Jehovas vidners historie i nyere tid

Syvogtyvende del: Det internationale stævne i 1946

JEHOVAS VIDNER nøjes ikke med at forkynde om Jehovas nye retfærdsverden, de lever og handler også efter den nye verdens principper. De er allerede begyndt at omstille sig efter den livsførelse, som vil gøre sig gældende i den nye verden, og har derfor forkastet mange af den gamle verdens vaner, skikke og fordomme. De er klar over, at de nu lever i en overgangsperiode, da den gamle verdensorden fuldstændig skal forsvinde fra skuepladsen, og en ny tingenes ordning, nemlig den nye verdens, er begyndt at tage form for at overtage styret over denne skønne jord for bestandig. Som tidligere omtalt i denne historiske beretning, er der siden 1919 som følge af Jehovas velsignelse opstået et teokratisk organiseret samfund, den nye verdens samfund. Dets grundvold og hede opbygning er bibelsk, idet det er forordnet og ledet af den sande Gud, Jehova. Hans rette Hyrde, Kristus Jesus, sørger for, at organisationen stadig vokser. Den kan sammenlignes med en stor indhegning, en vældig fold, der beskytter de mennesker, som ejer fårets gode egenskaber, og den gøres stadig større, fordi den skal rumme skarer af „andre får“ fra alle jordens egne. Forkyndelse og bibelundervisning er kendetegnet på, at et menneske hører med til de udfriede „får“. Dernæst må vedkommende gennem vanddåben aflægge vidnesbyrd om, at han har indviet sig. Det betyder, at et sådant nyfundet får må vokse åndeligt for at kunne tilbede Jehova og blive Guds ords forkynder, for det er i dag det vigtigste af alt arbejde for enhver, der tilhører den nye verdens teokratiske samfund. Efter at man har taget et sådant skridt, må der bevares en ren og regelmæssig forbindelse med samfundets lokale menighed. Et sådant udfriet får går ikke længer sine egne veje som et omstrejfende, bortløbet får, men det er modtageligt for vejledning fra den myndighed, der udøver en hyrdes gerning. Som et får, der bliver ledet på rette måde, glæder det sig over det sande fællesskab, der findes i folden.

Gavnligt fællesskab og samhørighed mellem sine „får“, sine tilbedere, det er, hvad Jehova, Overhyrden over alle, har tilvejebragt ved hjælp af sin organisation. Da Gud bragte Israels millioner ud af Ægypten, ledede han dem kærligt ved sin underhyrde Moses, til hvem han sagde: „Jehovas årligt tilbagevendende højtider, som du skulle kundgøre, er hellige stævner.“ (3 Mos. 23:2, NW) Under deres omvandren i ørkenen og i de følgende år i Jerusalem samledes millioner af israelitter tre gange om året i indtil otte dage ad gangen til højtid. Det var lejligheder, hvor man kunne glæde sig over at komme sammen i mængde og mærke fællesskabet. Ved disse hellige stævner forenedes de i tilbedelsen af Jehova, deres Gud. Musik og sang prægede ligeledes disse begivenheder og gjorde dem festlige. Desuden blev Guds ord og lov læst op og diskuteret ved disse lejligheder. Mange foranstaltninger måtte træffes, for at sådanne hærskarer af stævnedeltagere kunne bespises og få husly. Unge såvel som gamle traf nye venner; bekendtskaber fornyedes, og man hørte opildnende beretninger, så længe de muntre højtidsdage med deres glade samvær varede ved. Når disse vældige stævner var forbi, vendte israelitterne åndeligt styrkede tilbage til deres små, lokale samfund for trofast at fortsætte i det spor, Jehova havde anvist. Den levende Gud, Jehova, er virkelig en „lykkelig Gud“, der glæder sig over sit folks lykke. — 1 Tim. 1:11, NW; 5 Mos. 14:24-27.

