Hvad andre har sagt om forkyndelsen fra hus til hus

Da tiden var inde og Jehova ville eksekvere dommen over den frafaldne by Jerusalem, gav han profeten Ezekiel et syn af en mand klædt i linned og med et skrivetøj ved lænden. Jehova befalede denne mand: „Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem, og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!“ De der fik mærket, et godkendelsesmærke, blev skånet da byen blev ødelagt. Alle andre gik til grunde. — Ez. 9:2-11.

I dag udføres der et lignende mærkningsarbejde, hvorved det bliver kendt hvem der sørger over det hykleri og fordærv samt den blodskyld de finder inden for kristenheden, og hvem der er villige til at iføre sig den sande kristne personlighed med evigt liv for øje. Overalt inden for kristenhedens område udfører Jehovas Vidner dette mærkningsarbejde under ledelse at den skare der skildres ved „manden i det linnede klædebon“, og det foregår overvejende ved en energisk kampagne hvor „denne gode nyhed om riget“ forkyndes fra hus til hus. (Matt. 24:14; Apg. 20:20) Hvordan har folk så reageret på denne forkyndelseskampagne?

Som på Ezekiels tid har nogle villigt ladet sig mærke med den sande kristendoms mærke. Andre har bittert modstået budskabet. Andre igen har talt rosende om Jehovas Vidner og deres måde at forkynde på. For eksempel sagde en katolsk præst, John A. O’Brien, engang, henvendt til 200 præster på Sankt Josefs præsteseminarium i New York:

„Når det gælder om at hverve proselytter og vinde tabte medlemmer tilbage er der intet der tæller som personlig kontakt. Denne opnås af den taktfulde, høflige, godt oplærte dørklokke-apostel. Hemmeligheden bag apostelen Paulus’ enestående succes når det gjaldt at hverve proselytter var hans utrættelige brug af hus-til-hus-metoden. Ironisk nok anvendes denne apostolske metode nu af ikke-katolske sekter, i særdeleshed Jehovas Vidner, hvis talrige nye tilhængere gør os katolikker til skamme.“ — The Monitor, 7. juli 1961.

En lignende bemærkning kom fra en anden katolsk præst, J. S. Kennedy. Han skrev om Jehovas Vidner:

„Deres agitation fra hus til hus for at hverve proselytter er intensiv og indstilles aldrig. . . . deres nidkærhed og selvopofrelse burde vække til eftertanke.“ — Our Sunday Visitor, 3. juni 1962.

Ved en konference for religiøse ledere i Spanien i 1975 blev følgende bemærkning fremsat:

„Måske er [kirkerne] usædvanlig forsømmelige hvad angår det som vidnerne [Jehovas Vidner] er allermest optaget af — husbesøg, der hører ind under oldkirkens apostolske metodik. Mens kirkerne i ikke så få tilfælde begrænser sig til at bygge templer, ringe med klokkerne for at trække folk til og forkynde i deres mødesale, følger [Jehovas Vidner] den apostolske fremgangsmåde, idet de går fra hus til hus og benytter enhver lejlighed til at forkynde.“ — El Catholicismo, Bogotá, Colombia, 14. september 1975.

De ortodokse trossamfund forventer altså at folk kommer til dem, hvorimod Jehovas Vidner følger Jesu og apostlenes eksempel og går ud til folk. Selv under forbud og forfølgelser fortsætter de med at forkynde den gode nyhed akkurat som Kristi første disciple, om hvem vi læser:

„Der [udbrød] stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne. De der var blevet spredt gik imidlertid gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.“ — Apg. 8:1, 4.

Disciplene indstillede ikke forkyndelsen af Guds rige dengang.

I verdensomspændende målestok

Nutiden har set et omfattende forkyndelsesarbejde blive udført i kristenhedens lande allerede før den anden verdenskrig. Dette forkyndelsesarbejde er blevet stærkt udvidet siden man i 1943 begyndte at udsende missionærer som var uddannet på Vagttårnets bibelskole Gilead i South Lansing, New York. I flere og flere lande udførte disse missionærer et intensivt forkyndelsesarbejde fra hus til hus, og de holdt mange bibelstudier. Hvad førte det til? Allerede i 1950, syv år efter skolens oprettelse, skrev en professor i religionshistorie ved Northwestern University i U.S.A.:

„Jehovas Vidner er bogstavelig talt nået ud over hele jorden med deres vidnesbyrd. . . . Det kan i sandhed siges at ingen enkelt religiøs gruppe i verden har lagt større iver og udholdenhed for dagen i et forsøg på at udbrede den gode nyhed om Riget end Jehovas Vidner. . . . Denne bevægelse vil højst sandsynligt vokse sig stærkere og stærkere.“ — These Also Believe af C. S. Braden.

