Hvor forstandig er en kappestridens ånd?

VI LEVER i en verden der er fuld af kappestrid. I en ledende artikel i New York Times den 25. juni 1969 hed det: „Kappestriden begynder tidligere og tidligere og skærpes livet igennem. Det gælder om at gå i de bedste skoler, komme på de bedste universiteter og bestå de prøver samfundet tvinger en ud i.“

Men er denne voldsomme kappestrid eller konkurrence sund? Er det klogt at udfordre hinanden til kappestrid? Er det rart at være sammen med mennesker der altid skal konkurrere med andre?

Når nogen prøver at overgå andre, at bevise at de er bedre eller dygtigere, fører det i regelen til dårlige resultater. Det belaster venskaber. Det medfører skuffelser og spændinger. Det har ofte en uheldig virkning på forholdet mellem familiemedlemmer. Desuden overvurderer mennesker ofte sig selv i deres higen efter at komme frem. Folk der er beskæftiget i forretningsverdenen har lagt mærke til sådanne dårlige virkninger.

Et medlem af den amerikanske regering har udtalt: „Jeg havde aldrig vidst hvilken pris den voldsomme konkurrence i forretningsverdenen og de liberale erhverv i Amerika har krævet af mange af vore dygtigste og mest talentfulde mænd. Mange af dem er simpelt hen blevet slidt op i kampen. . . . I overordentlig mange tilfælde har de slået sig på flasken.“

Denne voldsomme konkurrence har også skadet mange inden for sportsverdenen. Ikke sjældent lider både trænere og spillere fysisk og mentalt under presset. På grund af den fremherskende indstilling at man skal „vinde for enhver pris“, ser man desuden gennem fingre med og opmuntrer endog til brutale og uetiske metoder.

For eksempel bruger sportsfolk nu i udstrakt grad stimulerende midler for at forbedre deres præstationer. Nogle midler hjælper dem til fortsat at yde deres allerbedste på et tidspunkt da indsatsen normalt ville være nedsat på grund af udmattelse. Selv om de olympiske regler forbyder brugen af sådanne midler bruges de alligevel. En sportsmand fortæller: „Mange af os brugte et nyt middel fra Vesttyskland. Der var ingen der opdagede det under den lægeundersøgelse vi skulle igennem. Når de bliver i stand til at spore dette stof, finder vi på noget andet.“

Om situationen inden for professionel fodbold siger en træner: „Nogle af de professionelle spillere må have næsten en hel uge for at komme over den opstrammer de har fået for at klare søndagen. Bagefter må de enten have beroligende midler eller spiritus for at komme ned igen. De er således kommet ind i en ond cirkel: bliver strammet op, drikker sig fulde, har tømmermænd, er deprimerede, og bliver så strammet op igen.“

Kappestridens ånd har også en skadelig virkning på tilskuerne. Det sker at de laver optøjer, sårer og endog dræber folk. I 1967 udløste et omstridt mål i en fodboldkamp i Tyrkiet tumulter der medførte at 42 blev dræbt og 600 såret. Det berettes også at fodboldsejre har bidraget til „den voldsomste bølge af nationalisme i Perus nyere historie“. Og i New York Times hed det: „Forskellige internationale instanser prøver stadig at hele sårene efter den sidste krig mellem Honduras og El Salvador som begyndte med en fodboldkamp.“

Det er derfor forståeligt at Guds ord formaner kristne til at undgå en kappestridens ånd. Der siges nemlig: „Lad os ikke blive optaget af at forherlige os selv, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes og misunder hverandre.“ — Gal. 5:26, NW.

Det græske ord der her er oversat med „udfordre til konkurrence“ oversættes ofte med „provokere“. (AV; AS; Dy; Mo) Det betyder imidlertid mere end det. Ifølge græsk-engelske ordbøger betyder det „at kalde frem, især til kamp, at udfordre eller udæske“. Den danske autoriserede oversættelse siger: „Lad os ikke søge tom ære, så vi udæsker hverandre.“ Og fodnoten i 1950-udgaven af New World Translation foreslår: „Så vi tvinger hinanden til en styrkeprøve.“

Det er det folk ofte gør. De udfordrer hinanden og prøver at tvinge hinanden til en styrkeprøve. Motivet er at man vil vise at man er den bedste, den dygtigste eller den stærkeste og således i stand til at besejre modparten. Man siger: „Lad os se hvem der er den bedste.“ Det er at udfordre til kappestrid. Det var den samme ånd den brovtende Goliat lagde for dagen da han råbte: „Er jeg ikke en filister og I Sauls trælle? Vælg jer en mand og lad ham komme herned til mig! . . . kom med en mand, så vi kan kæmpe sammen!“ — 1 Sam. 17:8-10.

Men selv om kappestridens ånd er fremherskende i dag, er det ikke forstandigt at lade sig påvirke af den. Den skaber ikke noget godt forhold til andre. Hvordan føler vi det for eksempel hvis vi tvinges til en styrkeprøve og besejres, og sejrherren praler af udfaldet? Det er ydmygende, ikke sandt? At udfordre til kappestrid er ikke at vise kærlighed til sin næste.

Hvordan skal vi da se på spørgsmålet om at tage del i sportskampe? I dette tilfælde afhænger meget af den ånd deltagerne lægger for dagen. Prøver de at udfordre til konkurrence? Eller morer de sig simpelt hen ved at spille? Da det er så let at udfordre til konkurrence i sportskampe, vil nogle måske foretrække at vælge en sportsgren hvor der ikke eller så godt som ikke er tale om nogen form for kappestrid eller konkurrence.

Mange som har bemærket den konkurrenceånd der hersker i den professionelle sportsverden, har, da de lærte de kristne principper at kende, gjort sig fri af den. De ønsker ikke længere at blive påvirket af den ukristne kappestridens ånd. Denne indstilling finder vi for eksempel hos nogle indfødte der for nylig lærte sandheden at kende på Stillehavsøen Ponape. En af dem skriver: „Gruppen her har aflagt det skrækkelige stammehovmod der findes og som særlig kommer til udtryk under . . . de sportskampe stammerne udkæmper med hinanden.“

Det er klogt af kristne at undersøge deres indstilling og deres motiver. Er vi blevet påvirket af den voldsomme kappestridens ånd der præger verden? Udæsker eller udfordrer vi andre? Nærer vi ønske om at vise at vi er bedre, dygtigere eller stærkere end andre? Lad os være ærlige over for os selv og gøre vort yderste for at følge Bibelens formaning: „Lad os ikke blive optaget af at forherlige os selv, så vi udfordrer til konkurrence indbyrdes.“ — Gal. 5:26, NW.