Forkyndelsen af Riget udvides i det travle Hongkong
HONGKONG kaldes „den smukke havn“, men foruden at være en smuk by er den også en travl by. Fra det vindblæste Victoria Peak får man et godt overblik over hele området. Først er der de fornemme boligkvarterer på skråningerne, dernæst de høje boligblokke, det myldrende forretningskvarter, og på den anden side af havnen bydelen Kowloons skyskrabere og lavere bebyggelse. Havnen er en bikube af aktivitet. Den anløbes daglig af over 50 skibe fra alverdens havne, og hver eneste dag året rundt kan man se junker og sampaner side om side med moderne oceangående skibe og hurtige havnefærger.
Den myldrende travlhed i havnen forplanter sig til resten af kolonien. Den er et kendetegn for Hongkong. Ikke blot er befolkningstallet vokset fra 23.000 til mere end 5 millioner i løbet af de sidste 140 år, men tilvæksten af industri og byggeri i løbet af de sidste 20 år har været intet mindre end forbløffende.
Vældige boligblokke og lejlighedskomplekser vidner om det voksende boligbyggeri. Moderne luftkonditionerede tog udgør sammen med taxier, sporvogne og dobbeltdækkerbusser et af verdens bedste og billigste offentlige transportsystemer. En stemning af selvtillid, medgang og stræbsomhed hviler over byen og dens indbyggere.
Forkyndelsen af „den gode nyhed“ går fremad
Hvor der er mennesker skal den gode nyhed om Jehovas rige forkyndes. (Markus 13:10) Før 1949 blev der forkyndt lidt af besøgende Jehovas vidner. Så ankom to missionærer, William Carnie og Roy Spencer, fra Vagttårnets bibelskole Gileads ellevte klasse. Men hvad kunne to mennesker gøre midt i denne store, travle by med dens enorme antal fire- og femetages boligkomplekser? De begyndte ganske enkelt at gå fra hus til hus, besteg den ene mørke, smalle trappegang efter den anden, og ledte efter folk der var interesseret i Guds rige. Til at begynde med kunne missionærerne kun aflægge vidnesbyrd for dem der var i stand til at tale engelsk. Men lidt efter lidt lærte de det kantonesiske sprog, og blev i stand til at tale med alle de traf.
Her og der viste folk interesse og begyndte at studere. Nogle af dem blev Jehovas vidner og sluttede sig til de to missionærer i forkyndelsesarbejdet. Efterhånden som antallet af forkyndere voksede, var det nødvendigt at ofre tid og opmærksomhed på at opbygge deres tro på Jehova og deres forståelse af ham og af den måde hans organisation virker på. Det var derfor gavnligt at der blev udnævnt ældste til at opbygge menighederne.
I 1973 var forkyndernes antal vokset til 278. De så alle med forventning frem til det internationale stævne „Guds sejr“, som skulle afholdes i Hongkong det år. Det at fem medlemmer af Jehovas Vidners styrende råd overværede stævnet, gav dem yderligere forståelse af Jehovas Vidners verdensomspændende organisation. Åbningen af stævnet blev overværet af 462. Det var et tegn på at arbejdet nu ville gå hastigere fremad.
Det trykte budskab en hjælp i arbejdet
Selv om Jehovas vidner i Hongkong er få i forhold til befolkningstallet, er de ikke blevet mismodige. De har i vid udstrækning forstået at benytte sig af de trykte hjælpemidler, især bogen Sandheden der fører til evigt liv og bladene Vagttårnet og Vågn op!
Hvor virkningsfulde de trykte hjælpemidler er, fremgår af en erfaring som en forkynder gjorde da hun traf en ung mand som netop var på vej ud ad døren. Han havde ikke tid til at lytte og var ret kort for hovedet, men forkynderen fremholdt venligt de to blade. Den unge mand vendte sig om mod sin gamle moder og sagde: „Giv hende hvad de koster.“ Da bladene blev rakt til ham, sagde han kort: „Læg dem bare på bordet.“ Han læste dem ikke, men lidt senere kom to af hans venner, og de så på bladene og spurgte ham hvor han havde fået dem. „Tag dem og læs dem hvis I vil,“ sagde han. „Jeg har ikke tid.“ Det gjorde de to unge mænd, og senere tegnede de abonnement på begge blade.
I et andet tilfælde havde en ung studerende for travlt til at drøfte Bibelen, men en missionær tilskyndede ham til at tegne abonnement på Vågn op! Det gjorde han, og i løbet af året læste han med mellemrum forskellige artikler. Han blev mere modtagelig for budskabet om Riget og fornyede sit abonnement. Med tiden begyndte han at overvære møderne i rigssalen. I dag deltager han og to af hans søstre aktivt i forkyndelsesarbejdet.
Mange unge er med
Det er værd at bemærke at størstedelen af dem der deltager i forkyndelsen af Riget i Hongkong, er unge mennesker i alderen omkring tyve år. Nogle er børn af indviede kinesiske vidner, mens mange andre har taget imod sandheden som teenagere.
I almindelighed er de unge i dag mindre traditionsbundne end deres forældre. Indflydelsen fra fjernsyn og aviser har gjort de unge mere opmærksomme på vanskelighederne i verden og på livets pres. Deres egne erfaringer bekræfter det de ser og læser. Selv om de nyder godt af en højere levestandard end deres forældre gjorde da de var unge, kan de tit indse at menneskers bestræbelser er dømt til at slå fejl.
