Spørgsmål fra læserne

● Hvis en kristen bliver arresteret og idømt en bøde af de verdslige myndigheder for at rette sig efter Bibelen, vil det da være at gå på kompromis at betale bøden? Vil det ændre noget ved sagen hvis han kan vælge imellem at betale bøden eller at gå i fængsel?

Jesus Kristus forudsagde at hans disciple ville blive ’overgivet til lokale domstole’ og blive ’stillet for landshøvdinger og konger for hans skyld, til et vidnesbyrd for dem’. (Mark. 13:9) Grunden til at der skrides ind på denne måde over for de kristne, er at de forkynder den gode nyhed om Riget eller at de i andre henseender følger deres kristne samvittighed. (Jævnfør Apostelgerninger 4:1-3, 18-21; 5:27-40; Første Petersbrev 4:15, 16.) Domstolen kan kende dem skyldige og idømme dem en bøde. Bøden kan være den eneste straf, eller det kan være muligt at vælge imellem at betale bøden eller at gå i fængsel, eller der kan være tale om en kombineret straf bestående af både fængsel og bøde.

Før i tiden har Jehovas vidner almindeligvis modsat sig at betale bøder i sager vedrørende deres forkyndelse, ud fra den betragtning at betalingen af en bøde kunne opfattes som en indrømmelse af at der forelå en uret handling. Man har også følt at man ved at nægte at betale og i stedet gå i fængsel, kunne udrette mere i forbindelse med at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. (Fil. 1:7) I mange tilfælde har denne holdning udrettet meget godt, idet den har belært øvrighedspersoner om fastheden af vor beslutning om at tjene Gud, og den har tydeligvis haft Jehovas velsignelse. Også i dag kan det i nogle tilfælde, på grund af de foreliggende omstændigheder, synes klogt at følge denne fremgangsmåde. Det spørgsmål der først og fremmest interesserer os her, er imidlertid om det er bibelsk forsvarligt eller ej at betale en bøde.

Bøder omtales flere steder i Bibelen. Under Lovpagten kunne der pålægges bøder som straf. (5 Mos. 22:19; se også Anden Mosebog 21:29-32; Ordsprogene 19:19, NW; 21:11, NW) Ezra 7:26 viser at den persiske øvrighed benyttede „pengebøde“ som en form for straf sammen med fængsling, landsforvisning og død. I vor tid forholder det sig som der siges i World Book Encyclopedia for 1973: „En bøde er ofte straffen for en mindre forseelse.“

Det at betale en bøde skal altså ikke betragtes som et forsøg på at „købe“ sig fri fra en fængsling. En bøde kan ikke sammenlignes med den bestikkelse som landshøvdingen Feliks håbede at få af apostelen Paulus, og som Paulus ikke betalte. (Apg. 24:26, 27) Hvis en kristen bliver pålagt en bøde, kan han altså med rette betragte den som en form for straf, og selv om han måske er overbevist om at han ikke har gjort sig skyldig i nogen uret handling, idet han har handlet i harmoni med Guds ord, kan hans samvittighed tillade ham at betale bøden fordi han ønsker at underordne sig under de højere myndigheder i denne verden. (Rom. 13:1, 2; 1 Pet. 2:13, 14) Det er naturligvis rigtigt at nogle udenforstående vil betragte betalingen af en bøde som et tegn på skyld, men det er også rigtigt at en fængsling vil give de fleste udenforstående det samme indtryk. Vi bekymrer os ikke først og fremmest om hvad folk i verden mener, men om hvad Gud mener. Hvad enten vi betaler en bøde eller afsoner en fængselsstraf, gør vi det udelukkende fordi vi ønsker at „adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“. — Læs Apostelgerninger 5:29, 32; Hebræerbrevet 10:34; Filipperbrevet 3:8, 9.

