Rigets interesser sættes først
FORTALT AF ROSCO JONES
VI VAR ti børn i vor familie, og vi boede på en gård godt femten kilometer øst for Raleigh i North Carolina i De forenede Stater. Her blev jeg født den 11. september 1895, og indtil jeg var enogtyve år gammel boede jeg på gården og hjalp min fader med at få det til at løbe rundt. Mine forældre var medlemmer af den lokale baptistkirke og var temmelig religiøse. Min fader, der var diakon, sørgede for at vi alle regelmæssigt overværede kirkens gudstjeneste og at vi fik alle mulige bøger med religiøse fortællinger.
Min fader havde tidligere haft nogen kontakt med bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, og havde læst nogle af deres skrifter, og han vidste derfor at krig og sand kristendom ikke kunne forenes. Han plejede at tale med mig om det. Men da De forenede Stater trådte ind i første verdenskrig skulle jeg melde mig ved første indkaldelse. En søndag aften kom tre prædikanter hjem til os og søgte længe at overbevise min fader om at det ville være en velsignelse for mig at gå ind i hæren.
En beslutning midt under krigens rædsler
Den 31. marts 1918 blev jeg så indkaldt. Da vor division nåede til Frankrig havde jeg allerede mistet al tillid til præsteskabet. Jeg kunne let se at Bibelens Gud ikke var krigens gud. Der var ni kæmpemæssige transportbåde med i alt et hundrede tusind mand. Vi sejlede i konvoj med flere krigsskibe, som holdt u-bådene på afstand.
Da vi var landsat drog vi i hast ud til fronten over for Hindenburg-linjen. Det tog os ni dages hård march at nå derud. Vi kom forbi vore kanoner som stod opstillet nav ved nav, kilometer efter kilometer, parate til at beskyde de tyske stillinger. Forestil jer sceneriet når de store kanoner begyndte at tordne i natten mens hundrede tusind mand lå på jorden og ventede på signalet til at rykke frem, fem kilometer foran de allieredes artilleri og tre kilometer fra det sted hvor granaterne regnede ned over fjenden. Jorden under os rystede, som kørte vi i et dårligt affjedret godstog. Alle andre lyde druknede i larmen, og til tider var natten så oplyst som var der tændt projektører.
I begyndelsen var det frygteligt. Mange besvimede af granatchok. Efter et kvarters tid blev jeg rolig og begyndte at tænke på de mange bibelske emner min fader havde drøftet med mig. Jeg genkaldte mig hvordan Gud beskyttede dem der tjente ham, og jeg gav Gud et højtideligt løfte den nat. Hvis jeg nogen sinde overlevede dette mareridt og fik lov til at lære mere om hans veje, ville jeg bruge mit liv til at fortælle andre om sandheden om ham og hans hensigter.
Senere blev jeg oplært til at rekognoscere. Jeg skulle nu arbejde for mig selv det meste af tiden, holde fjenden under observation uden selv at blive set, kortlægge området mellem de to hære, og finde dræbte og sårede og sørge for hjælp til dem. Jeg skulle sørge for at de sårede lå bekvemt indtil førstehjælpen nåede frem, og de døde soldaters identifikationsmærker og personlige effekter skulle bringes tilbage til hovedkvarteret. Det var farligt, men på en eller anden måde slap jeg uskadt fra det.
Så var krigen forbi, efter fire måneders hårde kampe. Efter min hjemsendelse tog jeg straks tilbage til min familie. Det lod til at alle havde det godt, selv om min fader nu var blevet en intolerant baptist. Jeg kunne ikke tilslutte mig hans synspunkter mere og flyttede derfor til Richmond i Virginia, og der blev jeg gift i 1922. Jeg huskede stadig mit løfte fra krigen og tilsluttede mig derfor metodistkirken, til stor sorg og afsky for min fader.
Min yngre broder Leroy boede nu i Washington, D.C. En dag kom han i kontakt med en af bibelstudenterne og talte med ham om Bibelens lære. Da Leroy ikke havde sin bibel hos sig, inviterede han bibelstudenten hjem, og der fortsatte de samtalen i mange timer. Leroy blev overbevist, og hans breve til mig begyndte at lyde ret yderliggående. Jeg inviterede ham til Richmond en lørdag aften for at retlede ham.
Da han ankom om eftermiddagen foreslog jeg at vi skulle gå ind i soveværelset og bede. „Nej!“ sagde han, „lad os hellere blive ved Bibelen nu, så kan vi bede senere.“ Vi diskuterede og studerede Bibelen indtil klokken tre om morgenen, og jeg vidste nu at det var sandheden han havde. Bagefter kunne jeg ikke falde i søvn, af ren og skær taknemmelighed. Jeg indså at jeg var på rette spor og ville være i stand til at holde mit løfte til Gud.
