Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w81 1/6 s. 4-7
  • Kan man blive tilfreds med sin lod i livet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Kan man blive tilfreds med sin lod i livet?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Et eksempel på tilfredshed
  • Utilfredshed — advarende eksempler
  • Er du tilfreds?
  • Vær tilfreds
    Vågn op! – 2025
  • Tilfredshed — en kostelig skat
    Vågn op! – 1972
  • Er det muligt at være tilfreds?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2010
  • Hemmeligheden om hvordan man er tilfreds
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1981
w81 1/6 s. 4-7

Kan man blive tilfreds med sin lod i livet?

„HVIS to engle blev sendt ned fra himmelen, den ene for at befale over et kejserrige, den anden for at feje gaden, ville hverken den ene eller den anden føle nogen trang til at bede om en anden beskæftigelse,“ sagde den engelske præst John Newton fra det attende århundrede. Det er måske en af de måder hvorpå man kan illustrere spørgsmålet om at være tilfreds med sin lod i livet.

Men hvad er tilfredshed egentlig? Ordbog over det danske Sprog beskriver blandt andet tilfredshed som dét at have „fundet sig til rette i eller synes om sin stilling, sin skæbne, sine livsforhold osv. i en saadan grad, at man kan slaa sig til ro dermed, ikke har grund til klage, misfornøjelse eller endog føler glæde derover“. Hvad ville du kunne svare hvis man spurgte dig om du var tilfreds med dine „livsforhold“, din lod i livet? Går du hele tiden og tænker på at du hellere ville have et andet arbejde, en anden bolig, en anden ægtefælle? Er dine ønsker måske ved at blive til et stærkt begær der truer med at bringe dig helt ud af balance?

At man er tilfreds betyder ikke nødvendigvis at man ikke længere prøver at forbedre sine forhold. Tilfredshed er ikke en sløvhed der kvæler initiativet, så man slår sig til tåls med bare at leve fra dag til dag. At være tilfreds betyder imidlertid at man ikke tillader sig selv at begære noget så stærkt at man kommer til at høre til de ulykkelige der altid beklager sig.

Et eksempel på tilfredshed

Tænk på den kristne apostel Paulus’ eksempel. Han var romersk borger og kom sikkert fra en jødisk familie med en vis position. Han studerede jødisk lov ved den lærde Gamaliels fødder og vandt anerkendelse blandt mænd der som han var farisæere. Men hvordan gik det? Jehova Gud kaldte ham gennem sin søn til at blive en forkynder af den gode nyhed. For at kunne ernære sig selv uden at ligge andre i den kristne menighed til byrde, arbejdede Paulus med sine hænder. Det gav ham frihed til at flytte rundt fra by til by, hvor hans gerning som missionær nu førte ham hen. Som evangelieforkynder kom han ud for megen forfølgelse, han blev slået, pisket og endda stenet. Men var han tilfreds?

I sit brev til filipperne skrev Paulus: „For den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus. Jeg har lært, uanset i hvilken situation jeg er, at klare mig med hvad jeg har [„at være tilfreds“, fodnote i 1971-udgaven af NW].“ (Fil. 3:8; 4:11) Jo, apostelen Paulus fandt sand tilfredshed i sin trofaste tjeneste for Gud.

Utilfredshed — advarende eksempler

Men andre var mindre tilfredse, og det fik tragiske følger for dem. Den første kvinde, Eva, havde en fuldkommen ægtemand, et upåklageligt hjem i en paradisisk have, og rigelig og varieret føde, foruden at hun nød sin himmelske Fader og Guds kærlige omsorg og havde udsigt til at leve evigt. Men da Fristeren erklærede at Gud forholdt hende noget der med rette tilkom hende, valgte hun at tro på ham — og blev utilfreds med sin lod i livet. Hun slog ind på en vej der præsenterede sig som vejen til uafhængighed og frihed til selv at bestemme hvad der er godt og hvad der er ondt. Men dette valg bragte hende ikke andet end lidelser og død. Hvor meget bedre ville det ikke have været for hende at holde fast ved sin tilfredshed, i lydighed mod sin mand og først og fremmest mod sin Gud!

