Den første løgn — dens virkninger fjernes

DET var ikke alle der fulgte Satan eller antog hans religiøse lære. Abraham, for eksempel, fortsatte med at tilbede den sande Gud. Han troede at livet i sidste instans afhang af lydighed mod Gud. Derfor velsignede Jehova ham, idet han sagde: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ (1 Mosebog 22:18) Hvad betød dette? Ganske enkelt at den „sæd“ der blev givet løfte om i Edens have, skulle fremstå blandt Abrahams efterkommere. — Galaterne 3:16.

Senere fik trofaste mennesker åbenbaret flere detaljer om hvem der skulle være „sæden“. Han skulle fødes i Judas stamme og være en efterkommer af kong David. Han skulle fødes af en jomfru, og i byen Betlehem. (1 Mosebog 49:10; 2 Samuel 7:16; Esajas 7:14; Mika 5:1) Da tiden var inde blev den lovede „sæd“ født — i den rigtige by og i den rigtige familie. Det var Jesus, som senere blev kaldt Kristus. — Lukas 2:8-11.

Da Jesus blev født, lå Satans verden i dybt religiøst mørke. Under Roms herredømme, det mægtigste rige indtil da, florerede der mange afskygninger af babylonisk religion. Mange af den trofaste Abrahams efterkommere, israelitterne, var veget bort fra den sande tilbedelse. Deres religiøse ledere var selvretfærdige og stolte. Nogle af dem var bukket under for babylonisk lære. Ifølge den jødiske historiker Josefus troede farisæerne (en fremtrædende religiøs sekt) at „sjæle har en udødelig kraft i sig“ og at ’de ondes sjæle straffes med evig pine’.

Jesus var i stand til at føre mange tilbage til den rene tilbedelse. Han lærte sine disciple at de ikke skulle være en del af Satans tingenes ordning, hverken religiøst eller politisk. (Johannes 15:19) Han helbredte syge, oprejste døde og viste stor medfølelse med de dårligt stillede. Disse mennesker elskede Jesus, men mange af præsterne hadede ham fordi han afslørede deres tyranni og falske læresætninger. Derfor fik de ham til sidst slået ihjel.

Jesu død må have set ud som en sejr for Satan, men den var i givet fald kun kortvarig. Gud oprejste inden længe Jesus fra døden til liv som en åndeskabning. Og i kraft af Jesu død og opstandelse tog Gud et stort skridt i retning af at fjerne de værste virkninger af Satans løgn. Han gjorde det muligt for dem der ønskede at følge sandhedens vej, at genvinde det liv som Adam ved sin ulydighed havde mistet. „For ligesom alle dør i Adam,“ sagde Paulus, „således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinter 15:22-26.

Kristendom og frafald

Det var nu muligt for mennesket at opnå frelse fra synd og død. Paradiset skulle genoprettes ved hjælp af Guds rige, med den opstandne Jesus Kristus som konge. Der ville endog være mennesker som fik det privilegium at herske sammen med Kristus som konger i Riget. Dette dynamiske budskab, der blev forkyndt i det første århundrede efter vor tidsregning, greb mange mennesker. En menighed af Kristi disciple — senere kaldet kristne — blev dannet i Jerusalem, og den voksede hurtigt til tusinder af medlemmer.

Rasende gik Satan til angreb. Inden længe måtte kristne i Jerusalem lide døden for deres tro. Forfølgelse fik mange til at flygte fra byen, men de bragte „den gode nyhed“ med sig. Samaritanere, og derefter hedninger, blev døbt som kristne. I løbet af få årtier var budskabet udbredt i hele den dakendte verden! — Apostelgerninger 17:6; Kolossenserne 1:23.

Under den sadistiske kejser Neros styre blev selve romerrigets magt sluppet løs mod kristendommen. Ved romerske festligheder tjente kristne som brændende fakler. Vilde dyr blev pudset på dem i arenaerne. Ikke desto mindre fortsatte kristendommen med at blive udbredt. Men Satan havde også andre metoder.

