Hvordan får de kristne åndelig føde?

HVORDAN forsyner Gud sine tjenere med åndelig føde? Sørger han for dem enkeltvis? Får de kristne åndelig næring uafhængigt af hinanden, uden at de behøver at komme sammen med andre som har den sande tro? Kan de bIot studere Bibelen selv og tjene Gud på egen hånd?

Vi kan få svar på disse spørgsmål ved at overveje noget som Jesus Kristus sagde til sine apostle blot tre dage før sin død. Han talte om fremtiden og beskrev i detaljer en række begivenheder der ville udgøre tegnet på hans nærværelse, på at han var kommet igen i himmelsk magt og herlighed. Han advarede dem om at holde sig vågne, idet han, når han kom igen, ville inspicere og dømme sine disciple, som han kaldte „trælle“. (Matt. 24:1-44) Han kunne bruge dette udtryk om dem fordi han snart ville købe dem for sit eget blod. — 1 Kor. 6:20; 7:23.

’Trællen’ og ’tjenestefolkene’

I forbindelse med sin advarsel sagde Jesus: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid?“ — Matt. 24:45.

’Tjenestefolkene’ er de trælle der gør tjeneste i huset. Som medlemmer af Guds husstand ville de få maden serveret samlet, idet de arbejdede sammen og kendte hinanden og hjalp hinanden. Når vi betragter de billedlige udtryk Jesus benyttede, vil vi forstå at ordet „træl“ (ental) her betegner alle husets tjenere som skare betragtet, og at ordet „tjenestefolk“ (flertal) betegner dem som enkeltpersoner.

At en hel gruppe mennesker, ja et helt folk, blev omtalt som en enkelt træl eller tjener, var ikke noget nyt for Jesu disciple. Jehova Gud havde selv flere gange omtalt Israels folk som sin tjener. Han sagde: „Men Israel, du min tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, — ætling af Abraham, min ven — hvem jeg tog fra jordens grænser og kaldte fra dens fjerneste kroge, til hvem jeg sagde: ’Du min tjener, som jeg valgte og ikke vraged.’“ (Es. 41:8, 9) Skaberen viste klart at denne „tjener“ bestod af mange enkeltpersoner da han sagde til Israels folk: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, . . . Men hør nu, Jakob, min tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt: Så siger [Jehova] . . . Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine vidner.“ — Es. 43:10; 44:1-8; se også 42:19; 44:21; 48:20; 49:3; Jer. 30:10.

Gud forkastede det kødelige Israel som sin tjener fordi folket var ulydigt. Hvem skulle da være hans tjener, hans jordiske redskab, hans vidner på jorden? Lad os se hvad apostelen Paulus siger om dette. Omkring år 50-52 skrev Paulus om dette spørgsmål til de kristne menigheder i Galatien. Den nye pagt, der trådte i stedet for Lovpagten, havde været i kraft siden pinsedagen i år 33. Den kristne menighed havde således eksisteret i omkring atten år. Paulus skrev til de kristne i Galatien: „Hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ — Gal. 6:15, 16.

Den kristne menighed bestod af de mennesker der vandrede regelret efter „denne rettesnor“ vedrørende det „at være en ny skabning“. Som en forenet menighed var den således Guds „tjener“, ligesom Israel før havde været. Derfor kunne ordene i Esajas 43:10 i åndelig forstand bruges om denne menighed der var „Guds Israel“: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener.“

’Trællen’ begynder sin virksomhed

Hvornår blev denne trofaste „træl“ til? På pinsedagen i år 33. De første 120 som den hellige ånd blev udgydt over, begyndte straks at sørge for de øvrige der var indbudt til Guds åndelige festmåltid, nemlig jøderne, hvoraf 3000 med det samme tog imod den åndelige mad og lod sig døbe. Disse 3000 fortsatte med at tage til sig af den åndelige føde. Derved blev de styrket, og mange af dem rejste derefter tilbage til deres hjem i andre lande, hvor de oprettede menigheder og fortsatte med at komme sammen og være i overensstemmelse med apostlenes sande lære. — Apg. 2:1-4, 37-42.

Mindre end tre og et halvt år senere rakte „den trofaste og kloge træl“ den åndelige mad ud til hedningerne, idet Peter forklarede den gode nyhed for Kornelius og hans husstand. Når nye disciple kom til, måtte de som „tjenestefolk“ selv være med til at dele maden ud til andre. Der blev truffet en ordning hvorved apostlene, og i særlig grad Paulus og de „tjenestefolk“ der ledsagede ham på hans rejser, delte den åndelige mad ud til mange i andre lande. De adlød Jesu ord: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.