Da Jehova Gud mange hundrede år senere førte sit udvalgte folk gennem ørkenen, udbrød der utilfredshed den ene gang efter den anden. Ved en lejlighed var der 254 øverster fra Israels folk der blev utilfredse med deres lod, hvilket førte til åbent oprør mod Moses og Aron. ’Lad det nu være nok,’ erklærede de udfordrende. ’Hvorfor vil I ophøje jer over Jehovas forsamling?’ Da Moses svarede, pegede han meget præcist på det motiv der lå bag deres utilfredshed. Vi læser: ’Er det jer ikke nok at Israels Gud har givet jer adgang til sig for at udføre arbejdet ved Jehovas bolig? Nu attrår I også præsteværdigheden!’ (4 Mos. 16:1-10) Hvad blev følgen? De fleste af dem blev fortæret af ild; andre blev opslugt af jorden.

En af apostelen Paulus’ medarbejdere, Demas, mistede sin tilfredshed på grund af andre forhold. Han var sammen med apostelen første gang denne var i fængsel i Rom. Men anden gang Paulus var fængslet i Rom ’forlod Demas ham fordi han fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning’. (2 Tim. 4:10) Han forlod vejen til den sande tilfredshed.

Er du tilfreds?

Hvordan forholder det sig med dig? Du er måske din families forsørger. Føler du dig utilfreds? Der er meget der kunne gå én på — uærlighed hos folk i høje stillinger, uretfærdig behandling af fattige og nødstedte mennesker, forskelsbehandling, for slet ikke at tale om at mange former for arbejde er meget ensformige. Hvordan kan man finde tilfredshed under sådanne forhold? Det er godt at huske på at man ikke er alene. Trofaste tjenere for Gud i fortiden kom ud for de samme problemer, og i Bibelen kan vi til vor egen opmuntring læse om hvordan de overvandt problemerne.

Der var for eksempel levitten Asaf, en kendt sanger og musiker. Han skrev: „Over dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; de kender ikke til menneskelig nød, de plages ikke som andre.“ Derfor sagde Asaf til sig selv: „Forgæves holdt jeg mit hjerte rent og tvætted mine hænder i uskyld.“ — Sl. 73:3, 5, 13.

Asaf spurgte i virkeligheden sig selv: ’Hvad nytter det at prøve at gøre det rette? Andre slipper jo godt fra at gøre det forkerte. Hvorfor skulle jeg ikke gøre som de?’ Men da indså han at hele hans ræsonnement var forkert. Mens han var sammen med andre tilbedere af Jehova i helligdommen, forstod han at de ondes fremgang kun er kortvarig. — Sl. 73:15-19.

Vi bliver måske oprørte over den ondskab vi ser omkring os. Men vi kan finde trøst i tanken om at der vil komme en regnskabets dag. (Apg. 17:31) I denne tingenes ordning er der meget der ikke kan ændres. „Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt,“ siger Bibelen. (Præd. 1:15) Vi kan altså ikke selv gribe ind på den rigtige måde, men gør klogt i at se hen til Jehova Gud, der til sin fastsatte tid vil gøre det der skal gøres. Sådan bevarer vi vores tilfredshed.

Hvad så med dit hjem og din familie? Finder du en kilde til tilfredshed heri? Kærlige familiemedlemmer betyder meget for ens tilfredshed. Når en mand kommer hjem efter en hård dags arbejde er det en befrielse for ham at komme ind i sit hjems fredelige omgivelser og nyde samværet med sin kone og sine børn! Et bibelsk ordsprog siger meget rammende: „Bedre en ret grønt med kærlighed end fedet okse og had derhos.“ — Ordsp. 15:17.

Den åndelige familie vi har i alle de andre vidner for Jehova kan også hjælpe os til at bevare tilfredsheden. Hvor er det dejligt når man kan komme sammen med mennesker der er ærlige, kærlige og retskafne! Har du opdaget at man ofte glemmer de problemer der gør en nedslået, når man kommer til Jehovas Vidners møder?