Samfund med Guds folk
Gennem Leroy lærte jeg de bøger og skrifter at kende som Vagttårnsselskabet udgav. Jeg gav ham 7 dollars og bad ham skaffe mig alt hvad der kunne fås. Jeg kunne se at jeg havde meget at lære. Så snart bøgerne kom, begyndte jeg at studere. Men allerede inden den tid, ja endnu samme formiddag som Leroy rejste hjem, tog jeg af sted, udrustet med min bibel. Jeg steg på en bus og kørte cirka fem kilometer, og så begyndte jeg at gå tilbage til fods mens jeg besøgte folk og prøvede at fortælle dem om noget af det jeg havde lært.
Så skrev Leroy til mig og fortalte at en mr. Skinner ville komme til Washington fra Vagttårnets hovedkontor i Brooklyn for at holde et særligt bibelsk foredrag. Min kone og jeg tog til Washington om lørdagen, og samme aften var jeg med til at dele løbesedler ud på gaden. Den næste formiddag tog bibelstudenterne mig med ud i forkyndelsen fra hus til hus, og jeg begyndte at se hvordan man bedst deler sin bibelske kundskab med andre. Foredraget var lige det jeg havde brug for, og jeg skyndte mig hjem og forberedte mig til at vidne for mine naboer den følgende aften.
Ved den allerførste dør lukkede en kvinde op, og for jeg kunne nå at sige ret meget, skældte hun mig ud og smækkede døren for næsen af mig. Jeg blev så chokeret at jeg gik hjem for at genvinde fatningen. Men snart efter gik jeg tilbage og begyndte ved den næste dør og fortsatte i fem timer uden afbrydelse.
Mødet i Washington havde skærpet min åndelige appetit, og jeg satte mig derfor i forbindelse med menigheden i Richmond. Jeg blev budt hjerteligt velkommen, og begyndte snart at gøre fremskridt.
I 1926 var vi otte farvede bibelstudenter i Richmond, og det syntes tilrådeligt at vi oprettede vor egen menighed, i betragtning af at nogle af de nyinteresserede tøvede med at komme i en menighed hvor der fandtes hvide. I mellemtiden skrev min kone og jeg til min fader og arrangerede at vi kunne holde ferie i North Carolina, og vi tog to kartoner bøger med os. Vi afsatte snart alle disse bøger på min hjemegn, og jeg aftalte at mødes med mange af mine gamle naboer uden for kirken den følgende søndag. I den store egelund som omgiver kirken havde jeg flere tilhørere end prædikanten havde inde i kirken. Prædikanten, min egen kødelige fætter, kom ud og spurgte hvad der foregik, og så stillede folk ham det spørgsmål jeg lige havde besvaret for dem: „Hvad sker der med én når man dør?“ Han gav det rette svar, men kunne ikke forklare hvorfor så mange prædikanter siger at man enten kommer i himmelen eller i helvede når man dør.
Så kom diakonerne — deriblandt min fader — efter mig, og da de truede med at udelukke mig af kirken, fortalte jeg dem at det var umuligt, for jeg var ikke medlem og havde aldrig tænkt mig at blive det. Nu slog de helt om og prøvede at overtale mig; men jeg havde allerede truffet min beslutning. Jeg ville være en retfærdighedens forkynder, og ikke en prædikant der siger ét og gør noget andet.
I 1929 var jeg blevet forfremmet til overtjener på det hotel hvor jeg arbejdede, men på grund af arbejdstiden var jeg forhindret i at overvære møderne i menigheden. Jeg fortalte direktøren at jeg ville tage fri tidligt hver søndag for at kunne komme til vort bibelstudium. Han sagde at jeg så måtte se mig om efter noget andet arbejde. Jeg gik tidligere flere søndage, men hver gang jeg kom tilbage, stod min stilling stadig åben til mig. Jeg havde dette arbejde i tre år, men så begyndte det at bekymre mig at jeg gik glip af de fleste af Jehovas vidners stævner fordi jeg var så bundet af det. Hvad skulle jeg nu gøre?
Heltidstjeneste for Riget
Min hustru, der overhovedet ikke havde været overbevist om at min nye religion var det rigtige, tog i 1932 samme standpunkt som jeg. Vi begyndte at lægge planer om at træde ind i heltidstjenesten og virke hvor som helst der måtte være brug for os. I 1933 var vi parat. Min broder Leroy og hans kone var allerede heltidsforkyndere, og vi begyndte at arbejde sammen med dem i et distrikt i Allendale, South Carolina. Vi var en gruppe på seks pionerer som var med til at oprette en menighed i Atlanta.
