Gør dette til dit første stævne!
OVER hele jorden leder Jehovas vidner godt og vel 970.000 hjemmebibelstudier om ugen hos folk der er interesseret i Bibelen. Er du en af dem der studerer Bibelen sammen med vidnerne? Hvis du er, lærer du sikkert ved hvert eneste studium noget fra Bibelen som er helt nyt for dig. Måske du har undret dig over hvorfra Jehovas vidner får alle de oplysninger som de ganske gratis giver videre til alle interesserede. De har dem blandt andet fra deres stævner, som er et led i den bibelundervisning alle Jehovas vidner nyder godt af.
Du har sikkert hørt om disse kongresser, men har du nogen sinde selv været med til en af dem? Ellers har du en uforglemmelig oplevelse til gode. Har du tænkt over engang at prøve at tage med? Du skulle gøre alvor af det. Ja, betragt dette som en hjertelig invitation til dig selv og din familie. Fra juli måned og sommeren igennem er der planlagt en mængde sådanne stævner i flere større byer rundt omkring i verden.
Indtil nu har dit samvær med Jehovas vidner måske været begrænset til nogle ganske få, ja måske kender du kun én. Nu har du en lejlighed til at lære mange flere at kende og til med egne øjne at se hvordan de efterlever den befaling som Jesus Kristus gav sine efterfølgere om at have „indbyrdes kærlighed“. (Joh. 13:35) Du vil opdage at de kommer fra alle samfundslag, fra mange forskellige nationer. Du vil ikke alene kunne se dem som forkyndere og lærere i Bibelens budskab, men som mennesker der også klart erkender deres eget behov for at holde sig åndeligt stærke.
Gør dette til dit første
Vi vil derfor opfordre dig til at sætte dig det mål at overvære et af Jehovas vidners internationale stævner her i sommeren 1969. Det må naturligvis planlægges i god tid, og den forkynder som studerer med dig kan sikkert hjælpe dig med praktiske råd. For alting gælder det at der er en „første gang“. Da du gik ind på at studere Bibelen en gang om ugen sammen med et af Jehovas vidner, var det sikkert også første gang du tog fat på et omhyggeligt studium af Bibelen. Har du fortrudt det? Nej, du er sikkert glad fordi du tog den beslutning.
Hvert eneste år er der en mængde mennesker som overværer Jehovas vidners større stævner, endskønt de aldrig nogen sinde har studeret med vidnerne. Du kender imidlertid vidnerne. Du har måske ledsaget et af dem i arbejdet fra hus til hus for at se hvordan det foregår. Det kan endda være at du har gjort så store fremskridt i bibelkundskab at du nu overvejer at lade dig døbe. Men uanset hvordan det forholder sig i dit tilfælde, vil du især glæde dig over dåbsforedraget, som altid er et højdepunkt ved Jehovas vidners stævner. Alene dét er en god grund til at gøre dette stævne til dit første.
Det er i sandhed glædeligt at se hvordan nyinteresserede lader deres værdsættelse af Bibelens sandheder komme til udtryk. Dette skete for eksempel i Burma sidste år, hvor en gruppe nyinteresserede vandrede i fire dage gennem en bjergrig egn for at komme til deres første stævne! Der var også et ungt ægtepar fra Alaska som rejste over 1600 kilometer for at overvære deres første stævne. Deres anstrengelser blev rigt belønnet. De drog hjem med fornyet åndelig styrke.
Hvad du kan opleve
Måske har du spekuleret på hvad der egentlig foregår ved disse store stævner. Vi vil betragte programmet for en typisk stævnedag. Klokken 9 om formiddagen indledes den første, korte afdeling med sang, efterfulgt af en femten minutters drøftelse af ’dagens tekst’ fra Bibelen. Derefter bedes der en bøn om Jehovas velsignelse over tjenesten på arbejdsmarken, og mange af de tilstedeværende går nu ud fra hus til hus for at besøge folk med Rigets budskab og invitere til stævnet. Nogle som aldrig før har taget del i denne tjeneste, følges med erfarne forkyndere for at se hvordan de bærer sig ad. Måske bliver der også tid til at besøge steder af historisk interesse og andre seværdigheder i nærheden af stævnebyen.
Når stævnedeltagerne har spist til middag samles de igen. Jehovas vidner fra forskellige dele af jorden fortæller nu nogle interessante oplevelser, og derefter følger eftermiddagens møder. Disse kan forme sig som korte, bibelske foredrag, interessante demonstrationer som har at gøre med Jehovas vidners tjeneste, og måske opføres der et fængslende bibelsk skuespil af Jehovas vidner.
