Er det klogt at gifte sig med en nær slægtning?

I næsten alle samfund er det enten ifølge sæd og skik eller ved lov forbudt nært beslægtede at gifte sig. Man ved ikke om dette forbud er blevet til først og fremmest fordi sådanne ægteskaber blev betragtet som unaturlige og frastødende, eller fordi man frygtede en forøgelse af de arvelige abnormiteter i befolkningen.

Er det rigtigt at der er en fare ved at gifte sig med en nær slægtning, det vil sige er der større sandsynlighed for at skadelige arvefaktorer vil blive videregivet til afkommet? Vil det være klogt at dyrke et nærmere bekendtskab med en nært beslægtet med giftermål for øje?

Svaret er: Det vil ikke alene være uklogt men også unfair over for de børn der fødes i dette ægteskab. Det kan også medføre juridiske problemer, hvilket vi senere skal komme ind på.

Genetiske farer

For helt at forstå de genetiske farer der er forbundet dermed, må vi se lidt på nedarvningsmekanismen. Dette fører os ind i kromosomernes og genernes mikroskopiske verden.

Ordet „kromosom“ kommer fra græsk og betyder „farve-legeme“. Kromosomerne er de trådlignende legemer der findes i hver eneste cellekerne hos alt levende, og de har fået dette navn fordi de kan gøres synlige med en bestemt farve. I hver af menneskelegemets celler er der seksogfyrre kromosomer, undtagen i kønscellerne, der kun har halvt så mange, nemlig treogtyve. En befrugtet ægcelle har derfor modtaget halvdelen af sine kromosomer fra faderen og halvdelen fra moderen, og har i alt seksogfyrre kromosomer. Denne celle er begyndelsen til det nye individ.

Langs med de trådlignende kromosomer sidder et utal af „gener“. Dette er bestemte kemiske stoffer der styrer eller igangsætter kemiske reaktioner der opbygger legemets forskellige dele. Ved undfangelsen lægger sædcellens kromosomer sig parallelt med ægcellens kromosomer, således at de gener der præger deres bestemte del af legemet, ligger ved siden af hinanden. De gener der bestemmer øjnenes farve, for eksempel, ligger således ved siden af hinanden på de to kromosomer. Det gen der modtages fra faderen, vil arbejde sammen med det tilsvarende gen fra moderen. På denne måde afgøres øjnenes farve hos barnet.

I nogle tilfælde er et gen som er afgørende for et bestemt træk, „dominant“ over det andet, tilsvarende, gen, som siges at være „recessivt“, vigende. Som følge heraf kan det ske at et træk hos faderen ikke viser sig hos barnet (eller omvendt et træk fra moderen ikke viser sig). Barnet vil blive præget af det dominante arveanlæg, og det vil give sig til kende enten i udseendet eller i barnets egenskaber. Dog vil barnets legemsceller og nogle af kønscellerne indeholde det recessive gen eller arveanlæg. Barnet vil være bærer af dette anlæg uden at vise ydre tegn derpå. Når dette barn — lad os sige en dreng — vokser op og gifter sig med en pige som er bærer af det samme recessive anlæg, kan deres barn igen, ved undfangelsen, få det recessive gen fra begge forældre. Dette barn, som er et barnebarn af den førstnævnte person, vil vise ydre tegn på det træk som ikke sås hos faderen og måske heller ikke hos moderen. Undertiden kan et recessivt anlæg være skjult i generationer og derefter pludselig vise sig.

Ikke alle recessive anlæg er dårlige, ligesom heller ikke alle dominante anlæg er gode. Men uønskede anlæg er ofte recessive. Det er denne kombination af generne der er den primære grund til at ægteskab mellem nært beslægtede ikke er tilrådeligt.

Et eksempel på et uønsket recessivt anlæg er det der forårsager albinisme. Albinisme er en tilstand der ytrer sig ved at hudens, hårets og øjnenes pigment mangler, og de der har denne defekt tåler ikke stærkt sollys. Et sted tidligere i slægten har der været en albino. Defekten viser sig ikke før to recessive gener for dette anlæg, det ene fra faderen og det andet fra moderen, forenes. Individer som stammer fra albinoen tidligere i slægten kan være bærere af dette gen eller arveanlæg uden at dette giver sig synligt til kende. Eftersom det er en sjældent forekommende defekt er der stor sandsynlighed for at så længe en person gifter sig med en uden for slægten, har ægtefællen ikke dette anlæg og børnene bliver derfor normale. Det recessive gen vil sandsynligvis blive undertrykt af et normalt gen fra ægtefællen.

