„Stålsæt jeres sind til aktivitet“
NOGLE mennesker har det ligesom elektricitet. De søger altid ad den vej hvor der er mindst modstand. De undgår alt hvad der kræver fysisk eller mental anstrengelse hvis det overhovedet er muligt. De foretrækker at gøre det der er nemmest, fremfor det der er anstrengende eller vanskeligt. Jo mindre der kræves af dem des bedre passer det dem.
En sådan indstilling er en alvorlig misforståelse. Den fører ikke til fysisk, mental og åndelig styrkelse og sundhed. Aktivitet, ikke inaktivitet, er til et menneskes gavn. Hvilken fremgang kunne en sportsmand gøre hvis han aldrig anspændte sig for at gøre mere end det der faldt ham let? Kun gennem en uophørlig stræben efter at klare større højder kan en springer opøve sit legeme så meget at højder der engang forekom ham vanskelige bliver som en leg for ham. Sådan forholder det sig under en hvilken som helst form for aktivitet et menneske måtte udøve. Hvad der kræver en stor anstrengelse nu, vil senere falde en let hvis man øver sig.
Det menneskelige legeme var ikke bestemt til uvirksomhed. Det må have motion for at et godt helbred kan bevares. Men da motion virker udmattende og kræver en anstrengelse, undgår mange mennesker den. I stedet for at gå op ad trapperne tager de elevatoren. I stedet for at vandre en lang tur kører de. Jo længere tid der går uden at de bruger musklerne, des vanskeligere falder det dem at udføre fysisk arbejde der forekommer de fysisk trænede let.
Hvor stor en rolle fysisk aktivitet spiller for sundheden blev pointeret i en artikel der stod at læse i Science Digest for december 1958. Den sagde: „Sundhed, udholdenhed, ernæring samt alment velbefindende afhænger af en fællesnævner — sundt blodomløb. Den eneste måde hvorpå man kan skaffe sig det er ved systematisk motion.“
Ligesom fysisk aktivitet er nødvendig for legemlig sundhed er åndelig aktivitet nødvendig for åndelig sundhed. Apostelen Peter erkendte dette faktum. Derfor sagde han til sine medkristne: „Stålsæt jeres sind til aktivitet.“ (1 Pet. 1:13, NW) Deres åndelige aktivitet var den kristne tjeneste. Ulig vore dages navnkristne, der mener at de får tilstrækkelig religiøs træning ved at sidde i kirken en gang om ugen, studerede de første kristne flittigt Guds skrevne ord og forkyndte det offentligt.
Det var denne aktivitet Paulus omtalte da han skrev: „Lad os ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er frugt af læber som offentligt forkynder hans navn.“ (Hebr. 13:15, NW) Hans ord afslører at alle tog del i den kristne tjeneste og at den var en fast del af deres gudsdyrkelse.
I forbindelse med denne aktivitet gjorde de brug af den kundskab de tilegnede sig om Gud og hans hensigter. De talte med mennesker om Guds vidunderlige gerninger, som forudsagt i Salme 145:11, 12: „De forkynder dit riges ære og taler om din vælde for at kundgøre menneskens børn din vælde, dit riges strålende herlighed.“
Det var ikke nogen let sag for de første kristne at gå ud og tale med fremmede om Guds gerninger og hensigter. Det udmattede dem både mentalt og fysisk. De måtte stålsætte deres sind ved personligt studium af Skrifterne så de kunne ræsonnere med folk, og fremlægge bibelske beviser for deres udtalelser. Dette kostede en mental anstrengelse. Det var fysisk trættende for dem at vandre fra hus til hus og fra by til by mens de forkyndte livets ord. Kristendom er ikke for mennesker der ønsker at slippe let om ved det. Den er for dem der er villige til at ofre sig for at gøre Guds vilje og for at hjælpe mennesker ind på vejen til evigt liv og lykke. Sådan var de første kristne. Denne kristne aktivitet var af væsentlig betydning for deres åndelige sundhed. Den holdt dem nær til den højeste Suveræn og bevirkede at de hele tiden var sig den guddommelige vilje bevidst.
Åndelig aktivitet er i dag som dengang nødvendig for at bevare den åndelige sundhed. At passe bingospil, kirkebasarer og tombolaer og den slags, kan ikke betegnes som åndelig aktivitet. Åndelig aktivitet består i dag i det samme som den bestod i på de første kristnes tid, en offentlig forkyndelse af Guds værk og hensigter. Den består i at tale om hans mægtige gerninger og hans riges herlighed. Det er denne åndelige aktivitet der medfører åndelig sundhed og guddommelig anerkendelse.
Det er ikke tilstrækkeligt for et menneske at sige at det har tro. Det må bevise sin tro ved ivrigt og ihærdigt at udføre den kristne tjeneste. Det må stålsætte sit sind gennem studium af Skriften, og derefter blive aktiv i den offentlige forkyndelse af og undervisning i Guds sandhedsord. Bibelskribenten Jakob siger tydeligt at tjenesten er for alle. „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse ham? I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort, og ikke af tro alene.“ — Jak. 1:22; 2:14, 24.
Aktivitet i den kristne tjeneste er det arbejde der beviser at et menneske har tro. Kristus blev et forbillede for sine efterfølgere ved selv at være optaget af denne aktivitet. Gennem sine gerninger beviste han sin tro på Faderen. Han søgte ikke uvirksomhedens lette vej men arbejdede ihærdigt på at udføre den offentlige forkyndelse af og undervisning i de bibelske sandheder. Han befalede sine disciple at gøre det samme. Og som de fulgte i hans fodspor med hensyn til åndelig aktivitet, må de kristne også gøre det i dag. Deres åndelige velbefindende afhænger af om de gør det. Det er grunden til at Jehovas vidner lægger så stor vægt på denne aktivitet og opbygger menneskers sind gennem bibelundervisning. De tilrettelægger et bestemt program for deres tjenesteaktivitet, og dette opfylder de bibelske krav.
Vi lever på en kritisk tid i menneskets historie, på den tid da Guds hensigter skal gennemføres. Det er for de kristne tiden til at udfolde en intensiv aktivitet i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Ved at udføre dette arbejde beviser de at de har tro og er værdige til som Rigets undersåtter at modtage det evige livs guddommelige gave.