Åndelig tilfredshed i Danmark

PÅ VERDENSKORTET syner det ikke stort: en lille landtange og nogle øer med et samlet areal på omkring 43.000 kvadratkilometer og en befolkning på omkring 5.000.000.

Dog var der engang hvor dets indflydelse strakte sig vidt. I årene omkring 800 til 1000 e.v.t. drog vikingerne hærgende over havet i deres drageprydede skibe og underlagde sig betydelige områder i landene vest for Danmark. Efter at landet var blevet „kristnet“ kom også egne nord, øst og syd for det i kortere eller længere tid under danske regenter, deriblandt to områder der stadig har rigsfællesskab med Danmark, nemlig Færøerne og Grønland.

I mere end 100 år har riget ikke været direkte inddraget i krigshandlinger, skønt det ikke har undgået virkningerne af de to verdenskrige. Takket være et højt udviklet landbrug er landet et af Europas „spisekamre“. Levestandarden er høj, og få steder er borgerne så betryggede gennem den sociale lovgivning som i det danske velfærdssamfund.

Alligevel er der tegn på at nogle ord som William Shakespeare lod den danske prins Hamlet udtale, stadig er aktuelle: „Something is rotten in the state of Denmark.“ („Der er noget råddent i Danmarks rige.“) Problemerne spores blandt andet på det økonomiske område i form af arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen, og på det sundhedsmæssige gennem udbredelsen af lidelser som blodpropper og kræft. At det betydelige mål af frihed og overflod som samfundet giver sine borgere, og den slappere holdning til kønsmoralen der har vundet indpas, ikke har gjort alle lykkelige, fremgår måske klarest af at Danmark ifølge statistikken har en af verdens højeste selvmordsprocenter. Dette forhold er med til at understrege sandheden i Jesu ord om at „selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer“. (Luk. 12:15) For at opnå virkelig lykke og tilfredshed må man have sit åndelige behov dækket. — 1 Tim. 6:6-8.

Jehovas Vidners virksomhed begynder

Det var interessen for dette åndelige behov der fik Vagttårnsselskabets første præsident, C. T. Russell, til at besøge Danmark i 1891. Han fandt at landet var en moden mark der ventede på at blive høstet. Desuden var forholdene ideelle for udbredelsen af Bibelens budskab.

Godt og vel 40 år tidligere, i 1849, var den enevældige kongemagt blevet begrænset af en fri forfatning. Mens man for eksempel indtil da havde praktiseret tvangsdåb af børn af baptister, blev den evangelisk-lutherske statskirke nu omdannet til en såkaldt „folkekirke“ med frivilligt medlemsskab. Efter en tid med betydelig ligegyldighed over for Bibelen havde nogle religiøse vækkelser samtidig skabt større interesse for åndelige spørgsmål. Desuden havde den kendte teolog og filosof Søren Kierkegaard i midten af århundredet rettet nogle overordentlig skarpe angreb på kirken. Han anklagede den for i sin forkyndelse at have afsvækket Jesu ord om ’den smalle vej’ der fører til livet, og i stedet at have trampet den så bred at alle kunne gå på den. — Matt. 7:13, 14.

Det var således på flere måder meget gunstigt at den første „bibelstudent“, en dansk-amerikaner, blev sendt hertil i 1894. Fra og med 1897 blev artikler fra Vagttårnets engelske udgave bragt i et lille månedsblad med titlen Tusindaars-Rigets Budbærer, og siden år 1900 er Vagttårnet udkommet på dansk. Dette blad har gennem årene været med til at vække manges åndelige interesse.

Samtidig gør den almindelige tendens i landet dog stadig Kierkegaards ord om den passive holdning til troen aktuelle. Det fremgår blandt andet af en artikel i tidsskriftet Danish Journal, der udgives af det danske udenrigsministerium. I nummeret for januar 1978 fremsætter man følgende betragtning: „Hvis det er sandt hvad det gamle danske ordsprog siger, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen, så gør danskerne det rigtige.“ For mens godt 93 procent af befolkningen fortsat er medlemmer af kirken, er det kun to procent der går i kirke hver søndag. Fire procent kommer der en gang eller to om måneden, men „51 procent af den voksne befolkning siger at de aldrig går i kirke“. I de senere år er der stadig flere, især af den yngre generation, som har taget konsekvensen af dette forhold og meldt sig ud af kirken.

Interesse blandt de unge

Mens den voksende velstand efter den anden verdenskrig fik mange af den generation der nu er midaldrende til at stræbe efter materielle mål, har problemer som atomkrigsfaren, forureningen og arbejdsløsheden medvirket til at ikke så få af de unge nu om stunder har mistet troen på værdien af en sådan stræben. De har vendt blikket andre steder hen i deres søgen efter tilfredshed.

Et eksempel herpå var en ung mand der efter at have afsluttet sin skolegang gennemgik et halvårigt kursus på en religiøs ungdomsskole uden at det løste hans problemer. Som 18-årig begyndte han at søge efter løsningen andre steder — i hinduisme, okkultisme, astrologi, spiritisme, scientology og narkotika. „Jeg tænkte,“ sagde han senere, „at summen af alt dette måtte give mig et billede af Gud.“ Resultatet skuffede ham imidlertid, og det endte med at han blev ført ud i narkomani og efterhånden følte sig under indflydelse af dæmoniske kræfter i en sådan grad at hans liv var i fare. Da han imidlertid havde bevaret en vis tro på en kærlig Gud, og på at Kristus var sendt af Ham, fortsatte han sin søgen: „Jeg gik til de trossamfund der kaldte sig kristne — til pinsefolk, apostolere, baptister, Unge kristne og Jehovas Vidner. Jeg spurgte, fik forskellige svar, spekulerede, bad, og granskede Skriften.“

Toogtyve år gammel forstod han at sandheden var at finde hos Jehovas Vidner. Det lykkedes ham at bryde med halvandet års afhængighed af narkotika. Trods stor modstand fra forældrene blev han døbt som et af Jehovas vidner og er nu nidkært med til at forkynde Bibelens sandheder for andre. Han har fundet åndelig tilfredshed.