Når de så finder ud af at Guds rige er menneskehedens eneste håb, går de helhjertet ind for sandheden. De tager meget alvorligt på det at studere personligt, overvære menighedens møder, deltage i forkyndelsen, og det at bede til Gud. Det hjælper dem til at gøre hurtige åndelige fremskridt. Derved styrkes de til at modstå det materialistiske pres fra denne verden og til at bevare en rosværdig nidkærhed i Jehovas tjeneste. — 1 Johannes 2:15-17.
Flid medfører resultater
Den flid der i almindelighed kendetegner folk i Hongkong, kendetegner også Jehovas vidner her. De opnår gode resultater og går fremad. Der spredes mange bøger og blade. For eksempel spredte et rekordantal på 895 forkyndere i juni 1981 mere end 34.000 blade, og de ledede 1391 bibelstudier.
De opnår ikke disse resultater fordi folk i Hongkong er mere modtagelige for budskabet end folk andre steder. Det må siges at resultaterne for en del genspejler forkyndernes nidkærhed. Selv om mange har en lang arbejdsdag, ofrer over 800 forkyndere mere end 15 timer om måneden i gennemsnit på at hjælpe andre til at lære Bibelens sandheder at kende. Omkring 10 procent af dem bruger al deres tid året rundt i forkyndelsesarbejdet, og mere end halvdelen af resten deltager i hjælpepionertjenesten en eller flere gange om året. Det er denne nidkærhed, samt det at forkynderne er vågne for at udnytte enhver lejlighed til at forkynde for andre, der giver resultater.
For eksempel er det svært at træffe nogen hjemme når man går fra hus til hus i det fornemme kvarter der kaldes „The Peak“. To Jehovas vidner lagde mærke til at beboerne plejede at spadsere tidligt om morgenen på kvarterets alleer og stier; de besluttede derfor at de også ville spadsere en tur i dette område hver søndag morgen klokken syv. De gik omkring og talte med folk. Mange lyttede og modtog blade. I løbet af en måned spredte de to forkyndere 300 blade på denne måde. Sådan bliver folk i dette fornemme kvarter også nået.
Et andet eksempel drejer sig om en menighed på 60 forkyndere der planlagde at tage færgen til en afsidesliggende bebyggelse for at forkynde for folk dér. Ved tidligere lejligheder havde alle forkynderne siddet sammen på færgen og nydt det kristne fællesskab. Men ved denne lejlighed besluttede de at de ville tale med alle passagerer på færgen om „den gode nyhed“ og tilbyde dem blade. Mere end 50 forkyndere gik altså om bord på færgen og blandede sig med passagererne, mens de hver især læste i et blad. Det varede ikke længe før der kom samtaler i gang og der blev spredt blade. Som en af forkynderne bagefter forklarede: „Jehovas rige var morgenens samtaleemne på færgen, og mange tog bibelsk læsestof med hjem.“
I Hongkong ledes der mere end ét bibelstudium for hver forkynder af Rigets budskab. Dette fremragende antal bibelstudier har man ikke nået fordi det er let at oprette studier. Det er faktisk ret svært at oprette et bibelstudium, og det er endnu sværere at holde det regelmæssigt. Men vidnerne i Hongkong ser det som en udfordring. Ønsket om at få et bibelstudium er en af grundene til at mange viser interesse for hjælpepionertjenesten.
En husmoder med fire børn havde først lært at læse og skrive efter at hun havde lært sandheden at kende. Hun var ked af at hun ikke havde et bibelstudium. Hun blev imidlertid opfordret til at deltage i hjælpepionertjenesten og bruge 60 timer om måneden i tjenesten, fordi hun så ville sprede flere blade til folk og få flere muligheder for at aflægge genbesøg — og større udsigt til at oprette et studium. Hun deltog begejstret i denne tjeneste og har siden da ledet to hjemmebibelstudier.
Alene i tjenesteåret 1980 var der i gennemsnit 90 hver måned der deltog i hjælpepionertjenesten. I de første seks måneder af tjenesteåret 1981 har der i gennemsnit været 92 hver måned der har haft en andel i denne gren af tjenesten. Så man forstår at det høje antal bibelstudier i Hongkong er et direkte resultat af den nidkærhed og flid vidnerne lægger for dagen.
Vidnerne i Hongkong er meget åndeligsindede og forstår fuldt ud at selv om de måske viser nidkærhed i arbejdet med at plante og vande, er det Jehova der „får det til at gro“. (1 Korinter 3:6, 7) Et tydeligt vidnesbyrd om væksten er at størstedelen af arbejdet her nu udføres af lokale kinesiske vidner. De viser en god ånd og har dyb værdsættelse af den forret det er at tjene Jehova i arbejdsmarken. Desuden er de meget alvorlige og har et ægte ønske om at gøre det der er rigtigt. Det er værd at lægge mærke til at der kun er blevet udstødt 15 i de 30 år der er blevet forkyndt i Hongkong.
Som i alle andre dele af verden står Jehovas vidner i Hongkong over for voksende bekymringer og et stigende pres. Men de er positive og optimistiske i deres arbejde med at forkynde „den gode nyhed“, i tillid til at arbejdet fortsat vil gå fremad med Jehovas velsignelse. — 1 Korinter 15:58; 16:13, 14.