Sætter du pris på samværet med brødrene?
DA APOSTELEN Peter i det første århundrede omtalte de kristne som „hele samfundet af brødre i verden“, nævnte han et af de væsentligste træk som skulle kendetegne Kristi efterfølgere. (1 Pet. 5:9, NW) De kom sammen. De var ikke tilfredse med at blive hjemme, at have deres religion for sig selv, i al stilhed. De følte nødvendigheden af at komme sammen med dem som havde den samme tro, at samles med dem så ofte som det var praktisk muligt. De måtte tale om deres tro.
Disse kristne havde et behov for at komme sammen. Intet andet samvær kunne tilfredsstille dem. De kom også apostelens advarsel i hu: „Slet omgang fordærver gode sæder.“ (1 Kor. 15:33) Ved regelmæssigt at komme sammen og pleje god omgang kunne de følge bibelskribenten Judas’ indtrængende råd: „Opbyg jer selv på jeres højhellige tro.“ (Jud. 20) Denne samhørighed med den kristne menighed var så vigtig for dem at hverken forfølgelse, politiske uroligheder, store afstande, dårligt vejr eller andre besværligheder kunne forhindre de nidkære kristne i at mødes. Hvordan er din indstilling til det kristne samvær?
Store afstande og andre problemer overvindes
Lang vej til den nærmeste mødesal og manglende transportmidler kan være en hindring for nogle, men ikke for Jehovas vidner i Panama. En gruppe på otte må tilbringe tre og en halv time på hesteryg ad forrevne klippestier. I såvel godt som dårligt vejr er de regelmæssigt at finde i rigssalen til den aftalte tid, ivrige efter at nyde samværet og blive åndeligt opbygget. I et andet barskt bjergområde har vidnerne en spadseretur på flere timer og må krydse vandløb på snævre træstammer, eller vade gennem vandet, bærende på deres sko. Når de kommer til mødestedet vasker de ben og fødder, tager skoene på igen og nyder programmet. De er uforknytte, selv med udsigterne til en tilsvarende hjemtur, denne gang i mørke.
Hvis du intet transportmiddel har og rigssalen ligger langt fra dit hjem, så tænk på nogle af vidnerne i Colombia i Sydamerika som ofte må tilbagelægge toogtredive kilometer til fods for at komme til mødestedet, og det både i solskin og i regnvejr, ikke på godt oplyste, asfalterede veje, men ad snævre stier, over floder hvor vandet går dem til livet, under en brændende sol eller skybrudsagtige byger. Og vel at mærke er det ikke for at komme til et særligt møde, men for at overvære de regelmæssige ugentlige møder hvor Bibelen studeres ved hjælp af Vagttårnet.
Mange steder i Mexico er det eneste transportmiddel man har, sine egne ben. Alligevel viser Jehovas vidner i dette land stor værdsættelse af møderne. Tilslutningen til det ugentlige vagttårnsstudium ligger gennemsnitligt på 119 procent af det samlede antal vidner, 91 procent kommer til de ugentlige studiemøder i private hjem, og 82 procent kommer til mødet midt på ugen hvor man taler om og dygtiggør sig til forkyndelsen. Disse tal, der viser en stor mødedeltagelse, gælder ingenlunde kun for de større byer; de gælder for hele landet.
I Paraguays landområder opretholder Jehovas vidner en regelmæssig mødedeltagelse trods mange vanskeligheder. Nogle tager turen til rigssalen på hesteryg eller i hestetrukne kærrer, men hovedparten vandrer til fods. Når det regner har de intet valg, for alle veje bliver lukket ved lov indtil de er tørre igen. Vidnerne går derfor på bare fødder igennem dybt mudder, og når de kommer til rigssalen vasker de fødderne og tager deres sko på igen.
I Costa Rica, hvor tre fjerdedele af vidnerne bor i landdistrikterne, går eller rider de i indtil seks timer ad mudrede stier for at komme til møderne. Et kvindeligt vidne leder tolv bibelstudier forskellige steder, og har desuden en seks timers spadseretur til menighedens møder. En gang om måneden tager hun af sted i kano på en tur der varer otte timer for at nå ud til en øde egn af distriktet, hvor interesserede mennesker spændt venter på den undervisning hun vil give dem i Bibelen.
