Forskellen på Guds menighed og Guds rige
HVAD er Guds menighed? Hvad er Guds rige? Hvordan skelner Bibelen mellem de to udtryk? Lad os ikke prøve at finde svarene i de indbyrdes modstridende opfattelser der gør sig gældende blandt både katolske og protestantiske teologer. Lad os hellere vende os til Guds ord, idet vi væbner os med samme indstilling som apostelen: „Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner.“ — Rom. 3:4.
Når de forskellige mænd som affattede De kristne græske Skrifter beskæftigede sig med Guds menighed, brugte de ordet ekklesía, som er afledt af de to græske rodord ek, der betyder „ud“, og kaleín, der betyder „kalde“. Ordet hentyder til en gruppe mennesker, en forsamling eller menighed, som er kaldet ud eller sammenkaldt, officielt eller uofficielt.
Imperial Bible Dictionary siger med hensyn til ordet ekklesía: „Ordet ekklesía benyttes i Det nye Testamente aldrig om selve den bygning hvori de kristne samles for offentligt at tilbede Gud; egentlige bygninger af den art nævnes første gang længe efter aposteltiden.“ Eftersom det forholder sig sådan, er det bedre at gengive ordet med „menighed“ eller „forsamling“, hvad New World Translation gør, end med „kirke“, hvilket forekommer i flere oversættelser. Når folk hører ordet „kirke“ tænker de fleste på en bygning hvor man samles til andagt, og ikke på en forsamling af mennesker der er optaget af at tjene og tilbede Gud.
Ordet ekklesía indeholder ikke i sig selv nogen religiøs betydning, skønt det efterhånden har fået det. Det anvendes om en borgerlig forsamling i Apostlenes Gerninger 19:29-41, hvor vi læser at en skare efesere samledes for at protestere imod den virkning som apostelen Paulus’ og hans ledsageres forkyndelse ville få på fremstillingen af sølvtempler.
Man kan sige at Noa og hans familie udgjorde Guds første ekklesía eller menighed, for de blev i sandhed kaldt ud eller adskilt fra deres samtidige, de onde mennesker som levede før Vandfloden, og det både på grund af deres rene gudsdyrkelse og deres arbejde med at bygge arken.
De første som i Bibelen direkte bliver kaldt en ekklesía eller menighed er imidlertid Israels børn. Gang på gang anvender den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter udtrykket ekklesía på denne menighed, helt fra Moses’ tid og fremefter. (5 Mos. 9:10, hvor der ifølge oversættelsen af 1871 og Buhls oversættelse står „Forsamlingens Dag“.) Salmisten David skrev ligeledes: „[Jeg vil] prise dig midt i forsamlingen.“ Lukas benyttede det samme ord da han gengav Stefanus’ udtalelse om Israels folk i ørkenen: „Det var også ham [Moses], som, dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes . . . .“ — Sl. 22:23; Ap. G. 7:38.
Man kan ikke komme uden om at Israels folk var en ekklesía eller menighed, for ved Moses kaldte Gud folket ud af Ægypten, ganske som Gud senere udtalte gennem sin profet: „Jeg fik Israel kær i hans ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn.“ I Septuaginta-oversættelsen kommer ordet for „kaldte“ fra samme rodord som ekklesía. — Hos. 11:1.
Guds kristne menighed
Israels folk var Guds forsamling, ekklesía eller menighed, men kun indtil pinsedagen i år 33 e. Kr. Fra den dag begyndte Gud at kalde en ny menighed ud, nemlig den kristne menighed. De første af dens medlemmer kaldtes ud fra den forkastede jødiske menighed, som vragedes fordi den i sin utroskab ikke ville kendes ved Guds søn, Messias. Begyndende med Kornelius blev denne kristne menigheds medlemmer også kaldt ud fra hedningenationerne. Med fuld føje kaldes menigheden, for den kriste menighed, eftersom Jesus omtalte den som „min menighed“. Dette var ganske på sin plads fordi „Kristus også elskede menigheden og gav sig selv en for den“. Men desuden er den „Guds menighed“ fordi den omfatter både Jesus og hans legeme, hans efterfølgere. — Matt. 16:18; Ef. 5:25; Ap. G. 20:28; Gal. 1:13, NW.
Udtrykket ekklesía anvendtes aldrig om en bygning, men De kristne græske Skrifters nedskrivere benyttede det dog på fire forskellige måder. For det første er ordet en betegnelse for den hele „menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene“, og som ifølge andre skriftsteder kun tæller 144.000. Ordet bruges desuden om alle de kaldede som lever på et givet tidspunkt. Således formaner Paulus de kristne til ikke at være „til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker“, det vil sige for udenforstående, „eller for Guds menighed“. — Hebr. 12:23; 1 Kor. 10:32; Åb. 7:4; 14:1, 3.
