blive mellem jer. Der er dog et ordsprog, der understreger, hvordan sådan snak uvægerlig kommer den for øre, som er blevet bagvasket: „End ikke i din tanke må du bande en konge, end ikke i dit sovekammer en, som er rig; thi himmelens fugle kan udsprede ordet, de vingede røbe, hvad du siger.“ Og har man egentlig lov at beklage sig? Man kunne jo ikke selv holde på hemmeligheden. Hvorfor så vente, at en anden skulle kunne. Hvis det er for meget forlangt af dig, at du tier, er det vel også for meget forlangt af andre. I øvrigt er der den mulighed, at den, du betror dig til, kender ham, som bagvaskes, og gerne vil give ham en chance for at forsvare sig. Det er kun rimeligt. Hvis du altså vil begynde at sladre, så tænk på, hvordan du vil føle det, når dit offer hører det, formentlig i en ny og omredigeret udgave. Lad disse tanker hjælpe dig til at holde igen på den travle tunge. — Åb. 21:8; Præd. 10:20.

9. Hvilken bedre grund er der for at holde op med at sladre, og på hvilke forskellige måder kan vi søge at blive vanen kvit?

⁹ Grunden til, at vi lukker vore læber for sladder, burde imidlertid være en anden og bedre end frygten for det bagslag, det vil give, når vort offer griber os i at sladre. Sladder vinder bifald hos Satan, men mishager Jehova. Hvem ønsker vi at behage? Hvem af dem vil vi tjene? Vi tjener den, vi adlyder. Satan ønsker, vi skal sladre. Jehova befaler os at standse sladder. Sladder bliver en vane. Jo mere vi sladrer, desto mere indgroet bliver denne vane. Det kræver en beslutsom og målbevidst bestræbelse at blive denne vane kvit. Skån ikke dig selv. Prøv ikke at komme udenom. Stop nu! Kæmp kampen til ende! Hver gang vi modstår fristelsen, taber vanen terræn, og dens greb i os løsnes, men for hver gang vi bukker under for den, får den fastere greb i os. Kæmp mod den, dræb den, vig ikke tilbage, giv ikke efter, buk ikke under. Grib ondet om selve roden, det vil sige sindet og hjertet. Nøjes ikke med at drive sladderen ud af dit sind, men lad gode tanker indtage dens plads. Jesus viste, at når en uren ånd var blevet fordrevet fra et menneske, ville den vende tilbage ledsaget af syv andre, hvis ikke dette menneske lod sig fylde med Jehovas ånd. (Matt. 12:43-45) Fordriv den onde sladder med gode tanker. Bed Jehova om hjælp: „HERRE, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør!“ De sladdervorne er kun ude efter at se folks dårlige sider. Gør dig det til en regel at se menneskers gode sider. Lad være med at betragte dårlige mennesker, agt hellere på „dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os,“ siger Paulus. — Sl. 1:3; Fil. 3:17.

10. Hvilke ræsonnementer vil hjælpe os til at holde os fra sladder, endog når vi selv bliver skydeskive for sladder?

¹⁰ Men hvad nu, hvis en eller anden sladrer om os? Kan vi så ikke gøre noget i selvforsvar? Med sandheden ja, men ikke med sladder. Hvorfor skulle vi lade andre udæske os til synd, således som det engang skete med Moses: „De stod hans ånd imod, og han talte uoverlagte ord“? Hvorfor tillade en sladdervorn at gøre os til sladretasker og forme os efter hans onde billede ved at få os til også at sladre? Vis dig stærkere end denne svækling, „gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord“. „Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ Nægt at bære mere ved til sladderens bål og bevar en kølig og rolig ånd fremfor at ophidse dig og tale dig varm: „Den heftige driver det vidt i dårskab.“ David indså det farlige i at give vrede og ophidsede svar: „Jeg sagde: Mine veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med tungen; min mund vil jeg holde i tømme, så længe den gudløse er mig nær! Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme ord, men min smerte naged, mit hjerte brændte i brystet, ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min tunge.“ Hans tanker brændte i ham, men da han talte, for han ikke frem mod modstanderne med ondsindet sladder, men henvendte sig til Jehova med en bønlig anmodning. — Sl. 106:33; 1 Pet. 3:9; Rom. 12:17; Ordsp. 14:29; Sl. 39:1-3.