’Hvad så med min lod i livet?’ vil en husmoder måske spørge. Ja, det kræver en stadig anstrengelse at bevare tilfredsheden når der hele tiden tales så meget om kvindernes frigørelse. Men er de der engagerer sig i denne bevægelse, virkelig tilfredse? Hvordan kan de være det når de overser at Gud har tildelt en hustru den rolle at hjælpe og supplere sin mand, ikke at være hans overhoved eller konkurrent? (1 Mos. 2:18) Moderen i en familie har stor betydning for hele familiens glæde og lykke. Med den inflation der raser i dag kan hun for eksempel have uvurderlig betydning for økonomien, idet hun køber ind på en fornuftig måde. (Ordsp. 31:14) Med sine ord og sit eksempel kan en kristen hustru opbygge sine børn åndeligt og hjælpe dem til at forstå hvad det vil sige at leve som disciple af Jesus Kristus.

Ved at udfylde sin gudgivne plads kan en kristen kvinde opleve glæden ved at være som den duelige hustru der beskrives i Ordsprogenes bog: „Hvo finder en duelig hustru? Hendes værd står langt over perlers. Hendes husbonds hjerte stoler på hende, . . . Hun gør ham godt og intet ondt alle sine levedage. . . . Hun våger over husets gænge . . . Hendes sønner står frem og giver hende pris, hendes husbond synger hendes lov . . . en kvinde, som frygter [Jehova], skal roses.“ — Ordsp. 31:10-30.

Hvad så med jer der er unge? Er I tilfredse med jeres lod i livet? Unge bliver stillet over for alvorlige problemer i dag. Umoralitet, snyderi, alkoholisme og stofmisbrug har nået svimlende højder. Den slags behøver ikke at bringe dig ud af balance, få dig til at miste orienteringen og måske forlade skolen før tiden. Hvis du forlader din skole eller læreplads for tidligt vil du måske i fremtiden være henvist til de arbejdsløses rækker eller til et arbejde med ringe løn og under dårlige forhold, og så er du ude i en situation der er langt sværere for dig end den du måske føler i skolen i dag. Prøv derfor at gøre dit bedste i skolen, og vælg en form for undervisning der kan sætte dig i stand til at ernære dig selv uden at det helt skal udtømme dine kræfter. Tjenere for Gud gør vel i at indstille sig på en form for arbejde der kan give dem frihed til at bruge så megen tid og energi som muligt på at yde andre åndelig hjælp. Sådan oplever man den langt større lykke det er at give. — Apg. 20:35.

Hvis du tilbeder Jehova Gud, så prøv at gøre fremskridt som kristen allerede mens du går i skole. Grib enhver lejlighed til at forkynde den gode nyhed både i skolen og i fællesskab med menighedens andre medlemmer. Når du har skoleferie, så tænk på om du kunne få en større andel i forkyndelsen. Har du prøvet at være hjælpepioner? Du ville sikkert blive glad for det. Forsøm heller ikke at læse Bibelen og de bøger og blade der kan hjælpe dig til at forstå den bedre. Og når du forbereder dig godt på menighedens møder vil du også bedre kunne tage del i dem.

Er der nogen i din menighed der er syge, handicappede eller gamle? Så kunne du måske gøre noget for dem — købe ind, ordne småreparationer, gøre rent. Er der nogen der er blinde eller svagtseende? Måske kunne du læse højt for dem på faste tider hver uge. At være en discipel af Jesus Kristus indbefatter at man tjener andre, som han selv gjorde det. Hvis du allerede i ungdommen lærer at gøre noget for andre, vil du få rige glæder og velsignelser.

Kan vi fortælle noget helt nyt om hvordan man finder sand tilfredshed? Nej, der er intet nyt. For over 1900 år siden gav apostelen Paulus en vejledning der gælder lige så meget i dag. Han skrev: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed, sammen med viljen til at klare sig med hvad man har [eller: tilfredshed]. For vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ — 1 Tim. 6:6-8.

Giv dig tid til at bedømme din tilværelse i det rette lys. Din lod i livet kunne måske være bedre, men den kunne sikkert også være meget værre. Stræb efter at være tilfreds med det du har, i stedet for at længes efter noget du ikke har. Find glæde i at gøre hvad du kan for at give andre åndelig hjælp og være til opmuntring for dem. Det har mange andre gjort, og hvis du også gør det, vil du, som de, kunne blive tilfreds med din lod i livet.

[Illustration på side 5]

’Hvad så med MIN lod i livet?’ vil en husmoder måske spørge

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del