Over 14.000 kr. — men givet godt ud!

GUDS ord, og Ordsprogenes bog i særdeleshed, understreger den langt højere værdi som kundskab og visdom om Jehova samt frygt for ham har, sammenlignet med andre værdier. Dette illustreres af den følgende oplevelse, der fortælles af et kristent vidne for Jehova i Canada. I forbigående sagt, fremhæver den tillige hvor værdifuldt det er at aflægge tilfældige vidnesbyrd.

● „Min nærmeste nabo havde opfordret sine forældre i England til at sælge alle deres ejendele og rejse over til ham i Canada for at tilbringe resten af deres liv her. Kort efter deres ankomst mødte jeg manden da jeg en dag arbejdede udenfor. Han spurgte mig om jeg kunne fortælle ham hvor den nærmeste anglikanske kirke lå. Han ønskede at tage del i altergangen.

● Da jeg havde forklaret ham det, spurgte han om jeg var kristen. Hertil svarede jeg at hele min familie var kristen og at alle dens medlemmer ivrigt studerede Bibelen. Hans ansigt lyste op i et smil. På det tidspunkt kunne han ikke tage imod min indbydelse til at komme indenfor, men nogle uger senere besøgte han os. Vi havde en lang samtale om Bibelen, og da han tog hjem enedes vi om at fortsætte vor samtale en anden gang.

● Nu blev vi stærkt optaget af arbejdet i forbindelse med et sektionsstævne her, hvorfor der gik flere uger før vi bød dem over til en ny samtale. Og i mellemtiden havde de bestemt sig til at vende tilbage til England. Inden de tog afsked den aften blev vi klar over at han var et oprigtigt, ydmygt og elskeligt menneske som levede i religiøs tvivl og var begyndt at søge efter sandheden.

● Vi forærede ham forskellige traktater og adskillige brochurer og bad ham læse dem sammen med sin bibel. Det gjorde han, og allerede næste dag kom han igen og spurgte om vi havde noget litteratur der omhandlede Herrens aftensmåltid. Jeg gav ham det nummer af Vagttårnet der behandlede emnet. Samme aften kom han atter. Han havde læst det hele, og det var så forskelligt fra hvad han i så mange år havde troet at han måtte tænke alvorligt og grundigt over det.

● Da de næste dag kom for at sige farvel, forærede jeg ham litteratur som han kunne læse på båden. Han fik bøgerne „Gud Maa Være Sanddru“, „Dette Betyder Evigt Liv“ og „Nye Himle og En Ny Jord“ samt nogle numre af Vagttårnet og Vågn op! der indeholdt artikler som jeg mente ville have særlig interesse for ham. Han havde tårer i øjnene da han tog imod litteraturen. Det der gjorde afskeden med Canada så tung, sagde han, var at han skulle forlade os, som åbenbart elskede Guds ord lige så højt som han selv gjorde. Han lovede at skrive og fortælle os hvad han syntes om bøgerne. Jeg modtog det første brev sidste tirsdag. Det lyder:

● ’Kære Olaf! . . . Jeg har nu læst Vagttårnet og Vågn op! samt meget af den anden litteratur som du var så venlig at give mig før jeg rejste fra Canada. Jeg er sikker på at du vil blive glad for at høre at jeg ikke længer kan fortsætte med at tilbede Gud efter den anglikanske kirkes bekendelse — den kirke hvori jeg har virket og er kommet til gudstjeneste igennem så mange år. Rejsen til Canada, vor tilbagetur og etableringen af et helt nyt hjem vil koste over 14.000 kroner, men jeg vil anse det for at være penge der er givet godt ud, for har de ikke bidraget til at jeg kom i berøring med sandheden? Sandheden, som jeg måske ikke ville have kommet til at høre om hvis ikke jeg havde besøgt Richvale, og du, kære broder, havde talt så hjertelige ord, og din kære kone havde hjulpet os så kærligt.

● Jeg indser nu at jeg ikke har tilbedt Gud på den rette måde. Jeg har imidlertid tjent ham efter den kundskab jeg havde, og eftersom Gud er kærlighed, føler jeg at han vil tilgive mig min uvidenhed. Jeg er taknemmelig over at det har behaget vor himmelske Fader — gennem dig — at bringe mig sandheden; skønt den, om man så må sige, har nået mig i mit livs ellevte time. Jeg tror du ved at jeg er 92 år gammel. Måtte Jehova tilstå mig den meget store ære at tjene i hans trofaste vidners rækker inden han kalder mig bort fra det nuværende liv.

● Jeg har tillid til at han vil, for ved hans hjælp tror jeg at jeg stadig kan gøre noget for at udbrede Bibelens sandhed som den læres af Den trofaste Jøde — hans vidner. Jeg vil nu sætte mig i forbindelse med Selskabet her. . . . Det vil altid være mig en glæde at høre fra dig, hvis du har tid til at skrive; men jeg vil nu alligevel aldrig glemme dig og alt hvad du har gjort for mig, for du har gjort mig meget lykkelig. Det er min bøn at det må behage Gud at velsigne dig og din familie mere og mere, og at vi alle må mødes igen når Jehovas tid er inde dertil, og om ikke før, da i Kristi rige her på jorden. Modtag mine kærligste hilsener og de bedste ønsker. I oprigtighed for Sandheden, Din [underskrevet].’“