Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w83 1/5 s. 3-4
  • Er vor tid helt anderledes?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er vor tid helt anderledes?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1983
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forurening
  • Overbefolkning
  • Oprustning
  • Befolkningseksplosionen — hvor stor er truslen?
    Vågn op! – 1983
  • Hvad skyldes forureningen?
    Vågn op! – 1990
  • Kan mennesker indføre varig fred og sikkerhed?
    Virkelig fred og sikkerhed — hvordan?
  • Forureningens årsager
    Vågn op! – 1988
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1983
w83 1/5 s. 3-4

Er vor tid helt anderledes?

DEN amerikanske økonom Peter F. Drucker har beskrevet verdens nuværende situation med følgende ord: „Der er ingen der ikke ved at vor tidsalder er en tid med umådelig stor risiko. Der er ingen der ikke ved at det vigtigste spørgsmål vi står over for angående menneskets fremtid ikke er hvordan den vil blive, men om der overhovedet bliver nogen.“

Hvilke problemer er det for eksempel der får mange til at spekulere på om menneskeheden har nogen fremtid? Hvilke farer gør vor tid helt forskellig fra tidligere generationers tid?

Forurening

Luften i mange storbyer udgør efterhånden en sundhedsfare. Have, søer og floder forurenes af industriaffald som forgifter de fisk vi spiser. Det beskyttende ozonlag trues af spildgasser. Med god grund hersker der international bekymring over forureningen. Et møde i OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) blev refereret med følgende ord i det franske dagblad Le Monde: „Fra 1965 til 1975 led miljøet alvorlig skade. Selv om vi regner med at den økonomiske tilbagegang nedsætter [den industrielle] vækst meget, vil vort naturlige miljø alligevel fortsat blive nedbrudt i de kommende år, hvis man ikke gør noget mere for at beskytte det.“

Nogle hævder at forurening ikke er noget nyt. Hvis det er sandt, hvordan kan det da være at mindesmærker der har stået i tusinder af år, pludselig er i fare? „Dag for dag fortsætter Athens forurenede atmosfære med at ødelægge det de tyrkiske tropper ikke fik ødelagt under deres 400-årige besættelse af Grækenland. Lidt efter lidt tæres marmoret væk.“ — Den parisiske avis Le Figaro.

Overbefolkning

Andre faktorer komplicerer verdenssituationen yderligere. Det franske videnskabelige månedsblad Science et Vie (Videnskab og liv) havde følgende at sige om emnet befolkningstilvækst sammen med ørkenernes fremrykning: „Verdens befolkning vil være vokset fra fire til seks milliarder i år 2000, mens den dyrkbare jord sandsynligvis vil være blevet beskåret med 30 procent i løbet af den samme periode på grund af udpining . . . og inddragelse i byzoner. Disse to sideløbende udviklinger baner vejen for en sprængfarlig situation.“

Det er sandt at befolkningstilvæksten er gået ned i visse lande i Vesten og den tredje verden. Men ifølge visse eksperter vil overbefolkningen vare ved i det mindste til midten af næste århundrede, for i mange lande stiger tilvæksten og fortsætter med at stige. Langt den største del af udviklingslandene hører til verdens tættest befolkede lande. Overbefolkning er især noget der gør vor tid helt anderledes end de foregående.

Oprustning

Du er sikkert klar over at mange er foruroligede over våbenkapløbet. Millioner af europæere føler sig utrygge ved at leve inden for rækkevidde af raketter der er opstillet i Warszawapagt-landene eller ved at have amerikanske raketter på deres jord. Men uanset hvor på jorden man bor, er der grund til bekymring over laser- eller partikelstrålevåben og biologiske våben foruden de farer der lurer fra satellitter eller rumstationer i kredsløb. Af visse eksperter betragtes nogle af disse våben som hørende til et nyt trin i terrorbalancen. De indgyder en følelse af sårbarhed som kan få et land til at se en fordel i at slå først.

Spørg dig selv: Har de generationer der levede før os haft en sådan magt at de kunne udslette de fleste af jordens indbyggere på ganske få minutter? Eller er det noget man først har kendt til i vor tid?

Folk reagerer forskelligt over for de farer vi her har opremset, især i industrilandene. Nogle danner komiteer til bekæmpelse af forureningen; andre søger tryghed for enhver pris ved at købe sig våben, bygge beskyttelsesrum eller skaffe sig tilflugtssteder i afsidesliggende områder. Avisen International Herald Tribune har bemærket følgende om sidstnævnte gruppe: „Fåtallige men voksende grupper af amerikanere skaffer sig våben og lærer sig at dræbe fordi de er overbeviste om at samfundsordenen er ved at smuldre og at de må kunne værge for sig for at overleve.“ Også i andre lande øver privatpersoner sig i våbenbrug — kvinder såvel som mænd.

Men der er en fare som er endnu vanskeligere at undvige og som ingen rigtig kan hamle op med — det økonomiske sammenbrud. I den vestlige verden er der millioner af arbejdsløse, mens landene i østblokken har andre økonomiske problemer. Mærker du ikke også virkningerne af den økonomiske uro? I slutningen af 1980 sagde den tidligere franske premierminister Raymond Barre om verdens økonomi: „Det er . . . en verdenskrise. Den er hverken forbigående eller overfladisk, men varig og dybtgående.“ Økonomen Samuel Pisar slår fast: „Alt støtter og bestyrker opfattelsen af at vi befinder os på randen af et nyt sammenbrud. Vore problemer har intet tilfælles med dem der var for 40 år siden, og det får kun vor ængstelse til at stige.“ Hvor kan man da vende sig hen i disse tider der er så helt anderledes?

For længe siden talte Jesus Kristus om en tid der blandt andet skulle kendetegnes af „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. (Lukas 21:25) Ansigt til ansigt med disse forskellige begivenheder må vi indrømme at hans ord passer på vor tid, en tid der er helt anderledes end nogen foregående. Men hvis Jesus virkelig hentydede til vore dage, hvad betyder det da for os? Antyder det virkelig at en gennemgribende forandring er nær? Det vil vi tage op i den følgende artikel.

[Illustration på side 3]

Forurening

Overbefolkning

Oprustning

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del