Der er også andre som har studeret Jehovas Vidners missionærvirksomhed. Professor Bryan Wilson ved universitetet i Oxford har været i Japan og dér studeret hvad han kalder „den senere tids hurtige vækst“ blandt Jehovas Vidner. Resultatet af hans studier blev offentliggjort i Social Compass for januar 1977, og der forekom interessante udtalelser som denne:

„Vidnerne tilbyder praktisk vejledning på en masse områder, og den fremsættes med autoritetens vægt. Der gives råd angående forhold i ægteskabet, moral, børneopdragelse og andre aktuelle spørgsmål. . . . [Til forældre] har vidnerne meget at tilbyde i retning af sikker vejledning med støtte i Bibelen og samlet i en konsekvent livsfilosofi der domineres af ét bestemt mål . . . Desuden har vidnernes vejledning det ekstra særpræg at den fremsættes ensartet og uden skelen til stedlige kulturelle opfattelser. Den fremsættes uden nedladenhed og uden personsanseelse eller fordom, og den har vægt fordi den er kompromisløs. . . . Der er tydeligvis ingen der antager Vagttårnsreligionen for fordels skyld; det den lærer angående opdragelse af børn kan ikke sidestilles med den ris hvormed de gamle katolske og protestantiske missioner hvervede proselytter blandt de indfødte.“

I dag forkynder over 48.000 japanske Jehovas vidner det storslåede håb om Guds rige fra hus til hus. Ved et rundspørge blandt 377 Jehovas vidner i Tokyo konstaterede professor Wilson at 58,3 procent var blevet interesseret fordi de var blevet besøgt at en forkynder der arbejdede fra hus til hus, mens 34,3 procent første gang hørte budskabet da en ven eller slægtning fortalte derom. Det siger lidt om hvor effektive besøgene fra hus til hus har vist sig at være i dette område af missionsmarken. Professoren spurgte også de interviewede om hvad der først tiltalte dem hos Jehovas Vidner, og vi skal her gengive nogle af de mest typiske svar:

„Den venlighed Jehovas vidner viste.“ „Det at de var uskrømtede og fri for religiøs formalisme.“ „Jeg følte mig tiltrukket af Jehovas vidners hjertelighed, af deres hjælpsomhed og af det gode forhold der var imellem dem; og så det at de var så pæne.“ „Den indstilling og væremåde jeg iagttog hos den forkynder der først talte med mig.“ „Standarden i menigheden.“ „Jeg blev forbavset over at finde så ydmyge mennesker.“ „Det gjorde indtryk på mig at vidnerne talte så høfligt. Da jeg overværede stævnet i 1973 blev jeg imponeret over den enhed der prægede organisationen; det var som at se veltrænede soldater.“ „De var så venlige og kærlige alle sammen; de glædede sig over at komme sammen til møde, og de bestræbte sig oprigtigt for at anvende Bibelens principper i deres liv.“ „Kærligheden og hjerteligheden blandt Jehovas Vidner.“

Vi vender tilbage til den vestlige verden og ser på en artikel der stod i bladet U.S. Catholic for januar 1979. Den var skrevet af William J. Whalen, og i en overskrift stillede han spørgsmålet: „Duer en dør-til-dør-religion?“ Derefter fulgte en upartisk omtale af Jehovas Vidners historie og virksomhed. Til slut hed det:

„For hundrede år siden forlod en ung mand [Charles Taze Russell] sin konfektionsforretning og begyndte at udbrede sin fortolkning af Bibelen. Siden da har i hundredvis af mennesker foretrukket at dø fremfor at afsværge det der efter deres opfattelse var Jehovas vilje. Andre har med deres eget eller deres børns liv som indsats nægtet at gå med til blodtransfusion. Mange har tilbragt adskillige år i fængsler og koncentrationslejre.

I 1962 afsluttede jeg et studium af Jehovas Vidner med denne bemærkning: ’At den nye verdens samfund pludselig skulle miste sin kraft er tvivlsomt. Hvad enten Harmagedon er lige om hjørnet eller ej, går tusinder, om ikke millioner af mennesker hver dag rundt i den tro at det er tilfældet.’ Harmagedon er stadig lige om hjørnet, og der er godt og vel dobbelt så mange vidner i dag som dengang. Alt tyder på at Vagttårnssamfundet fordobles endnu en gang i løbet af de næste ti år.“

Ovennævnte skribent mener åbenbart at en „dør-til-dør-religion“ duer. Det skyldes imidlertid ikke mennesker, men først og fremmest Jehovas ånd og velsignelse, der hviler over hans folk. — Zak. 4:6; Joh. 14:15-17.

● „Jehovas Vidner er en udfordring til folkekirken. . . . man kunne såmænd godt ønske, at folkekirken ville arbejde blot halvt så nidkært med at sprede oplysning om, hvad kristendom er, som vidnerne propaganderer på gader og stræder for deres drømme om tusindårsriget.“ — Leder i Berlingske Tidende, 9. august 1969.