Alle de mennesker der inden for et bestemt geografisk område var kaldt ud af verden og samlet som kristne, blev ligeledes kaldt en menighed: „Menigheden i Jerusalem“, „Guds menighed i Korint“, „de syv menigheder, i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea“, og så videre. (Ap. G. 8:1; 1 Kor. 1:2; Åb. 1:11) Ikke sådan at forstå at alle disse virkede uafhængigt af hinanden. De anerkendte alle den myndighed som var overdraget det styrende råd i Jerusalem, hvilket bestod af apostlene og andre ældre mænd fra byen. I apostlenes dage var der ikke noget som hed bispesæder og bispedømmer; de opstod langt senere og kappedes da om at vinde overtaget, hvilket til sidst lykkedes paven i Rom. — Ap. G. 15:22-41; 16:4, 5.
Endelig dækker udtrykket ekklesía også over en gruppe af kaldede som jævnligt samles i et bestemt hjem eller hus. Den blev ligeledes betegnet som en menighed. „Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, . . . og hils menigheden i deres hjem.“ Paulus’ brev til Filemon er blandt andre adresseret til „menigheden i dit hus“. — Rom. 6:3-5; Filem. 2.
I vore dage lever der kun en lille rest på lidt over 13.000 der bekender sig til „Guds menighed“. De er fordelt på 20.000 menigheder i 179 lande og har over 800.000 medarbejdere, alle aktive kristne der ikke bekender sig til dem „som er indskrevne i himmelen“. Disse kaldte Jesus „andre får“, der ikke hører til den himmelske fold, „en stor skare, som ingen kunne tælle“ og som „stod foran tronen [Guds] og lammet“. Eftersom denne skare mennesker ejer samme tro og udfører samme gerning som de der hører til den himmelske fold, er en blevet knyttet til den nuværende kristne menighed på jorden. — Joh. 10:16; Åb. 7:9.
Guds rige
Hvad er Guds rige? Ifølge kendte protestantiske teologer er det „at skabe en ordnet menneskehed ved hjælp af kærlighed“. Disse religiøse ledere hævder at den kristne menighed må se det som sin pligt at påvirke lovgivningen til fordel for arbejderstanden og de undertrykte racer. De prædiker det de kalder et „socialt evangelium“, og vil ad den vej skabe Guds rige i menneskers sind og hjerter. Imidlertid tager sådanne religiøse ledere fejl både med hensyn til hvad der er den kristne menigheds arbejde og mål, og med hensyn til hvad Guds rige er.
Lige siden Pinsedagen har den kristne menighed af Gud fået overdraget et hverv. Dette går imidlertid ikke ud på at skabe Guds rige. Menigheden skal først og fremmest „vidne om sandheden“, sådan som Jesus Kristus gjorde det. Hvordan kan det være at Gud „vendte sin opmærksomhed mod nationerne“? „For ud af dem at tage et folk for sit navn.“ (NW) Ja, disse er ’kaldt ud af mørket og ind i Guds underfulde lys i den udtrykkelige hensigt vidt og bredt at forkynde hans guddomskraft’. Dernæst er det Guds agt at de skal helliggøres, det vil sige at de skal berede sig til at indtage en plads i det himmelske rige ved trofast at udrette forkyndergerningen og leve et retfærdigt liv, således at de sejrer over den verden som beherskes af Satan. Jesus sagde: „Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.“ — Joh. 18:37; Ap. G. 15:14; 1 Pet. 2:9; Åb. 3:21.
Guds rige er en regering. Basileía er det ord som i alle De kristne græske Skrifter oversættes med „rige“. Det forklares som „et kongerige, et kongedømme, område eller land der styres af en konge; kongemagt, myndighed, herredømme, regering; kongeværdighed, kongetitel og -ære“.
Vel er det sandt at Jesus sagde: „Guds rige er inden i jer.“ (Luk. 17:21) Men her talte Jesus til farisæerne, om hvem han sagde at de var hyklere og at de havde Djævelen til fader. Guds rige kunne aldrig være inden i dem. Nævnte vers burde derfor hellere oversættes: „Guds rige ger midt iblandt jer.“ Det kunne Jesus sige fordi basileía også sigter til kongen i et rige, til kongeværdigheden. — Luk. 17:21, fodnoten; se også NW; RS; AV, marginalnoten.