Derimod vil et ægteskab med en nært beslægtet, som sandsynligvis er bærer af det recessive gen, i høj grad øge sandsynligheden for albinisme hos barnet. Jo nærmere beslægtet, jo større er sandsynligheden. Lad os antage at en mand er albino. Hvis han indgår kønslig forbindelse med sin datter og hun undfanger, er sandsynligheden for at barnet bliver en albino én ud af to, det vil sige 50 procent. Hvis en broder og søster, børn af ovennævnte fader, gifter sig (selv om ingen af dem er albino), er sandsynligheden for albinisme hos deres barn én ud af fire.

Jo fjernere beslægtede, des ringere er sandsynligheden for at det uønskede træk viser sig. Følgelig er, i tilfælde af ægteskab mellem fætter og kusine, risikoen betydeligt nedsat for at den uønskede egenskab viser sig. Og som sagt er risikoen endnu mindre ved ægteskab med en uden for slægten.

Juridiske hensyn og samvittigheden

Hvordan bør den kristne forholde sig i denne sag? Er der, foruden de ovennævnte grunde, bibelske hensyn at tage?

Den lov Israel fik ved Moses indeholder visse forbud med hensyn til ægteskab mellem nært beslægtede. (3 Mos. 18:6-17; 20:11, 12, 14, 17, 19-21; 5 Mos. 22:30; 27:20-23) Men kristne i dag er ikke under denne lov og derfor ikke bundet af den. (Kol. 2:14; Ef. 2:15) Og De kristne græske Skrifter indeholder ikke sådanne lovbestemmelser.

Imidlertid gav Jesus befalingen: ’Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.’ (Matt. 22:21) Og apostelen Paulus gav en lignende vejledning: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud.“ (Rom. 13:1) Sande kristne adlyder det lands love hvori de bor, herunder de love der gælder for ægteskabet.

I betragtning heraf holder Jehovas vidners kristne menigheder sig til lovens krav i det land hvor de bor. De søger ikke at pålægge menighedens medlemmer de love vedrørende forbudte ægteskaber som findes i Tredje Mosebog, og derved lægge dem ind under Moseloven. Det er dog sandt at det mange steder er de samme forbud der gælder som dem man finder i Moseloven, og nogle går endog endnu videre og forbyder ægteskab mellem fætter og kusine. Nogle af de straffe der idømmes for blodskam er hårde. Hvis en kristen med vidende og vilje overtræder den borgerlige lov vedrørende blodskam vil han (eller hun) desuden også blive underlagt den kristne menigheds tugt.

Den kristne adlyder dog ikke først og fremmest landets love på grund af frygt, men på grund af sin samvittighed. (Rom. 13:5) Samvittigheden vil også tilskynde den kristne til at betragte visse ting som unaturlige og forhindre ham i at krænke den anstændighedsfølelse som er nedlagt i alle mennesker. Der findes hos menneskene en naturlig følelse af hvad der sømmer sig; de har en dyb indre fornemmelse af hvad der er passende og rigtigt. Den kristne ønsker ikke at støde andres følelser eller at vanære hverken det kristne navn eller Jehovas navn, som han også bærer. — 1 Pet. 4:16; Es. 43:10-12.

Et eksempel på hvordan både Gud og den kristne menighed ser på noget der er unaturligt, er den sag som apostelen Paulus måtte skrive om til menigheden i byen Korint. En mand i menigheden havde gjort sig skyldig i utugt, noget som er forbudt for kristne. (1 Kor. 6:9, 10) Og dette var utugt af en særlig oprørende art. Hvilken? Manden havde taget sin faders hustru. (Øjensynlig var det faderens anden hustru, og altså ikke mandens egen moder.) Dette blev med rette betragtet som en skændig handling, i særdeleshed da det var grov respektløshed mod og foragt for faderen, ’en blottelse af hans faders blusel’. — 3 Mos. 18:8; jævnfør Første Mosebog 35:22; 49:3, 4.

I sit brev til menigheden nævnte apostelen specielt det usædvanligt oprørende i denne handling idet han sagde: „Der høres virkelig om utugt iblandt jer, og en sådan utugt som end ikke findes blandt folk fra nationerne, at en har sin faders hustru.“ (1 Kor. 5:1) Denne synd var sjælden, selv blandt de hedenske nationer på den tid.