I 1935 havde vi den store glæde at kunne overvære hvert eneste møde ved Jehovas vidners kongres i Washington, D.C. Vi fik nu til opgave at arbejde i landdistrikt i Georgia, hvor vi havde flere interessante oplevelser. Et sted gav en hvid mand os for eksempel lov til at stille vores beboelsesvogn på en vej som ikke blev brugt, mens en anden hvid mand længere fremme ad vejen truede os og sagde at hvis vi ville undgå at komme i vanskeligheder skulle vi ikke blive der natten over. Der boede mange farvede mennesker der på egnen, og en del af dem bønfaldt os om at tage af sted, for de vidste at denne mand virkelig var ondskabsfuld og kunne volde os meget besvær. De sagde at han cirka tre måneder forinden havde ladet en farvet mand dræbe, og at en anden var blevet pryglet med et økseskaft.
Efter at have henvendt os til Jehova i bøn besluttede vi at blive, og natten gik uden at der skete noget. Netop som vi næste morgen skulle til at begynde på dagens arbejde, så vi en kraftigt bygget hvid mand med et økseskaft i hånden komme hen imod os. Da han gentog den anden hvide mands advarsel sagde jeg at jeg ikke havde noget med ham eller den anden at gøre, og at jeg ikke var bange for ham. Så inviterede jeg ham indenfor i beboelsesvognen. Han sagde ja tak og lod økseskaftet stå ved døren. Mens han var inde hos os så han en bibelsk brochure med ordet „Regering“ i overskriften, og han må derefter havde fortalt folk at jeg kom fra regeringen, for det samarbejde jeg fra da af mødte hos både hvide og farvede kunne ikke have været bedre.
Få uger senere arbejdede vi i et andet område som var berygtet for sin modstand mod farvede. Lige før vi nåede det farvede distrikt hvor vi havde planlagt at forkynde, løb bilen tør for benzin. Vi kunne se en benzintank en halv kilometers vej længere fremme. På højre side af vejen gik en hvid mand og pløjede, og på den anden side var der fire hvide mænd med en buldog, en riffel og en stor dunk whisky. En af dem spillede på guitar. Da jeg havde ladet min hustru gå efter en dunk benzin kom de fire mænd hen til mig, og den af dem der spillede guitar sagde: „Dans for os, du gamle.“ En anden sagde: „Giv ham lidt at drikke.“ Jeg fortalte dem at jeg ikke kunne gøre nogen af delene, for jeg var en ordets tjener. Så forlangte de at jeg skulle holde en prædiken, synge en sang eller bede en bøn. Dette nægtede jeg også, med den begrundelse at man ikke må spotte Gud.
I mellemtiden var manden som gik og pløjede, kommet til, og han bad de fire andre passe sig selv. Han spurte derpå hvor jeg skulle hen og hvad jeg beskæftigede mig med. Da jeg forklarede ham det, sagde han: „Så kender jeg et godt sted hvor I kan være.“ Vi fik bilen startet, han satte sig ind og lod os køre hjem til sig selv. Da vi kørte ind i hans gård råbte han til sin kone: „Her er nogle af dine venner!“ Sikken en tid vi havde der! De fik os virkelig til at føle os hjemme. Vi boede der i flere dage og spiste sammen med dem. Hver aften endte det som regel med at vi sad og talte i tre-fire timer om bibelske spørgsmål. Hele familien var interesseret. Og da vi tog af sted græd hustruen og takkede Jehova fordi han havde sendt os. De havde lært mange af Bibelens sandheder at kende ved selv at læse Selskabets bøger, men vi var de første vidner de nogen sinde havde mødt.
Vi holder ud som gode soldater
Det var imidlertid ikke alle oplevelser der var så behagelige. I Seale i Alabama blev jeg arresteret for en mindre overtrædelse af færdselsloven og ved en kort retsproces idømt en bøde på 35 dollars, eller seks måneders strafarbejde i lænker. Pengene havde jeg ikke, og jeg skulle begynde afsoningen af de seks måneder blot få dage før Jehovas vidners konvent i Columbus, Ohio. Da min kone sagde at hun ville bringe mig alle nyhederne fra stævnet, udtalte jeg at jeg på en eller anden måde håbede at kunne være til stede og høre den indledende sang „Giv pris til Jehova“. Dommeren ændrede nu dommen til fængsel i stedet for strafarbejde i lænker. Så kom jeg altså i fængsel. Lørdag morgen kom imidlertid en ældre kvinde fra kvarteret, en farvet, ind i fængselet til mig og fortalte at hun ville betale bøden for mig så jeg kunne overvære konventet, og så kunne jeg senere betale hende dem tilbage. Derefter gik det stærkt; jeg kom til Atlanta dagen før forkynderne tog af sted til Columbus.
