Forståelse af tiden — en hjælp for sande tilbedere
1. Hvorfor er det en hjælp i vor daglige tilværelse at have kendskab til tiden?
I VORT daglige liv har vi ofte brug for at kende tiden. Er det tid at stå op? tid at gå på arbejde? tid at spise? tid at gøre sig parat til at gå til møde? tid at gå i seng? Hver dag har de fleste af os atter og atter brug for at måle tiden når vi skal gå fra en af vore daglige beskæftigelser til en anden. Det er som Bibelen siger i Prædikerens bog, kapitel 3, vers 1: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.“ Hvis vi ikke bestræbte os for at være tidsbevidste, ville der meget hurtigt komme uorden i vor tilværelse. Vi kunne let spilde for megen tid på uproduktiv virksomhed og ikke bruge tid nok på produktiv virksomhed, en virksomhed der opretholder både vort fysiske og vort åndelige liv.
2. Hvordan er det i forbindelse med Jehovas hensigter til opmuntring at have forståelse af tiden?
2 Udover at det er nødvendigt med orden i vor tilværelse kan en forståelse af alt hvad der har med tiden at gøre være en kilde til stor opmuntring for de kristne, da mange af Guds hensigter med jorden og mennesket indeholder en tidsfaktor. I forbindelse med nogle af de begivenheder der er forudsagt i Bibelen, har Jehova åbenbaret den dermed forbundne tidsfaktor som en hjælp for sande tilbedere. At denne form for åbenbaring tjener som en inspiration for sande tilbedere understregede Jesus da han sagde: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.“ — Matt. 11:25.
Opmuntret af forståelse
3. Hvilke bemærkelsesværdige punkter kan nævnes vedrørende den tidsperiode Juda og Jerusalem skulle ligge øde hen?
3 Et eksempel på den opmuntring der ligger i at forstå de i profetierne opgivne tider, har vi i profetien om de halvfjerds år hvori Juda og Jerusalem skulle ligge øde. På grund af jødernes frafald til falsk religion blev de ført i fangenskab i Babylon, datidens verdensmagt. Under inspiration af Guds hellige ånd havde profeten Jeremias forudsagt denne periode på halvfjerds år. Om Juda og Jerusalem, samt andre folk deromkring, havde Jeremias profeteret: „Hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.“ (Jer. 25:11) Men foruden denne ødelæggelse havde Jehova gennem Jeremias forudsagt noget mere — en genoprettelse ville finde sted når den nævnte tidsperiode var udløbet: „Thi så siger [Jehova]: Når halvfjerdsindstyve år er gået for Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min forjættelse om at føre eder tilbage hertil.“ — Jer. 29:10.
4, 5. Hvordan var denne tidsprofeti til opmuntring for jøderne?
4 Som Jehova havde sagt, kom jøderne i fangenskab i Babylon. Judas land lå øde hen. Årene gik. Til sidst indtog medernes og persernes forenede styrker otteogtres år senere det overmodige Babylon efter at have skaffet sig adgang til byen gennem dens porte, som babylonierne tankeløst havde ladet stå åbne. Babylon blev erobret næsten uden kamp. På den måde blev de jøder der befandt sig inde i byen sparet for en langvarig belejrings trængsler. En af de jøder der var i fangenskab i Babylon i denne lange tid var Daniel, en af Guds trofaste tilbedere. Nu kom han under medo-persisk styre ved mederen Darius, der nu blev konge over Babylon. — Dan. 6:1.
5 Daniel kendte Jeremias’ profeti. Han havde også forståelse af tiden og kunne måle og beregne den. Med hvilket resultat? Det læser vi i Daniels bog, kapitel 9, versene 1 og 2: „I Darius’, Ahasverus’ søns, første regeringsår, han, som var af medisk byrd og var blevet konge over kaldæernes rige, i hans første regeringsår lagde jeg, Daniel, i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter [Jehovas] ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år.“ Hvilken opmuntring det må have været for Daniel og de andre jødiske fanger at kunne se at deres fangenskab var ved at være forbi og at tiden for den forudsagte befrielse og genoprettelse var nær!
6, 7. Hvordan har forståelsen af tidsperioden „hedningernes tider“ været en hjælp for sande tilbedere?