Bibelhistorien

’Men,’ vil nogen måske spørge, ’giftede folk sig ikke med nære slægtninge på Bibelens tid? For eksempel Abraham. Giftede han sig ikke med sin halvsøster?’ Jo, det er sandt. Men når vi nærmere betragter Bibelens beretninger, forstår vi hvorfor det senere blev anderledes.

Da Gud skabte Adam og Eva som fuldkomne mennesker, var det hans hensigt at hele menneskeheden skulle nedstamme fra ét menneske, det vil sige at de alle ville være beslægtede, alle tilhøre samme familie. (1 Mos. 1:28) Adam kaldte sin hustru Eva, hvilket betyder „den levende“, for, siger Bibelen, „hun blev moder til alt levende“. — 1 Mos. 3:20.

Følgelig måtte, hvis alle skulle nedstamme fra Adam og Eva, i det mindste én mand gifte sig med sin søster. Kain, der er den første at Adams sønner om hvem det siges at han var gift, tog højst sandsynligt en søster til ægte. Abel og Set kan have giftet sig med deres søstre eller niecer, for Adam fik andre sønner og døtre, som igen fik børn. (1 Mos. 5:3, 4) Faren for at børnene ville blive født med udtalte defekter var meget lille, for menneskeslægten var da langt nærmere fuldkommenheden end nu. Der ville kun være få dårlige gener (enten recessive eller dominante). Et vidnesbyrd om hvilken livskraft de første efterkommere efter Adam besad, er menneskenes lange levetid dengang. Én mand nåede den høje alder af 969 år. — 1 Mos. 5:27.

Efterhånden som slægten formeredes, blev det muligt at gifte sig med fjernere slægtninge. Men efter Vandfloden, hvor menneskene stadig nåede en høj alder, har Noas sønnesønner, da de igen skulle opfylde jorden, uden tvivl giftet sig med deres kusiner. Omkring fire hundrede år senere ægtede Abraham sin halvsøster, hans faders datter, men ikke hans moders. (1 Mos. 20:11, 12) Da Israel opholdt sig i Ægypten tog Moses’ fader Amram sin faster til ægte. (2 Mos. 6:20) Disse mænd hverken roses eller fordømmes herfor, eftersom Gud endnu ikke havde udstedt en lov med forbud mod sådanne ægteskaber. Men naturligvis blev også dengang et forhold mellem en søn og hans faders hustru samt enhver anden form for utugt eller ægteskabsbrud betragtet som skændigt. — 1 Mos. 35:22; 49:3, 4; 34:2, 7.

I 1513 f.v.t. gav Gud Israel dets lov. På det tidspunkt var menneskene blevet talrige på jorden. Folkeslagene i Kana’ans land, hvortil Gud førte israelitterne, var blevet i høj grad fordærvede, idet de hæmningsløst krænkede alt hvad der var sømmeligt og naturligt med enhver form for kønslige udskejelser, deriblandt blodskam. (3 Mos. 18:24, 25) Gud gav love vedrørende kønslig forbindelse mellem blodsbeslægtede, fordi hans folk skulle være anderledes end andre folk. Denne lov løftede dem op til et højt stade og adskilte dem fra de syv fordærvede folkeslag i Kana’ans land.

Israel skulle ikke have frihed til at dyrke kønslige forbindelser løsagtigt, i flæng, og Gud forbød specielt alle ægteskaber som var nærmere end fætter og kusine. Samtidig med at disse love medførte renhed i religiøs henseende, i forholdet til Gud, ydede de beskyttelse mod de genetiske farer som da var blevet langt mere fremherskende i menneskeslægten, eftersom der nu var gået over to tusind år siden Adams og Evas skabelse som fuldkomne mennesker.

Nødvendigt for kristne at passe på

Nu i tiden, hvor dyrkelse af kønslige forbindelser i flæng og unaturlige seksuelle handlinger som nærmer sig eller endog overgår fordærvet i Kana’an, er udbredt, er det nødvendigt for kristne at passe på hvilke forbindelser de knytter. Selv de ikke-jødiske nationer er i de forløbne tre tusind år kommet til at betragte ægteskab med nært beslægtede som unaturligt. Grunden er uden tvivl den at man har lagt mærke til dårlige genetiske resultater, samt at det har avlet respektløshed blandt folk og skabt forvirring i slægtslinjerne og dermed vanskeliggjort fordeling af arv med mere.

