Hvem er der tale om?

„MAN sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld.“ (Hos. 4:2) ’Det må være de gudløse i dag der beskrives her,’ siger den overfladiske bibellæser måske.

Sandt nok har den gudfremmede menneskeverden i århundreder givet sig af med den slags syndige handlinger. Men hvem er der tale om i denne udtalelse, der blev nedskrevet af Guds profet Hoseas? Lad os betragte den nærmere.

En advarsel mod åndeligt forfald

Det forudgående vers lyder: „Hør, israelitter, [Jehovas] ord, thi [Jehova] går i rette med landets folk. Thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet.“ (Hos. 4:1) Hvem blev de stærke ord i Hoseas 4:1, 2 altså i princippet henvendt til? Til mennesker der stod i et pagtsforhold til Gud men som havde undladt at leve op til hans retfærdige krav.

Eftersom ’hele Skriften er gavnlig til undervisning og optugtelse’, gør den kristne derfor klogt i ikke blot at anse disse ord for at være en lærerig beskrivelse af verden i almindelighed. (2 Tim. 3:16, 17) Han bør derimod forstå at ordene oprindelig gjaldt Guds folk i fortiden. Forstår han det, kan det gavne ham personligt. Da vil han ikke alene gøre sig klart at han må undgå løgn og andre syndige handlinger, men han vil også tage Hoseas’ ord til sig som en personlig advarsel mod åndeligt forfald, der kan komme ved at man forlader gudsfrygtens vej.

Vort forhold til andre

Salmisten David sagde: „[Jehova], hvor er mine fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, mange, som siger om min sjæl: ’Der er ingen frelse for ham hos Gud!’“ (Sl. 3:2, 3) Hvem er der tale om her? Verdslige fjender af Guds folk?

Sandt nok har Jehovas folk modstandere blandt dem der ikke har noget personligt forhold til Gud. Men disse ord af kong David taler om modstandere blandt hans eget folk, israelitterne. Mange af dem sagde: ’Gud vil ikke frelse David.’ Som overskriften til den citerede salme viser, er det „en salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom“. Blandt Davids fjender var altså et medlem af hans egen husstand, en mand der tilhørte Guds folk. Absalom havde stiftet en sammensværgelse mod sin egen fader og havde fordrevet ham fra tronen. Hans sammensværgelse slog imidlertid fejl. (2 Sam. 15:1 til 18:33) Vi kan opnå større personlig gavn af denne salme hvis vi spørger: ’Hvordan kan jeg anvende disse oplysninger i min egen tjeneste for Gud?’

Eftersom Absaloms oprør fandt sted blandt Guds folk, kan hændelsen måske gøre den kristne opmærksom på at han må vogte sin egen indstilling. Hændelsen kan tjene som en advarsel mod at give efter for ønsker om personlig anseelse, måske ved at ty til uærlige handlinger for at ophøje sig selv og skade andre som er indviet til Jehova. Når den kristne gør sig klart hvem ordene i den tredje salme gjaldt på Davids tid, kan de også indskærpe ham nødvendigheden af at vise troskab mod familiemedlemmer og andre som er udelte i deres hengivenhed for Gud. For eksempel kan man, selv efter at man er blevet voksen, på denne måde blive mindet om at være loyal mod aldrende kristne forældre. — Ordsp. 19:26.

En holdning der bør undgås

Århundreder efter Davids tid omtalte den kristne apostel Paulus visse fjender og skrev: „Sådanne mennesker er nemlig falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig til stadighed ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt skal være i overensstemmelse med deres gerninger.“ — 2 Kor. 11:13-15.

’Hvilken anklage mod kristenhedens gejstlige!’ vil nogle måske udbryde. Men når du læser Paulus’ sviende udtalelse, så spørg dig selv: ’Hvem er der tale om?’

Apostelen skrev til den kristne menighed i Korint. Hans inspirerede brev blev stilet til troende — til Guds folk. Nogle fremtrædende mænd i menigheden var fjendtligt indstillet til Paulus. De var ’falske apostle, svigefulde arbejdere, Satans tjenere’. Og disse samvittighedsløse mænd gav sig ud for at være Jesu Kristi åndsavlede disciple. De nærede øjensynlig det håb at de en dag skulle regere sammen med Kristus i himmelen. Ja, det lader til at disse arrogante mænd allerede havde søgt at ophøje sig så meget blandt deres medtroende at det så ud som om de allerede var „begyndt at herske som konger“ — selvfølgelig uden apostelen Paulus, som de foragtede. (1 Kor. 4:8-14) Mænd med en sådan holdning ville aldrig blive godkendt som Kristi himmelske medregenter, uanset hvor betydningsfulde og retfærdige de anså sig selv for at være. „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ — Jak. 4:6.

Når vi tænker nærmere over Paulus’ ord i Andet Korinterbrev 11:13-15 og ikke udelukkende anvender dem på verdslige gejstlige, vil vi blive klar over den fare der ligger i at blive hovmodig og svigefuld. Desuden vil vi blive tilskyndet til at acceptere og stole på vore prøvede og trofaste brødre som tilbeder Jehova sammen med os. Ja, vi kan blive hjulpet til at undgå en forkert indstilling når vi eftertænksomt spørger: ’Hvem gjaldt ordene dengang, og hvordan kan de gavne mig nu?’

Gå ikke glip af meningen

Det kan på mange måder gavne bibellæseren at mærke sig hvem ordene er stilet til. Når den kristne for eksempel læser Jakobs brev, bør han gøre sig klart at brevet behandlede problemer inden for den kristne menighed, „Guds Israel“. (Jak. 1:1; Gal. 6:16) Det vil få ham til at anvende en vejledning som den der fremsættes i kapitel 2 i det inspirerede brev, på sig selv. Og det bør få ham til at undgå at vise personsanseelse og danne klasseskel. Det vil så igen hjælpe ham til at handle upartisk.

Det er sandt at verdens mennesker handler syndigt. De mangler ofte troskabsfølelse mod familiemedlemmer, ligesom Absalom gjorde. De giver sig også ud for noget de ikke er, og de viser personsanseelse. Alligevel er det vigtigt at man tager sammenhængen i betragtning når man læser i Bibelen. Så vil man være mindre tilbøjelig til at gå glip af den fulde mening med det man læser. Og man vil se hvordan man personligt kan få gavn af det læste — hvis man standser op og spørger: ’Hvem er der tale om?’