Nyheder på nært hold
Kød og blod til salg
„Hornhinde til salg . . . Henvendelse på hverdage.“ Disse ord er hentet fra en annonce i en avis i Rio de Janeiro. Og det er ikke et isoleret tilfælde. En søndag var der i en avis ti annoncer med tilbud om en nyre og tre hvori folk tilbød at sælge en hornhinde. I en anden avis var der tre annoncer for hornhinder og fem for nyrer. Hvad er grunden? Det ser ud til at Brasiliens årlige inflation på 120 procent og den udbredte fattigdom i landet tvinger de fattige til at sælge ud af deres organer for at klare sig. „Jeg ved at jeg risikerer mit liv,“ siger en af annoncørerne, „men jeg ser ikke nogen anden udvej. . . . Det er det eneste jeg har tilbage.“
Mange af de fattige og arbejdsløse sælger også regelmæssigt en portion af deres blod — nogle endda to gange om ugen — for at forsørge deres familie. I hundredvis af kommercielle blodbanker køber blod for 25-30 kroner for en portion på en halv liter og sælger det videre til hospitaler og klinikker for nær ved 500 kroner pr. portion. I flere dokumenterede tilfælde har nogle solgt så meget af deres blod at de er brudt sammen og er døde mens de har stået og købt mad for pengene fra salget.
Det er tydeligt at disse mennesker er blevet hjælpeløse ofre for Satans undertrykkende, begærlige og fordærvede verdensordning. Forholdene minder meget om dem der rådede på profeten Mikas tid. Profeten henvendte sig til de griske stormænd og sagde: „Hør dog, . . . I, som hader det gode og elsker det onde, I, som flår huden af folk og kødet af deres ben.“ (Mika 3:1, 2) Jehova bragte den uretfærdige jødiske ordning til ophør i 607 f.v.t. På samme måde vil han inden længe bringe den nuværende undertrykkende ordning til ophør og indføre en ny ordning hvor der råder retfærdighed. — 2 Peter 3:13.
Hvem skrev Første Mosebog?
Et hold forskere ved Technion — Israels teknologiske institut i Haifa — har fodret en datamat med over 20.000 ord fra Første Mosebog. Datamaten foretog derefter en grundig analyse af bogens sproglige opbygning og sammensætning. Resultaterne har indledt en ny debat om hvem der har skrevet bogen. Bibelforskere er i mange år gået ind for en såkaldt dokumenthypotese — som går ud på at Første Mosebog ikke er skrevet eller samlet af én person, Moses, men af flere forfattere, hvoraf nogle levede længe efter Moses’ tid. Da de israelske forskere analyserede oplysningerne fra datamaten, nåede de imidlertid frem til at der er 82 procents sandsynlighed for at bogen er skrevet af én person, og at den stilistisk giver indtryk af at være én forfatters værk.
Professor Moshe Weinfeld ved det hebraiske universitet siger at undersøgelsen „måske har bevist“ at dokumenthypotesen „ikke havde ret i at visse dele af Første Mosebog sandsynligvis er skrevet på et langt senere tidspunkt“. En anden professor erkender at undersøgelsen „måske viser at nogle områder [af hypotesen] må undersøges på ny“.
Men uanset hvilke fremtidige resultater dataeksperterne måtte nå frem til, vil sande kristne være enige med Jesus, der gav udtryk for at Loven, deriblandt Første Mosebog, var nedfældet af Moses. — Lukas 24:27, 44; se også Andet Timoteusbrev 3:16.
Kriminaliteten under kontrol — hvordan?
„Kriminaliteten i Amerika er en epidemi,“ sagde præsident Ronald Reagan i en tale til en forsamling af politichefer fra flere lande. FBI-statistikker viser at der i 1980 blev anmeldt i alt 13.295.400 alvorlige forbrydelser, gennemsnitlig en for hver 2,4 sekunder!
Om mulighederne for at bringe ’epidemien’ under kontrol sagde præsidenten videre: „Det er i sidste ende et moralsk dilemma, et der kræver en moralsk eller, om De vil, åndelig løsning. . . . Kampen mod kriminaliteten vil først virkelig blive vundet den dag amerikanernes sindsindstilling og holdning ændres.“
Vil en sådan „åndelig løsning“, en ændring af sindsindstillingen, nogen sinde finde sted? Ikke hvis vi skal regne med at den indføres af jordiske organer eller regeringer. Men profeten Esajas skrev om en sådan ændring: „Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:9) I Guds lovede nye ordning under det messianske rige vil ’Jehovas kundskab’ udvirke de nødvendige forandringer hos alle som lever, og resultatet vil blive en lovlydig og fredelig verden. — Se også Esajas 9:6, 7.