6 Et andet eksempel på den opmuntring der ligger i at få forståelse af tidspunktet for opfyldelsen af en af Jehovas hensigter, er profetien om den tidsperiode Jesus nævnte i forbindelse med „verdens ende“. Ifølge Lukas 21:24 sagde Jesus: „Og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ Guds tjenere på jorden ville, hvis de forstod hvad disse „hedningernes tider“ var, og hvis de kunne måle og udregne dette tidsrums længde, kunne skønne hvornår Guds rige ville blive oprettet i himmelen. Denne store begivenhed ville falde sammen med afslutningen på „hedningernes tider“ og begyndelsen til „endens tid“. — Dan. 11:27, 40; Matt. 24:3; 2 Tim. 3:1.
7 Denne tidsperiode viste sig at være 2520 år lang. Den begyndte med Jerusalems fald i år 607 f.v.t. Den sluttede i året 1914, og Guds folk på jorden kunne udregne tidspunktet endnu før det indtraf, selv om det ikke i enkeltheder var klart hvad der ville ske. Men på grund af deres forståelse af at Jehova gør brug af tidsprofetier blev de klar over at „de sidste dage“ som er forudsagt i hans ord, virkelig var begyndt. Den omstændighed at „endens tid“ var begyndt, betød endvidere at Guds rige var blevet oprettet i himmelen under Kristus. Alt dette viste sig at være til stor opmuntring for dem i disse kritiske år, især da de blev udsat for forfølgelse. Det er også til stor opmuntring for sande tilbedere i dag, for vi ved at i efteråret 1967 var der gået treoghalvtreds år siden „de sidste dage“ begyndte, siden „hedningernes tider“ endte! Det vil sige at enden på denne onde tingenes ordning vil indtræffe om kort tid. Som Jesus sagde, ville den slægt eller generation som så begyndelsen til „de sidste dage“ i 1914, også opleve enden. — Matt. 24:34.
Det rette tidspunkt
8. På hvilken anden måde viser en forståelse af tiden sig at være værdifuld?
8 Forståelse af tiden har også værdi på en anden måde. De kristne har ikke alene brug for at vide hvad de skal gøre, men også hvornår de skal gøre det. Guds tjenere nærer absolut ønske om at gøre det rigtige, og gøre det på det rigtige tidspunkt. Man kan gøre en ting på et tidspunkt hvor der bør handles, og det kan vise sig at være til ingen nytte, hvis det er det forkerte man har gjort. Det kan også vise sig at en bestemt handling, som der normalt ikke er noget i vejen med, er helt forgæves hvis den er foretaget på det forkerte tidspunkt. Ingen vil indvende noget imod at et menneske sover gennemsnitlig otte timer i døgnet. Men hvad nu hvis disse otte timers søvn blev taget når man burde være på arbejde? Så ville det naturligvis ikke være rigtigt. Det kan være opbyggende for en familie at have en tid sammen til adspredelser og fornøjelser. Men hvis dette tidspunkt altid falder på en aften da menigheden samles til møde, vil det naturligvis ikke være korrekt.
9. Hvilken forkert handling gjorde Israel sig skyldig i, selv om tiden var inde til at handle?
9 Da Jehova førte sit folk Israel ud af Ægypten sagde han at de skulle tage Kana’ans land i besiddelse, et land der flød med mælk og honning. (2 Mos. 3:15-17) Men efter at have udspejdet landet nægtede folket, med kun nogle få undtagelser, at drage ind i det fordi de var bange for dets indbyggere. De knurrede og ville tilbage til Ægypten. Tidspunktet var inde til at drage ind i det forjættede land, og de havde oven i købet fået vidnesbyrd om at Gud var med dem. Men israelitterne gjorde det forkerte. De ville ikke drage ind i landet. Derfor besluttede Jehova at den oprørske generation skulle vandre om i ørkenen i et tidsrum af fyrretyve år indtil de alle, på nogle få undtagelser nær, var døde. Det ville blive en ny generation der drog ind i det forjættede land. — 4 Mos. 13:31-33; 14:1-4, 28-34.
10. Hvorfor blev kong Sauls bønner ikke besvaret?
10 Et eksempel på en handling som man normalt vil anse for at være rigtig, men som blev udført på det forkerte tidspunkt, har vi i forbindelse med kong Saul dengang han blev grebet af frygt for filisterne. Første Samuelsbog, kapitel 28, vers 6, viser at Saul gjorde noget som man ved andre lejligheder ville have anset for det rette, for der siges: „Da rådspurgte Saul [Jehova].“ Men han rådspurgte Jehova på det forkerte tidspunkt! Det var efter at han havde overtrådt Guds befalinger og efter at Jehova havde taget sin ånd fra Saul. (1 Sam. 16:14) Han skulle have rådspurgt Jehova i bøn længe før hans hjerte blev forhærdet og han overtrådte Guds udtrykkelige befalinger. Da han vendte sig til Gud i bøn på det forkerte tidspunkt, da det var for sent, var det ingen nytte til. Som der siges videre i Første Samuelsbog, kapitel 28, vers 6: „Men [Jehova] svarede ham ikke, hverken ved drømme eller ved Urim eller ved profeterne.“