Fra da af havde vi ikke flere problemer. Kristne brødre gav os et pengebidrag; en betalte min billet tilbage til Columbus og en anden gav mig en æske med mad som kunne række til to dage for os. Jeg måtte gå afsides og græde, så lykkelig var jeg over at Jehova havde gjort det muligt for mig at komme til det store konvent i Columbus, tids nok til at høre de mange Guds tjenere synge „Giv pris til Jehova“. Ved dette stævne fik heltidsforkynderne den forret at uddele bogen Enemies [dansk: Fjender] og bladet Consolation (nu Awake!, dansk: Vågn op!) til alle stævnedeltagerne. Da vi kom tilbage til vort distrikt havde vi midler nok til at tilbagebetale lånet på de 35 dollars og til at købe noget tøj som vi havde hårdt brug for.
Da min kone og jeg begyndte at tilbyde blade på gaden i Opelika, Alabama, blev vi arresteret og dømt for at have overtrådt byens fortovsvedtægter. Denne sag blev ført op gennem retsinstanserne lige til De forenede Staters højesteret, hvor dommen gik os imod i 1942; året efter blev den imidlertid omstødt. I mellemtiden blev Rigets arbejde genstand for stor omtale, og selv om nogle modstandere følte sig tvunget til at træde frem og åbent give udtryk for deres dårlige ånd, fik mange oprigtige mennesker øjnene op for Guds sandheder.
I 1941 var vores distrikt La Grange i Georgia. Også her betragtede præsteskabet og politiet sig som censorer der kunne føre tilsyn med alt hvad folk sagde eller gjorde. De prøvede at skræmme os ud af byen med trusler, og arresterede til sidst min kone. Da jeg kom for at forhøre mig om hende, bad man mig møde i retten næste morgen. Jeg mødte tidligt, og en gruppe politimænd greb mig, førte mig ned i kælderen og slog mig ubarmhjertigt. Fire af dem holdt mig, to i armene og to i benene. De løftede mig op fra gulvet og begyndte efter tur at sparke mig i maven. De slog mig også i hovedet med et gammelt cykeldæk.
Da jeg kom til mig selv igen befandt jeg mig i en fængselscelle. Mit hoved var så opsvulmet at jeg næppe kunne se. Jeg blev tilbageholdt i fire-fem dage og derpå løsladt efter at en betjent havde trukket sin pistol og advaret mig om at han ville skyde mig hvis han så mig i byen igen med ’denne sorte æske’ (min bogmappe). Næste dag besluttede jeg, trods truslerne, at besøge nogle der var interesseret. Mens jeg gik af sted så jeg to eller tre betjente komme i politiets patruljevogn. Så, tænkte jeg, nu kommer det kritiske punkt i dit liv. Men da de kørte forbi så de alle til den anden side. De forsøgte dog at få vores værtinde til at sige os op, men forgæves.
Stadig nidkære
I tolv år nød jeg den store forret at være en af Selskabets rejsende tilsynsmænd i Sydstaterne. I 1955 fik min kone og jeg derpå uddannelse som missionærer på Vagttårnets bibelskole Gilead. Det var en vidunderlig tid hvor vi tilegnede os kundskab og nød samværet med vore kristne brødre fra andre dele af verden, og ligeledes fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn. Så blev vi igen specialpionerer og kom til at tjene i byer hvor der var behov for at oprette og opbygge nye menigheder af Jehovas vidner.
I maj 1965 blev jeg indlagt til behandling og observation på Veterans Administration Hospital i Jackson, Mississippi. Da jeg blev udskrevet sagde lægen at jeg led af dårligt hjerte som følge af åreforkalkning; jeg havde desuden sår på tolvfingertarmen, hæmorroider, og dårlige øjne. Han sagde at jeg fra nu af måtte tage den med ro. Alligevel klarer jeg mig udmærket og har ikke sat tempoet ret meget ned. Når jeg ser tilbage på de over fyrre år jeg har brugt i Jehovas tjeneste og tænker på alle de velsignelser jeg har modtaget, har jeg ikke noget at klage over; min glæde er fuldkommen. Og Rigets interesser indtager stadig førstepladsen i mit liv.