Jehovas vidners stævner i vor tid er i høj grad et kendetegn på den vækst og udvikling, der har fundet sted, akkurat som tilfældet var langt tilbage i Israels tid og i Kristi Jesu apostles og de første kristnes dage. Disse stævner tilfredsstiller behovet for et mere omfattende fællesskab; de har gjort udsynet videre og bidraget til en åndelig styrkelse, der tilskynder til større gerninger i tro og sand tilbedelse. Forud for 1918 havde de årlige stævner et temmelig lokalt præg eller omfattede blot et begrænset område, og ved ingen af dem var der over 4000 til stede.a Ved det største af de stævner, der afholdtes i årene fra 1919 til 1937, var antallet af tilstedeværende, samlet på et sted, vokset til 25.000 i de Forenede Stater.b I den nævnte periode var kun få brødre uden for de Forenede Stater i stand til at deltage i de amerikanske stævner og således give dem et præg af internationalt fællesskab. Fra 1938 til 1944 afholdtes adskillige stævner, hvor man på samme tidspunkt mødtes i mange byer i flere engelsktalende lande, idet man ad radiotelefonisk vej knyttede forbindelse mellem mødecentrerne. Denne ordning betegnede en begyndelse til vidnernes internationale sammenkomster, men det talte ord kunne kun sendes den ene vej. Arrangementet gjorde det ikke muligt for de respektive afdelinger i byerne i det vældige område at stå i gensidig forbindelse med hinanden. Det største af disse stævner var det, der afholdtes i 1938 med London som hovedby. Det omfattede halvtreds byer, og ved det offentlige møde, som betegnede stævnets højdepunkt, var der i alt 150.000 tilhørere.cC Alle disse sammenkomster, der omfattede flere byer, bevirkede, at Selskabets administrative afdelinger høstede mange erfaringer med hensyn til planlæggelse af stævner. Disse erfaringer blev lagt til grund, da man med henblik på tiden efter den anden verdenskrig planlagde noget nyt, et virkeligt internationalt stævne med en synlig forsamling på et centralt beliggende sted, hvor alle deltagerne personligt var til stede og udgjorde en stor menneskemængde.

Det første i denne serie af store, internationale stævner var det, som afholdtes i Cleveland, Ohio, fra den 4. til den 11. august 1946. Det hed „Glad Nations Theocratic Assembly“ [„Glade nationers teokratiske stævne“]. Såvel byens kommunale stadion med omliggende idrætsbaner som den tilstødende, offentlige forsamlingsbygning lejedes og toges i anvendelse i forbindelse med dette vældige stævne. Der kom delegerede fra toogtredive fremmede lande såvel som fra samtlige de Forenede Stater, og der blev holdt møder på tyve forskellige sprog. På stævnets første dag var der i alt 50.000 til stede, og ved det offentlige foredrag den sidste søndag fyldte 80.000 tilhørere stadion til sidste plads for at høre foredraget „The Prince of Peace“ [dansk: brochuren „Fredsfyrsten“, 1947], som holdtes af Selskabets præsident, N. H. Knorr. Stævnet havde flere højdepunkter som for eksempel udgivelsen af den bibelske lærebog „Equipped for Every Good Work“ [dansk: „Dygtiggjort til al god Gerning“, 1949], det nye blad Awake! (der afløste Consolation) [dansk: Vaagn op! afløste Ny Verden, juli 1947] samt det nye hjælpemiddel i forkyndelsen „Let God Be True“ [dansk: „Gud maa være sanddru“, 1948]. I Eriesøen, ikke langt fra stævnepladsen, blev 2602 døbt. Endnu en ting, som længe vil blive husket, var præsidentens meddelelse om, at et vældigt udvidelsesprogram var planlagt i forbindelse med en ombygning af betel-hovedkontoret samt en betydelig udvidelse af trykkeriet i Adams Street 117, Brooklyn, New York. Desuden skulle der ske udvidelser på afdelingskontorer i seks lande. Dette udvidelsesprogram, der i løbet af fire år ville kræve fire millioner dollars, fik en begejstret modtagelse hos de 58,000, som var til stede ved det pågældende møde.d