11. Hvordan kan sande tilbedere vinde Guds velbehag?
11 Når Guds tjenere, hans sande tilbedere, i dag studerer Guds sandhedsord og forstår hvad deres himmelske Fader vil have dem til at gøre og hvornår de skal gøre det, vil de derfor kunne behage Jehova og få hans velsignelse hvis de retter sig efter hans udtalte vilje. Det betyder at de må holde trit med Jehovas gradvis åbenbarede vilje og samarbejde med hans fremadskridende synlige organisation i de år der er tilbage inden afslutningen på denne tingenes ordning.
Tidens egenskaber
12. (a) Nævn nogle af de ting man ved om tiden. (b) Hvad ved man ikke?
12 Eftersom en forståelse af tiden kan være en hjælp for kristne på flere måder, så lad os gennemgå nogle af de ting man ved om tiden. Nogle af de vigtigere ting vi skal behandle er følgende: 1) Hvordan tiden bevæger sig; 2) hvordan den måles; 3) hvordan den beregnes. Men er der noget med hensyn til tiden som man ikke ved og ikke kan vide? Ja, vi ved ikke hvornår tiden begyndte og hvor den går hen. Kun Jehova har denne viden på nuværende tidspunkt, og vi behøver ikke at bekymre os om at vide det. Det ville være det samme som hvis en myre prøvede at forstå menneskets begyndelse og Guds hensigt med at sætte mennesker på jorden. Denne viden ligger langt ud over dette lille insekts fatteevne.
13. I hvilken retning bevæger tiden sig?
13 En af de ting vi ved om tiden er at den kun bevæger sig i én retning, fremad, ligesom trafikken i en gade med ensrettet færdsel. Den bevæger sig ubønhørligt i denne ene retning, og ingen skabning kan få den til at gå den modsatte vej. Det er grunden til at vi ikke kan kalde fortiden tilbage. Vi kan aldrig gå tilbage i tiden og ophæve det vi har gjort. Nej, tiden bevæger sig fremad, og vi lever altid i nuet, ikke i fortiden. Vi ved at der er en fremtid et minut eller ét år fra dette øjeblik, og at vi altid vil bevæge os fra dette „nu“ mod fremtiden, men vi kan aldrig gå tilbage.
14, 15. Hvordan har Jehova sørget for at vi kan måle tiden?
14 En anden egenskab ved tiden er den tilsyneladende hastighed hvormed den bevæger sig fra nuet mod fremtiden. Denne hastighed kan måles. Ja, Jehova vidste at mennesket ville få brug for at vide hvordan man måler tiden, især da hans hensigter indeholder en tidsfaktor. Derfor udrustede han mennesket med evnen til at måle tiden, en evne som dyrene ikke har. Jehova sørgede også for de midler hvormed mennesket kunne måle tiden nøjagtigt. I Første Mosebog 1:14 står der: „Derpå sagde Gud: ’Der komme lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat, og de skal være til tegn og til fastsættelse af højtider [årstider, NW], dage og år.’“ Jehova gjorde det altså muligt for mennesket at have rede på tiden, for hver gang jorden har foretaget ét omløb omkring solen, er der gået ét solår. I det samme tidsrum har alle årstiderne passeret revy. Og hver gang jorden har foretaget én omdrejning omkring sin egen akse, er der gået én dag eller ét døgn.
15 I Femte Mosebog 5:13, 14 fortæller Bibelen om en anden inddeling af tiden: „I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for [Jehova] din Gud.“ Dette var ugekredsløbet, en inddeling af tiden i perioder på syv dage. Denne inddeling bruger vi stadig i dag. Allerede Noa brugte en inddeling i perioder på syv dage, samt en inddeling i måneder på tredive dage. — 1 Mos. 7:4, 11, 24; 8:4.