Fordærv indefra

Apostelen Paulus havde advaret de kristne i Kolossæ: „Pas på, at ingen fanger jer med filosofien og tomt bedrag.“ (Kolossenserne 2:8, Paulus’ breve, ved Niels Hyldahl) Til de ældste i Efesus havde han sagt: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30) Nu begyndte hans advarsel at gå i opfyldelse. Bedragende elementer kom ind i menighederne, og med dygtige, besnærende argumenter undergravede de mange af medlemmernes nidkærhed og iver.

Få århundreder senere var der opstået en udvandet form for kristendom som var gennemsyret med ubibelske læresætninger. Det babyloniske dogme om sjælens udødelighed havde rodfæstet sig. Man tilbad en treenighed, på samme måde som man tilbad treheder af guder i Babylon. Man fremholdt dogmet om et brændende helvede, og senere om skærsilden. Der blev bedt bønner til „Guds Moder“. I den romerske kejser Konstantins tid blev denne frafaldne form for kristendom gjort til statsreligion. Den blev en del af verden.

Jesus havde forudsagt at der efter apostlenes død ville blive sået en sæd af falsk kristendom i verden, og at sand og falsk kristendom ville eksistere side om side indtil „høsten“. (Mattæus 13:24-30, 36-43) Dette skete nu. Efterhånden som den falske kristendom fik magt, vendte den sig hadefuldt mod dem der nægtede at følge den. Nogle som bekendte sig til kristendommen blev brændt levende for deres tros skyld, men denne gang oplyste deres brændende kroppe ansigterne på iagttagende munke og præster.

I århundreder skinnede Bibelens lys kun ganske svagt. Guds ord forelå på latin, et døende sprog, og de der oversatte det til sprog som folk forstod, blev nådeløst forfulgt. Men Bibelen overlevede. Det samme gjorde kristendommen, som Jesus havde sagt den ville. Begge dele eksisterer den dag i dag.

Paradiset genoprettes

Den ene løgn der for tusinder af år siden blev udtalt i Edens have fik i sandhed katastrofale følger for menneskeslægten. Den medførte uanede lidelser. Men heldigvis vil vi ikke behøve at udholde dens dårlige følger ret meget længere.

Den „sæd“ der skulle tilintetgøre Satan og hans planer, viste sig i form af Jesus. Efter sin død blev Jesus oprejst til liv som en åndeskabning og steg til himmelen, hvor han skulle ’vente indtil hans fjender blev lagt som en skammel for hans fødder’. (Hebræerne 10:13) Vidnesbyrdene viser at denne ventetid nu er forbi. Profetierne og Bibelens tidsregning peger på året 1914 som det tidspunkt da Jesus ’kom i sin herlighed’ for at regere som himmelsk konge. — Se Mattæus, kap. 24, 25; Markus, kap. 13; Lukas, kap. 21.

Det betyder at Satan, løgnens ophav, kun har kort tid igen. (Åbenbaringen 12:12) De verdensomspændende omvæltninger som menneskeheden har været vidne til siden 1914, vidner om hans store vrede over dette. Inden længe vil han blive udslettet for evigt, sammen med de undertrykkende politiske og religiøse systemer der er fremstået som følge af hans løgn. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 18:4-8.

Hvilken befrielse for menneskeheden! Den fred, skønhed og lykke der fandtes i Guds oprindelige paradis vil endelig blive genoprettet, og paradiset vil blive udvidet til at omfatte hele jorden. (Åbenbaringen 21:3, 4) Kunne du tænke dig at opleve dette? Det er Guds vilje „at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Hvorfor ikke benytte dig af den godhed Jehova Gud viser dig? Undgå Satans løgne og søg sandheden i Guds ord, Bibelen. Så vil du blive vidne til at de tragiske konsekvenser af den første dæmoniske løgn til sidst bliver fuldstændig fjernet.