At samle en sådan mængde mennesker på et enkelt sted til otte dages kristen gudsdyrkelse rejser en mængde problemer, hvoraf et af de største er indlogeringen. Ved dette Cleveland-stævne blev et vel tilrettelagt system bragt til udførelse, og det har dannet mønster for alle vidnernes senere stævner, nationale som internationale. Flere uger før stævnet blev der rettet forespørgsel til snesevis af heltidstjenere, om de kunne yde frivillig tjeneste, og hvis de sagde ja, blev de hentet til Cleveland for at udføre særlig tjeneste forud for stævnet. Hovedparten af denne stab fik anvist arbejde i den afdeling, der sørgede for indlogering. Sammen med menighedsforkynderne, aflagde disse specialforkyndere besøg fra hus til hus, ligesom de opsøgte hotellerne for, efter at have taget værelserne i øjesyn, at leje dem til stævnedeltagerne til forskellige priser. Medarbejderne på stævnekontoret foretog en registrering af disse værelser og gav meddelelse til vidnerne, lige så hurtigt brødrene indsendte deres logiønsker til stævnekomiteen. På denne måde fik så godt som alle stævnedeltagerne på forhånd at vide, hvor de skulle bo. Denne ordning, at vidnerne indlogeres privat hos folk i stævnebyen, har vist sig at være et virkningsfuldt vidnesbyrd, fordi offentligheden på denne måde bringes i nær berøring med den tænkemåde og rene livsførelse, der præger Guds folk. Den venlighed og elskværdige og hensynsfulde optræden, som de besøgende vidner udviste, gjorde et dybt indtryk på mange værtsfolk med det resultat, at de nu selv er blevet vidner.

Ved tidligere stævner, som afholdtes i Columbus i 1937 og i St. Louis i 1941, foretrak mange amerikanske og canadiske vidner at bo i telte eller tage deres trailers [beboelsesvogne] med. I forbindelse med Cleveland-stævnet indrettedes derfor i byens udkant en stor „Trailerlejr for Jehovas vidner“. I det tidsrum, stævnet varede, lejedes nogle store marker, på hvilke der anlagdes en lille by, hvor der i forvejen var afmærket gader og små lodder, store nok til rejsning af et telt eller til parkering af en bil og beboelsesvogn. Både et kloaksystem og vandledninger blev nedlagt, foruden at seksten kilometer elektriske kabler blev trukket; hertil kom bygninger til forskellige formål, rejst til brug for de 20.000 vidner, der næsten på nomadevis overnattede her. „Byens“ trafikregulering og administration var lagt i hænderne på en stab bestående af 550 frivillige vidner, som ledede hele foretagendet i overensstemmelse med de af staten fastsatte sundhedsvedtægter i det pågældende amt. Af hensyn til dem, som ikke kunne forlade trailerlejren, installeredes et højttaleranlæg, ved hjælp af hvilket man kunne følge, hvad der foregik ved møderne på stadion.

Bespisningen af snesevis af tusinder, der daglig skal have tre måltider, er blevet et større foretagende. Man fandt, at servering af maden efter cafeteriasystemet var mest praktisk, en erfaring, man havde gjort ved de mange nationale stævner, der tidligere havde været afholdt i de Forenede Stater. Til brug ved Cleveland-stævnet fremstilledes i plastic en særlig, inddelt spisebakke, som lettede serveringen umådelig meget. Alene til brug ved dette stævne konstrueredes og fremstilledes desuden fem mekaniske opvaskemaskiner til de nævnte bakker. Dette bakkesystem i forbindelse med servering efter cafeteriametoden anvendes nu ved alle vidnernes stævner, store som små, hele jorden over. Køer på tusinder af stævnedeltagere lededes i hurtigt tempo forbi et af de mange serveringshold, hvor først bakke og spisebestik udleveredes. Dernæst øste de, der gjorde frivillig tjeneste ved serveringen, de færdiglavede retter op i bakkens forskellige fordybninger efter kundens valg. Fra serveringsholdene lededes skarerne, der stadig bevægede sig fremad, med deres spisebakker til andre lokaler eller telte, hvor borde var anbragt i passende højde. Her kunne bakkerne stilles, mens maden spistes stående. Hvide og farvede, unge og gamle fra mange lande blandede sig mellem hinanden ved disse fornøjelige måltider for at udveksle beretninger og erfaringer fra deres forkyndervirksomhed hjemme eller for at diskutere spørgsmål i forbindelse med stævnets møder og andre begivenheder. Alle så glade ud, når denne vældige, tusindtallige familie blev bespist efter et glidende system, der prægedes af orden og hjælpsomhed fra alle sider. Maden var sund og tiltalende, vel tilberedt af den mægtige gruppe af frivillige, som arbejdede i køkkenet. Den betaltes med et fast beløb pr. måltid af alle med undtagelse af pionererne, som modtog gratis spisebilletter af Selskabet.

(Fortsættes)

[Fodnoter]