11. Hvorfor er det uret at lytte til sladder?

¹¹ Når man sladrer, hjælper man ikke noget menneske, men skader i det mindste tre: den, man taler om, den, man taler til, og så sig selv. Det samme gælder, når man lytter til sladder. Også det går ud over tre. Kender man en sikker måde at standse sladder på? Ja, man kan nægte at lytte til den. Den sladdertravle ønsker, at vi skal vende øret til. Men vi må holde os for ørerne. Han vil kun fylde dem med smuds, og du vil måske lade dig friste til at sprede dette smuds til andres ører. Vi kan hjælpe den sladderagtige og beskytte os selv ved ikke at lytte efter. Når vi låner øre til den sladderagtige, er vi ikke bare uskyldige tilhørere. Vi må standse sladder både ved selv at lade være med at sladre og ved at lade være med at lytte til sladder. Hvis vi selv sladrer, synder vi med tungen; hvis vi lytter til sladder, synder vi med ørerne. Hvis vi lytter til sladder og tror på den, har vi i virkeligheden taget stilling til en sag uden at have hørt den, for vi kender ikke hele sagen, førend vi har hørt begge sider, og ifølge Bibelen gør vi os da skyldige i dårskab og er ikke fri for at være uærlige: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“ Vend derfor det døve øre til sladder. Stands og tænk efter: Hvis en sladderagtig person talte ilde om dig, ville du så ikke gerne have, at den, der hørte det, satte en stopper for sladderen? Gør derfor, som du vil, andre skal gøre mod dig. Jesus sagde: „Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ — Ordsp. 18:13; Matt. 7:12.

12. Hvad bør vi erindre os i forbindelse med de sladdervorne, og hvorledes kan vi søge at hjælpe dem?

¹² Husk altid på, at den, der sladrer, ikke er din sande ven. Hvis han sladrer til dig, vil han sladre om dig. Ved at sladre til dig kan han måske forlede dig til også at sladre og udfritte dig, „og så går han bort og taler derom“. Dette er forslagent hykleri, men en bagvasker behøver ikke at have to hoveder for at være tvetunget. Han vil sladre til hvem som helst, han er sammen med, fordi sladder hos ham er en indgroet vane, der helt har taget magten fra ham. Hvis du ved at nægte at lytte kan standse hans tunge, som han ikke selv har magt over, hjælper du ham, og han vil muligvis sætte pris på det senere hen: „Den, der revser, får tak til sidst fremfor den, hvis tunge er slesk.“ Men uanset om han senere værdsætter det eller ej, må du som en trofast tilhænger af Jehova vise din misbilligelse og kvittere hans sladder med strenge blikke: „Nordenvind fremkalder regn, bagtalende tunge vrede miner.“ Dersom han ikke forandrer sig og erstatter dåretale med visdoms- og kundskabsord, så gør, som Bibelen siger: „Gå fra en mand, som er en tåbe, der mærker du intet til kundskabs læber.“ Kun de, der er ligesom han, vil lytte til ham: „Den onde hører på onde læber, løgneren lytter til giftige tunger.“ Til beskyttelse for os selv må vi holde op med at komme sammen med de kronisk sladdersyge: „Lad jer ikke lede vild! Slet omgang fordærver gode sæder.“ — Sl. 41:7; Ordsp. 28:23; 25:23; 14:7; 17:4; 1 Kor. 15:33.

Kærlighed gør det af med sladder

13. Hvorledes gør kærlighed det af med sladder?

¹³ Sladder snylter og vokser på svagheder og fejl, men kærlighed berøver den al næring ved at dække over disse brister: „Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ Kærlighed berøver sladderen dens grobund og bandlyser den fra vore samtaler, og derfor opfordres kristne til at have den kærlighed, der dækker over fejl og brist: „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre.“ Du elsker dig selv. I din kærlighed til dig selv finder du meget let på undskyldninger og formildende omstændigheder, der kan dække over dine fejl. Det vil sige, at du er forud indtaget i dig selv og derfor har vanskeligt ved at se dine egne fejl. Nuvel, „du skal elske din næste som dig selv“. Lad den kærlighed til dig selv, der skjuler dine mangler, også virke til fordel for din broder, så den dækker hans fejl. Lad den gøre dig lige så forstående, barmhjertig og tilgivende over for ham som over for dig selv. Jehova „kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv“. Vi er glade for, at han husker og ikke venter for meget, ikke sandt? Så må vi også erindre, at vor broder er støv, og ikke vente for meget af ham. Vi må tilgive for selv at få tilgivelse. I overensstemmelse med Jesu mønsterbøn beder vi Jehova tilgive os, som vi tilgiver andre. Hvis vi ikke tilgiver, beder vi i virkeligheden heller ikke om tilgivelse. Når du har tilgivet en fornærmelse eller forsyndelse, så glem den. Hvis du bliver ved med at tale om en forsyndelse, efter at du har tilgivet den, og sladrer om den, har du ikke tilgivet af hjertet, men med svigefulde læber. Du mangler den kærlighed, der skjuler en mangfoldighed af synder. — 1 Pet. 4:8; Matt. 19:19; Sl. 103:14.