16. Nævn tre betydninger af ordet dag i Bibelen?
16 For at forstå hvad der ligger i Bibelens brug af ordet dag må man tage sammenhængen i betragtning. Grunden er at ordet dag (jom på hebraisk, hēmeʹra på græsk) har forskellige betydninger i Bibelen. Én betydning har vi i Første Mosebog 1:5, hvor der siges: „Og Gud kaldte lyset dag.“ Den dag der her er tale om, er selve dagslysperioden der strækker sig over cirka tolv timer. I Johannes 20:19 har vi en anden betydning af ordet dag, denne gang en periode på fireogtyve timer: „Da det nu var blevet aften den samme dag, den første dag i ugen.“ En tredje betydning af ordet dag har vi dér hvor det anvendes om en tidsperiode der falder sammen med en kendt persons levetid. Et eksempel herpå har vi i Esajas 1:1, der lyder: „Det syn, som Esajas, Amoz’ søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage, da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda.“
17. I hvilke andre betydninger bruges ordet dag i Bibelen?
17 Ordet dag kan også anvendes om en længere tidsperiode. I Andet Petersbrev 3:8 siges der: „Én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag.“ Ordet dag kan omfatte en endnu længere tidsperiode, for i Anden Mosebog 20:11 står der: „Thi i seks dage gjorde [Jehova] himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han.“ Her omtales skabelsesperioderne, som efter alt at dømme hver har været på 7000 år, målt efter den syvende periode. Ordet dag i Bibelen kan imidlertid omfatte en endnu længere tidsperiode, nemlig alle skabelsesdagene tilsammen. Der siges i Første Mosebog 2:4: „Dette er himlenes og jordens historie i den tid de blev skabt, på den dag da Jehova Gud gjorde jord og himmel.“ (NW; se også den danske overs. af 1871) Her anvendes ordet dag øjensynlig om en tidsperiode der er meget længere end de enkelte skabelsesdage.
Udregning af tidsperioder
18, 19. Hvilke hjælpemidler har vi til udregning af tiden?
18 Efter at mennesket havde fået kendskab til at inddele tiden i perioder, så man behovet for at kunne beregne tiden over lange tidsrum, og derved blev kalenderne til. Som eksempler på kalendere kan nævnes den jødiske, den julianske, der blev indført af Julius Cæsar i år 46 f.v.t., og den gregorianske, der blev indført i 1582 af pave Gregor XIII. Denne kalender var mere nøjagtig end den julianske, og det er nu den der bruges i de fleste lande.
19 Til udregning af lange tidsperioder har de årstal som vi kalder „absolutte årstal“ stor betydning. Et „absolut årstal“ er et årstal som er fastslået af den verdslige historie og samtidig er årstallet for en begivenhed som Bibelen nævner. Hvis vi går ud fra et af disse årstal kan vi, ved at bruge Bibelens egen pålidelige indre tidsregning, fastslå tidspunktet for mange andre af de begivenheder Bibelen omtaler.
20. Hvordan udregnes tidspunkterne i De hebraiske Skrifter?
20 Til tidsfæstelse af begivenheder i De hebraiske Skrifter benyttes det absolutte årstal 539 f.v.t. I dette år, nærmere betegnet den 5.-6. oktober, indtog mederne og perserne Babylon. Dette årstal blev endeligt fastslået af den verdslige historie da man fandt nogle optegnelser som kong Nabonid, kong Belsazzars fader og medregent, havde foretaget. Dette bemærkelsesværdige dokument, en lertavle, har godtgjort at Babylon faldt den 5.-6. oktober i året 539 f.v.t. ifølge den gregorianske kalender. På grundlag af dette årstal kan man udregne alle andre årstal i De hebraiske Skrifter.
21. (a) Hvordan ved vi at Jerusalem faldt i år 607 f.v.t.? (b) Hvilket problem rejser sig i forbindelse med „hedningernes tider“?
21 En af de mere betydningsfulde udregninger af en lang tidsperiode omfatter den periode der kaldes „hedningernes tider“ og som vi allerede har omtalt. Ifølge Ezekiels profeti (Ez. 21:25-27) begyndte den da Guds forbilledlige rige med Jerusalem som regeringssæde blev omstyrtet af Babylon. Hvornår skete det? Historikerne er enige om at Babylon faldt i 539 f.v.t. i begyndelsen af vor oktober måned. To år senere, i 537 f.v.t., var jøderne atter bosat i Jerusalem, og dermed var den periode på halvfjerds år hvori Jerusalem skulle ligge øde, udløbet. Tæller vi nu halvfjerds år tilbage fra 537 f.v.t. kommer vi til året 607 f.v.t. Altså blev Jerusalem lagt øde i begyndelsen af oktober, år 607 f.v.t. Da begyndte „hedningernes tider“. De skulle ende med at Guds himmelske rige blev oprettet og „de sidste dage“ begyndte. Som mange bibellæsere allerede ved, strakte denne tidsperiode sig over 2520 år, hvilket kan udledes af Daniel 4:16, 17, 31, 32, Åbenbaringen 11:2, 3, og Ezekiel 4:6. Men hvordan kommer man til året 1914? Hvis man lægger 1914 til 607, får man 2521 og ikke 2520.