Når der gives mulighed for at vælge mellem enten at betale en bøde eller at afsone en fængselsstraf, er det som regel et udtryk for en vis mildhed eller barmhjertighed fra domstolens side. Personer som anses for at være en virkelig trussel mod samfundet bliver som regel fængslet, hvorimod bødestraf benyttes som en mindre alvorlig sanktion der ikke griber ind i den pågældendes familieliv og beskæftigelse, idet den ikke som en fængsling afskærer ham fra familie og samfund i øvrigt. Der er intet i Bibelen som forbyder en kristen at benytte sig af denne mere milde foranstaltning, og Bibelen forlanger heller ikke at vi skal følge en handlemåde der vil tvinge myndighederne til at vise hvor hårdnakket de kan modstå Guds rige. (Se tværtimod den apostolske vejledning i Romerbrevet 13:3, 4; Titus 3:1, 2; Første Petersbrev 2:12-17; 3:13-16.) Når der er mulighed for enten at betale en bøde eller at gå i fængsel, kan en kristen altså anlægge det synspunkt at han kan gøre mere for at fremme den gode nyhed ved at betale bøden og bevare sin frihed. Det er en afgørelse den enkelte må træffe med sin egen samvittighed efter grundig overvejelse, og uanset om man beslutter sig til at betale bøden eller finder det bedre at gå i fængsel, bør andre i menigheden ikke kritisere den afgørelse man har truffet.

Bøder kan pålægges af andre end statens tjenestemænd, for eksempel af fagforeninger i tilfælde hvor en kristen på grund af sin samvittighed ikke vil deltage i visse af fagforeningens aktiviteter som han finder er i strid med Bibelens principper. Også her kan den kristne anlægge det synspunkt at han ved at betale bøden blot lider straf med urette fordi han er kristen. — 1 Pet. 2:19, 20; 3:17; jævnfør Ordsprogene 17:26 (NW).

● Hvordan kunne Jehova sige, som der står i Femte Mosebog 32:39: „Jeg er Gud uden anden gud ved min side,“ når der i Johannes 1:1 siges at „Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud“?

Set i deres sammenhæng modsiger disse skriftsteder på ingen måde hinanden. Det er forskellige ting der tales om de to steder.

I Femte Mosebog 32:39 er der tale om at nationernes falske guder ikke har nogen andel i Jehovas frelsesgerninger. De kan ikke redde deres tilbedere fra ulykken. Det fremgår af de to foregående vers, der lyder: „Hvor er nu deres gud, klippen, på hvem de forlod sig, som åd deres slagtofres fedme og drak deres drikofres vin? Lad dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et skjul!“

Af andre vers i denne sang fremgår det ligeledes at disse falske guder ikke havde nogen andel i Jehovas magt til at frelse. Om Israels folk, repræsenteret ved stamfaderen Jakob, siges der i vers 12: „[Jehova] var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham.“ Der satte imidlertid et frafald ind blandt israelitterne, som det fremgår af versene 16, 17 og 21: „De æggede ham med fremmede [guder], med vederstyggeligheder tirred de ham; de ofred til dæmoner, der ej er guder, til guder, de ej før kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders fædre frygted. . . . de ægged mig med det, der ikke er Gud.“

På denne baggrund forstår vi at ingen af disse falske guder var ’ved Jehovas side’ i noget af det han gjorde. Han alene er den sande Gud, hvorimod de falske guder er uvirkelige; de eksisterer ikke og kan ikke hjælpe deres tilbedere i ulykkens stund.

Udtalelsen i Johannes 1:1, „og Ordet var en gud“, er ikke i modstrid med det der siges i Femte Mosebog 32:39. Hvorfor ikke? Fordi „Ordet“ ikke er i opposition til Jehova eller konkurrerer med ham, sådan som de falske guder. Ordet „gud“ i udtrykket „Ordet var en gud“ står som prædikatsled til „Ordet“ og beskriver således dette. Den engelske professor Westcott, som sammen med F. J. A. Hort har udarbejdet en græsk tekstudgave til De kristne Skrifter, siger herom: „Det beskriver Ordets natur og identificerer ikke hans person.“ I betragtning af prædikatsleddets beskrivende karakter oversætter An American Translation Johannes 1:1 således: „Ordet var guddommeligt.“a Ny Verden-oversættelsen bibeholder imidlertid prædikatet som et navneord og viser betydningen af at den bestemte artikel er udeladt ved at bruge den ubestemte artikel.

Som Guds førstefødte søn kunne „Ordet“ med rette beskrives som en „gud“ eller en mægtig, ligesom andre sønner af Gud på det himmelske plan kaldes guder. (Se Salme 8:5-7, NW, og Hebræerbrevet 2:6-8.) Men hverken Guds førstefødte søn eller de øvrige trofaste gudssønner på det himmelske plan er i opposition til deres Skaber eller søger at komme på højde med ham eller træde i stedet for ham, sådan som de falske guder. De anerkender alle at tilbedelsen rettelig tilkommer Jehova Gud alene — Fil. 2:5, 6; Åb. 19:10.

[Fodnote]