14. Hvilken god formaning gives der os i Ordsprogene 16:2, og hvad vil hjælpe os til at blive sladderen kvit, hvis vi lader vort hjerte fylde af den?

¹⁴ I Ordsprogene 16:2 hedder det: „En mand holder al sin færd for ren, men HERREN vejer ånder.“ Jehovas vægt vejer rigtigt og påvirkes hverken af partiskhed, favoriseren eller fordom, og på den vejer han menneskets ånd, sindet, de impulser, der dirigerer et menneskes tanke-, tale- og handlemåde. Et menneskes kærlighed til sig selv vil få det til at tage parti for sig selv, og dets handlinger er rene i dets egne øjne, men Jehovas upartiske vægt vejer de motiver, der ligger bag dets tanker eller ord eller handlinger, og konstaterer, om de er sande. Vi må derfor være forsigtige og ikke alt for sikre på, at vi er rene, mens vi betragter andre som urene. Når Jehova aflæser sin vægtskala, gør han det med et upartisk og barmhjertigt øje for alt og alle. Vi må prøve på at være lige så upartiske og barmhjertige mod andre som mod os selv, ikke være overbærende mod os selv og stille urimelige krav til andre. „Kærlighed skjuler alle synder.“ I sin kærlighed har Jehova sørget for Kristi genløsningsoffer, der dækker alle lydige menneskers synder og overtrædelser. Vi bør opelske den kærlighed, der tilgivende dækker over vore brødres forsyndelser mod os. Her følger en beskrivelse af sådan kærlighed: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ Taler vi med hjerter, der er opfyldt af denne kærlighed, vil vi aldrig sladre. — Ordsp. 10:12; 1 Kor. 13:4-7.

15. Hvilken gæld vil vi altid være i, og hvilken fejl må vi ikke begå?

¹⁵ Vi kan lige så godt se kendsgerningerne i øjnene. Vi vil aldrig komme ud af vor gæld, om vi så lever i al evighed. Vi vil altid skylde noget. Hvad da? Romerne 13:8 giver svaret: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre.“ Vi vil altid skylde hverandre kærlighed, og vi skulle allerede nu begynde at betale af på vor gæld og aldrig holde op. Een måde at betale af på er at standse al sladder. Hvis du mener, at din omtale af en eller anden er ren, så husk på, at Jehova vejer din ånd, og hvis du fører uret tale, vil det vise sig på hans vægtskåle. Betænk dette, inden du giver din tunge frit spil. Husk Jesu billede med fårene og bukkene. Her blev bukkene forbavsede, da det blev sagt til dem, at de havde været ligegyldige og forsømmelige over for Kristus, og de fik at vide, at hvad de havde gjort eller undladt at gøre mod Kristi brødre, blev regnet som gjort eller ikke gjort mod ham selv. Ville du sladre om Kristus, finde fejl hos ham og opdigte historier om ham? Hvis du ikke ville gøre det om ham, så gør det heller ikke om dine brødre. Begå ikke samme fejl som bukkene. Som du behandler dine brødre, behandler du Kristus. Bibelen siger rent ud, at hvis du siger, du elsker Jehova, men hader din broder, er du en løgner, „thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set“. Begynd derfor nu og hold aldrig op med at betale den kærlighed, du skylder dine brødre. — 1 Joh. 4:20.

Vis respekt for det sind, Gud gav dig!

16, 17. Hvilke billeder viser det dåragtige i at lade sladder få indpas i sindet, og hvilket citat viser os sindets underfulde indretning?

¹⁶ Hvis du havde den flotteste bil, der kan fremstilles, et mesterstykke af præcisionsarbejde, skinnende ny og blank i lakken og med de smukkeste og eleganteste linier, ville du så bruge den til at trække en plov eller til at sprede gødning med? Hvis du havde et smukt, moderne hjem med store panoramavinduer, farvestrålende gardiner og kunstnerisk dekorerede stuer med smagfulde møbler, med skinnede egeparketgulve i nogle af værelserne og tykke, bløde tæpper over hele gulvet i andre, ville du så lade en flok grise løbe rundt i hele huset? Du ville aldrig finde på at misbruge en så flot bil eller et så smagfuldt hjem! De er skabt til et højere formål og fortjener en bedre behandling!