Fattigdom ikke noget handicap
Fattigdom betragtes af nogle som grund til at undvære nogle af møderne i rigssalen. Transportudgifterne er store. Men dette regnes ikke for nogen uoverstigelig hindring i Mellem- og Sydamerika. I Asunción, Paraguay, er der en mor med syv børn der regelmæssigt overværer møderne i rigssalen to gange om ugen, selv om den lange bustur koster dem 36 procent af det familien tjener i gennemsnit om måneden. For dem opvejer velsignelserne ved det kristne samvær det rigeligt.
En ældre søster i Panama er ved sit gode eksempel en kilde til stor opmuntring for alle i den samme menighed. De ved at hun for at komme til rigssalen først må padle over Gatun-søen i en „cayuco“, en hjemmelavet kano. Derpå må hun gå godt tre kilometer, og til sidst tager hun en bus yderligere seksten kilometer. Hvordan hun betaler for busturen? Hun tager æg med, pakket ind hver for sig i palmeblade, og sælger dem til sine medpassagerer.
I Venezuela må de der bor i det indre af landet være fast besluttede på at gøre en ekstra indsats for regelmæssigt at nyde godt af samværet i rigssalen. Mange bor på små gårde og har en meget lille kontant indkomst; så det er vanskeligt at få penge til busturene. En ældre kvinde der bor i et isoleret område går ofte toogtredive kilometer til den nærmeste rigssal. Hun medbringer nogle af sine produkter som hun sælger på torvet for at få penge til turen hjem med bussen. Trods hindringer som disse er mødedeltagelsen i Venezuela god — 95 procent af vidnerne overværer ugentligt vagttårnsstudiet.
Langs Costa Ricas Atlanterhavskyst anlagde The United Fruit Company for år tilbage nogle smalsporede jernbanelinjer for at kunne transportere bananer. Selv om disse jernbanelinjer nu sjældent bruges, benytter vidnerne og andre dem, idet de kører på fladvogne trukket af muldyr. Naturligvis er det vanskeligt hele tiden at undgå at blive ramt af de knolde af snavs som muldyret sparker op på dem, og ofte må de mandlige vidner, når de ankommer til bestemmelsesstedet, vaske sig og skifte tøj før de tager del i programmet om aftenen i rigssalen. Alt dette gennemgår de for at nyde samværet med andre af samme tro. Ville du gøre det samme?
Også i Honduras har trofaste kristne dette stærke ønske om at komme sammen med brødre i samme tro. En kvinde hvis mand ikke er et vidne og som har otte børn, svigter sjældent møderne i menigheden, selv om hun må gå godt tre kilometer hver vej. Ét ægtepar går mellem seks og syv kilometer til rigssalen. Efter hvert møde starter de hjemturen, som foregår i mørke gennem et junglelignende område, og somme tider når de først hjem klokken et eller to om natten. Dog ville de aldrig drømme om at undvære et eneste af disse opbyggende møder sammen med deres kristne brødre.
Andre vanskeligheder overvindes
For nogle kan træthed efter en dags arbejde måske være en god grund til at blive hjemme fra mødet om aftenen. Sådan er det ikke med en far til to små børn i Britisk Honduras. Han arbejder fra det bliver lyst til det atter mørkner, somme tider så længe som til klokken syv. Men han har organiseret familien så den ikke kommer til at undvære nogen af de gavnlige ting de ugentlige møder indeholder. Hustruen gør børnene klar i forvejen og tager tidligt af sted til rigssalen, da de små er langsommere og der er godt tre kilometer at gå. Før hun går, sørger hun for at alt er parat til hendes mand, så han hurtigt kan skifte og indhente hende på vejen.
Ofte er hans hjælp påkrævet, for kraftige regnskyl får undertiden slangerne til at krybe ud på stierne. Han må være på vagt for at beskytte sin familie. Ikke desto mindre er samværet med brødrene i troen målet fremfor alt andet. Han ved hvor tilfredsstillende de åndelige festmåltider er.