Jesus befalede sine efterfølgere at bede om Guds riges komme, og i samme forbindelse skulle de anmode Gud om at lade sin vilje ske på jorden. Hvis Guds riges komme afhænger af om de nominelle kristne menigheder får held til at bringe Guds vilje til at ske på jorden, vil det aldrig komme. For på intet tidspunkt er Guds vilje i den grad blevet krænket som den bliver det i nutiden. Ondskabens kræfter har så stærkt et fodfæste og selviskheden stikker så dybt i menneskers hjerter at det aldrig vil lykkes for ufuldkomme skabninger at indføre Guds rige.
Om jordens, onde og undertrykkende nationer siger Gud til sin søn: „Med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ Guds rige „skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed“. Når først jorden er blevet befriet for al ondskab, vil indbyggerne som er tilbage lære retfærdighed, og det samme vil de børn som fødes og de mennesker som opstår fra de døde. Guds rige vil forvandle hele jorden til et paradis, og Kristus skal regere lige indtil alle hans fjender, deriblandt også døden, er tilintetgjort. Da vil ingen nogen sinde behøve at fælde en tåre, for „der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“. — Sl. 2:9; Dan. 2:44; Åb. 21:4.
Forskellene
Skønt det undertiden kan synes som om Bibelen bruger udtrykkene „menighed“ og „rige“ i flæng, er der dog nogle forskelle mellem de to begreber som man bør være klar over. Den kristne menighed kaldes således for „Rigets børn“ eller afkom, men udtrykket „menighedens børn“ anvendes aldrig. I ordet „rige“ ligger der langt mere end der gør i ordet „menighed“. Jehova Gud er selve kilden til Riget, eftersom der om ham siges at han „kan give det“. Et rige har desuden ikke alene en kongefamilie men også undersåtter og et domæne. — Matt. 13:38; Åb. 11:17; Dan. 4:17, 25.
Dertil kommer at mens Guds menighed begyndte på Pinsedagen, viser opfyldte bibelprofetier at Guds rige først begyndte i 1914, nemlig efter at Jesus, der lignes ved „en mand af fornem slægt“, havde modtaget Riget og var vendt tilbage. I nitten hundrede år har menigheden været på jorden, og i al den tid har den bedt om at Guds rige måtte komme. De som er blevet utålmodige og gerne har villet opnå at herske inden Guds tid var inde til det, har gjort sig skyldige i en alvorlig forsyndelse og er gået glip af det himmelske håb. Sådanne forekom i Korint på Paulus’ tid, og han satte dem strengt i rette. Når vi læser at Gud „førte os [medlemmerne af den kristne menighed] over i sin elskede Søns rige“, kan det derfor kun betyde at deres troskab nu er ført over på Guds rige, ikke at de skal herske mens de lever på jorden. — Luk. 19:12; 1 Kor. 4:8; Kol. 1:13.
Vi har også lagt mærke til at der i begyndelsen fandtes mange menigheder blandt de kristne, akkurat som tilfældet er nu, men der gives altid kun ét rige. På ethvert givet tidspunkt siden Pinsedagen har de som blev kaldede til at være lemmer på Kristi legeme udgjort den kristne menighed, men de kunne aldrig betegnes som et rige. De mennesker der er kaldt ud af verden for at høre til den kristne menighed, er fra jorden og har tilknytning til jorden, og det er da først og fremmest mens de er på jorden at de udgør den kristne menighed. Riget hører imidlertid hovedsagelig himmelen til og skal styre fra himmelen, skønt det vil udstrække sine velsignelser til jorden.
Vi må ikke overse det faktum at et menneske først må optages i den kristne menighed inden det kan blive optaget i Guds rige. Et menneske bliver medlem af Guds menighed ved at følge bestemte trin, nemlig kundskab, tro, anger, omvendelse og indvielse, hvorefter Gud må hellige det og ved sin hellige ånd avle det til et himmelsk håb. Men optagelse i Guds rige sker først når man har bevist sin trofasthed: „Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ Den kristne menighed vil en skønne dag ikke længere findes på jorden, nemlig når dens sidste medlemmer er døde og er blevet oprejst i den første opstandelse. Guds rige, derimod, vil aldrig ophøre. — Ap. G. 14:22; Es. 9:7; Luk. 1:33.
Her har vi således fået klarhed over hvad Guds menighed, ekklesía, og Guds rige, basileía, er; selv om de to har meget tilfælles må vi dog på adskillige punkter skelne imellem dem.