Som en varig hjælp i uddelingen af den åndelige mad blev nogle af Jesu Kristi apostle og disciple inspireret af Gud til at skrive de syvogtyve bøger der udgør De kristne græske Skrifter. I disse og i de allerede eksisterende hebraiske skrifter kunne de kristne hente åndelig næring dengang, og det kan de stadig.

Jesus Kristus havde sagt: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:20) Han er hoved for menigheden, som er hans træl, og hans ord viser at han ville styrke den til at give hans „tjenestefolk“ mad i de følgende århundreder, helt frem til afslutningen. Øjensynlig var det sådan at den ene generation af ’trælleskaren’ bragte maden videre til den næste, mens ’trællen’ også hele tiden serverede maden for de enkelte „tjenestefolk“.

Nogle vil måske spørge: ’Hvordan kan „trællen“ give „tjenestefolkene“ mad, når den selv består af disse „tjenestefolk“? Det vil jo sige at den bringer maden til veje og serverer den for sig selv.’ Ja, det er rigtigt. Det kan illustreres med en familie der bor på en gård. Familiens medlemmer skal have noget at spise. Er det faderen alene der skaffer maden til veje og serverer den for de øvrige? Nej. Hvert familiemedlem har noget at gøre. En pløjer måske. Andre graver en brønd. Nogle sår. Andre tager sig af besætningen. Nu og da må alle hjælpes ad, for eksempel i høsten. Og kvinderne vil henkoge og sylte til vinteren. De vil tilberede maden og servere den for familien. Ingen af de enkelte kunne have sørget så godt for sig selv. Men når alle i familien hjælpes ad, bliver der sørget godt for dem alle. Som familie betragtet udgør de et samlet hele, et legeme, ligesom „den trofaste og kloge træl“. Som enkeltpersoner hjælper de hinanden med at tilvejebringe og servere maden, ligesom ’tjenestefolkene’ i en husstand. I Første Korinterbrev 12:12-27 benytter apostelen Paulus et lignende billede, idet han taler om et menneskelegeme og dets lemmer.

Den kollektive „træl“ i vor tid

Jesus sagde om denne „træl“: „Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således.“ (Matt. 24:46) Her talte Jesus om den tid da han ville komme igen og inspicere sin kollektive „træl“ for at se om dens medlemmer ’gjorde således’, det vil sige gav hans tjenestefolk deres mad i rette tid. Hvem er denne „træl“ i dag?

Vi kan finde ud af det på grundlag af Jesu regel om at „træet kendes på sin frugt“. (Matt. 12:33) Da „den trofaste og kloge træl“ blev dannet for nitten hundrede år siden, forkyndte den den gode nyhed om Guds messianske rige og om den kommende ødelæggelse af den jødiske tingenes ordning. Det var kun denne trofaste kollektive „træl“ der frembragte Rigets sande frugter. På trods af forfølgelse kom den igennem den urolige periode der i foreløbig forstand opfyldte Jesu profeti i Mattæus 24:4-22, Markus 13:5-20 og Lukas 21:8-24.

I 1914 begyndte den tid da Jesu profeti om „tegnet på [hans] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“ skulle opfyldes i endelig forstand. I den efterfølgende endens tid måtte „den trofaste og kloge træl“ derfor være ivrigt optaget af at forkynde Guds messianske rige og afslutningen på den nuværende verdensordning. Og ligesom i det første århundrede måtte trællens medlemmer nu overleve trods udbredt forfølgelse. Hvem gør dette i dag? Hvem bærer de rette kristne frugter? Vidnesbyrdene peger på en lille gruppe salvede medlemmer af Kristi sande menighed som endnu lever på jorden. De har flittigt sørget for åndelig mad fra Guds ord og har bevaret deres egen åndelighed.

På grund af den nutidige „træls“ arbejde har omkring 2.000.000 andre sluttet sig til den. Den har i sandhed vist sig at være Jehovas „tjener“, hans vidner. De der har sluttet sig til den har håb om at leve evigt på en paradisisk jord. „Den trofaste og kloge træl“ sørger rigeligt for dem. De får den åndelige mad „i rette tid“, for aldrig har forholdene været så kritiske som nu.

Vi ser altså at Jesus Kristus selv viste hvordan hans tjenere ville blive forsynet med åndelig føde — ikke som enkeltpersoner, uafhængigt af hinanden, men som en samlet skare kristne der nærede kærlighed til hinanden og sørgede for hinanden. Sådan er det i dag i Jehovas vidners menigheder i alle lande. Det er nødvendigt at det er sådan allerede nu, for når Kristus inden længe hersker over jorden i tusind år, skal hans undersåtter leve i enhed og samarbejde om at forskønne jorden, gøre den til et paradis. For at opnå denne glæde og lykke er det nødvendigt allerede nu at bære åndens frugt, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23) Kun når undersåtterne har disse egenskaber kan de opnå enhed og til fulde glæde sig over at leve på jorden.