¹⁷ På lignende vis er det med det menneskelige sind. Det fortjener at blive brugt til noget langt mere ophøjet end at fyldes med sladder, stoppes med bagvaskelse og tilsøles af smuds, og at bruge tungen som et redskab til at sprede dette smuds til andre. Hjernen er en kostelig Jehovas gave, en så sindrig og kompliceret mekanisme, at selv de klogeste mænd ikke til fulde kan fatte dens forbavsende funktioner. En forsker har udtalt, at hjernen er i stand til at rumme halvtreds gange så megen viden, som der findes i alle bøgerne i det amerikanske kongresbibliotek. I en artikel i The Reader’s Digest, juli 1954, siges der: „For at kunne gøre sig bare et vagt begreb om, hvad der til stadighed går for sig i hjernen og rygsøjlen, må man forestille sig 1000 telefonomstillingsborde, hvert af dem stort nok til at betjene en by på størrelse med New York og med højeste ydeevne til at modtage og udsende anmodninger, forespørgsler og ordrer. . . . Ved sin utrolige evne til at skabe forbindelse mellem mange tusinde reflekterende tankebaner i en brøkdel af et sekund — hver af dem repræsenterende et huskebillede eller en idé — er hjernen i stand til at sammenkæde de oplysninger, der er nødvendige for at tænke og træffe afgørelser, i eet stort kredsløb. Mange videnskabsmænd mener, at hver eneste erfaring i vort liv bliver optaget og registreret af disse elektriske impulser, heri indbefattet i millionvis, som vi fuldstændig synes at have glemt.“ Psykiatere har fundet ud af, at en patient ved gentagne forsøg dag efter dag kan fremgrave i erindringen glemte tildragelser fra sin barndom, selv om han uvægerlig begynder med at sige: „Jeg husker ikke noget som helst.“ Artiklen slutter med at sige, at selv det mest begavede menneske „i hele sit liv ikke bruger mere end en lillebitte del af sin hjernekapacitet“.

18. Er vi „utætte kar“, som nogle har sagt?

¹⁸ Læg mærke til den udtalelse, at „hver eneste erfaring i vort liv bliver optaget og registreret“. Hvorledes stemmer dette med den påstand, som nogle fremsætter, at vi er „utætte kar“, hvilket de støtter på en bibelsk udtalelse? En marginalnote til Hebræerne 2:1 i King James-oversættelsen lyder som følger: „Derfor bør vi give så meget alvorligere agt på det, vi har hørt, for at vi ikke på noget tidspunkt skal blive tomme som utætte kar.“ New World Translation og også den danske oversættelse giver udtryk for den rette tanke: „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.“ Det er ikke de sandheder, vi hører, der siver bort, som var sindet et utæt kar, men det er os, der er i fare for at glide eller drive bort, såfremt vi ikke skænker det, vi lærer, mere end almindelig opmærksomhed. Sindet er ikke et utæt kar, men det indprenter sig alt og bevarer det, selv om megen viden bliver gemt bort og går tabt for os, for så vidt det angår at huske og bruge den, hvis vi ikke har skænket den „mere end almindelig opmærksomhed“ (NW), da vi fik den. Den vil være svær at grave frem, og det vil kræve stor mental anstrengelse og en indgående ransagelse af hukommelsen. Lykkes det ikke at hente den frem fra hukommelsen, er det dog ikke noget bevis for, at den ikke er der. Sindets uvurderlige opbygning giver Davids taknemmelige ord endnu større vægt: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.“ — Sl. 139:14.

19. Hvad bør vi fylde vort sind med?

¹⁹ Takker du Jehova, fordi du har et sind, der er underfuldt skabt? Hvordan gør du det? Ved at fylde det med sladder og bruge det til at udspy sladder? Er det den tak, du giver Jehova? Hvis så er, er det på tide, at du holder op med at sladre og med at tænke på sladder og viser værdsættelse af sindet, som Gud gav dig, ved at lade det fylde med hans gode veje og tanker: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til HERREN, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra HERREN; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ Hans veje og tanker findes udtrykt i Bibelen, og gennem den taler han til os. Og hvad taler han om? Hvem Mattæus var ude med i aftes? Eller sidste nyt om Priskilla? Næppe! Han bringer ikke sindet ned på et lavt niveau eller giver det faldne køds syndige tilbøjeligheder næring, tværtimod søger han at opbygge og styrke det i retfærdighed. Hans ord åbenbarer, hvilket højt plan vor tænkning burde ligge på: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt [ikke rygter og sladder], hvad der er [af alvorlig betydning, NW — ikke uvæsentligt eller ubetydeligt], hvad der er retskaffent [ikke uretfærdigt eller ondt], hvad der er rent [ikke ond mistænksomhed eller sladder], hvad der er elskeligt [ikke forklejnende eller hadefuldt], hvad der har godt lov [ikke nedsættende omtalt], al dyd [ikke slethed] og alt, hvad der er ros værd [ikke forkasteligt]: det skal I have i tanke!“ — Es. 55:7-9; Fil. 4:8.

20. Hvilken følgerigtig opsummering af dette studium gives der os her?