I Venezuela er der en søster der bor lige ved tyve kilometer fra den nærmeste rigssal. Når det regner er det umuligt for bilerne at køre på vejene; floderne går over deres bredder, og på nogle steder må hun vade igennem vand der når hende næsten til skulderen. Der er også andre farer. Engang da hun var på vej til rigssalen, som ligger i et område der er tæt bevokset med krat, følte hun noget skarpt imod sit ene ben, men hun tog sig ikke nærmere af det da hun troede det blot var en skarp gren der havde strejfet hende. Efter et stykke tid begyndte benet at blive følelsesløst. Hun søgte behandling for slangebid ved det lokale hospital. Nu har hun det godt, og hendes oplevelse har langtfra slået modet ned hos hende eller forhindret hende i at overholde sin plan om at overvære møderne regelmæssigt.
Det kan være vanskeligt for en stor familie at overvære menighedens møder regelmæssigt hver uge. I Mellem- og Sydamerika er der imidlertid mange store familier, og alligevel er det intet uløseligt problem. I en by i Venezuela, for eksempel, har en familie på seks en times gang til den nærmeste rigssal. Alligevel kommer de regelmæssigt til møderne. En anden familie går tre gange om ugen otte kilometer til menighedens møde, og halvdelen af vejen går ad ujævne stier.
Selv sprogskrankerne er ingen hindring for den der virkelig forstår værdien af samværet med andre der elsker Gud. I Mexico sker det tit at indianere der kommer til møderne ikke forstår spansk. Alligevel kommer de regelmæssigt og overværer det spanske møde indtil de foredrag kommer der bliver oversat til deres eget sprog. Det er opmuntrende at lægge mærke til deres åbenbare glæde ved at være til stede, selv om de ikke forstår alt hvad der bliver sagt. Ivrigt tager de til sig af den forklaring som tolken giver.
Vidnerne i Den dominikanske Republik fortsatte med at komme sammen under store vanskeligheder ved de politiske uroligheder for nylig. Somme tider måtte de tage store omveje for at komme til rigssalen på grund af barrikader. Og da hovedstaden af de kæmpende styrker blev delt i to dele, blev mange vidner afskåret fra at komme til rigssalene. Gav de op? Nej. De samledes i private hjem. På den måde behøvede de ikke at undvære det åndelige samvær mere end højst nødvendigt.
I nogle lande er der endda forbud mod at kristne læser Bibelen og samles med andre for at studere den. Overvælder det dem med frygt i en sådan grad at de undlader at komme sammen med andre af samme tro? Slet ikke. Trods menneskelige forbud holder de sig til den vejledning der gives af en af Jesu Kristi inspirerede apostle: „Lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling.“ (Hebr. 10:25) Senere begivenheder har vist at de har fulgt den rette vej og at Jehova beskytter og velsigner dem. Også når de er blevet pågrebet og straffet har han givet dem styrke og håb til at overvinde og opveje de mentale og fysiske lidelser de har måttet gennemgå.
Med disse inspirerende eksempler på en kærlighed der udholder alt og som giver sig til kende i den rette værdsættelse af regelmæssigt samvær med kristne brødre, vil det være på sin plads om vi hver især analyserer vort eget syn på de ugentlige møder i menigheden. Det er farligt at regne med dem som noget selvfølgeligt. Der ligger også en fare i den personlige magelighed, som kan få os til at vige tilbage for at gøre en ekstra indsats, til at lægge for stor vægt på vore materielle fornødenheder fremfor vort åndelige velbefindende. Vil det være nødvendigt med et forbud mod at mødes med vore kristne brødre for at vække os til den fulde værdsættelse af dette privilegium? Sådan burde det ikke være!
Det er klart at hvis vi ønsker noget tilstrækkelig meget, vil vi gøre den fornødne indsats for at få det. Selv syge, svage, aldrende, ja krøblinge og blinde overværer møderne i den kristne menighed regelmæssigt, trods deres handicap. Hvorfor gør de nu det? Det er fordi de er overbevist om nødvendigheden af samværet og den åndelige styrke man opnår ved at tale med andre om Guds vilje. (Rom. 1:12) Opbyg fremfor alt den gode vane at komme til menighedens møder. Gør du det, vil du være til velsignelse for dine medkristne, og du vil selv blive rigt velsignet.