Nyheder på nært hold
Diktatur på hospital
● En 24-årig veteran fra Vietnamkrigen blev indlagt på et hospital i New Jersey, U.S.A og man lod ham forstå at man ville respektere hans ønske om at undgå blodtransfusion. Både han selv, hans kone og hans broder understregede dette ønske over for hospitalets ledelse.
Hospitalet skaffede sig imidlertid en retskendelse som gav lægerne lov til at give blod. Midt om natten fik den syge derpå at vide at han skulle have et sovemiddel, og bagefter, mens han sov dybt, fik han blod.
En sådan bedragerisk, diktatorisk optræden — er det ikke en fornærmelse mod mennesker som påskønner deres grundlovssikrede frihed? At bemægtige sig en voksens legeme, forlede ham til at tro at han blot får et beroligende middel, og derefter give ham en behandling han udtrykkelig har frabedt sig — er dét ikke en form for diktatur?
Skoler og psykisk sundhed
● Psykologen Kenneth Olson fra Phoenix i den amerikanske stat Arizona siger at ’skolen kan være ødelæggende for børnenes psykiske sundhed’. Hvorfor? Han betoner stærkt at der kan være tale om et ’negativt intellektuelt miljø’, men at skolerne også på mange andre måder er blevet mere truende. I de senere år har man på skolerne set mere og mere til stofmisbrug, umoralitet, vold, overbelægning, uinteresserede lærere, og normer som strider mod forældrenes normer.
Desuden ser eleverne at mange fag ikke har nogen praktisk betydning i hverdagen. Psykologen siger: „Før barnet kommer i skole mestrer det både bogstavelig og symbolsk sprogbrug uden at have fået nogen egentlig undervisning. Barnet er bygget til at lære.“ Men han hævder at mange af de muligheder der er, forspildes i skolen.
I fortidens Israel, der bestod som en selvstændig nation i flere år end mange andre lande, voksede børnene op og blev dygtige til at udføre kunsthåndværk, almindeligt håndværk og landbrugsarbejde, og de lærte Guds lov for en ret livsførelse at kende — alt dette uden nogen offentlig skoleordning. Guds lov pålagde forældrene hovedansvaret for at oplære børnene. (5 Mos. 6:6, 7) Børnene blev ikke overladt til skoler.
Forholdene er anderledes i dag, men man kan dog gøre meget for at bøde på den dårlige påvirkning i skolen. Derfor underviser Jehovas vidner deres børn i Guds lov fra de er ganske små, ja lærer dem ofte at læse før de kommer i skole. Denne personlige interesse for børnene fortsætter lige til de er voksne. Børnene opfordres også til at lære et fag. Og de kan se frem til Guds retfærdige nye orden, hvor ethvert skadeligt miljø er borte og hvor alle kan lære det der virkelig er til gavn for dem. — 2 Pet. 3:11-13
„Kirken er svag“
● I bladet Christianity Today siges der: „Kirken er svag i dag fordi de åndelige vejledere ikke har lært de troende at udføre det samme arbejde som de selv udfører.“ Bladet nævner at Jesus „underviser ikke bare for at give sine tilhængere en overfladisk bibelkundskab. Han underviser dem med det for øje at ’mangfoldiggøre sin tjeneste’. Han oplærer nogle som igen vil kunne oplære andre“. Men, indrømmes det, sådan bliver kirkegængerne ikke oplært.
Publikationen El Catolicismo, der udgives i Bogotá, Colombia, oplyser endvidere at nogle religiøse ledere i Spanien har holdt en konference hvor de drøftede kirkernes svaghed i modsætning til Jehovas vidners „succes“. Man var enige om at kirkerne gik for højt op i verdslige anliggender. En udtalelse fra konferencen lød: „[Kirkerne] forsømmer måske i alt for høj grad netop det som Jehovas vidner er stærkest optaget af — aflæggelsen af husbesøg, som hørte med til den apostolske metode i oldkirken. Mens kirkerne i ikke så få tilfælde begrænser sig til at opføre deres templer og ringe med klokkerne for at tilkalde folk og forkynde i deres egne lokaler, følger [Jehovas vidner] den apostolske skik at gå fra hus til hus og at benytte enhver lejlighed til at vidne.“
Jehovas vidner besøger ikke blot folk i deres hjem ligesom Jesus og apostlene gjorde, men efterligner også den apostolske metode at oplære andre til at give bibelundervisning. Jesus sagde til sine efterfølgere: „Gør disciple af folk af alle nationerne.“ En discipel udfører samme gerning som sin lærer. — Matt. 28:19, 20.