22. Hvor lang tid er der fra oktober 607 f.v.t. til udløbet af år 1 f.v.t.?
22 Man kan udregne det på følgende måde: Man går ud fra den 1. oktober 607 f.v.t. og tæller tre måneder frem til årets slutning. Så er vi nået til den 1. januar 606 f.v.t. (årstallene før vor tidsregnings begyndelse bliver mindre efterhånden som de nærmer sig Kristi tid). Når vi så lægger 606 hele år til, når vi til slutningen af år 1 f.v.t., og vi har i alt 606 år og tre måneder.
23. Hvor langt er der fra vor tidsregnings begyndelse til oktober 1914? Hvor meget bliver det når disse to tidsrum lægges sammen?
23 Hvad kommer nu? Hvad kommer efter år 1 f.v.t.? Er det år nul? Nej, for oldtidens folk, deriblandt grækerne og romerne, havde ikke noget nul. Da vi lærte romertallene i skolen, lærte vi ikke noget tegn for nul, for romerne havde intet nul. Nullet er opfundet af inderne omkring 150 år efter vor tidsregnings begyndelse og kom med araberne til Europa nogle århundreder senere. Året efter år 1 f.v.t. er derfor ikke år nul men år 1 e.v.t., vor tidsregnings første år. Fra begyndelsen af dette år til udløbet af år 1913, har vi 1913 hele år. Dertil kommer de ni måneder fra den 1. januar til den 1. oktober 1914. Lægger vi nu de 1913 hele år og ni måneder til de 606 år og tre måneder der var gået før vor tidsregnings begyndelse, får vi fra den 1. oktober 607 f.v.t. til den 1. oktober 1914 e.v.t. en periode på 2520 år. Det er den periode som Jesus kaldte „hedningernes tider“. At denne udregning er korrekt bekræftes af de mange begivenheder som Jesus forudsagde og som er indtruffet her på jorden siden året 1914. Selv om denne udregning måske er lidt vanskelig, er det alligevel vigtigt at kende den, da den hjælper os til at fastslå det tidspunkt da Guds rige blev oprettet i himmelen og den nuværende onde tingenes ordning gik ind i sin „endens tid“.
24. Hvordan udregnes tidspunkterne for begivenhederne under Jesu tjeneste?
24 Til udregning af tidspunkterne for de forskellige begivenheder under Jesu jordiske tjeneste har vi det absolutte årstal år 14 e.v.t. Den 19. august år 14 døde den romerske kejser Augustus og efterfulgtes af Tiberius. Læg nu mærke til hvad der siges i Lukas-evangeliet, kapitel 3: „I kejser Tiberius’ femtende regeringsår, . . . kom Guds ord til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen. Og han gik ud i hele egnen omkring Jordan og prædikede omvendelses-dåb til syndernes forladelse.“ Kejser Tiberius’ femtende regeringsår endte sidst i august år 29 e.v.t. Johannes, der var seks måneder ældre end Jesus, havde begyndt sin gerning samme forår. Et halv år senere, det vil sige i efteråret 29, blev Jesus døbt og begyndte sin forkyndergerning.
25. Hvorfor kan vi stole på de tidsangivelser der findes i Guds ord?
25 Det er en kendsgerning at Bibelen er det eneste gamle dokument der indeholder en nøjagtig fortegnelse over alle tidsperioder tilbage til menneskets skabelse, ja, som går endnu længere tilbage. Ingen andre af de gamle optegnelser gør dette. Dette har stor betydning for de kristne, og det er grunden til at de kan have så stor tillid til alle Bibelens profetier der indeholder en tidsfaktor. Jehova overholder sine tider og stunder og har en fastsat tid til alt hvad han vil gøre. Når han lover at der skal komme en ny tingenes ordning, kan vi glæde os over at disse profetier med sikkerhed vil blive opfyldt, nøjagtig til tiden. Derfor nærer de sande tilbedere i dag ikke den samme bekymring som verdens mennesker, for de ved at deres Gud, Jehova, leder dem ad retfærdighedens stier, og at han på forhånd fortæller dem hvad de kan forvente og hvornår de kan forvente det. Som Amos 3:7 siger: „Den Herre [Jehova] gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne.“