Guds ords indflydelse på mit liv

MINE tanker går tre år tilbage til en tid hvor jeg førte en kaotisk tilværelse. Jeg kendte ikke Jehova Gud, og det bar mit liv præg af.

Jeg levede på andet år i et meget dårligt ægteskab. Mit første ægteskab, som jeg indgik da jeg var seksten, blev opløst efter otte år, da min mand blev sat i fængsel. Jeg mødte min anden mand nogle få måneder senere. Efter at vi havde levet papirløst i seks måneder besluttede vi at gifte os.

Min mand og jeg var begge heltidsbeskæftigede. Han var forretningsbestyrer og jeg var bogholder i et forsikringsselskab. Begge job krævede al vor tid og energi. Vore to børn (mine fra mit første ægteskab) var overladt til deres bedsteforældre det meste af tiden.

Vor sparsomme fritid tilbragte vi med at være „høje“ på LSD eller meskalin, og med at ryge marihuana eller inhalere THC. Efter en weekend på den måde var det hårdt at tage på arbejde mandag morgen. Vi måtte tage amfetaminer, ferietabletter, for at holde den gående. Denne livsførelse førte til umoralitet, og det så ud til at dette ægteskab, der var det andet for os begge, var ved at gå i stykker.

Vi lærer Bibelens sandheder at kende

Da var det at en af mine nære veninder, som også havde ægteskabelige problemer, besluttede at tage en tur til Colorado for at gennemtænke sin situation og søge at finde en løsning. Mens hun boede hos nogle gamle venner dér opdagede hun at de studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner. I begyndelsen var hun skeptisk over for det de fortalte fra Bibelen, men efterhånden begyndte det at gøre indtryk på hende.

Efter at hun var kommet hjem, tog hun hen i Jehovas Vidners lokale rigssal og spurgte om der var en som ville komme og studere Bibelen med hende. Det var der. Derefter besøgte hun mig, og det viste sig at blive begyndelsen til mange lange samtaler om Bibelen.

Med tiden inviterede min veninde mig hjem til sig, så jeg kunne møde det ægtepar der studerede Bibelen med hende. Efter en time sammen med dem var jeg forbløffet. De var ikke så uvidende som jeg havde troet. De havde megen erfaring i at bruge Bibelen. Jeg kunne slet ikke vente til min mand også havde mødt dem. Men han var ikke interesseret. Han sagde at hvis jeg var interesseret var det helt i orden, men at jeg skulle holde ham udenfor.

Efter at han havde lyttet til nogle få bibeldrøftelser mellem min veninde og mig, løb hans nysgerrighed imidlertid af med ham. Han indvilligede i at møde ægteparret. Han reagerede på samme måde som jeg havde gjort, og et bibelstudium blev påbegyndt. Efter nogle få måneder forstod vi at det vi lærte, var den sandhed som Bibelen omtaler i Johannes-evangeliet 8:32: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Den frigjorde os virkelig — fra stoffer, umoralitet og det utilfredsstillende jag efter materielle goder.

Jeg var en tyv

Da tiden nærmede sig hvor vi ved vanddåben ville symbolisere vor indvielse til at tjene Jehova Gud, begyndte min samvittighed at plage mig. Jeg havde begået en synd som jeg vidste måtte bringes ud af verden. Det var tyveri.

Min stilling som bogholder havde givet mig det fulde ansvar for selskabets økonomiske midler og månedlige regnskabsopgørelser. Underslæbet begyndte i mit første ægteskab. Min første mand var altid indblandet i ulovligheder, og det krævede mange penge at holde ham fri af vanskeligheder. Til sidst blev han sat i fængsel.

Derefter skulle jeg alene forsørge to børn. Min indtægt kunne ikke dække alle vore udgifter og samtidig forsørge os. Derfor stjal jeg.

Nu var jeg altså rede til at indvi mit liv til Jehova, og selv om jeg var holdt op med at stjæle, løj jeg stadig når jeg afleverede den falske regnskabsopgørelse hver måned. Jeg vidste at jeg ikke kunne tjene Jehova inden jeg havde bragt mit liv i overensstemmelse med sandheden. — Ordsp. 14:5.

Problemet løses

Min mand og jeg lagde problemet frem for Jehova i bøn. Vort næste skridt var at fortælle det hele til den kristne ældste der studerede med os. Jeg var sikker på at disse prægtige mennesker ville finde mine handlinger utilgivelige. Hvor lidt jeg dog kendte til Jehovas folk dengang! Deres omsorg for mig og den kærlighed og hjælp de gav mig, finder man ingen andre steder i verden.

Der blev truffet aftale med en sagfører som jeg skulle forelægge mit problem for. På turen derhen og i elevatoren op til hans kontor bad jeg til Jehova om styrke til at gøre det jeg vidste var hans vilje. (Fil. 4:13) Sagførerne var ikke forbavsede over at jeg havde stjålet pengene. De var imidlertid forbavsede over at jeg ønskede at afsløre tyverierne.

„Ingen ved noget om det,“ sagde de. „Hvorfor ikke betale det tilbage lidt efter lidt?“

Jeg forklarede at jeg ønskede at tjene Jehova Gud, og at det var nødvendigt at påbegynde denne tjeneste med en ren samvittighed. De besluttede så at tale med min arbejdsgiver om tyverierne. Jeg måtte vente en uge inden de mødtes. Den uge glemmer jeg aldrig! Jeg tilbragte nætterne ved mine børns senge, og jeg spekulerede på hvad der skulle blive af dem, vel vidende at jeg sandsynligvis ville blive sat i fængsel.

Min mand elsker børnene. Han betragter dem som sine egne, men da mine forældre var meget imod vor nyfundne tro var jeg bange for at de skulle tage dem fra ham. Vort ægteskab var blevet totalt forandret nu hvor vi fulgte Bibelens principper, og det skar mig i hjertet at tænke på at jeg måske måtte tage bort fra min mand.

Vi bad hele tiden til Jehova. Jeg bad om at han, hvis han syntes at jeg bedre kunne tjene ham som et vidne i fængselet, så ville give mig styrke til at gøre det. Min arbejdsgiver var naturligvis chokeret over mit bedrageri, men han beundrede den ærlighed jeg havde fået med min nye tro. Han ville gerne hjælpe mig med at få en ordning med forsikringsselskabet så jeg kunne betale pengene tilbage. Han ønskede endog at jeg skulle blive ved med at arbejde for ham, men det ville forsikringsselskabet ikke tillade. Vi måtte vente otte måneder på afgørelsen.

Jeg skriver ikke dette fra fængselet, men fra mit eget hjem. De gik ind på at ordne sagen i mindelighed og lade mig betale min gæld tilbage. Siden har vi ikke blot haft den glæde at se vore egne børn lære om Jehova, men ved vort nylige kredsstævne så vi vor sekstenårige plejedatter symbolisere sin indvielse til at tjene Jehova Gud. Hun blev færdig med skolen sidste sommer og er nu hjælpepioner. Og i juli 1976 begyndte jeg selv i heltidsforkyndelsen.

Min mand glæder sig nu over at varetage en opgave i menigheden, og han havde den forret at arbejde ved to områdestævner i sin ferie sidste sommer.

Vi takker Jehova for hans kærlighed og barmhjertighed, og for at vi har fået lov til at tjene ham. Vi har erfaret sandheden i ordene i Salme 144:15: „Saligt det folk, hvis Gud er [Jehova]!“ — Indsendt.