Dernæst er der en pause på cirka 2 timer, så man har lejlighed til at nyde et måltid mad sammen med andre stævnedeltagere under uformelle former i den velorganiserede afdeling for fællesspisning. Her er der tid til at sludre hyggeligt sammen og lære andre Jehovas vidner at kende; der er både unge og gamle, og de kommer fra forskellige dele af verden. Så fortsætter aftenens program indtil klokken cirka 21. Et væld af oplysninger og en stadig afveksling i dagens program holder tilhørernes opmærksomhed fangen. Og hver del af programmet får én til at se forskellige bibelske beretninger fra nye synsvinkler — ja, man ser det hele på en måde som man måske aldrig har tænkt over før.
Hvordan det kan gøres
I Vagttårnet for 1. april, side 167, 168, findes en liste over steder hvor der holdes internationale stævner i 1969. Måske du kan vælge et sted hvor der er mulighed for at besøge venner eller slægtninge, eller måske du kan kombinere dine stævneplaner med en kort ferie. De fleste af dette blads læsere vil sikkert finde det mest formålstjenligt at overvære det internationale stævne i Københavns Idrætspark i dagene fra 5. til 10. august. Det bliver i sandhed et internationalt stævne; der ventes i tusindvis af delegerede fra Finland, Sverige og Norge, såvel som fra De forenede Stater, England og mange andre lande i verden; disse vil samles med over 10.000 her fra Danmark. Der vil også blive lejlighed til at besøge Selskabets betelhjem, kontor og trykkeri, Kongevejen 207, Virum, i dagene før stævnet og hver formiddag fra tirsdag til lørdag i stævneugen, samt i dagene efter stævnet.
Med hensyn til planlægning af turen kan det Jehovas vidne som studerer med dig, give dig nogle nyttige forslag. Vedkommende har uden tvivl været til stævne før og ved hvad man må tage i betragtning. Måske er det nødvendigt for dig at få fri fra arbejde, og det kan også være nødvendigt at lægge penge til side til rejseudgifter. Man bør også overveje hvordan man vil rejse — med bil, tog, bus eller fly. Det kan være at den lokale menighed af Jehovas vidner vil træffe særlige arrangementer i den forbindelse.
Problemet med at få logi i stævnebyen optager dig sikkert allermest. Men lad det ikke bekymre dig unødigt. Som ved ethvert af Jehovas vidners stævner har stævneorganisationen en særlig afdeling hvorigennem du vil kunne sikre dig logi på forhånd — endda til hele familien hvis den skal med. Der vil være logi at få til en overkommelig pris. Hvis du beslutter dig til at overvære stævnet i København, kan du sende din anmodning om logi (en sådan fås i den lokale menighed), enten du nu ønsker hotel, privatlogi eller plads i teltlejren, til Vagttårnets Indlogeringsbureau, Postbox 55, 2830 Virum.
Heller ikke måltiderne vil blive noget problem. På hver stævneplads bliver der en afdeling for fællesspisning som sørger for nærende måltider til en rimelig pris. Her kan hele familier spise sammen. Når man spiser sammen ved en sådan lejlighed er der gode muligheder for at stifte nye bekendtskaber og høre mange spændende oplevelser.
Tag en beslutning
Det første skridt man må tage er naturligvis at beslutte sig til at være med. Man skal ikke blot lade tilfældighederne råde og lade sagen stå hen i det uvisse. Din beslutning kan få meget stor og varig værdi for dig selv og dem du holder af. De fleste Jehovas vidner kan fortælle om hvordan deres første stævne blev et vendepunkt i deres liv — et vendepunkt som betød et lykkeligere og rigere liv, et liv i samfund med Guds sande tjenere. Ikke alene din egen fremtid men også din families — om I vil overleve afslutningen på denne onde tingenes ordning — kan meget vel afhænge af hvor stærk en tro du kan opbygge i den korte tid der er tilbage. Ved at være til stede ved Jehovas folks stævne for at lytte og lære kan du få din tro styrket endnu mere.
Tænk på hvordan Jehova sørgede for sit forbilledlige folk, israelitterne. Fra tid til anden kaldte han dem sammen til stævner for at beskytte dem mod den onde indflydelse som de omboende hedenske folkeslag øvede. Også i dag træffer Jehova foranstaltning til at hans folk i nutiden kan komme sammen og blive rustet til at modstå Satans snarer og de anslag som denne onde tingenes ordnings gud retter mod dem. Planlæg derfor at overvære et af de internationale stævner nu i sommer og få en forsmag på den glæde, enhed og tilfredshed som er Jehovas gave til lydige mennesker i hans forestående nye orden. Gør det til dit første stævne!