Den holdning som de fleste samfund, i hvert fald i nyere tid, har indtaget over for forbindelser mellem nært beslægtede, er en beskyttelse, eftersom alle mennesker er ufuldkomne og syndere og som følge deraf nærer dårlige tilbøjeligheder. Den har hindret den lette adgang til at pleje kønsligt samvær inden for den nærmeste familie. Dog har man, til trods herfor, i nogle områder tolereret forbindelser mellem nært beslægtede, med genetiske defekter til følge.

I betragtning af alt dette bør den kristne undgå at rette dybere lidenskabelige følelser mod en nær slægtning. Når man påtænker ægteskab, bør man tage eventuelle fremtidige børns velfærd og sundhed i betragtning, især de farer der ville være forbundet med at ægte en nær slægtning. Det ville være selvisk at tilsidesætte Guds syn på ægteskabet og ens egen samvittighed; det ville røbe manglende interesse for de børn der kunne blive født med en arvelig defekt. Desuden kunne det sætte en plet på ens omdømme og medføre juridiske vanskeligheder samt forringe ens status i den kristne menighed.

Måske findes der nogen som, før de kom til kundskab om sandheden, har indgået ægteskab med en nær slægtning. Hvis eventuelle børn af en sådan forbindelse har arvet visse genetiske uregelmæssigheder, er det en trøst at vide at disse børn, ved Jehovas ufortjente godhed, vil blive helbredt under Jesu Kristi tusindårige styre. (Åb. 21:1-4; 22:1, 2) Men en der endnu ikke er bundet i et sådant ægteskab og som ønsker at leve i overensstemmelse med principperne i Guds ord, bør, i betragtning af det kristne syn på ægteskab med en nær slægtning, ikke knytte en forbindelse af den art.

[Oversigt på side 309]

Uønskede egenskaber der kan blive en følge af en forening af to recessive gener

Betegnelse: Achiriapodi

Viser sig ved: manglende hænder og fødder

Betegnelse: Albinisme

Viser sig ved: manglende pigment i hud, hår, øjne

Betegnelse: Amaurotisk idioti

Viser sig ved: nedsat intelligens og blindhed som følge af en stofskifteforstyrrelse

Betegnelse: Døvhed

Viser sig ved: døvhed fra fødselen

Betegnelse: Føllings sygdom

Viser sig ved: enzymforstyrrelse der medfører mental underudvikling

Betegnelse: Galaktosæmi

Viser sig ved: grå stær og mental underudvikling som følge af mangel på et bestemt enzym

Betegnelse: Hyperlipoidæmi

Viser sig ved: abnorm fedtstofforbrænding og forsinket udvikling

Betegnelse: Kretinisme

Viser sig ved: fysisk deformitet, dværgvækst og idioti som følge af nedsat aktivitet i skjoldbruskkirtelen

Betegnelse: Mikrocefali

Viser sig ved: abnormt lille hoved

BEMÆRK: Ikke alle disse abnormiteter skyldes ægteskab mellem nært beslægtede. De kan også forekomme i andre ægteskaber, men hyppigst når ægtefællerne er nært beslægtede.

[Diagram på side 308]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ÆGTESKABER SOM SPECIELT VAR FORBUDT UNDER MOSELOVEN

Slægtninge som en mand ikke måtte gifte sig med

’Ingen kødelige slægtninge.’ — 3 Mos. 18:6. (Se Tredje Mosebog 18:7-18; 20:14, 19-21 og Femte Mosebog 27:23.)

Mand

Forbudte ægteskaber for denne mand:

Faders forældre

■ — Farbroder

● ● — Farbroders hustru

■ — Fader

● ● — Faster

Moders forældre

● ● — Moder

● ● — Moster

● ● — Stedmoder

● ● — Halvsøster

■ — Moders tidligere mand (muligvis afdød)

● ● — Halvsøster

● ● — Søster

■ — Broder

● ● * — Svigerinde

● — Første hustru

■ — Svigerfader

● ● — Svigermoder

● ● — Datter

● ● — Datterdatter

■ — Søn

● ● — Svigerdatter

● ● — Sønnedatter

● — Anden hustru

■ — Anden hustrus tidligere mand (muligvis afdød)

■ — Svigerfader

● ● — Svigermoder

● ● ● — Hustrus søster

■ — Stedsøn

● ● — Stedsøns datter

● ● — Steddatter

● ● — Steddatters datter

■ — Mænd

● — Kvinder

● — Forbudte ægteskaber for denne mand

* — Undtagen i tilfælde af svogerægteskab — 5 Mos. 25:5, 6

● — Mens begge søstre levede — 3 Mos. 18:18