Større åbenhed i skolerne

Den stærkere fornemmelse af at de normer man hidtil har bygget samfundet på er utilfredsstillende, spores også i skolerne. En positiv følge heraf har været at man mange steder har vist større åbenhed over for andre anskuelser, og at man på et eller andet tidspunkt i løbet af skoleåret har inddraget en orientering om blandt andet Jehovas Vidner i undervisningen i de ældre klasser. Navnlig i de senere år har der været en stigende interesse for at få besøg i klassen af udsendinge fra Jehovas Vidner.

Hvordan forløber et sådant besøg? Et yngre ægtepar der har aflagt sådanne besøg i skoleklasser 60 til 70 gange, fortæller: „Vi holder et lille indledende foredrag hvor enkelte dele af vor tro trækkes frem — eksempelvis vor forkyndelse af Guds rige og et kommende paradis på jorden, troen på en skabelse, vort bibelsyn, næstekærlighedsbudet og dets forbindelse med vor stilling til militærtjeneste, vor historie og organisationsform og dens sammenhæng med den første kristne menighed. Resten af tiden går med besvarelse af spørgsmål fra klassen. I den seneste tid har der været en vis ændring at spore i det der optager skoleeleverne. For bare 3-4 år siden var klassedrøftelserne ofte centreret om samfundsproblemer og vor politiske stillingtagen. Nu derimod mærkes en stigende interesse for almenmenneskelige, moralske og rent bibelske spørgsmål.“ Efter en klassedrøftelse med cirka 40 elever gav læreren udtryk for en vis forundring og stolthed over at eleverne havde været så rolige og stillet så relevante spørgsmål.

Fortsat kamp for troen

På et særligt felt har forholdene måske været mere tilspidsede i Danmark end så mange andre steder. Det gælder det følelsesladede spørgsmål om Jehovas vidners vægring ved at modtage blodtransfusion. Dette emne blev på dramatisk måde aktualiseret da et yngre ægtepar i marts 1975 fjernede deres treårige søn fra et københavnsk børnehospital fordi lægen mod forældrenes ønske ville gennemtvinge en blodtransfusion ved at få forældremyndigheden frataget barnets fader og moder.

Da forældrene var klar over at de sandsynligvis ville blive eftersøgt af politiet skjulte de sig hos nogle af deres trosfæller, samtidig med at de søgte at få kontakt med en læge der var villig til at behandle barnet uden brug af blod. En landsomfattende politijagt med husransagninger og kontrol af grænseovergange blev sat ind, akkompagneret af en veritabel pressehetz hvor overskrifter som: ’Barnemordere’, ’Religiøse fanatikere’ og ’Kyniske forældre’, bredte sig over avisernes sider. Selv bombetrusler og tilfælde af direkte vold forekom, og et par præster og en folketingsmand rejste spørgsmålet om ikke myndighederne burde gribe ind over for Jehovas Vidner. I mellemtiden havde forældrene fået kontakt med en læge som var villig til at respektere deres tro og bruge alternative behandlingsmetoder. I dag er drengen sund og rask.

Stadig et stort arbejde at gøre

Det danske samfund har i de senere år været præget af store forandringer. Dette har også stillet Jehovas Vidner over for nye udfordringer. Mens de kredsstævner som Jehovas Vidner afholder halvårligt, tidligere blev henlagt til sportshaller, har det hastigt stigende prisniveau gjort det formålstjenligt selv at opføre stævnehaller i lighed med hvad der er sket i en række andre lande.

Det var derfor en stor glæde da den første danske stævnehal — opført ved frivillig arbejdskraft og frivillige bidrag — kunne indvies den 17. marts 1979. Denne hal dækker behovet for Jylland og Fyn, og man har siden arbejdet med planer om en tilsvarende hal der kunne dække behovet for resten af landet. Men i øjeblikket koncentreres økonomien og kræfterne om opførelsen af et nyt og større landskontor og trykkeri i Holbæk.

I de 90 år der er gået siden C. T. Russell besøgte landet er arbejdet med at hjælpe andre til at opnå nøjagtig bibelkundskab vokset støt, skiftevis med hurtig tilgang og perioder med stabilisering. Uden for folkekirken er Jehovas Vidner i dag det største trossamfund i landet, måske bortset fra den katolske kirke, der ikke i en længere årrække har opgivet sit medlemstal. Det er kun få lande med et befolkningstal som det danske der er nået op på et lignende antal forkyndere i forhold til befolkningstallet — 1 til 387.

En væsentlig del af arbejdet med at uddele åndelig føde består derfor nu i at oplære og styrke de mange aktive vidner. Samtidig fortsætter Jehovas vidner i Danmark med at ruste sig til at aflægge et endnu større vidnesbyrd om Guds rige. Så længe det er Jehovas vilje, vil de bringe den gode nyhed ud til deres landsmænd og vise dem hvordan man finder åndelig tilfredshed.

[Illustration på side 10]

Fra skolernes side har der været en stigende interesse for at få besøg af Jehovas Vidner